annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 4363727
Et andet syn 1165874
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 922892
Jesu ord 812341
Spirituel omsorg 770262
Galleri
Kirkebø
Hvem er online?
2 registrerede Arne Thomsen ,(1 usynlig), 6 gæster og 106 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Side 288 af 573 < 1 2 ... 286 287 288 289 290 ... 572 573 >
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#23028 - 09/04/2017 00:02 Re: Poetisk fryd.. [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4544
Fra digtsamlingen Torso – vandringer i Elysium…

Flygtning

Over det gyngende hav.
Hvirvlende sol i luft
krydret og tung af en hed
tørstende grønheds duft.
Rejsende bort fra dig selv.
Ind i en sol og på ny
vandrende hvileløs
gennem en fremmed by.

Blændende lys. Som et skrig
flænger det øjet. Du ser
huse der brænder og rødt
glødende krukker af ler.
Dansende farver mod grå
fattigdom. Og fra en trang
stinkende gyde en mørk
klagende stemmes sang.

Spraglet elendighed. Vand
drukner i støvet. En blind
kravlende menneskebylt
rammer dit blik og vil ind.
Ind bag din sløvhed ig dybt
ind til sin tabte rod.
Vandrende hvileløs
gennem dit mørke blod.

Gennem dit mørke. Og der
ind hvor du blødende står
ramt af den skyld som ved
skyldighed intet formår.
Vandrende gennem dig. Rejst
i dig som klage og krav.
Standset og styret. På ny
styrtende i sin grav.

Flygter du? Hvor skal du gå?
Solen vil blotte din skam.
Ingen kan skjule sig. Du
lever i skyggen af ham.
Over det gyngende hav.
Under det grynende hvælv.
Vandrende hvileløs.
Flygtende fra dig selv.

*

Referat

I
Mennesket rejste sig tungt fra lejet og gav sig tilkende,
hilste den stigende dag med ræb og forløsende fjærten,
smækkede skodderne op og slubrede vand af en krukke,
nynnede glad og gik ud i menneskets sælsomme verden.

Gennem den hidsige larm af skingrende stemmer og lyde
frembragt af mange slags dyr med navne som ikke skal nævnes,
og i en hvirvlende ring af tidligt befolkede stole,
vandrede mennesket frem ad gaderne brolagt med sole.

Eet med den varme musik der rørte hans krop som en glæde,
sang i hans lemmer som lys og fyldte hans øjne og ører,
gik han på fjedrende ben og følte sig hjemme på jorden,
hilste på legende børn og koner og lastbilchauffører.

Standsed omsider og stod på torvet hvor ferme rhapsoder
lovpriste snegle og ost og tørrede småfisk i bundter,
grønne citroner og løg, majs, røde tomater og hvide
fjerkræfremstillede æg af form som elliptiske kloder.

Indsnuste duften af får og duften af mørke oliven,
oksers urolige blod, rå planker og rådnende frugter,
menneskets pirrende sved og stanken af femhundred katte;
dertil den navnløse lugt af alt hvad der stinker og lugter.

Mennesket nød det og lo og blottede villigt og gerne
eet dusin tænder i alt, plomberet med ædle metaller,
købte et brød som han trak på armen som var det en guldring,
købte tillige et pund af kalvens fortrinlige hjærne.

Klappede efter en dreng og fik en kop kaffe serveret,
skyllede efter med vand og stangede tænder med tungen,
spyttende gennem et hul i mundens forvitrede tremmer,
sparkede efter en kat og kradsede sig under pungen.

Stod og var glad ved sit liv og lyttede henført til dagen,
fandt sig en stump cigaret, fik ild og gik bort gennem larmen,
så efter piger som bar årtusinders rytme i kroppen.
Kyssede brødet der sad som var det en guldring på armen.

*

Referat

II
Udmattet ligger Athen når middagens sol panorerer
over den udstrakte by . hvor skyggerne falder på skygge.
Råbende kvæles af tørst. Og gennem de døsige gader
drejer i cirkler af sol den slibende lyd af cikader.

Dryppende falder et ord i stilhedens kumme. Så tier
alt som har stemme og klang. Og tomme bazarer og boder
sover bag skodder af jærn, mens dagens fortættede hede
gløder på middagens bund som dynger af brændende hvede.

