Hej Arne



Det gør mig virkelig ondt, at din oplevelse af den guddommelige kærlighed er svækket, og at tvivlen er vokset ... med mindre noget nyt skyder op i stedet. Og så underskriver du endda med en trist smiley. Det stikker mig hjertet. Vi kender dig jo som en, der har haft stærke oplevelser og er blevet næret af dem. Sådan ser jeg dig i hvert fald.

Hvad har ført til din oplevelse af tab af mening?

Med hensyn til en verden fuld af lidelse så er det jo bestemt ikke noget, som kristendommen benægter. Tværtimod. Og nu taler jeg ud fra en kristen forståelse. Verden er gået af led. Det gjorde den dengang, at vi mennesker selv ville bestemme, hvordan vi skulle leve - i stedet for ydmygt at lære det af Gud. Jødedommen har et udtryk for arbejdet med Guds Rige: tikkun olam. At "reparere verden".

I den kristne forståelse har Jesus' indvielse af Gudsriget, hans død og opstandelse samt det at han sender Helligånden gjort noget radikalt for, at vi kan "reparere verden": Nu kan vi mennesker inspireres og guides til at bygge på Guds Rige. Ved selv at "blive repareret" af Jesu Ånd i os, kan vi nu "reparere" verden. Vi kan arbejde på at forvandle verden og erstatte lidelse med glæde.

Det er det, der er så meningsfuldt for mig i kristendommen. Først mennesket, så verden. Vi er Guds handlingsfolk. Han arbejder på verden gennem os. Vi er ment til at bringe Guds godhed ind i verden. Derfor frelses vi - ikke bort fra verden, men - for at vi kan frelse verden.

Har du prøvet at henvende dig direkte til Jesus i bøn?

Det hele har bestemt ikke været en intellektuel rejse for mig, skal jeg nemlig sige dig. Der kom et tidspunkt hvor jeg måtte efterlade Gud som ren abstraktion og henvende mig personligt.

Lad mig høre hvordan det går med dig.

Thomas:

SVAR: Jesu første disciple var som Jesus jøder og tilhørte Guds udvalgte folk Israel, der levede under loven.

Tilgivelse er en kærlighedshandling, der bibelsk set først og fremmest kommer fra Gud – Abrahams, Isaks og Jakobs Gud hvis navn til evig tid er Jahve, som englen i tornebusken oplyste Moses.

Da Jesus endnu ikke havde bragt sit liv som sonoffer, der frelser fra synd og død, dengang Jesu første disciple sagde: lær os at bede, kunne de ikke modtage Guds tilgivelse gennem værdien af Jesu offer, og måtte derfor som jøder bede Gud om tilgivelse for deres egne erkendte syndere, så de kunne angre og ændre sind, da loven opdrager, ved at fortælle, hvad der er synd i Guds øjne.

Disse første disciple opfatter jeg hverken som kristne eller trofaste men udvalgte.

Jesu udvalgte disciple var under oplæring i sand Guds tro og derved kan man vel ikke betegne dem som tro – faste.
Ej heller vil jeg betegne dem som trofaste kristne, da Jesus endnu var hos dem, og troen på hans opstandelse derved ikke var prøvet.


Beretningen om Stefanus – Apostlenes gerninger 7 - syntes jeg derimod er et godt eksempel på, hvad jeg forstår ved, at en kristne er trofast til døden, fordi han stod fast og vidnede om det udvalgte folks Gud samt forkyndte Jesu opstandelse og bad : tilregn dem ikke denne synd! imens han blev stenet til døde.

Om dette at tilgive andre der gør en uret, lærte Jesus ifølge skrifterne de første disciple:



Denne lære om tilgivelsen - mener jeg er indbefattet i ordene: som tror på ham


Når dette er sagt, mener jeg ikke man kan gøre sig fortjent til frelsen.
Gaven er fra Gud, til de som Jesus godkender ved sit 2 komme, hvor han henter, de som hører ham til.


Skriften er grundlag for den kristne tro.

Paulus skrev til Timoteus:


… så troen kommer af det man hører og er derfor identitetsskabende hvis man handler derpå i tro håb og kærlighed.

Troens 2 største bud er for jøde som for kristen:

Elsk Gud og næsten som dig selv – kort sagt …

... fordi på dette hviler loven og profeterne.

Hej Tikka

Jeg forstår på dig, at du står stærkt på følgende tre punkter:

1) Gud elsker verden. Guds kærlighed er det fundamentale i kristendommen.

2) Den kristne skal elske Gud af al sin styrke og sin næste som sig selv.

3) Den kristne må være villig til at gå i døden for sin tro.

Jeg er mere usikker på, hvor du står i forhold til tilgivelse. Kan den kristne have håb om tilgivelse, hvis hun ikke er parat til at gå i døden for sin tro, og hvis hun ikke elsker sin næste nøjagtigt lige så højt som sig selv?

Jeg forstår også på dig, at du er af den overbevisning, at Himlen er et sted langt herfra, og at det kristne mål er at komme i Himlen efter døden - og at Jorden og Himlen er, og altid vil være, to vidt forskellige steder. Forstår jeg dig korrekt?

Selv er jeg af den overbevisning, at Himlen og Jorden er to dimensioner, Guds dimension og menneskets dimension, der til dels overlapper hinanden. I Jesus Kristus er de ét. Det kristne mål er ikke at forlade kroppen og flygte fra verden for så at tilbringe en evighed i Himlen, mens Jorden enten passer sig selv eller gøres til intet i et kosmisk brag, men at invitere Himlen ned på Jorden - at forene de to dimensioner - og gøre verden til et vidunderligt sted. Kroppen og verden, skabelsen, er noget positivt i jødedommen og kristendommen. Vi mennesker har et ansvar for at gøre verden til et vidunderligt sted.

Thomas:
Jeg forstår det sådan, at tilgivelsen er mulig, så længe man lever ... med mindre der er tale om bespottelse af ånden ...

Men den, der spotter Helligånden, får aldrig i evighed tilgivelse, men er skyldig i en evig synd." Markus 3:29

... men ellers "tilgives" man på sin dødsdag da: Syndens løn er døden – og derved er "tavlen" ren, når det fysiske liv ophører.



Thomas:
Hvor Guds himmel er, ved jeg ikke – selv tror jeg ikke, den findes andre steder end i bogen og i den troendes hoved ...

... men min forståelse af skriften er, at himmelen hvor Gud bor altid har eksisteret før hans ånd skabte de himmelske åndeskabninger og efterfølgende den fysisk verden.



Thomas:
Jesus sagde ifølge skrifterne:

I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Johannes 14:2-3



Thomas:
Ja – jeg forstår, der er tale om 2 konkrete steder både nu og fremover, men ånden – Guds ånd - vil i fremtiden være ens begge steder modsat nu, hvor Guds ånd på jorden kun er tilstede, hos de mennesker som Jesus godkender.

¨¨¨¨