1
registreret Arne Thomsen
22
gæster og
191
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#23295 - 07/06/2017 12:04
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Fra en portugisisk poetisk åre flyder mange smukke og sanselige ord ... Alberto Caeiro (Fernando Pessoa) fra digtsamlingen "At være virkelig" oversat af Peter Poulsen
En sommerfugl flakser forbi øjnene på mig Og for første gang i hele universet tænker jeg på At sommerfugle hverken har farve eller bevægelse, På samme måde som blomsterne hverken har duft eller farve. Det er farven der har farve på en sommerfuglevinge, I sommerfuglens bevægelser er det bevægelsen som bevæger sig. Det er duften der dufter i blomstens duft. Sommerfuglen er kun sommerfugl Og blomsten bare blomst.
***
Mit blik er strålende som en solsikke. Jeg har for vane når jeg går på en vej At se til højre og til venstre Og indimellem at se mig tilbage... Og hvad jeg ser hver eneste gang Er hvad jeg aldrig før har set, Og jeg forstår mig på disse sager... Jeg er i stand til at føle en undren så dyb Som barnet ville føle hvis det, idet det fødes, Kunne erkende at det virkelig var blevet født... Jeg føler mig født hvert eneste øjeblik Til den evige nyhed i Verden...
Jeg tror på verden som på en tusindfryd, Fordi jeg ser den. Men jeg tænker ikke på den Fordi at tænke er ikke at forstå... Verden blev ikke skabt for at vi skulle tænke på den (At tænke er at være syg i øjnene) Men for at vi skulle se på den og komme overens med den...
Jeg har ingen filosofi: jeg har sanser... Hvis jeg taler om Naturen er det ikke fordi jeg ved hvad den er, Men fordi jeg elsker den, og alene af den grund, Fordi den der elsker aldrig ved hvad han elsker Eller hvorfor han elsker, endsige hvad det vil sige...
At elske er den evige uskyld, Og den eneste uskyld er ikke at tænke...
***
Det er måske den sidste dag i mit liv. Jeg har vinket til solen med højre hånd, Men jeg har ikke vinket til den for at sige farvel. Jeg gjorde det for at vise min glæde ved stadig at se den, kun derfor.
Smukt, ikke? :))
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23304 - 09/06/2017 00:40
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Lidt atmosfæriske forstyrrelser af stilhed, fra to enige repræsentanter af musikalitet:
Sensommer samme sted fjerde år i træk
Sent i juli falder eftermiddagslyset på en meget høj facade af hvidmalet træ uden vinduer,
så det et øjeblik føles, som om de bortviste skygger har taget beskuerens øjne med sig som gidsel
for kun at vende så meget mægtigere tilbage når rollerne byttes om.
Så går et vindstød gennem majsmarken. Og i huset smækkes en dør i
til et århundrede man ved, ville forvandle en til sten hvis man turde se sig tilbage.
- Henrik Nordbrandt, 3½D, 2012.
*
En statur i stilheden
Der foregår så meget i larmen, der var så mange klokker at høre, når folk de elskede, opdagede noget og behængte hinanden med ordner, at al det spektakel blev mig for meget og jeg kom hertil til fods for at leve, her i stilhedens enemærker.
Når blommen falder fra træet, når en bølge falder i afmagt, når solbrændte piger tumler sig i det bløde, varme sand, eller et træk af mægtige fugle går forud for mig og mit videbegær, min stille rekognoscering, så er der ikke en lyd, ingen skrålen, ingen buldren, ingen hvisken, ja, end ikke en mumlen: derfor er jeg blevet her for at leve, her i stilhedens musik.
Her er luften endnu stum, bilerne glider lydløst afsted på usynlige veje af vat, og politikkens menneskemasser med de behandskede gebærder forsvinder i en hemisfære, hvor end ikke en flue summer.
De allermest snakkesalige kvinder er nu druknet i dammene eller svømmer omkring som svaner, som skyerne på himlen deroppe, og sommerens tog de kører lastet med frugter og munde, uden pift, uden hjul der hviner, som cykloner der føres i snor af stilheden selv.
Månederne er som gardiner, som gulvets lydløse tæpper, hvor årstiderne de danser i ring, indtil vinterens statue ubevægelig falder i søvn i salonen.
- Pablo Neruda.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23310 - 10/06/2017 09:38
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej i morgenen, RM..
Her lidt mer Neruda til morgenkaffen, mens fuglene jo synger solen op i noget der udmærket ku’ betragtes som en regnmålers slot, skabt i sidstningen, intelligent nok kaldet Sidste Digte, ja mere præcist er disse to stykker berammet i Udvalgte mangler; men i al fald tankers vandring i tid og sted, prikket i træet som de smukkeste etuder, muligvis helleristninger til bløde øjne, han gør jo noget ved én, kirurgen her:
ORÉGANO
Da jeg lidt efter lidt lærte at tale, tror jeg nok jeg allerede lærte manglen på sammenhold: ingen forstod mig, ikke engang jeg selv, og jeg hadede de ord, der igen og igen stødte mig ned i mit endnu dunkle væsens brønd, stadig plaget af min fødsels kvaler, indtil jeg på en perron eller en netop ryddet mark stødte på et ord, orégano, et ord, som fik det til at dæmre for mig, som om det trak mig ud af en labyrint.
