| 
| 
	
 
| 0 
registrerede 
94 
gæster og
163 
søgemaskiner online. |  
| 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 | 
 |    | 
| 
| 
| #24435 - 06/01/2018 04:18  Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon] |  
| 
|   bor her
 | Registeret:  02/05/2009 Indlæg: 1015
 |  |  
| 
Hej i nattenDen evige latter , et essay af Frederik Dessau, er min lytning denne nat:http://den2radio.dk/udsendelser/den-evige-latter-et-essay-af-frederik-dessau-1/Noget at leve op til 
 Jeg tæller ikke ligefrem mine døde
 noterer mig bare, at tallet stiger støt
 men hvad er døde tal
 mod sprældøde venner
 jeg har ikke noget imod de døde
 nogle af mine bedste venner er døde
 det påfaldende er blot deres usvækket livskraft
 modsat adskillige nulevende som er mere døde end levende
 jeg kender flere uafdøde som keder mig til døde
 mens de rigtige døde
 de professionelle
 har det med at gå igen
 på uventede tidspunkter
 blander sig i alt
 sætter skub i en kedelig samtale
 får syrener til at blomstre midt om vinteren
 kalder latter frem under en tandudtrækning
 kalder vrede frem under en blodfattig TV-reklame
 får en til at læse en bog igen
 som man ellers har svoret aldrig at ville læse mere
 minder en om at Limfjorden er til
 at man har oplevet ufattelige nordlys
 visse gespenster har smukke bryster
 en mørk og gylden latter
 andre er noget ved musikken
 for tiden har man et gengangerband
 bestående af harmonika og guitar
 trommer og tenorsax
 violin og cello
 plus hele to bassister
 de spiller en slags fusionsmusik
 Jazz og Mozart
 sømandsvalse og reggae
 Carl Nielsen med afrobeat
 jeg frygter ikke de døde
 jeg frygter mere de levende
 som godt kan tage livsmodet fra mig
 men de døde gir mig oplevelser for livet
 åh hvad var livet uden jer
 mine utrættelige vejledere i hvor levende livet kan være
 og så swinger det oven i købet
 dog må jeg passe en smule på
 de står altid og mangler en pianist
 og dér står jeg altså af.
 
 Benny Andersen
 
 ***
 
 Latter – siger du – latter!
 du tror der er nogen, som ler.
 Snarere er det en perlesnor,
 som drypper, hvor ingen ser,
 mange, små hoppende perler
 på et himmelblåt gulv af glas,
 hvor sydende flammer flænser i mørket
 omkring et palads.
 
 Å – jeg må sige dig – lyde!
 man tror, at det ligger og ler;
 men lytter man – du - i en sommernat,
 så er det som noget sker.
 Som hopper der mange små perler
 i bølgeblå, pludrende hop
 i spidsen for andre perler
 i en endeløs traskende trop.
 
 Lyde – du er som lanterner,
 der går i en nat forbi
 - grønne og røde – en perlesnor
 i en dryppende melodi;
 men midt i lydenes latterglimt
 og midt i lydenes gøgl
 den lyd af en uset tærnings sodbløde fald mod fløjl.
 
 Den lyd – du af tærningers tyste fald
 i en bundløs nat,
 hvor tærningeøjne tælles, og skæbner leger tagfat
 - den lyd er den eneste latter – du -
 som ligger et sted og ler
 - ler som en bristet perlesnor,
 der drypper , hvor ingen ser.
 
 Nis Petersen
 Smilende i natten RoseMarie
 Redigeret af RoseMarie (06/01/2018 04:32)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #24436 - 06/01/2018 05:44  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Morn' RM..
 Fint med Nina Malinovski, som lyden fra morgenbordet i familiens skød - hertil lidt fra:
 
 Den nære dag
 
 Skyllet væk i skyggerne
 Er asken i de fjerne rum,
 Jeg ser tavse mennesker
 Passere gennem rosen nu.
 
 Pulsen i armen er dyb af blod,
 Regn sol sætter jorden fri
 Og hånden holder stærkt.
 Som alle børn
 Af bregnens net
 Er vi sporer i
 Den nære dag.
 
 - Bo Green Jensen.
 
 Om at vandre
 Husråd
 
 Den eneste fejl ved at vandre en tur
 er, at vejene altid forgrenes,
 og alle de skæbner, som ligger på lur,
 umuligt vil kunne forenes.
 
 Så går man en tur, bør man splittes i to,
 så ofte Ens vejbane kløftes, –
 og senere mødes et sted, hvor i ro
 Ens splittede skæbner kan drøftes.
 
 - Piet Hein.
 
 Strandbillede
 
 Forladtheds strand
 hvor alt er graat,
 og blankt og oliet vand uden vinde
 den tomme vej til andre kyster.
 
