|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
319
gæster og
52
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Aften' i skuret, RM..
Fin artikel med fint tankestof.
Ja, det er en herlig lille serie af musikalsk-poetiske udfordringer, DR i gamle dage straks ville ha' kopieret, men det ka' de jo nå endnu, der er i al fald masser af fine danske poeter til inspiration, hvis man er en dygtig musiker.
Her lidt til forårsøjnene i dag så solfyldte, apropos herlighederne, næsten fra knoppers udspring og lige efter at vennens fremtidsminder stormede afsted med Livets hastighed, der virkelig var til, til tider dansende i mørket til Anisettes sang på Loppen med blot stearinlys langs scenekanten, og kolde øller langet over disken til svedende pander, grinende. Mange er nu væk, men meget liver op i kraft af ord som disse…
min optimale åbningssang,
hvergang jeg føler
jeg står overfor en opstandelse
af den tilstand
jeg øjeblikkeligt befinder mig i,
iklæder jeg mig mit hvide silketøj
og begiver mig ud i gaderne,
så alle får mulighed for at tage del
i min pludselige anonyme lykke,
får en mulighed for at tilføre sig verden
og en smule let rensende mani,
for selv med blomsternes fugtighed
står vi her alene om hænderne,
først når tiden har lagt sig
formår vi at frelse os selv,
jeg spadserer rundt
og løfter med min ilterhed al støvet
så alle rigtigt selvmedlidende
kan betræde sig ud i de rene fortove,
men jeg afskyr alle opløb
for jeg har ikke magten over mig selv,
og hver gang min bevidsthed
formulerer sig dansende for mig
er jeg bare dens formidlende identitet
af hvid ren anonym fuldbyrdelse,
jeg står her bare ustandselig
af farvet bleg uskyldighed
og expanderer med mig selv i huden,
bliver spontan et sted i stenene
eller skaber episoder med glæden,
for jeg vil kræve at blive til
i en stadig udfoldelse
der tager til og til og til i luften,
jeg spadserer groft lyksaligt rundt
for at fortælle dem
og den ny anonymitet,
men jeg løsner aldrig for ordene
for de skal kunne forstå
at det er min opløselige krop
der bliver sin hidsige heftighed bevidst
i de sarte hvide silkestoffer,
og at dette alting der omgiver os
kun er vores sproglige afmagt,
og ikke forfængeligheden i os
der stille men sart forløber sig,
jeg fortæller dem aldrig om sproget
nærmer mig bare vanviddets renhed
ved at stille mig imellem
når truslerne når ind på blomsterbuketterne,
jeg kræver kun i mennesket,
foruroligende som det at være sig selv
bliver meget mere modent modtaget
når klimaet har gjort kroppene
hastige bevægende og formuleringsduelige,
og se alle de flæbende hænder
strakt som cirkellyn mod himlen
der får lov til at fortælle os
at denne dag er kulminationen,
og at vi bør hænge sammen
i små anelser af uendelige klumper,
og at dette alting kun er i kroppene
der sensibelt rammer tiden
og gnider sig for hinanden,
for det er begyndelsernes kedsommelighed
vi bærer over med
når vi står stolte frem i neglene,
og det er virvaret med alle løsnngerne
når vi står frem
formfuldendt for læberne,
jeg håber ikke
at de begynder at analysere,
for der er aldrig nogen
der har fået lov eller smerte
til at se dybt i mine øjne,
men jeg ved
at de vil røre mit hvide silkehalstørklæde
for at identificere sig så tæt
ind på en isolation som det nu er muligt,
men jeg vil danse for dem
skrige hyle blotte beroligende
og motivere mit skridt for dem,
men de vil ikke kunne se
at munden sart bevæger sig
de vil kun kunne mærke
en hård følelsesmæssig befrielse
i deres øverste lag af hud,
jeg vil hyle som en revsende gal
markere lykken stærkere end sneen,
hælde vinen ræbende i mit sår
mens jeg styrket hylder rus og fortabelse,
for hvor helvede er religiøsiteten
når ens anonyme humør
kan skræmme en hel verdens pamfletter
og nuancere stilstandende op,
jeg håber i er med på omkvædet
alle i lastede gennemsigtige derude,
lad jeres spytkirtler synge
og verden forme alle afsættene,
lad jeres virilitet formulere centre .
og slå sig ud i et varmt bombardement
til denne verden af elskende
der unddrager sig al snørklet ondskab
og tilfældighedernes venlige overdrivelse,
kom alle i spejlende anonyme alle i
kom alle i varme neurotikere alle i,
og lad os som den hvide skare i silke
formation af denne vor lette verden
fortælle at vi er på dens absolutte side,
kom alle i fordrukne med billediveren
kom alle i kækt forsinkede og løft sproget,
lad os sammen fortælle menneskehedens bredde
at vi kun nærmer os for at elske dem,
uden at vi behøver løsne et ord,
- Jac, Jeg er fandme til, 1979.
Samt endnu en herlig digter øjnene holder af at hvile i, når de trænger; næsten som ørers reaktion på amerikansk hjerteblues fra 60’erne...
Venner, så snart man er død,
har jeg observeret, ligner man
en sæk kartofler, intet ondt om
disse, netop, det gør det lettere
at fatte, at man simpelthen ikke
i nogens som helst forstand er der,
tænkt: kartofler, de skønne dyr
(de mortuis nihil sine bene)
*
Her sidder man så og lytter opmærksomt
til sine tanker, med benene i vandet, der
strømmer sorgløst afsted, med fiskene
fløjtende om tæerne; tankerne må hviske
for ikke at skræmme dem væk som små
lyn, de fordrer hengiven opmærksomhed,
både fisk og tanker, lige sky og bortvendte
*
kat, min sorte ven, forstår du,
hvad det drejer sig om, spørger jeg,
ja, svarer han med sine lysende øjne,
jeg vil ud i lyset og ud i mørket og
være sammen med dig, tilføjer han
kærligt med snuden, jamen så, kat,
svarer jeg med hånden, er vi enige
*
himlen blåner med efterårets
særlige ironiske distance, den
organiske verden omkring mig
synes forvirret og intimideret –
jeg vander, meget filosofisk, mine
tøvende roser: velan, for mig kan I
bare klø på, for vi er her endnu
- Per Aage Brandt, En flue i en dråbe rav, 2018.
mvh & natnat under månen..
Simon
|
|
|
|
