|
0
registrerede
507
gæster og
2186
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Fra en portugisisk poetisk åre flyder mange smukke og sanselige ord ... Alberto Caeiro (Fernando Pessoa) fra digtsamlingen "At være virkelig" oversat af Peter Poulsen
En sommerfugl flakser forbi øjnene på mig
Og for første gang i hele universet tænker jeg på
At sommerfugle hverken har farve eller bevægelse,
På samme måde som blomsterne hverken har duft eller farve.
Det er farven der har farve på en sommerfuglevinge,
I sommerfuglens bevægelser er det bevægelsen som bevæger sig.
Det er duften der dufter i blomstens duft.
Sommerfuglen er kun sommerfugl
Og blomsten bare blomst.
***
Mit blik er strålende som en solsikke.
Jeg har for vane når jeg går på en vej
At se til højre og til venstre
Og indimellem at se mig tilbage...
Og hvad jeg ser hver eneste gang
Er hvad jeg aldrig før har set,
Og jeg forstår mig på disse sager...
Jeg er i stand til at føle en undren så dyb
Som barnet ville føle hvis det, idet det fødes,
Kunne erkende at det virkelig var blevet født...
Jeg føler mig født hvert eneste øjeblik
Til den evige nyhed i Verden...
Jeg tror på verden som på en tusindfryd,
Fordi jeg ser den. Men jeg tænker ikke på den
Fordi at tænke er ikke at forstå...
Verden blev ikke skabt for at vi skulle tænke
på den (At tænke er at være syg i øjnene)
Men for at vi skulle se på den og
komme overens med den...
Jeg har ingen filosofi: jeg har sanser...
Hvis jeg taler om Naturen er det ikke
fordi jeg ved hvad den er,
Men fordi jeg elsker den, og alene af den grund,
Fordi den der elsker aldrig ved hvad han elsker
Eller hvorfor han elsker, endsige hvad det vil sige...
At elske er den evige uskyld,
Og den eneste uskyld er ikke at tænke...
***
Det er måske den sidste dag i mit liv.
Jeg har vinket til solen med højre hånd,
Men jeg har ikke vinket til den for at sige farvel.
Jeg gjorde det for at vise min glæde ved stadig at se den, kun derfor.
Smukt, ikke? :))
|
|
|
|