 Slimede alger gror paa vandbunden,
 grøngraa og brune,
 og der ligger dynger af raadnende tang
 paa stranden.
 
 Her på livets glemte sted
 staar skyerne stille,
 og sorte skyggefugle
 peger med spidse næb
 paa stedets øde,
 
 mens deres hæse struber
 skratter mod strandens tørre, tomme baade.
 
 *
 
 Tagruder
 
 Skyerne, skibene, store, sorte,
 de graa krigsflaader
 sejler forbi derude.
 
 Og jeg staar her ved vinduet
 hos mine blomster,
 som søger lyset
 og kryber under ruderne.
 
 *
 
 Sen eftermiddag
 
 Det er sen eftermiddag.
 Mennesker staar,
 som om de lyttede.
 
 *
 
 Skæbnesang
 
 Jeg hører en underlig sang
 fra et vindue
 som en skæbne, der synger
 med udslaaet haar
 i den iskolde gade.
 
 - Ole Sarvig.
 
 God weekend ditto ;)
 
 mvh
 Simon
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #24445 - 06/01/2018 21:37  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
P.s.: Der er risiko for glæde i skroget over Ivan Malinovskis Poetomatic, vi er tilbage i 1965, så det ska’ ikke hindre en god surmulen over tøsneen der lægger sig på øjenvipper, som det var så godt at mærke, unisset påklædt som bjørn – er frysende nisser set? Fascinerende er vejret, dets skiften, himlens farver og sene nætter i øjenhøjde med oppustede duer, der som nervøse linedansere trykker sig på regnvåde grene; eller hvad med lyden fra regnharpen under gåture i skov, lidt himmelsk, ikke - her lidt mer Malinovski:
 
 seks æg i en hulning i jorden
 seks himle der brister af sang
 seks farver mundhugges i verden
 
 hvad angår det
 lysets himmel
 
 *
 
 iøjnefaldende vissens fuldautomatiske forplantning
 dens gejle billeder: defloration undfangelse og barsel
 BANG
 
 ære være dens hårde små frø
 bier ti vintre under et krat af visent ophav
 
 *
 
 når du ser på uret
 er det dig der går for langsomt
 
 det er altid for sent
 
 *
 
 forklædt som magnolie
 indtar mordet tre drosler
 til morgenmad
 
 og hvem er ikke kunde hos de bedste skræddere
 
 ii
 
 sangfugle i alle lande
 forener eder
 
 livets fremtid udformes af afdøde
 
 linedanseren bider sin line over
 
 blæsten blader i vissen busk
 
 - Ivan Malinovski.
 
 Nå, det var det, fortsat god weekend, nat nat..;)
 
 mvh
 Simon
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #24452 - 08/01/2018 01:59  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Hejsa RM..
 Med tak for en herlig Tranströmer, her en meter af Halfdan Rasmussen på skæret til endnu en dag med trillende barnevogne i sol og luft af iskrystal, nu de gamle stjerner står og glor mens månen blinker halv(forn)øjet. Sjovt er det nu at tænke på hvor mange små og store øjne der mon i aftes glemte alt omkring sig i ”gnomens” og Ib Spang O’s kolossale billedverden – selv vågnede jeg brat ved en dynes raslen med Faxerier fra Halfdan til Møllehave på maven, der nu luner sig i te og striktrøje. Det er blevet rigtig koldt! Apropos ska’ du nu ha’ et par centimeterbreve, der som en anden stjerne udstråler et humorideagtigt sind; guderne må vide hvem der fandt på ordet humoride, der også praktiseres og helt til ug med glans i Ester Nagels brevudveksling med Tove Ditlevsen, Husmor og skribøse, bare som endnu en optakt til humøret. Det ved Benny Andersen sikkert, han var jo en del af den tids fællesskab, viddet og menneskeklogskaben, hvad der vel også er egenskaberne som gør denne gruppe digtere til nogle af de foretrukne, den menneskelige varme og humoristiske begavelse alle vel behøver, for at holde snuden oppe i en tid hvor samfund vist er reduceret til fællesskab om ejerforhold. Ak ja, hvordan mon forresten det går med Møllehave…
 
