| 
| 
	
 
| 0 
registrerede 
94 
gæster og
163 
søgemaskiner online. |  
| 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 | 
 |    | 
| 
| 
| #20686 - 13/05/2016 18:45  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Hej igen..
 Lige et p.s. her i solens grønne lund, hvor jeg vil æde min hat på, at små myggefrøkner er ved at hvæsse de lange knive til en frokost i det grønne – også du er inviteret! Nå, de kælne frk. i en forhutlet vietnamesisk zoo, overgår trods alt samtlige frokoster man ka forestille sig, vi overlever...
 
 Ja det er jo lidt specielt, det at læse andre menneskers breve: man er en voyeur med skarpt stillede briller – jeg har varmet kopper med kaffe, ingen uskyld her. Man er nattens sidste kunde, vender forsigtigt sider i et efterladt brev. Men hvilke sætninger, så nøgterne og lyriske, man læser sig frem, men historien ånder en i nakken - jødisk blod hvisker fra en koralrød horisont, stemmer livet…
 Ingen overlevede koncentrationslejrene, ikke rigtigt – det er bare at læse Tadeusz Borowski, for at forstå det –, den efterfølgende evige søgen efter jeg’ets hvilested. Mange endte med selv at grave det, tilhørende det endelige ’de’. Det blev simpelthen for svært, relationer, ægteskab osv.
 Nå, her et til:
 
 Allesjæle
 
 Hvad har jeg gjort?
 Befrugtet natten, som fandtes der
 atter andre, mere natlig end
 denne.
 
 Fugleflugt, stenflugt, tusind
 beskrevne baner. Blikke,
 stjålne og plukkede. Havet,
 smagt, fordrukket, fordrømt. En time,
 sjæleformørket. Den næste, et efterårslys,
 rakt frem mod en blind
 følelse, der kom denne vej. Andre, mange,
 stedløse og ude af sig selv: sete og forbigåede.
 Hittebørn, stjerner, sorte og fulde af sprog: opkaldt
 efter en brudt ed.
 
 Og engang (hvornår? også det er glemt):
 modhagerne mærket,
 hvor pulsen vovede en modtakt.
 
 - Paul Celan.
 
 mvh & god weekend ;)
 
 
 Redigeret af Simon (13/05/2016 18:52)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #20689 - 14/05/2016 17:23  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Gittes monologer om Alperne
 Du sku’ alså ha’ set’em, Susanne,
 Alpern’, ikk’ oss’,
 Jungfrau og all’ de andre,
 Matterhorn, - Mont Blanc!
 Den vill’ Preben alså se, Mont Blanc,
 f’di det hed hans fars fyldepen
 den gang han var lill’.
 Vi had’ nær aldrig funden’en,
 det’ alså besværlig. Alpern’,
 der er en hel mass’ andre bjerg’,
 end dem der hedder noget, ikk’ oss’,
 de’ ikk’ berømt’,
 dem ska’ man udenom!
 Det’ da heller ikk’ te’ og se på en bjerg,
 om den’ berømt
 eller den ikk’ hedder noget.
 Så vi holdt’ jo dær og kigget, mig og så Preben,
 det var alså så høj’ all’ sammen.
 ˶Hvaffor en a’em er’et, Preben?˝ sir jeg så,
 han ku’ ikk’ find’ud a’et.
 Der var ikk’ nogen a’em, der lignet en fyldepen,
 ikk’ det jeg ku’ se, ihverfel,
 men en a’em mått’ det jo vær’,
 der var skilt og alting!
 Så kigget vi på dem all’sammen,
 en for en, lissom for en sikkerheds skyld, ikk’ oss’.
 ˶Nu må vi altså ha’ set’en,˝
 sagde Preben så til sidst,
 vi had’ holdt en hel kvarter!
 ˶Det ska’ jeg alså husk og sig’te den gammel derhjemm’,
 han har overhodet ikk’ set’en.˝
 ˶Preben,˝ sagde jeg så,
 ˶det var nu heller ikk’ for meget så,
 om du fik hans fyldepen,˝ sagde jeg så,
 - te sin tid, Susanne.
 Han var ellers sur det mest’ a’ tiden vi var der, Preben,
 han gad ikk’ og kør’ sårn en sted.
 ˶Det’ alså opad og nedad hel’ tiden,˝ sagde han,
 ˶Vi sku’ ha’ blev’n op’ i Tyskland,
 dær var’et mer ligeud
 det’ for meget rally, det her!˝
 Han var oss’ sur over bjergen’, ikk’ oss’,
 de var lissom for høj’, syn’s han,
 og jeg forstod ham, Susanne,
 det gjord’ jeg,
 de’ alså høj’, Alpern’, oss’ for høj’,
 og så sne på, ikk’ oss’, de højest’, alså, evig!
 Somom det var fuldstændig ligemeget me’ os.
 Det var alså ikk’ rar, det var’et ik’,
 vi sad jo i hans bil, ikk’ oss’,
 rull’seler, ikk’ oss’.
 
 - Per Højholt.
 
 bedste hilsner i solen..
 Simon
 
 
 Redigeret af Simon (14/05/2016 17:28)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #20703 - 15/05/2016 17:15  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Snetigeren
 Ja undskyld men den snetiger her ved bagdøren
 som står og luder mellem lange bløde driver
 den må da vist være drømt og i hvert fald ikke af mig
 selv om jeg nu længe har været holdt fast af dens blik
 Den må være en andens: selv er jeg mest til små dyr
 min drømmefauna omfatter egern og mus og firben
 flokke af småfugle hundestejler samt visse insekter
 Naturligvis kan også jeg i vågen tilstand drømme
 om at begå selvmord i en hvals hjerne eller campere
 mellem forbenene på en dinosaur men alligevel:
 jeg synes at den der spilder sin drømmesøvn
 på at holde den tiger på benene skulle se at vågne
 det er jo ikke til at komme ud når den står der
 og går jeg i seng drømmer jeg bare en der er større.
 