Kun det ene ord ville jeg gerne lære.
Jeg brændte alle ordbøgerne, lukkede mig inde i disse syngende stavelser, fulde af billeder af engang, fulde af trolddom og ville planter, og skrålende af fuld hals på bredden af floderne, mellem skarpe dunhammerblade eller på citadellets cement, i minegange, på kontorer eller når der blev våget ved lig, gumlede jeg igen og igen på mit ord orégano, og det var som om det var en due, jeg lod flagre op blandt de uvidende.
Hvor lugtede det af frygtindgydende hjerte, hvor lugtede det af et væld af violblåt, og hvilken form som et øjenlåg til at lukke øjnene og falde i søvn: natten har orégano, og ofte blev det til en revolver, der fulgtes med mig, så jeg ubekymret kunne gå rundt blandt rovdyrene: dette ord forsvarede mine vers.
En drage, hugtænder (de ville visselig sønderrive mig), vildsvin og krokodiller: da trak jeg bare mit beundringsværdige ord orégano op af lommen, råbte af glæde og svingede med det i min skælvende hånd.
Og pinedød, de bestyrtede uhyrer bad mig om forladelse og bad mig ydmygt om orégano.
O sommerfugl blandt ordene, o helikopterord, på én gang ubesmittet og svanger som en præstlig fremtoning, tung af duft, eneherskende som en sort leopard, fosforescerende orégano, som tjente mig til ikke at tale med nogen og til at forklare min skæbne, så jeg gav afkald på veltalenhedens pomp, takket være ent hemmeligt sprog, oréganoens sprog.
*
Et andet slot
Nej, jeg er ikke den fyrige, jeg består af klæder, reumatisme, iturevne papirer, glemte citater, usle hulekradserier på noget, som engang var stolte sten.
Hvor er regnens slot blevet af, hvor ungdomstiden med dens triste drømme og hin uretfærdige plan af udfoldede vinger, af ørn på himlen, af heraldisk ild?
Nej, jeg er ikke lynet, hvis blå ild plantes som en lanse i hvert et hjerte uden bitterhed.
Livet er ikke spidsen af en kniv, ikke et pludseligt slag af en stjerne, men langsom slitage i lejekostume en tusinde gange gentaget sko, en medalje, der ligger og ruster inde i en mørk, mørk kiste.
Jeg forlanger ikke friske roser eller smerter, det er ikke ligegyldighed, som tærer mig op, men det at hvert tegn er skrevet, at salt og vindudvisker skriften, og sjælen nu er en tavs tromme på bredden af en flod, den flod som var der og altid vil være der.
- Pablo Neruda.
mvh & god weekend i regnslottet..;) Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23314 - 11/06/2017 04:12
Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Hej Simon
Efter skønne ord fra Neruda er jeg her igen med en sen nattehilsen ... måske en tidlig junimorgenhilsen? Ja, det kunne næsten lyde som en snehvid julemorgenhilsen med alfabetet som morgengave :))
juninatten findes, juninatten findes, himlen omsider som løftet til himmelske højder og samtidig sænket så ømt som når drømme kan ses før de drømmes; et rum som besvimet, som mættet med hvidhed, en timeløs
kimen af dug og insekter, og ingen i denne flyvende sommer, ingen begriber at efteråret findes, eftersmagen og eftertanken findes, kun disse rastløse ultralydes svimlende rækker findes og flaggermusens jadeøre vendt mot den tikkende dis; aldrig var jordklodens hældning så dejlig, aldrig de zinkhvide nætter så hvide,
så værgeløst opløste, mildt ioniserede hvide, og aldrig usynlighedsgrænsen så næsten berørt; juni, juni, dine jakobsstiger findes, dine sovende kræ og deres søvndrømme findes, et svæv af galaktiske kim mellem jorden så jordisk og himlen så himmelsk, jammerdalen stille, så stille, og gråden sunket ned, sunket ned, som grundvand igen
i jorden; Jorden; Jorden i sit omløb om Solen findes; Jorden på sin rute gennem Mælkevejen findes; Jorden på vej med sin last af jasminer, med jaspis og jern, med jerntæpper, jærtegn og jubel, med Judaskys kysset i flæng og jomfruelig vrede i gaderne, Jesus af salt; med jacarandatræets skygge over flodvandet, med jagtfalke, jagerfly og januar i hjertet, med Jacopo della Quercias brønd Fonte Gaia i Siena og med juli så tung som en bombe; med hjemlige hjerner, med hjertefeil og hjertegræs og jordbær, med jerntræets rødder i den jordtrætte jord
Jorden Jayadeva besynger i sit mystiske digt fra det 12. århundrede; Jorden med bevidsthedens kystlinie blå og med reder hvor fiskehejren findes, med sin gråblå hvælvede ryg, eller dværghejren findes, kryptisk og sky, eller nathejren, siljehejren findes, og graden af vingeslag hos jernspurve, traner og duer; Jorden med Jullundur, Jabalpur og Jungfrau findes, med Jotunheim og Jura findes, med Jabron og Jambo, Jogjakarta findes, med jordfygning, jordrøg findes, med vandmasser, landmasser, jordskælv findes, med Judenburg, Johannesburg, Jerusalems Jerusalem
Inger Christensen
Sommernisseligst RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (11/06/2017 04:15)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|