|
0
registrerede
150
gæster og
118
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Den kristne tro
|
Hej Arne
jeg har kun en meget svag fornemmelse af det guddommeliges kærlighed - også til mig.
Og her på det sidste er tvivlen vokset i mit sind.
Det er fint, synes jeg, at I skriver om, hvad I oplever, men jeg sidder tilbage uden at være overbevist og meget tæt på det totalt meningsløse - mens jeg ser en verden fuld af lidelse.
Det gør mig virkelig ondt, at din oplevelse af den guddommelige kærlighed er svækket, og at tvivlen er vokset ... med mindre noget nyt skyder op i stedet. Og så underskriver du endda med en trist smiley. Det stikker mig hjertet. Vi kender dig jo som en, der har haft stærke oplevelser og er blevet næret af dem. Sådan ser jeg dig i hvert fald.
Hvad har ført til din oplevelse af tab af mening?
Med hensyn til en verden fuld af lidelse så er det jo bestemt ikke noget, som kristendommen benægter. Tværtimod. Og nu taler jeg ud fra en kristen forståelse. Verden er gået af led. Det gjorde den dengang, at vi mennesker selv ville bestemme, hvordan vi skulle leve - i stedet for ydmygt at lære det af Gud. Jødedommen har et udtryk for arbejdet med Guds Rige: tikkun olam. At "reparere verden".
I den kristne forståelse har Jesus' indvielse af Gudsriget, hans død og opstandelse samt det at han sender Helligånden gjort noget radikalt for, at vi kan "reparere verden": Nu kan vi mennesker inspireres og guides til at bygge på Guds Rige. Ved selv at "blive repareret" af Jesu Ånd i os, kan vi nu "reparere" verden. Vi kan arbejde på at forvandle verden og erstatte lidelse med glæde.
Det er det, der er så meningsfuldt for mig i kristendommen. Først mennesket, så verden. Vi er Guds handlingsfolk. Han arbejder på verden gennem os. Vi er ment til at bringe Guds godhed ind i verden. Derfor frelses vi - ikke bort fra verden, men - for at vi kan frelse verden.
Har du prøvet at henvende dig direkte til Jesus i bøn?
Det hele har bestemt ikke været en intellektuel rejse for mig, skal jeg nemlig sige dig. Der kom et tidspunkt hvor jeg måtte efterlade Gud som ren abstraktion og henvende mig personligt.
Lad mig høre hvordan det går med dig.
|
|
|
|