Vandet fordamper til lys på torve og pladser. Og hænder
rækker mod kølige glas i svedige rum og på øde
glemte caféer, hvor alt er tidløst og mennesket hænger
stønnende over en stol, som skulle det langsomt forbløde.

Gule trompetstød af sol. Og kalken i murene smuldrer.
Træet har standset sin vækst og hvisker med støv i sin krone.
Skridt visner hen og dør bort. Den sovende by er belejret.
Modstandsløs ligger Athen, bestormet af sol, og besejret.

Sovende, alle og alt: Den værkbrudne på sine krykker,
tungt som et standset pendul i timen hvor stilheden stormer.
Tiggeren mager og tør, forpuppet i snavs. Og den blinde
sovende ind i en drøm af hvirvlende farver og former.

Sovende, sovende alt: Det flygtige vand i fontænen.
Stenen i stilhedens brønd og søjlen der rækker mod himlen.
Drift og uroligt begær. Skjult frøkorn og støv der skal falde.
Hvilende, drømmende alt. Tungt sovende, alting og alle.

*

Referat

III
Venner som elsker musik, jeg ved om et sted hvor Euterpe
leger med fløjten og hvor den ranke Apollon slår takten.
Følg mig ifald I har lyst. Jeg sværger af vinen er billig
og at den vinglade gud beklager han aldrig har smagt den.

Der kan vi træffe i kvæld den dejlige Hebe hvis ungdom
aldrig fortaber sin glans men vækker vor ungdom til live.
Og er vi heldige kan vi udmønte dyden og være
Eros til meget behag i favnen på husets hetære.

Trappen er stejl, pas nu på! Den skakt skal forceres som dyden.
Let og dog mandigt vil vi tilsammen betræde lokalet.
Bordet i hjørnet er vort! Her ved jeg at Sokrates tømte
utalte kander med vin forinden han tømte skarntyden …

Drømmen er dygtig til vers. Erindringen lyver og leget.
Sokrates kom ikke dér så lidt som den fagre Euterpe.
Men der blev danset og drømt elysiske drømme. Og kvinder
talte på gudernes mål skønt ingen af dem var gudinder.

Nogle sang hæst, men de sang! For vinen var billig, og drømmen
sad ved et tarveligt bord og så den roterende vifte
male den drivende røg til flygtige syner, mens bordet
avlede flasker med vin og saligt bedøvende gifte.

Tarveligt var det måske. Men alle som kom for at glemme
kendte sig lykkeligt fri som ligemænds lige hernede.
Og af det simple og grå steg farver og tonede længsel
dybere her end blandt dem hvis liv er et regelret fængsel.

Stodderen sad med sin glas og drak sig til hersker og herre
over det herlige land der ligger hvor mennesker mødes,
drak sine nederlag bort og slyngede vinglassets drue
ind i den hvirvlende rus hvor konger og hædersmænd fødes.

Havnearbejderen kom med svedeklud tøjret om halsen.
Og med sin arm som en tung uløselig trosse om pigen
dansed han hverdagens støv til stjærner, mens hændernes kloder
lokkede salige lyn af brysternes mørke katoder.

Pigen blev dus med en drink og mere end dus med den glade
villigt betalende gæst. Og siden forsvandt de som venner
op i det øvre gemak, og dér, på en sangbund af fjedre,
kaldte hun Eros ved navn og tærskede mønt af hans lænder.

Livet er simpelt, javel. Og skønt er det simple som elsker
uden at spørge om dyd i timen hvor dyden skal falde.
Skønt er det fattige liv og sødmefuld frugten der tynger.
Venner som elsker musik: Alt levende længes, og synger …

- Halfdan Rasmussen.

mvh
Simon
Top Svar Citer
#23029 - 09/04/2017 00:47 Re: Poetisk fryd.. [Re: Simon]
Tikka Offline
bor her
Registeret: 05/09/2015
Indlæg: 1317
Indsendt af: Simon
"Ved ikke om dette hører til "mellemrummet" ... men lidt sjovt for mig de sådan popper op efter mange års "forglemmelse."