 Kære Johannes
 
 For 60 år siden jokkede jeg træt og sulten gennem byen Nimes. Jeg
 ville ha været til Arles og hilse på van Gogh, men som blaffer be-
 stemmer man ikke altid rejseruten, så i stedet for de van goghske
 landskaber kiggede jeg på den gamle arena i Nimes. Det skete i au-
 gust 1938, og det er jo længere end længe siden. Næsten som man
 var samtidig med Napoleon, som det hele jo gik i kage for. Siden har
 jeg ikke været på de kanter, men din fax om jeres ferie nær Arles fik
 mig til at mindes det forgangne.
 Her styrtregner det så man føler trang til at bygge en ark som
 Noahs. Og da jeg alligevel ikke kan tåle sol på mit sarte legeme, til-
 lader jeg mig at nyde det skiftende vejr, som andre forbander og
 flygter fra. Jeg går ud i haven og plukker ærter og bælger dem direk-
 te ind i gabet. Det er som at spise en fontæne af små eksploderende
 klorofylbomber. Ah!
 Det med Ib Spang og forlæggeren har du misforstået. Jeg har for-
 længst forklaret nævnte forlægger, at jeg ikke har noget nyt, hverken
 i skrivebordsskuffen, i maskinen, eller på tapetet, og det har han
 affundet sig med og må ta til takke med en frokost.
 Ellers intet nyt under den manglende sol. Snakker et par gange
 om ugen med min familie pr. telefon. Spiser godt, drikker rigeligt,
 sover nogenlunde. Tar mig af og til til hovedet og fornemmer at det
 sidder hvor det skal. Bruger det ellers ikke. Håber at du og dine alle
 har deet godt. Hils. Hils. Hils!!!
 
 *
 
 Kære Johannes
 
 1.000 tak for de 2 meter fax. Jeg er noget mindre skrivende, så du får
 denne her i centimeter.
 Udenfor: Hundekoldt. Inde i huset: Halvkoldt. Man blir kuldskær
 med alderen, så jeg polstrer mig med uldne trøjer og holder den
 indre kviksølvsøjle på normalen.
 Det er dog utroligt så meget du overkommer. Jeg blir helt forpustet
 bare ved at læse om det, selv om der ikke er meget pust i de gamle bæl-
 ge. For mig forekommer det overkommelige uoverkommeligt, næ-
 sten underkommeligt, hvis det udtryk ellers eksisterede. Jeg går rundt
 om mig selv et par gange for at få lidt motion. Ikke engang en enebær-
 busk har jeg til det formål, og stak jeg hovedet i sådan en ville det være
 helt uoverkommeligt symbolsk: Ene bær? Lutter bær, eller alenebær?
 Overvejede at købe sommerhus til børn og øvrige familie. I den
 anledning havde jeg besøg af Iben og hendes kæreste. En ejendoms-
 mægler gelejdede os rundt, men vi fandt ikke det helt rigtige, og pri-
 serne her er oppe i det højere skylag, så jeg har udskudt projektet ind-
 til jeg ramler ind i et hus, der ikke tar varig skade af sammenstøddet.
 Jeg går aldrig i biograf eller teater. Film ser jeg på TV, og FESTEN
 har jeg købt på video. Jeg finder den også god, men bryder mig ikke
 om det håndholdte camera og de uskarpe billeder. Det er noget
 krukkeri at gøre det villet ubehjælpsomme til en genre. Men spillet
 er fremragende.
 Min bedste film, som jeg genser gang på gang, er POSTBUDET
 (IL POSTINO), som du sikkert har set, og den er jo netop også frem-
 ragende på grund af spillet, hver af hovedpersonerne, det naive
 postbud der bringer post ud til Nevada.
 Nu vil jeg friske den sløve Rasmussen op med kold, frisk luft
 inden jeg skal i gang med aftensmaden, en overkommelig bøf.
 
 De kærligste hilsner til dig og Herdis.
 
 *
 
 Og herunder så et par digte, nærmest som prikken over prosaen, eller en anden måde at sige gonat på:
 
 Snefnug
 
 Som stjerner
 sejler de gennem rummet,
 danser ud af evigheden
 til en dvælende forening
 mellem rum og jord.
 
 Gennem bæk og fos
 danser de mod havet.
 
 Jeg har hørt dem sukke
 i ensomme nætter –
 kalde mod stjernerne
 med klare blå stemmer.
 
 Men en nat
 når himlen er åben og rolig
 vil stjernerne sejle
 på havets urolige himmel.
 
 Stjerne vil møde stjerne
 og lede de små flygtninge hjem
 før dagen gryr.
 
 *
 
 Solsort
 
 Solen og natten
 lever fjernt fra hinanden.
 
 I skumringens blå skove
 lukker skyggerne dagens låge
 for den kommende nat
 der alrid så sin elskede.
 
 Men det hænder
 at længslen blir uudholdelig.
 
 En dyb fløjtetone
 kalder nat og dag sammen.
 
 Og natten sidder
 i sit mørke træ
 og fløjter
 gennem solens gule næb.
 
 - Halfdan Rasmussen.
 
 mvh
 Simon
 P.s.: er de 16 måneder mon drukket i glæde?
 
 
 Redigeret af Simon (08/01/2018 02:03)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  annonce 
 
 |   |