|
0
registrerede
2858
gæster og
478
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
I den kølige forårsnat, med fuldmånen der legende under stjerners blikke overstråler temmelig mange snorketræer, ku’ man næsten få lyst til at høre Rudolph og Mimi lede efter nøglen, som i den helt vidunderlige lille film Værelse med udsigt; men dén skal jo helst høres højt, og snorketræer har brug for at drømme deres drømme. I stedet blev det derfor til et par digte af Villy Sørensen, som jeg synes mangler, men hvis strålende begavelse nu glimrer i alt han efterlod os – i visselullen skal vi jo alle, før eller siden, gonat-gonat:
Fuldmåne
Lys uden varme er helvedes kval.
Derfor kan man få ondt af månen
som flyder over af lys
der ikke kommer af hendes egen ild.
For den der ser alting så klart som månen
kan det være svært at blive optændt af elskov.
Månen kastede sin kærlighed og sine stråler
på den sovende Endymion der ikke havde blik for hende.
Hendes kulde viste sig i at hun ønskede ham evig søvn
så hun uforstyrret kunne nyde synet af ham,
ubemærket kunne nærme sig og fjerne sig
uden at han kunne beklage sig eller fryde sig.
Man kan godt forstå månen:
i den, der sover, er alle muligheder vågne.
For den, som alle ser op til,
kan det være svært at blive optændt af elskov.
Månen foretrak den sovende Endymion
fremfor de opvakte poeter der besang hendes stråler
uden at føle sig ramt af dem.
*
Det gode
Er det gode godt for noget eller godt i sig selv?
Er det godt fordi vi synes godt om det
eller synes vi om det fordi det er godt?
Gode gamle spørgsmål der dårligt kan besvares langt,
men som godt kan besvares kort:
Det gode er naturligvis det der er godt for os,
men det er ikke altid det vi synes godt om.
*
Små øjeblikke
Der er øjeblikke, små øjeblikke
hvor jeg føler at jeg alligevel vil savne alt dette
når jeg – som man siger – ikke er mere
og således næppe får tid til at savne noget som helst.
Det er ikke de store øjeblikke
– der altid har lidt evighed i sig –
jeg tænker på i disse små øjeblikke,
men på alt det der gør at livet er til at bære
og som undertiden gør at det ikke er til at bære:
alt det, der er så småt, at det er til at græde over
– til at grine ad
– til at smile over
– til at smile til.
- Villy Sørensen, Vejrdage, 1980.
mvh
Simon
P.s.: apropos Stockholm og de bedrøvelige seneste hændelser, der ikke helt er til at rumme, måske for nærværende ikke til at tale om, ka’ man godt ha' brug for et Sørensen’sk smil, den humoristiske undertone, måske ligefrem en tiger på væggen, ja i sengen; muligheden for at le er uendelig, trods det utilstrækkelige, men med Lars Gyllenstens Sokrates död er man dog lidt på vej, og nærmest ud i stjernestunder selv månen får besvær med at overstråle…
|
|
|
|
