|
0
registrerede
1593
gæster og
102
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Hej i morgenen, RM..
Her lidt mer Neruda til morgenkaffen, mens fuglene jo synger solen op i noget der udmærket ku’ betragtes som en regnmålers slot, skabt i sidstningen, intelligent nok kaldet Sidste Digte, ja mere præcist er disse to stykker berammet i Udvalgte mangler; men i al fald tankers vandring i tid og sted, prikket i træet som de smukkeste etuder, muligvis helleristninger til bløde øjne, han gør jo noget ved én, kirurgen her:
ORÉGANO
Da jeg lidt efter lidt lærte
at tale,
tror jeg nok jeg allerede lærte
manglen på sammenhold:
ingen forstod mig, ikke engang jeg selv,
og jeg hadede de ord,
der igen og igen stødte mig ned
i mit endnu dunkle væsens brønd,
stadig plaget af min fødsels kvaler,
indtil jeg på en perron
eller en netop ryddet mark
stødte på et ord, orégano,
et ord, som fik det til at dæmre for mig,
som om det trak mig ud af en labyrint.
Kun det ene ord ville jeg gerne lære.
Jeg brændte alle ordbøgerne,
lukkede mig inde i disse syngende stavelser,
fulde af billeder af engang, fulde af trolddom
og ville planter,
og skrålende af fuld hals på bredden
af floderne, mellem skarpe dunhammerblade
eller på citadellets cement, i minegange,
på kontorer eller når der blev våget ved lig,
gumlede jeg igen og igen på mit ord orégano,
og det var som om det var en due,
jeg lod flagre op blandt de uvidende.
Hvor lugtede det af frygtindgydende hjerte,
hvor lugtede det af et væld af violblåt,
og hvilken form som et øjenlåg
til at lukke øjnene og falde i søvn:
natten har orégano,
og ofte blev det til en revolver,
der fulgtes med mig, så jeg ubekymret
kunne gå rundt blandt rovdyrene:
dette ord forsvarede mine vers.
En drage, hugtænder (de ville
visselig sønderrive mig),
vildsvin og krokodiller:
da trak jeg bare
mit beundringsværdige ord
orégano op af lommen, råbte af glæde
og svingede med det i min skælvende hånd.
Og pinedød, de bestyrtede uhyrer
bad mig om forladelse og bad mig
ydmygt om orégano.
O sommerfugl blandt ordene,
o helikopterord,
på én gang ubesmittet og svanger
som en præstlig fremtoning,
tung af duft,
eneherskende som en sort leopard,
fosforescerende orégano,
som tjente mig til ikke at tale med nogen
og til at forklare min skæbne,
så jeg gav afkald på veltalenhedens pomp,
takket være ent hemmeligt sprog,
oréganoens sprog.
*
Et andet slot
Nej, jeg er ikke den fyrige,
jeg består af klæder, reumatisme,
iturevne papirer, glemte citater,
usle hulekradserier på noget,
som engang var stolte sten.
Hvor er regnens slot blevet af,
hvor ungdomstiden med dens triste drømme
og hin uretfærdige plan
af udfoldede vinger, af ørn på himlen,
af heraldisk ild?
Nej, jeg er ikke lynet,
hvis blå ild plantes som en lanse
i hvert et hjerte uden bitterhed.
Livet er ikke spidsen af en kniv,
ikke et pludseligt slag af en stjerne,
men langsom slitage i lejekostume
en tusinde gange gentaget sko,
en medalje, der ligger og ruster
inde i en mørk, mørk kiste.
Jeg forlanger ikke friske roser eller smerter,
det er ikke ligegyldighed, som tærer mig op,
men det at hvert tegn er skrevet,
at salt og vindudvisker skriften,
og sjælen nu er en tavs tromme
på bredden af en flod, den flod
som var der og altid vil være der.
- Pablo Neruda.
mvh & god weekend i regnslottet..;)
Simon
|
|
|
|
