|
0
registrerede
55
gæster og
201
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Tikka
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Godt at vide nisser fra alverdens riger ka’ deltage her i Mellemrummet. 
Min indtræden i rummet – Mellemrummet – opstod spontant ved du nok – spontant som det kan ske når et og andet åbner for erindringen – ligesom da du nu skrev: aulaen - aulaen som der ikke var i min store kasse af en kommuneskole -
- Derved - erindrede jeg, vi ved klokkeringning om morgenen - og efter endt frikvarter - i skolegården skulle opstille os - året rundt - 2 og 2 i række på en bestemt plads klassevis; og der afvente gårdvagten der som en politibetjent med sin fløjte og hånd i et gadekryds kaldte os klassevis frem, (når vi stod stille og ordentligt) hvorefter vi så tavst bevægede os frem, som en lang slange mod indgangen der slugte os, alt imens vi gik flere etager op til klasseværelset, hvor vi forinden havde passeret en observatør på trappen, der skulle tilse, om det hele foregik i ro og orden.
Arme os hvis det var Hr. X, vi skulle forbi, fordi han uddelte "kokosnødder" til dem der ikke artede sig – "kokosnødder" som er en knythånd, hvor knoerne hårdt bankes oven i hovedet flere gange hurtigt efter hinanden på den uheldige.
Straks vi kom ind i klasseværelset, og døren blev lukket eksploderede vi, og snak og andet gik i højeste gear, indtil læreren åbnede døren – (eller den der var sat til vagt uden for, kom ind og advarede om lærerens komme) - da fløj vi hen til vores plads og lignede englebasser, der rejste sig når læreren kom ind.
Det var så ikke altid, vi nåede det, og var årsagen graverende, ja, så startede dagen med at stå uden for døren hele timen eller opholde sig på inspektørens kontor.
Lidt ekstra: Klasselæreren som jeg havde, fulgte de af os, der ikke skulle i boglig linie fra de små klasser, til vi gik ud.
Han kunne fastholde os, så vi lyttede, og jeg lærte at sætte pris på fortælling, som han mestrede, og som vi elskede at lytte til når han i klassens time, - hvor vi i fællesskab kunne bestemme, hvad timen skulle bruges til – plagede ham, så han fortalte historier fra sin hjemegn i det nordjyske med opdigtede figurer, hvor 4 drenge som altid var hovedpersoner eksempelvis løb gennem en mosen ved at hoppe fra tue til tue; hvad der gjorde indtryk, da den verden hans fortællinger foregik i var helt anderledes end livet på stenbroen.
Det var i øvrigt en gammel skole, som også min mor havde gået på, hvor skolegården dengang var opdelt i drenge og pigegård, ligesom klasserne var kønsopdelt, og der blev sagt De til lærerne.
I min tid der - begyndte vi at sige du til lærerne; hvad der var svært i starten, og lidt kluntet da vi stadig skulle titulerer dem med Hr., Fru og Frk. før deres efternavn … men al begyndelse er som bekendt svær.
Nå - det var så en lille historie, men ganske sand som ordet aulaen vækkede, som nok burde ha’ været på vers, nu det postes i Mellemrummet, men det må man selv tænke sig til.
¨¨¨¨
|
|
|
|
