|
0
registrerede
25
gæster og
164
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Tikka
Emne: Re: Den kristne tro
|
Thomas: Mit spørgsmål til dig er derfor, hvordan du forholder dig til disse to ting set sammen? På den ene side skal den kristne være trofast indtil døden. På den anden side har den trofaste lært at bede om tilgivelse hver dag og ikke at forestille sig at være perfekt. Hvordan hænger det sammen?
SVAR: Jesu første disciple var som Jesus jøder og tilhørte Guds udvalgte folk Israel, der levede under loven.
Tilgivelse er en kærlighedshandling, der bibelsk set først og fremmest kommer fra Gud – Abrahams, Isaks og Jakobs Gud hvis navn til evig tid er Jahve, som englen i tornebusken oplyste Moses.
Da Jesus endnu ikke havde bragt sit liv som sonoffer, der frelser fra synd og død, dengang Jesu første disciple sagde: lær os at bede, kunne de ikke modtage Guds tilgivelse gennem værdien af Jesu offer, og måtte derfor som jøder bede Gud om tilgivelse for deres egne erkendte syndere, så de kunne angre og ændre sind, da loven opdrager, ved at fortælle, hvad der er synd i Guds øjne.
Disse første disciple opfatter jeg hverken som kristne eller trofaste men udvalgte.
Jesu udvalgte disciple var under oplæring i sand Guds tro og derved kan man vel ikke betegne dem som tro – faste.
Ej heller vil jeg betegne dem som trofaste kristne, da Jesus endnu var hos dem, og troen på hans opstandelse derved ikke var prøvet.
Beretningen om Stefanus – Apostlenes gerninger 7 - syntes jeg derimod er et godt eksempel på, hvad jeg forstår ved, at en kristne er trofast til døden, fordi han stod fast og vidnede om det udvalgte folks Gud samt forkyndte Jesu opstandelse og bad : tilregn dem ikke denne synd! imens han blev stenet til døde.
Om dette at tilgive andre der gør en uret, lærte Jesus ifølge skrifterne de første disciple:
For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer.
Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser. Mattæus 6:14-15
Denne lære om tilgivelsen - mener jeg er indbefattet i ordene: som tror på ham
For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Johannes 3:16-18
Når dette er sagt, mener jeg ikke man kan gøre sig fortjent til frelsen.
Gaven er fra Gud, til de som Jesus godkender ved sit 2 komme, hvor han henter, de som hører ham til.
Skriften er grundlag for den kristne tro.
Paulus skrev til Timoteus:
Men du, bliv ved det, du har lært og er blevet overbevist om! Du kender dem, du har lært det af, og fra barnsben kender du De hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus. Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning. 2 Timoteus 3:14-17
… så troen kommer af det man hører og er derfor identitetsskabende hvis man handler derpå i tro håb og kærlighed.
Troens 2 største bud er for jøde som for kristen:
Elsk Gud og næsten som dig selv – kort sagt …
... fordi på dette hviler loven og profeterne.
Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.« Mattæus 22:34-40
|
|
|
|