 *
 
 Sabbat
 
 I dag skal vi hvile i asken,
 se vores ansigter vokse af latter og træthed
 se marker med skridt under smilet
 lytte til kramfuglens sang
 se jorden gaa bort mellem lampen og døden
 mellem graverens haand og hospitalet.
 I dag skal vi hvile og bede som fredens folk,
 i dag skal vi vælge mellem døden og døden.
 
 *
 
 Nødden fra l’Estaque
 
 I
 Da jeg en tidlig morgen trådte ud i haven
 mødte den mig neddykket i en uopnåelig Grå.
 Ikke naturens, den Picasso beskrev …
 
 Hvor var midte her hvor intet var født?
 Penslen gik i ring og ved et sidste
 spring mellem al erfaring vandt jeg
 
 kun nogle punkter, de nærmeste
 for farven. Så blandede himlen sig
 
 med lindetræet tværs over sjælens afstande.
 Jeg så på græsset med fluens øjne.
 
 Tidligt om morgenen gik jeg ud i haven
 for at arbejde på portrættet af Vallier
 
 og kom døende ind. Indskibede mig en nød
 og rejste til l’Estaque, l’Estaque ved havet.
 
 II
 Ces nymphes
 Dette træ ved kysten. En fyr
 højstammet med lave grene.
 
 Vindene over l’Estaque bestryges
 af adskillige sådanne pensler.
 
 Meget mindre var det ikke
 og fuldt af stemmer
 
 da jeg stod og malede her
 i de vanskelige år.
 
 Mumler også nu
 hvor man maler abstrakt i Paris.
 
 III
 Stenene brast i planer for mit blik.
 Jeg måtte rejse dem igen, som korthuse.
 
 Bag de fjerneste bjerge et landskab
 som løfter dem så de svæver.
 
 Et strøg af elfenben – en farveprøve
 før pulsslagets definitive pavse. –
 skinner igennem ved næseroden.
 
 Jeg måtte. Tvunget
 som en sten undervejs mod et spejl
 som gengiver, gengiver …
 
 IV
 Jeg så hvordan husgerådet
 gik i et med bordpladen
 en intarsia flad og mærkelig.
 
 Æblerne selv de kunstgjorte
 var at male som faldende dråber.
 
 Hver ting jeg rørte med blikket
 faldt sammen eller udstod også mig.
 
 V
 Aldrig solen på mine billeder. Min ven
 den eneste jeg ikke har portrætteret.
 Som skydeskive for kunst
 har den aldrig bevæget mig. Ike fra noget
 verdenshjørne har en lidenskab for maleri
 varmet mig – Nordstjernen undtaget
 en stålfin dissens som ingen fatter –
 kun tålmod venskabeligt som en hunds:
 Mens jeg foran min blå servante
 udviklede et univers af æbler og løg
 – glødende galakser omkring Pugets Amor –
 ventede solen gnistrende på trappen.
 Og hvor jeg nød når jeg malede ude
 at mærke den store Venlige om mig
 kredse om mig mild og anskuelig.
 
 VI
 Her fra mit hul kan jeg se
 bugten: Svaner af min lysende skole
 trækker mod nord. O Paris.
 
 Men fyrretræerne på hvis stammer den røde bark
 krakelerer i solvarmen og de små teglhængte huse
 som ligger strøet nedover skråningen som spillekort
 håber på en Cézanne.
 
 *
 
 Har de ret, les cygnes, disse
 mine unge venner blandt kunstnerne
 
 som ved ankomsten til Aix
 fyldte perronen med kegler cylindre og kuber
 
 har de ret til i samtaler og breve
 at tale om min sene blomstring.
 
 At udvide min synskreds
 og ikke tage fat på denne nød.
 
 VII
 Picasso i Aix
 
 Fra mit vindue mod morgenen
 et træ. Infiltrationer i grenene
 efter de vindstille år.
 En revnet husmur skingrer
 med sin blottede nerve i solen.
 Højdedrag og skummende grønt
 om en hulvej lavlandet brunt
 som læder under bevoksningerne
 lysninger prismer af luft
 under fjernere træer – alt
 plettet som af en besynderlig regn
 eller flokke af skader: små mænd
 i sorte gammeldags klæder
 står eller sidder alle vegne.
 Det grønne hvidt omkring dem.
 En på Chemin des Lauves trukket nær
 i kikkert: sparket ud af skyggen
 endnu med et aftryk af solens fod
 på tøjet holder han rast
 støttet til en kæp. En stråhat
 dybt i panden, underansigtet
 dyppet i skæg som i en bisværm.
 Landskabet hviler tungt som en kamel
 mod hans øjensprækker.
 En anden (ældre) indfanges
 højere oppe blandt sten og grus
 ubevægelig i sin venten på solens
 rette vinkel. Ser op i det samme
 hageskægget en spydsod mod jorden.
 Over hans skulder Mont Sainte-Victoire
 tygget af hans øjne.
 
 - Per Højholt.
 
 mvh
 Simon
 P.s.: Benny Andersen bliver man sjældent træt af, Tikka, jeg tror såmænd han blot synker ned på sin plads i os; sidder dér og rasper skægstubbe af sig
 til toner fra Dissings Martin - hvis han da ikke har glemt den i en taxa, endnu engang..;)
 
 Redigeret af Simon (15/05/2016 17:24)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  annonce 
 
 |   |