|
1
registreret Arne Thomsen
158
gæster og
52
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Fra digtsamlingen Torso – vandringer i Elysium…
Flygtning
Over det gyngende hav.
Hvirvlende sol i luft
krydret og tung af en hed
tørstende grønheds duft.
Rejsende bort fra dig selv.
Ind i en sol og på ny
vandrende hvileløs
gennem en fremmed by.
Blændende lys. Som et skrig
flænger det øjet. Du ser
huse der brænder og rødt
glødende krukker af ler.
Dansende farver mod grå
fattigdom. Og fra en trang
stinkende gyde en mørk
klagende stemmes sang.
Spraglet elendighed. Vand
drukner i støvet. En blind
kravlende menneskebylt
rammer dit blik og vil ind.
Ind bag din sløvhed ig dybt
ind til sin tabte rod.
Vandrende hvileløs
gennem dit mørke blod.
Gennem dit mørke. Og der
ind hvor du blødende står
ramt af den skyld som ved
skyldighed intet formår.
Vandrende gennem dig. Rejst
i dig som klage og krav.
Standset og styret. På ny
styrtende i sin grav.
Flygter du? Hvor skal du gå?
Solen vil blotte din skam.
Ingen kan skjule sig. Du
lever i skyggen af ham.
Over det gyngende hav.
Under det grynende hvælv.
Vandrende hvileløs.
Flygtende fra dig selv.
*
Referat
I
Mennesket rejste sig tungt fra lejet og gav sig tilkende,
hilste den stigende dag med ræb og forløsende fjærten,
smækkede skodderne op og slubrede vand af en krukke,
nynnede glad og gik ud i menneskets sælsomme verden.
Gennem den hidsige larm af skingrende stemmer og lyde
frembragt af mange slags dyr med navne som ikke skal nævnes,
og i en hvirvlende ring af tidligt befolkede stole,
vandrede mennesket frem ad gaderne brolagt med sole.
Eet med den varme musik der rørte hans krop som en glæde,
sang i hans lemmer som lys og fyldte hans øjne og ører,
gik han på fjedrende ben og følte sig hjemme på jorden,
hilste på legende børn og koner og lastbilchauffører.
Standsed omsider og stod på torvet hvor ferme rhapsoder
lovpriste snegle og ost og tørrede småfisk i bundter,
grønne citroner og løg, majs, røde tomater og hvide
fjerkræfremstillede æg af form som elliptiske kloder.
Indsnuste duften af får og duften af mørke oliven,
oksers urolige blod, rå planker og rådnende frugter,
menneskets pirrende sved og stanken af femhundred katte;
dertil den navnløse lugt af alt hvad der stinker og lugter.
Mennesket nød det og lo og blottede villigt og gerne
eet dusin tænder i alt, plomberet med ædle metaller,
købte et brød som han trak på armen som var det en guldring,
købte tillige et pund af kalvens fortrinlige hjærne.
Klappede efter en dreng og fik en kop kaffe serveret,
skyllede efter med vand og stangede tænder med tungen,
spyttende gennem et hul i mundens forvitrede tremmer,
sparkede efter en kat og kradsede sig under pungen.
Stod og var glad ved sit liv og lyttede henført til dagen,
fandt sig en stump cigaret, fik ild og gik bort gennem larmen,
så efter piger som bar årtusinders rytme i kroppen.
Kyssede brødet der sad som var det en guldring på armen.
*
Referat
II
Udmattet ligger Athen når middagens sol panorerer
over den udstrakte by . hvor skyggerne falder på skygge.
Råbende kvæles af tørst. Og gennem de døsige gader
drejer i cirkler af sol den slibende lyd af cikader.
Dryppende falder et ord i stilhedens kumme. Så tier
alt som har stemme og klang. Og tomme bazarer og boder
sover bag skodder af jærn, mens dagens fortættede hede
gløder på middagens bund som dynger af brændende hvede.
Vandet fordamper til lys på torve og pladser. Og hænder
rækker mod kølige glas i svedige rum og på øde
glemte caféer, hvor alt er tidløst og mennesket hænger
stønnende over en stol, som skulle det langsomt forbløde.
Gule trompetstød af sol. Og kalken i murene smuldrer.
Træet har standset sin vækst og hvisker med støv i sin krone.
Skridt visner hen og dør bort. Den sovende by er belejret.
Modstandsløs ligger Athen, bestormet af sol, og besejret.
Sovende, alle og alt: Den værkbrudne på sine krykker,
tungt som et standset pendul i timen hvor stilheden stormer.
Tiggeren mager og tør, forpuppet i snavs. Og den blinde
sovende ind i en drøm af hvirvlende farver og former.
Sovende, sovende alt: Det flygtige vand i fontænen.
Stenen i stilhedens brønd og søjlen der rækker mod himlen.
Drift og uroligt begær. Skjult frøkorn og støv der skal falde.
Hvilende, drømmende alt. Tungt sovende, alting og alle.
*
Referat
III
Venner som elsker musik, jeg ved om et sted hvor Euterpe
leger med fløjten og hvor den ranke Apollon slår takten.
Følg mig ifald I har lyst. Jeg sværger af vinen er billig
og at den vinglade gud beklager han aldrig har smagt den.
Der kan vi træffe i kvæld den dejlige Hebe hvis ungdom
aldrig fortaber sin glans men vækker vor ungdom til live.
Og er vi heldige kan vi udmønte dyden og være
Eros til meget behag i favnen på husets hetære.
Trappen er stejl, pas nu på! Den skakt skal forceres som dyden.
Let og dog mandigt vil vi tilsammen betræde lokalet.
Bordet i hjørnet er vort! Her ved jeg at Sokrates tømte
utalte kander med vin forinden han tømte skarntyden …
Drømmen er dygtig til vers. Erindringen lyver og leget.
Sokrates kom ikke dér så lidt som den fagre Euterpe.
Men der blev danset og drømt elysiske drømme. Og kvinder
talte på gudernes mål skønt ingen af dem var gudinder.
Nogle sang hæst, men de sang! For vinen var billig, og drømmen
sad ved et tarveligt bord og så den roterende vifte
male den drivende røg til flygtige syner, mens bordet
avlede flasker med vin og saligt bedøvende gifte.
Tarveligt var det måske. Men alle som kom for at glemme
kendte sig lykkeligt fri som ligemænds lige hernede.
Og af det simple og grå steg farver og tonede længsel
dybere her end blandt dem hvis liv er et regelret fængsel.
Stodderen sad med sin glas og drak sig til hersker og herre
over det herlige land der ligger hvor mennesker mødes,
drak sine nederlag bort og slyngede vinglassets drue
ind i den hvirvlende rus hvor konger og hædersmænd fødes.
Havnearbejderen kom med svedeklud tøjret om halsen.
Og med sin arm som en tung uløselig trosse om pigen
dansed han hverdagens støv til stjærner, mens hændernes kloder
lokkede salige lyn af brysternes mørke katoder.
Pigen blev dus med en drink og mere end dus med den glade
villigt betalende gæst. Og siden forsvandt de som venner
op i det øvre gemak, og dér, på en sangbund af fjedre,
kaldte hun Eros ved navn og tærskede mønt af hans lænder.
Livet er simpelt, javel. Og skønt er det simple som elsker
uden at spørge om dyd i timen hvor dyden skal falde.
Skønt er det fattige liv og sødmefuld frugten der tynger.
Venner som elsker musik: Alt levende længes, og synger …
- Halfdan Rasmussen.
mvh
Simon
|
|
|
|
