Det er i tider som denne og langt udover vinteren at landskaber åbner sig i os, ellers har man nøgler som Højholt, manden med fingeren der rakte ham en hånd, der skrev linier som disse:
Fire æg
1.
Det praktiske æg er kun et barn endnu. Fade-
ren har en radio- og fjernsynsforretning i Bir-
kerød hvor den lille ofte løber omkring, endnu
ikke fortrolig med hovedsprogene. Om vinte-
ren går tanken til de lange fygende sommer-
dage på de sjællandske landeveje i faderens
Obel Rekord. Ægget er der en fremtid i, det er
til at stole på og indgyder naboerne tilliden.
2.
Det lille norske æg er en buket nelliker, udpræ-
get familiemenneske, noget af en slider, sande-
lig . Efterhånden som synet svinder bliver det
sikkert til gene med så mange par briller at det
halve kunne være nok, som man siger. Det lille
norske æg kigger ned på Værnedamsvej, mens
det venter på at sygekassekontoret skal lukke
op. Det har åbent fra 11-15.
3.
Det uægte æg, der ikke er spor uægte, men blot
kaldes sådan for at man kan skelne det fra de
ægte æg, opgiver en akademisk løbebane. Li-
gesom sin mor, fru Hilda Petersen, og faderen,
fænrik Olaf Petersen, opholder det sig mest på
land. I betragtningen af afstanden høre det for-
bløffende klart. Redaktør af Vindrosen.
4.
Ægget i midten sad til hest i mange år. Be-
gyndte så for sig selv som helikopter og var ved
sin død i 1955 semantiker på området. Ikke
mange gør vedkommende det efter! Tre søn-
ner, som alle er briller på det lille norske æg,
rejste deres ophav dette minde.
*
November
Ikke at sneen falder og det er ret koldt vejr
blæsende, plager mig o min solsort.
Heller ikke egentlig at den lille sø
under kirsebærtræerne tæt ved banen
falmer og fyger til. Sådan er november.
Men at du i morgen sad kold i magnolien
som omspændt af ribben et hjerte
pludselig i snetykning eller forfald.
*
Den tydelige solsort
En solsort kom flyvende
inde fra tågen
den sidder her nu
og synger i en våd bjergfyr
om lidt flyver den tilbage
til naturen.
- Per Højholt.
Endnu en af dem man virkelig holder af:
Digt til min datter
når vi går over enghavebroen
kan vi se vores skygger dernede på banelege-
met
det er din den lille tænker jeg
og du ser op på mig med et vidunderligt smil
vi snakker om meget
på denne vor daglige tur gennem byen
og du har forynget min interesse
for verden og dens folks omstændigheder
vi kan diskutere en gul scooter
ejerens navn arbejde familieforhold
og når altid samme konklusion
efter princippet enig gør stærk
det er pænt af dig
jeg kan godt lide dig
når du samler en busbillet op og gir mig
selv om den er toogtyve dage gammel
og repræsenterer en inkubationstid
jeg frygter den har tilhørt en pekingeserejer
med en fremskreden syfilis i begge håndflader
du er sød
når du spør mig om mågernes køn
som du kender bedre end jeg
og når du sir om postkassen
at den er en pige
når jeg har afleveret dig og dine effekter
og går hjemad med en uvirkelig fornemmelse i
højre arms biceps
syns jeg alting virker så fladt
og min frihed er en uro i maven
jeg er nødt til at læse en avis på vejen
for igen at komme ned til verden
og den utrolige fattigdom og fantasiløshed
dagene i almindelighed rummer
*
Et andet pragtexemplar:
Til Keats
Det lys blev bittert som jeg læste ved,
ufrugtbart, fremmed faldt det på mit bord,
hvor bøger åbnet et tilfældigt sted
rådlæse frembød deres fjerne ord.
Jeg var uprøvet, hård og drømmestærk,
min vilje længtes mod sin egen brand.
Da steg en kølig kiming af dit værk,
din lette kyst, uskyldighedens land.
Mit liv der var uvejsomt, længselsrigt,
blev kun en horisont der funkled bleg.
Jeg stod i solopgangen fra dit digt;
som luften blev jeg let og jorden veg.
I Phocis vågned jeg umærkeligt,
og ørnen over Delphi steg og steg.
- Niels Barfoed.
Jøs’ for en oversætter og digter:
Sen September
Nu er det tiden
for rødhalse og skader.
Lyset er underligt dvælende
ligesom hvert år på denne tid
og det er som om himlen får farver
man ellers ikke ser.
Når det er stille som i disse dage
får man en følelse af plads omkring sig
noget af den fyldes af erindringer
en anden del er ubeboet
og helt ny.
Det giver en vag fornemmelse af uro
men også en opstemthed
og næsten en kildren i maven.
Solsorten begynder dæmpet en sang
der endnu langt fra er færdig.
- Uffe Harder.
mvh
Simon