| 
| 
	
 
| 0 
registrerede 
950 
gæster og
251 
søgemaskiner online. |  
| 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 | 
 |    | 
| 
| 
| #28169 - 23/09/2019 19:28  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Nåja, Fridas visor må vente en stund, smukke som de er i hjerterytme; så her lidt andet fra den enestående poet:   
 Vid mörka stränder
 
 Hav, som slår i kalla styrkan,
 dånar mer än psalm i kyrkan,
 klämtar lik en klocka i brand eller nöd.
 GÃ¥r till svarta nattkravaller,
 spränges, splittras, sönderfaller,
 stormar fram som hop vid ett anskri om bröd.
 ---
 Ingen sötvågskantilena!
 Inga insjöflöjtar lena
 för ett bröst, som kämpar i ängslan och glöd!
 
 Bra! Predika du, som orkar,
 om en gråt, som aldrig torkar,
 om en nöd, som ingen kan räcka sin hand!
 Kväd vid vågsvältspanoramat
 om det vilda vandringsdramat!
 Bittra sanning, skumma mot himmelens rand!
 Spela som när pukslag dånar,
 om hur lycka lyckan rånar,
 om hur frihet friheten binder med hand!
 
 Mässa ock vid skrän och skrällar:
 Lögn i jordens röda kvällar!
 Svärmarstjärna fläckas av smuts eller blod.
 Lögn blir sant! I nattens boning
 ljus och huldhet och försoning
 från en dömd, som sanningen icke förstod.
 Blanda kokande tillsamman
 i ett infernaliskt gamman
 jaord – motord – nejord i Motsäges flod!
 
 Nu åt dig mitt mörka altar
 reser jag, när vågen saltar.
 Fruktar leva – fruktar att bjuda farväl…
 Skriv med bogstavsstaplar kalla,
 vilka ragla, sammanfalla,
 Sesamskrift, som öppnar en port för var träl.
 Ryt mig sanning in i blodet,
 piska mig i storm till modet,
 fradga mig ett bad, som kan stärka min själ!
 
 - Birger Sjöberg, Kriser och kransar, 1966.
 
 mvh
 Simon
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #28173 - 24/09/2019 10:53  Re: Mellemrummet
[Re: Simon] |  
| 
|   bor her
 | Registeret:  02/05/2009 Indlæg: 1015
 |  |  
| 
Hej Simon Ja, John Olsen himself  er ikke længere her på jorden. Han var et menneske med toner i både dur og mol og døde rigtignok først i september. Per Arnoldi skrev disse mindeord i Weekendavisen:https://www.weekendavisen.dk/2019-36/kultur/john-olsen John Olsens sanselige oplevelse i og af verden kan heldigvis stadig opleves i tegninger, skrift, lyd og levende billeder. Som du selv tidligere har nævnt, var der også hans samarbejde med Vagn Lundbye og Dyrefabler  ...Ulvetid 
 Regnen findes, regnens lugt af hund og hegn
 Regnens landskab, tabes og genvindes
 Løbe ud og blive til ulveregn
 Drikke lidt og glemme regnen findes
 Ulvegrave, ulveklæder, ulvevild
 Vi kredser i regnen forstyrret af ild
 
 Døden findes, dødens lugt af sæd og skød
 Dødens landskab, stilles og forsvindes
 Vågne op og blive til en ulvedød
 Dræbe lidt og glemme døden findes
 Ulvemåne, ulvetime, ulveblid
 Vi kredser i døden forstyrret af tid
 
 ***
 
 Den intense glæde af uvidenhed
 
 Dyret er en billedbog
 af ren og muligheder
 Dyret er en himmelfart
 din grænse og din stumhed
 Dyret er din egenart
 din skønhed og din dumhed
 