- Selvfølgelig hører salmer m.m. til, Tikka, som strofer der stadig gør indtryk; de er jo ordmusik, litteratur netop du ved betydningen af.

mvh
Simon
P.s.: Dan Turèll nærmest himlede foran Ingemann!

Min bemærkning var med dig i tanke … håbede ikke jeg ødelagde tråden, da jeg var i kategorien himmelnisser. smiler

*
Jeg elskede dengang disse salmer, der kærtegnede og gav følelsen af håb, men også ro og fællesskabsfølelse når vi i klassen skulle stå ved siden af vores plads og synge hver morgen i de mindre klasser efterfulgt af Fadervor.

*
Lysets engel går med glans var også en obligatorisk morgensang.
Citat:
Lysets engel går med glans
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: C.E.F. Weyse 1837

Lysets engel går med glans
gennem himmelporte.
For Guds engels strålekrans
flygter alle nattens skygger sorte.

Sol går over verden ud
med Guds lys i øje:
Se! Vor Herres sendebud
går på gyldne skyer i det høje.

Englen spreder over jord
glansen fra Guds Himmel;
i sin kåbes stråleflor
favner han alverdens glade vrimmel.

Sol ser ind i slot og vrå,
ser på drot og tigger,
ser til store, ser til små,
kysser barnet, som i vuggen ligger.

Os han også favne vil,
englen i det høje;
os han også smiler til,
englen med Guds Himmel-glans i øje.

Os har og vor Herre kær:
ingen sjæl han glemmer;
i hvert solglimt Gud er nær
og vor glade morgensang fornemmer.

B.S. Ingemann 1837.
http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/747
Klik på link så kan melodi på salmen høres.

Har fundet en gammel udgave af sangen … smiler

"Lysets engel går med glans" Aksel Schiötz med Folmer Jensen på klaver 1943
https://www.youtube.com/watch?v=qG5PhCIZqfc

*

Sangen: Ingen er så tryg i fare holdte jeg også af, selv om jeg allerede på det tidspunkt ikke troede, at døde kom i himmelen efter deres død.
Citat:
Ingen er så tryg i fare
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Svensk folkemelodi 19. årh.

Ingen er så tryg i fare
som Guds lille børneskare,
fuglen ej i skjul bag løvet,
stjernen ej højt over støvet.

Herren selv på Zions bjerge
for sit folk er skjold og værge,
vil sig over os forbarme,
bære os på faderarme.

Ingen nød og ingen lykke
af hans favn os bort skal rykke;
han, den bedste ven blandt venner,
al vor trang og længsel kender.

Vore hovedhår han tæller,
hver en tåre, som vi fælder;
han os føder og os klæder,
midt i sorgen han os glæder.

Om han tager, om han giver,
samme Fader han dog bliver,
og hans mål er kun det ene,
barnets sande vel at tjene.

Fryd dig da, du lille skare!
Jakobs Gud vil dig bevare;
på hans mindste vink må alle
fjenderne til jorden falde.

Og når endt er kampens dage,
endt hver jordisk nød og klage,
kalder os vor Faders stemme
til en evig fryd derhjemme.

Lina Sandell-Berg 1856.
Fredrik Engelke 1873. P.D. Koch 1891.
Bearbejdet 1895. 1953.
http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/49
Klik på link så kan melodi på salmen høres.

Slutter her, da det roder for meget op i gemmerne. cool

Vil derfor slutte med Dan turéll som du nævte, en ualmindelig underlig mand.

Dan turéll anders and evangeliet

Top Svar Citer
#23030 - 09/04/2017 19:59 Re: Poetisk fryd.. [Re: Tikka]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4544
Hej Tikka..

Tråden her har jo flere guder iboende, det er bare se sig om, og de vil ved strofers livlighed springe i øjnene - masser af troende har gennem tiden skabt linjer der stadig danser os i møde, ikke nødvendigvis med didaktiske formål, men fordi visse oplevelser betød noget og derfor måtte fastholdes, livagtiggøres. Nogle salmer står derfor levende for os, andre ikke, og fremkalder minder der for os har betydning.

Oplevelser med salmesang kender jeg udmærket, men for det meste i aulaen ved fremmøde - lidt søvnige stod vi dér, vågnede kun langsomt. Jeg betvivler at du med salmesang kan ødelægge tråden her eller noget for nogen, hvorimod du kan vise en ordmusik du værdsætter, og hvem ved, om ikke værdsættelsen betyder noget for andre?

