annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 4118866
Et andet syn 1156585
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 912365
Jesu ord 807954
Spirituel omsorg 766433
Galleri
Sne, sne og atter sne
Hvem er online?
2 registrerede Gerth ,(1 usynlig), 7 gæster og 117 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Side 510 af 563 < 1 2 ... 508 509 510 511 512 ... 562 563 >
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#27093 - 24/03/2019 03:49 Re: Mellemrummet [Re: Simon]
RoseMarie Offline
bor her
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1080
Go'dag i natten her

Åh ja, et skønt program med tekster af Karin Boye, og derfor denne gentagelse af et par stykker eller tre fra digtsamlingen För trädets skull ...


Ja visst gör det ont när knoppar brister.
Varför skulle annars våren tveka?
Varför skulle all vår heta längtan
bindas i det frusna bitterbleka?
Höljet var ju knoppen hela vintern.
Vad är det för nytt, som tär och spränger?
Ja visst gör det ont när knoppar brister,
ont för det som växer
och det som stänger.

Ja nog är det svårt när droppar faller.
Skälvande av ängslan tungt de hänger,
klamrar sig vid kvisten, sväller, glider -
tyngden drar dem neråt, hur de klänger.
Svårt att vara oviss, rädd och delad,
svårt att känna djupet dra och kalla,
ändå sitta kvar och bara darra -
svårt att vilja stanna
och vilja falla.

Då, när det är värst och inget hjälper,
Brister som i jubel trädets knoppar.
Då, när ingen rädsla längre håller,
faller i ett glitter kvistens droppar
glömmer att de skrämdes av det nya
glömmer att de ängslades för färden -
känner en sekund sin största trygghet,
vilar i den tillit
som skapar världen.

***

Nattens djupa violoncell
slungar sitt mörka jubel ut över vidderna.
Tingens töckenbilder löser sin form
i floder av kosmiskt ljus.
Dyningar, lysande långa,
sköljer i våg på våg genom nattblå evighet.
Du! Du! Du!
Förklarade lätta materia, rytmens blommande skum,
svävande, svindlande drömmars dröm,
bländvit!
En mås är jag, och på vilande sträckta vingar
dricker jag havssalt salighet
långt östan om allt jag vet,
långt västan om allt jag vill,
och rör vid världens hjärta --
bländvitt!

***

Havssvall, kom sköljande,
ge mig den salta och runda klangen att smaka,
den som gavs mig
till ett urnamn åldrar och åldrar tillbaka!
Ord, som inga dödliga
läppar kan uttala,
ligger gömda
inne i svallen svala.

Länge, för länge
svalt jag på lättuttalade människoord.
Jag vill uppstå,
jag vill mätta min mun vid moderns bord.
Som ett förvillat barn
i ledans ånger
vänder jag hungrig om
till hemmets sånger.

Låt mig dricka
språkens språk ur eviga dova brus.
Låt mig klarna
till ditt vilande djup av skapelseljus.
Innanför själ och ande
hör jag dig sjunga.
Stig i mitt blod, och blomma
i min tunga!



Link til et essay, der med andre ord udtrykker samme dybde som Karin Boyes tanker og digte:

https://pov.international/en-formiddag-i-koge-kirke/

Sov godt og god søndag
RoseMarie
Top Svar Citer
#27095 - 24/03/2019 20:54 Re: Mellemrummet [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4484
Aften' i skuret, RM..

Fin artikel med fint tankestof.
Ja, det er en herlig lille serie af musikalsk-poetiske udfordringer, DR i gamle dage straks ville ha' kopieret, men det ka' de jo nå endnu, der er i al fald masser af fine danske poeter til inspiration, hvis man er en dygtig musiker.

Her lidt til forårsøjnene i dag så solfyldte, apropos herlighederne, næsten fra knoppers udspring og lige efter at vennens fremtidsminder stormede afsted med Livets hastighed, der virkelig var til, til tider dansende i mørket til Anisettes sang på Loppen med blot stearinlys langs scenekanten, og kolde øller langet over disken til svedende pander, grinende. Mange er nu væk, men meget liver op i kraft af ord som disse…

min optimale åbningssang,

hvergang jeg føler
jeg står overfor en opstandelse
af den tilstand
jeg øjeblikkeligt befinder mig i,