 ***
 
 Solen
 
 Du trækker vejret hvert minut
 atten gange uden at flyve
 I døgnet er det uafbrudt
 25 tusind og ni hundrede og 20
 (sådan har selv tiden sine kår)
 Det samme tal omend i år
 tar det mig og alt mit væsen
 at vandre gennem Dyrekredsen
 Din ånde gør mig kolonorm
 og gør det let at vandre
 godt dit øje ejer solens form
 så vi kan se hverandre
 Bedste hilsner i septembers farvetoner RoseMarie
 Redigeret af RoseMarie (24/09/2019 10:55)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #28175 - 24/09/2019 12:53  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Hej RM..
 Her lidt til, jah, det kunne jo være til Sammy Davis Jr. - den skøre skid, der her i baggrunden synger så jeg helt mister pusten - eller til årstidens rynkede næser? Nej nok snarere din, som jeg altid har på fornemmelsen rynkes når det tyske sprog kradser ganen op i øjnene. Men du må virkelig undskylde mig, jeg ka’ næsten ikke la' Brecht være, denne fortidens Sammy Davis senior: ved siden af den besk-politiske satire står jo nemlig de mange fine digte og glemmer sig, herimellem Svendborger Gedichte med blommetræet, der bærer mindet om den sødme der altid får min mund til at gå over sine bredder – men ak!
 
 Der Pelaumenbaum
 
 
 Im Hofe steht ein Pflaumenbaum
 Der ist klein, man glaubt es kaum.
 Er hat ein Gitter drum
 SÃ¥ tritt ihn keiner um.
 
 Der kleine kan nicht größer wer’n.
 Ja größer wer’n, das möcht er gern.
 ’s ist keine Red davon
 Er hat zu wenig sonn.
 
 Den pflaumenbaum glaubt man ihm kaum
 Weil er nie eine Pflaume hat
 Doch er ist ein Pflaumenbaum
 Mann kennt es an dem blatt.
 
 *
 
 Zufluchtsstätte
 
 
 Ein Ruder liegt auf dem Dach. Ein mittlerer Wind
 Wird da Stroh nich wegtragen.
 Im Hof für die Schaukel der Kinder sind
 Pfähle eingeschlagen.
 Die Post kom zweimal hin
 Wo die Briefe willkommen wären.
 Den Sund herunter kommen die Fähren.
 Das Haus hat vier Türen, daraus zu fliehn.
 
 - Bertolt Brecht.
 
 Hov! du sprang da vist Bertolt over? Nå pyt i grisen, for de smukke ord om nyligt afdøde John Olsen, multikunstneren blandt uforglemmelige, kvitteres her med endnu en, et andet uforglemmeligt men amerikansk slipsedyr, ja sikkert…
 
 En mus
 
 
 Jeg kan lide hvad I har givet mig,
 o mine sange, rundtakkede skakbrikker
 af følelser og kompliceret ligegyldighed.
 Jeres determinerende faktor er noget ligesom vejret
 som kommer og går, og bliver,
 som vi læner os ud af, og ind i
 mens det ankommer, døvt og yndefuldt.
 Og husene der ikke findes mer nyder livligt
 det snørebånd der binder det til tiden, denne
 langsomt brændende cylinder.
 
 I ser det antænder endog bevidst
 apatiske løgne.
 Det højtidelige i os alle
 tvinges til at stå op og forsvare
 andre interesser som iscenesættelsen af det.
 Man hvirvler som et blad
 uden for og inden i regnen, umuligt at forestille sig
 grusomheden, dog virker overbærenheden skrap
 mod os nu, al den planlægning.
 Hvem troede de ville lade sig narre af det?
 
 Fordi det definitive er grusomt,
 gør alting fikst og færdigt. Tænker
 jeg på at tage din hånd,
 mens krydrede erindringer samler sig?
 Men nogen anbefalede et sløret polaroid.
 Torvet er tomt nu, og pelsklædt af sne,
 hvor vi plejede at stå af, vores yndlings-
 stoppested, skønt vi ikke vidste det dengang,
 hvor alle forældre kunne læne sig op ad hinanden,
 åbne for det ildevarslende
 men stadig sammensluttede inden for den gamle ramme.
 