En del af Dan Túrells lyrik/poesi holder jeg meget af; det "underlige" var mere værktøjet brugt til at skabe sig en levevej - en væsentlig detalje i erkendelse af en verden der fremdeles skaber fællesskab om ejerforhold - men levede og drak kaffen helt som mennesker flest. Forøvrigt var han et varmt og godt menneske, der havde fortjent at opleve sin Snul få børn.

mvh
Simon
Top Svar Citer
#23031 - 10/04/2017 03:32 Re: Poetisk fryd.. [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4544
I den kølige forårsnat, med fuldmånen der legende under stjerners blikke overstråler temmelig mange snorketræer, ku’ man næsten få lyst til at høre Rudolph og Mimi lede efter nøglen, som i den helt vidunderlige lille film Værelse med udsigt; men dén skal jo helst høres højt, og snorketræer har brug for at drømme deres drømme. I stedet blev det derfor til et par digte af Villy Sørensen, som jeg synes mangler, men hvis strålende begavelse nu glimrer i alt han efterlod os – i visselullen skal vi jo alle, før eller siden, gonat-gonat:


Fuldmåne

Lys uden varme er helvedes kval.
Derfor kan man få ondt af månen
som flyder over af lys
der ikke kommer af hendes egen ild.

For den der ser alting så klart som månen
kan det være svært at blive optændt af elskov.
Månen kastede sin kærlighed og sine stråler
på den sovende Endymion der ikke havde blik for hende.

Hendes kulde viste sig i at hun ønskede ham evig søvn
så hun uforstyrret kunne nyde synet af ham,
ubemærket kunne nærme sig og fjerne sig
uden at han kunne beklage sig eller fryde sig.

Man kan godt forstå månen:
i den, der sover, er alle muligheder vågne.
For den, som alle ser op til,
kan det være svært at blive optændt af elskov.
Månen foretrak den sovende Endymion
fremfor de opvakte poeter der besang hendes stråler
uden at føle sig ramt af dem.

*

Det gode

Er det gode godt for noget eller godt i sig selv?
Er det godt fordi vi synes godt om det
eller synes vi om det fordi det er godt?
Gode gamle spørgsmål der dårligt kan besvares langt,
men som godt kan besvares kort:
Det gode er naturligvis det der er godt for os,
men det er ikke altid det vi synes godt om.

*

Små øjeblikke

Der er øjeblikke, små øjeblikke
hvor jeg føler at jeg alligevel vil savne alt dette
når jeg – som man siger – ikke er mere
og således næppe får tid til at savne noget som helst.

Det er ikke de store øjeblikke
– der altid har lidt evighed i sig –
jeg tænker på i disse små øjeblikke,
men på alt det der gør at livet er til at bære
og som undertiden gør at det ikke er til at bære:
alt det, der er så småt, at det er til at græde over
– til at grine ad
– til at smile over
– til at smile til.

- Villy Sørensen, Vejrdage, 1980.

mvh
Simon
P.s.: apropos Stockholm og de bedrøvelige seneste hændelser, der ikke helt er til at rumme, måske for nærværende ikke til at tale om, ka’ man godt ha' brug for et Sørensen’sk smil, den humoristiske undertone, måske ligefrem en tiger på væggen, ja i sengen; muligheden for at le er uendelig, trods det utilstrækkelige, men med Lars Gyllenstens Sokrates död er man dog lidt på vej, og nærmest ud i stjernestunder selv månen får besvær med at overstråle…


Redigeret af Simon (10/04/2017 03:33)
Top Svar Citer
#23033 - 10/04/2017 15:27 Re: Poetisk fryd.. [Re: Simon]
Tikka Offline
bor her
Registeret: 05/09/2015
Indlæg: 1317

Godt at vide nisser fra alverdens riger ka’ deltage her i Mellemrummet. smiler

Min indtræden i rummet – Mellemrummet – opstod spontant ved du nok – spontant som det kan ske når et og andet åbner for erindringen – ligesom da du nu skrev: aulaen - aulaen som der ikke var i min store kasse af en kommuneskole -

