| 
| 
	
 
| 1 
registreret 
(1   usynlig), 
215 
gæster og
92 
søgemaskiner online. |  
| 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 | 
 |    | 
| 
| 
| #25875 - 13/08/2018 05:21  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Morn' RM..
 Ja, det er jo så et af disse forhold jeg intet kan vide om, men forstår nu bedre at det kan tage lidt tid, så tak fordi du skrev det. Desuden mener jeg bestemt ikke man skal skynde sig med at læse gode bøger, tværtimod mener jeg at enkelte ligefrem bør drikkes, herunder hører Vendepunktet. Men hele Mann-familien består jo af samme slags forfattere, klassikere, der betød noget for mange mennesker dengang, og som vil gøre det langt ud i fremtiden.
 Læser man hurtigt en klassiker, er det yderst sandsynligt at man vil genlæse den, et klassisk exempel er Tolkiens trilogi Ringenes Herre - jeg kender folk der har læst den, måske ti gange og stadig gribes af fortællingen. Så der findes altså virkelig litteratur man tar med sig og aldrig bliver færdig med, hvorimellem også Inger Christensens digtsamlinger befinder sig, hvad du mange gange selv har vist et flot exempel på.
 
 Og nu er vejret så igen klart tåleligt, netop p.a. regnen og den friske vind. Man er som et nyt menneske under den himmel, som en Martin A. Hansen på ekskursion i landskabets historie, man snuser velbehageligt vejret i sig. Solvarme er fint og rart, men når grønkorn må gi op, blir landet til savanne. Regn må der til, uden den blir vi vindtøre rosiner, ikke til årgangsvin.
 
 mvh & go dag
 Simon
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #25885 - 15/08/2018 16:01  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Apropos familien Mann: 
 Træt og bekranset strakte Sommeren sig i græsset.
 
 - Heinrich Mann.
 
 
 Fra tegntyderen Paul la Cour:
 
 Nattetale
 
 Vandet under græsset
 
 De gamle paa Egnen siger, at under det magre Land
 løber nede o Dybet en vældig Aare af Vand.
 
 Det hænder, at de kan høre den mumle, naar Natten er
 tyst.
 De siger, det lyder fjernt som en Vaar i Jordens Bryst.
 
 De ligger i deres Senge og lytter til Pulsen, der bor
 i Kamrene under Græsset i den grønnende Jord.
 
 Der findes maaske en Latter, et hemmelig Kildespring,
 en leende Aare af levende Vand begravet i alle Ting.
 
 Og naar de i Gulvets Fjæle hører Vandaarens Sang,
 synes dem Livet et Eventyr og Dagen mindre trang.
 
 Det kommer dem for, at de lever og dunkelt er i en
 Favn,
 hvor alting staar sluttet omkring en Drøm, og ingen har
 Alder og Navn.
 
 *
 
 
 Og Ivan den store:
 
 
 vandet
 tömmer
 floden
 
 *
 
 gråsten mod hård indmad
 af sirener jazzbule blodstyrtninger
 
 hårdnakkede ven
 i engenes flade stilhed
 
 *
 
 det er en hvid fjer
 båret af en hjælpsom luftning
 når luften bevæger sig
 uden at være vind
 
 frygtløs i fremmede forstæder
 belejrede af mørket sneen blæsten
 
 men menneskene dem kender jeg
 
 fra mig selv
 
 *
 
 spyt dem ud
 vimplerne
 vend vinden
 
 *
 
 sidder og skider
 i et af verdens største huse
 
 tilbagelæggende
 108000 km i timen
 
 i
 
 flueklatten på ruden
 ikke til at kradse væk
 
 det er en ko i det fjerne
 
 *
 
 sæt darwin havde kendt mennesket
 
 tigeren kropotkin
 
 *
 
 fra sure haver
 våde uger
 så brat herud
 med et så blind
 
 snemorgen
 lyssekund
 
 forsommerens konvaller og syrener
 armhulens og skridtets vellugt
 hægens fine bitre duft af frøken
 høets billige parfume
 
