|
1
registreret Arne Thomsen
483
gæster og
51
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
Her lidt til, jah, det kunne jo være til Sammy Davis Jr. - den skøre skid, der her i baggrunden synger så jeg helt mister pusten - eller til årstidens rynkede næser? Nej nok snarere din, som jeg altid har på fornemmelsen rynkes når det tyske sprog kradser ganen op i øjnene. Men du må virkelig undskylde mig, jeg ka’ næsten ikke la' Brecht være, denne fortidens Sammy Davis senior: ved siden af den besk-politiske satire står jo nemlig de mange fine digte og glemmer sig, herimellem Svendborger Gedichte med blommetræet, der bærer mindet om den sødme der altid får min mund til at gå over sine bredder – men ak!
Der Pelaumenbaum
Im Hofe steht ein Pflaumenbaum
Der ist klein, man glaubt es kaum.
Er hat ein Gitter drum
Så tritt ihn keiner um.
Der kleine kan nicht größer wer’n.
Ja größer wer’n, das möcht er gern.
’s ist keine Red davon
Er hat zu wenig sonn.
Den pflaumenbaum glaubt man ihm kaum
Weil er nie eine Pflaume hat
Doch er ist ein Pflaumenbaum
Mann kennt es an dem blatt.
*
Zufluchtsstätte
Ein Ruder liegt auf dem Dach. Ein mittlerer Wind
Wird da Stroh nich wegtragen.
Im Hof für die Schaukel der Kinder sind
Pfähle eingeschlagen.
Die Post kom zweimal hin
Wo die Briefe willkommen wären.
Den Sund herunter kommen die Fähren.
Das Haus hat vier Türen, daraus zu fliehn.
- Bertolt Brecht.
Hov! du sprang da vist Bertolt over? Nå pyt i grisen, for de smukke ord om nyligt afdøde John Olsen, multikunstneren blandt uforglemmelige, kvitteres her med endnu en, et andet uforglemmeligt men amerikansk slipsedyr, ja sikkert…
En mus
Jeg kan lide hvad I har givet mig,
o mine sange, rundtakkede skakbrikker
af følelser og kompliceret ligegyldighed.
Jeres determinerende faktor er noget ligesom vejret
som kommer og går, og bliver,
som vi læner os ud af, og ind i
mens det ankommer, døvt og yndefuldt.
Og husene der ikke findes mer nyder livligt
det snørebånd der binder det til tiden, denne
langsomt brændende cylinder.
I ser det antænder endog bevidst
apatiske løgne.
Det højtidelige i os alle
tvinges til at stå op og forsvare
andre interesser som iscenesættelsen af det.
Man hvirvler som et blad
uden for og inden i regnen, umuligt at forestille sig
grusomheden, dog virker overbærenheden skrap
mod os nu, al den planlægning.
Hvem troede de ville lade sig narre af det?
Fordi det definitive er grusomt,
gør alting fikst og færdigt. Tænker
jeg på at tage din hånd,
mens krydrede erindringer samler sig?
Men nogen anbefalede et sløret polaroid.
Torvet er tomt nu, og pelsklædt af sne,
hvor vi plejede at stå af, vores yndlings-
stoppested, skønt vi ikke vidste det dengang,
hvor alle forældre kunne læne sig op ad hinanden,
åbne for det ildevarslende
men stadig sammensluttede inden for den gamle ramme.
*
En usikker stilling
Det ligner alt sammen jord nu.
Der er et slør af støv over efterårslandskabets
lyse morgen, som må være værre
hvor det strammer til,
hvor ikke alting kan stå på egne ben.
Det bliver mere og mere forenklet:
godt og slemt, ondt og slemt: hvad andet kender vi?
Dufte der hindrer os i at bekymre os for længe.
Men der var jo denne strøm af tanker
der føltes rar og tilfredsstillende: hvordan man skulle kravle ned,
komme væk herfra og forhåbentlig
nå frem til en fuldstændig flad odde af sand
i plan med vandet.
Og alt ville se nyt og slidt ud igen.
Pludselig et råb, meget overbevisende.
Folk dukker op to og tre ad gangen, og
det betyder mere end bare dét.
Men alle jer jeg
har forsømt, overset,
ladet stege i jeres eget fedt,
uden at være den ven der kommer jer i møde,
beder jer om tilgivelse, en sang ny som regn.
Åh, syng den for mig.
*
En stemning af stille skønhed
Aftenlyset var som honning over træerne
da du forlod mig og gik ned til enden af gaden
hvor solnedgangen brat hørte op.
Bryllupskagebroen gik ned
for den spinkle forglem-mig-ej-blomst.
Du steg ombord.
Brændte horisonter brolagre af gyldne sten,
drømme jeg har haft, deriblandt selvmord,
puster nu varmluftsballonen op.
Den brister, den er lige ved at briste
af noget usynligt
mens dagene blot går.
Vi hører, og forstår ind imellem,
ved at presse os så tæt mod hinanden,
og henter blodet ned, og den slags.
Da blev museerne gavmilde, de lever i vort åndedræt.
- John Ashbery.
mvh & fortsat god efterårsdag
Simon – der nok hellere må se at få studset lokkerne, inden han vader i fletningerne!
|
|
|
|