- Derved - erindrede jeg, vi ved klokkeringning om morgenen - og efter endt frikvarter - i skolegården skulle opstille os - året rundt - 2 og 2 i række på en bestemt plads klassevis; og der afvente gårdvagten der som en politibetjent med sin fløjte og hånd i et gadekryds kaldte os klassevis frem, (når vi stod stille og ordentligt) hvorefter vi så tavst bevægede os frem, som en lang slange mod indgangen der slugte os, alt imens vi gik flere etager op til klasseværelset, hvor vi forinden havde passeret en observatør på trappen, der skulle tilse, om det hele foregik i ro og orden.

Arme os hvis det var Hr. X, vi skulle forbi, fordi han uddelte "kokosnødder" til dem der ikke artede sig – "kokosnødder" som er en knythånd, hvor knoerne hårdt bankes oven i hovedet flere gange hurtigt efter hinanden på den uheldige.

Straks vi kom ind i klasseværelset, og døren blev lukket eksploderede vi, og snak og andet gik i højeste gear, indtil læreren åbnede døren – (eller den der var sat til vagt uden for, kom ind og advarede om lærerens komme) - da fløj vi hen til vores plads og lignede englebasser, der rejste sig når læreren kom ind.

Det var så ikke altid, vi nåede det, og var årsagen graverende, ja, så startede dagen med at stå uden for døren hele timen eller opholde sig på inspektørens kontor.


Lidt ekstra: Klasselæreren som jeg havde, fulgte de af os, der ikke skulle i boglig linie fra de små klasser, til vi gik ud.

Han kunne fastholde os, så vi lyttede, og jeg lærte at sætte pris på fortælling, som han mestrede, og som vi elskede at lytte til når han i klassens time, - hvor vi i fællesskab kunne bestemme, hvad timen skulle bruges til – plagede ham, så han fortalte historier fra sin hjemegn i det nordjyske med opdigtede figurer, hvor 4 drenge som altid var hovedpersoner eksempelvis løb gennem en mosen ved at hoppe fra tue til tue; hvad der gjorde indtryk, da den verden hans fortællinger foregik i var helt anderledes end livet på stenbroen.

Det var i øvrigt en gammel skole, som også min mor havde gået på, hvor skolegården dengang var opdelt i drenge og pigegård, ligesom klasserne var kønsopdelt, og der blev sagt De til lærerne.

I min tid der - begyndte vi at sige du til lærerne; hvad der var svært i starten, og lidt kluntet da vi stadig skulle titulerer dem med Hr., Fru og Frk. før deres efternavn … men al begyndelse er som bekendt svær.

Nå - det var så en lille historie, men ganske sand som ordet aulaen vækkede, som nok burde ha’ været på vers, nu det postes i Mellemrummet, men det må man selv tænke sig til. smiler

¨¨¨¨
Top Svar Citer
Array
Side 288 af 573 < 1 2 ... 286 287 288 289 290 ... 572 573 >


Seneste indlæg
Gerth Drost
af Arne Thomsen
10/12/2019 16:54
OPLYSTHED
af Arne Thomsen
10/12/2019 11:40
Lyser på vej
af somo
10/12/2019 07:30
Hvad HansKrist dog skriver
af Hanskrist
08/12/2019 11:53
Så er der linet op...
af ABC
07/12/2019 20:34
Nyheder fra DR
'En dyretragedie': Millioner af fisk dø..
10/12/2019 21:40
Luften blev tung og varm i Viggas børne..
10/12/2019 21:05
Udsat på ubestemt tid: Uenighed om rent..
10/12/2019 20:59
Ildsjæle holder liv i sjælden dansk ug..
10/12/2019 20:23
Skandale i Forsvarsministeriet: Partier ..
10/12/2019 19:52
Nyheder fra Religion.dk
Forsker undersøger muslimske kvinders e..
09/12/2019 06:11
Asatroende tænder lys som nedtælling t..
05/12/2019 13:48
Hvem vil ikke have jøder som naboer?
05/12/2019 06:27
Holger Bech Nielsens ”teori om alt” ..
03/12/2019 06:21
Den ortodokse kirke er blevet en del af ..
02/12/2019 06:21