 *
 
 En usikker stilling
 
 
 Det ligner alt sammen jord nu.
 Der er et slør af støv over efterårslandskabets
 lyse morgen, som må være værre
 hvor det strammer til,
 hvor ikke alting kan stå på egne ben.
 
 Det bliver mere og mere forenklet:
 godt og slemt, ondt og slemt: hvad andet kender vi?
 Dufte der hindrer os i at bekymre os for længe.
 
 Men der var jo denne strøm af tanker
 der føltes rar og tilfredsstillende: hvordan man skulle kravle ned,
 komme væk herfra og forhåbentlig
 nå frem til en fuldstændig flad odde af sand
 i plan med vandet.
 
 Og alt ville se nyt og slidt ud igen.
 Pludselig et råb, meget overbevisende.
 Folk dukker op to og tre ad gangen, og
 det betyder mere end bare dét.
 
 Men alle jer jeg
 har forsømt, overset,
 ladet stege i jeres eget fedt,
 uden at være den ven der kommer jer i møde,
 beder jer om tilgivelse, en sang ny som regn.
 Ã…h, syng den for mig.
 
 *
 
 En stemning af stille skønhed
 
 
 Aftenlyset var som honning over træerne
 da du forlod mig og gik ned til enden af gaden
 hvor solnedgangen brat hørte op.
 Bryllupskagebroen gik ned
 for den spinkle forglem-mig-ej-blomst.
 Du steg ombord.
 
 Brændte horisonter brolagre af gyldne sten,
 drømme jeg har haft, deriblandt selvmord,
 puster nu varmluftsballonen op.
 Den brister, den er lige ved at briste
 af noget usynligt
 mens dagene blot går.
 Vi hører, og forstår ind imellem,
 ved at presse os så tæt mod hinanden,
 
 og henter blodet ned, og den slags.
 Da blev museerne gavmilde, de lever i vort åndedræt.
 
 - John Ashbery.
 
 mvh & fortsat god efterårsdag
 Simon – der nok hellere må se at få studset lokkerne, inden han vader i fletningerne!
 
 Redigeret af Simon (24/09/2019 13:06)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #28181 - 24/09/2019 23:37  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
En speciel dag: en rigsretsproces mod Donald Duck og en tydeligvis stærkt nedbøjet engelsk premierminister – op sprang skabsdøren, skeletterne danser lanciers…
 Fem pedantiske stykker
 
 En idé jeg havde og talte om
 blev til de ting jeg gør.
 
 Digtet om disse ting skiller dem ad,
 og jeg dirrer. Sparsom vinter, mindre sårbar
 end fortærsket sommer, ordenes reder.
 
 Nogle af stammerne tror ånden
 er immanent i en persons afklippede negle.
 De samler rask deres døde sammen
 ved solnedgang. Og dette vil være
 en glemt dag for tre år siden:
 et forbløffende bevis på lyset efter døden.
 
 En anden person. Den gule murstensvæg,
 dybere, dunklere hele eftermiddagen
 og stemmer der valser og frembringer
 sentimentale nipsværker – et rod han selv havde lavet.
 
 Og det lille hotel så udmærket ud
 og veloplyst, i mørket, på den flade
 strand bag brændingen, stiv, harmløs.
 Og du er forundret over at så megen glitterstads
 bliver stående oprejst, fanget i vores mummespil.
 
 *
 
 Hvad er poesi
 
 Den middelalderlige by, med friser
 af drengespejdere fra Nagoya? Sneen
 
 der kom da vi ville have det skulle sne?
 Smukke billeder? At prøve at undgå
 
 idéer, som i dette digt? Men vi
 går tilbage til dem som til en hustru, og forlader
 
 dermed den elskerinde vi begærer? Nu er de
 nødt til at tro det
 
 som vi tror det. I skolen
 blev alle tanker friseret ud:
 
 det der blev tilbage lignede en mark.
 Luk øjnene, og du kan mærke det milevidt.
 
 Åben dem så på en smal lodret sti.
 Det giver os måske – hvad? – nogle blomster snart?
 
 - John Ashbery
 
 mvh
 Simon
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  annonce 
 
 |   |