iklæder jeg mig mit hvide silketøj
og begiver mig ud i gaderne,

så alle får mulighed for at tage del
i min pludselige anonyme lykke,

får en mulighed for at tilføre sig verden
og en smule let rensende mani,

for selv med blomsternes fugtighed
står vi her alene om hænderne,

først når tiden har lagt sig
formår vi at frelse os selv,


jeg spadserer rundt
og løfter med min ilterhed al støvet
så alle rigtigt selvmedlidende
kan betræde sig ud i de rene fortove,

men jeg afskyr alle opløb
for jeg har ikke magten over mig selv,

og hver gang min bevidsthed
formulerer sig dansende for mig
er jeg bare dens formidlende identitet
af hvid ren anonym fuldbyrdelse,

jeg står her bare ustandselig
af farvet bleg uskyldighed
og expanderer med mig selv i huden,

bliver spontan et sted i stenene
eller skaber episoder med glæden,

for jeg vil kræve at blive til
i en stadig udfoldelse
der tager til og til og til i luften,

jeg spadserer groft lyksaligt rundt
for at fortælle dem
og den ny anonymitet,

men jeg løsner aldrig for ordene
for de skal kunne forstå
at det er min opløselige krop
der bliver sin hidsige heftighed bevidst
i de sarte hvide silkestoffer,

og at dette alting der omgiver os
kun er vores sproglige afmagt,

og ikke forfængeligheden i os
der stille men sart forløber sig,

jeg fortæller dem aldrig om sproget
nærmer mig bare vanviddets renhed
ved at stille mig imellem
når truslerne når ind på blomsterbuketterne,

jeg kræver kun i mennesket,


foruroligende som det at være sig selv
bliver meget mere modent modtaget
når klimaet har gjort kroppene
hastige bevægende og formuleringsduelige,

og se alle de flæbende hænder
strakt som cirkellyn mod himlen
der får lov til at fortælle os
at denne dag er kulminationen,

og at vi bør hænge sammen
i små anelser af uendelige klumper,

og at dette alting kun er i kroppene
der sensibelt rammer tiden
og gnider sig for hinanden,

for det er begyndelsernes kedsommelighed
vi bærer over med
når vi står stolte frem i neglene,

og det er virvaret med alle løsnngerne
når vi står frem
formfuldendt for læberne,


jeg håber ikke
at de begynder at analysere,

for der er aldrig nogen
der har fået lov eller smerte
til at se dybt i mine øjne,

men jeg ved
at de vil røre mit hvide silkehalstørklæde
for at identificere sig så tæt
ind på en isolation som det nu er muligt,

men jeg vil danse for dem
skrige hyle blotte beroligende
og motivere mit skridt for dem,

men de vil ikke kunne se
at munden sart bevæger sig
de vil kun kunne mærke
en hård følelsesmæssig befrielse
i deres øverste lag af hud,

jeg vil hyle som en revsende gal
markere lykken stærkere end sneen,

hælde vinen ræbende i mit sår
mens jeg styrket hylder rus og fortabelse,

for hvor helvede er religiøsiteten
når ens anonyme humør
kan skræmme en hel verdens pamfletter
og nuancere stilstandende op,

jeg håber i er med på omkvædet
alle i lastede gennemsigtige derude,

lad jeres spytkirtler synge
og verden forme alle afsættene,

lad jeres virilitet formulere centre .
og slå sig ud i et varmt bombardement
til denne verden af elskende
der unddrager sig al snørklet ondskab
og tilfældighedernes venlige overdrivelse,

kom alle i spejlende anonyme alle i
kom alle i varme neurotikere alle i,

og lad os som den hvide skare i silke
formation af denne vor lette verden
fortælle at vi er på dens absolutte side,

kom alle i fordrukne med billediveren
kom alle i kækt forsinkede og løft sproget,

lad os sammen fortælle menneskehedens bredde
at vi kun nærmer os for at elske dem,

uden at vi behøver løsne et ord,

- Jac, Jeg er fandme til, 1979.

Samt endnu en herlig digter øjnene holder af at hvile i, når de trænger; næsten som ørers reaktion på amerikansk hjerteblues fra 60’erne...

Venner, så snart man er død,
har jeg observeret, ligner man
en sæk kartofler, intet ondt om
disse, netop, det gør det lettere
at fatte, at man simpelthen ikke
i nogens som helst forstand er der,
tænkt: kartofler, de skønne dyr
(de mortuis nihil sine bene)

*

Her sidder man så og lytter opmærksomt
til sine tanker, med benene i vandet, der
strømmer sorgløst afsted, med fiskene
fløjtende om tæerne; tankerne må hviske
for ikke at skræmme dem væk som små
lyn, de fordrer hengiven opmærksomhed,
både fisk og tanker, lige sky og bortvendte

*

kat, min sorte ven, forstår du,
hvad det drejer sig om, spørger jeg,
ja, svarer han med sine lysende øjne,
jeg vil ud i lyset og ud i mørket og
være sammen med dig, tilføjer han
kærligt med snuden, jamen så, kat,
svarer jeg med hånden, er vi enige

*

himlen blåner med efterårets
særlige ironiske distance, den
organiske verden omkring mig
synes forvirret og intimideret –
jeg vander, meget filosofisk, mine
tøvende roser: velan, for mig kan I
bare klø på, for vi er her endnu

- Per Aage Brandt, En flue i en dråbe rav, 2018.

mvh & natnat under månen..
Simon


Redigeret af Simon (24/03/2019 20:57)
Top Svar Citer
#27099 - 25/03/2019 07:15 Re: Mellemrummet [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4484
P.s.:

Måske dette link ku' være interessant:
http://www.karinboye.se/

mvh
Simon
Top Svar Citer
#27101 - 25/03/2019 08:06 Re: Mellemrummet [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4484
Ej at forglemme..

Människors möte


Om i ödslig skog
ångest dig betog,
kunde ett flyktigt möte
vara befrielse nog.

Giva om vägen besked,
därpå skiljas ifred:
sådant var främlingars möte
enligt uråldrig sed.

Byta ett ord eller två
gjorde det lätt att gå.
Alla människors möte
borde vara så.

- Hjalmar Gullberg.

mvh
Simon
Top Svar Citer
#27111 - 26/03/2019 15:57 Re: Mellemrummet [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4484
Nu én igen luller forudsigeligt i sit gevind, som alle tidligere lullerier der fremover vil lulle i sit leje. Tidligere fik man næsten indtryk af en opmærksomhedsprøve: én går lidt ved siden af sit ansigts sved, selv bagvæggens fuger tegner sig i spejlet, dog synes skyggen at ane en mystisk eksistens…

Ham her, har sin sjove vinkel på situationen:

min fortid er nådigt slettet af historien, jeg har
spurgt omkring mig, folk jeg har kendt, de
stirrer stift på mit ansigt, hvem er du, hvad
er du ude på, hvad siger du; o.k. jeg har så ikke
eksisteret, og i morgen vil jeg heller ikke
have gjort det, når solen går, for træt
til at huske, som sole jo er, og for gammel
(ikke-væren)

*

alt fortsætter, hvorfor skulle alt ikke
fortsætte, det har alt altid gjort, uanset
man hyler eller piber, om man hænger
i laser eller ruller sig i rosenblade, mens
paganini underholder; også jeg vedbliver
fra i dag til i morgen, dér er den sværeste
overgang, søvnen er realitetsløs og rå
(til berkeley, biskop)

- Per Aage Brandt.

mvh
Simon
Top Svar Citer
annonce
Side 510 af 563 < 1 2 ... 508 509 510 511 512 ... 562 563 >


Seneste indlæg
Lyser på vej
af somo
14/10/2019 08:14
VÆREN - IKKE-VÆREN
af Gerth
14/10/2019 07:34
Mellemrummet
af Simon
13/10/2019 17:52
Gerth Drost
af Gerth
12/10/2019 03:05
Så er der linet op...
af ABC
10/10/2019 21:10
Nyheder fra DR
VIDEO 130.000 drevet på flugt i Syrien ..
14/10/2019 10:10
Tidligere catalansk vicepræsident idøm..
14/10/2019 09:59
Flertal vil forbyde eksport af våben ti..
14/10/2019 09:38
Dansk kor vinder stor konkurrence i udla..
14/10/2019 09:10
Kom med på sæljagt: Forskere skal unde..
14/10/2019 08:57
Nyheder fra Religion.dk
Udviklingshæmmede får muligvis officie..
11/10/2019 22:00
Professor: Det er vanskeligt at forsone ..
10/10/2019 06:50
Den jødiske forsoningsdag: Et stille d..
10/10/2019 06:28
SKAM gav plads til mere mangfoldighed
10/10/2019 05:00
På forsoningsdagen er jøderne særligt..
09/10/2019 16:54