 synger: leve døden
 
 *
 
 ansigter med kalksår og skudhuller
 by uden levende
 varmelegemer
 
 hver morgen står solen op over stenene
 et mekanisk legetøj glem af sin dreng
 
 steppegræsset hvisker i tusind telefoner
 dirigerer nattevinden med sine bølger
 
 forsænket i sig selv fikserer
 brøndens lille øje evigheden
 
 *
 
 i
 
 jeg skrev om et hus
 
 de byggede det
 
 ii
 
 jeg skrev om en stjerne
 
 da jeg så op fra papiret
 var den nede
 
 ordet udelukker ikkordet
 ordet tar sig selv i munden
 ordet tar sig selv på ordet
 på lårene brysterne enden
 
 ordgasme
 talende tomrum
 i stilheden tonefjeld
 
 *
 
 håb
 lykke
 
 krykker
 at kaste
 
 *
 
 myldrende masser søger sammen
 i ny telluriske kontraktioner
 
 venlighedens gamle drøm: at overleve
 det overlevedes agoni
 
 stokdøve
 alverdens brølende ure
 
 derfor stammer digterne
 
 *
 
 brølende majestætisk stemmer orkestret
 dirigenten hæver taktstokken
 
 pip
 
 *
 
 steder at elske
 steder at drømme og spise og sove
 og forlade i morgen
 
 men boliger
 
 *
 
 et med alverden
 
 jeglikvidation
 poetomatic
 
 *
 
 der er
 ingenting
 bag bjergene
 bag blomsterne og sangen
 
 med et
 som en fløjte
 
 glæden
 
 - Ivan Malinovski.
 
 *
 
 Græsset nærmest råbte på vand, lignede nærmest afrikansk slette. Omsider kom den så, regnen, for fulde sejl, og nu måber så flamingoerne på vandspejlet mens man ror forbi på vej til postkassen, suk!
 Forregnede vi os mon, da vi i skyggen fra træet sang solen ned med flaget i top?
 
 En af de lokale troende sendte for nylig sin himmelnisse en telex:
 
 „Vil gerne ha’ regn – stop – holder skam meget af vand – stop – i moderate mængder! – stop – Ingen grund til overdrivelser – stop – dem klarer jeg fint selv! – stop”.
 Og modtog kort efter et noget flabet svar:
 „I har godt af vand – stop – masser af det – stop – tænk på Moses! – stop – Tror du stadig græsset er grønnere på den anden side af dammen? – stop”.
 
 Trods sommerbrune kroppe stadig høje af sol, er det nu alligevel skønt at skimte det omskiftelige efterår ret forude, min tid mellem lange skygger og en utrolig farvepragt der svider som feberøjne, men bare er indledningen til tider hvor også træerne kaster med sne, landskabet der hviler i én på mærkværdige måder.
 
 mvh
 Simon
 
 Redigeret af Simon (15/08/2018 16:04)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #25887 - 15/08/2018 23:19  Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon] |  
| 
|   bor her
 | Registeret:  02/05/2009 Indlæg: 1016
 |  |  
| 
Hej Simon Åh jo, jeg ser det for mig ... En af de lokale troende sendte for nylig sin himmelnisse en telex: 
 "Vil gerne ha’ regn – stop – holder skam meget af vand – stop – i moderate mængder! – stop – Ingen grund til overdrivelser – stop – dem klarer jeg fint selv! – stop”.
 Og modtog kort efter et noget flabet svar:
 „I har godt af vand – stop – masser af det – stop – tænk på Moses! – stop – Tror du stadig græsset er grønnere på den anden side af dammen? – stop”.
Jeg håber, at du sådan bare for et tilfældigt øjebliks skyld overgav dig til lidt down under  og tog et kig med DR og Tannes øjne ind i Babettes gæstebud .  Som en bagtrop fører hun flokken til netop dét sted, hvor græsset er grønnere ... helt uden Mosesstaven, vejlederekspertise og -gang."Barmhjertighed og Sandhed mødes Retfærd og Fryd skal kysse hinanden
 
 Mennesket tror i sin svaghed og kortsynethed, at det skal træffe sit valg her i livet,
 Og frygter den risiko, det derved løber.
 Vi kender frygten.
 
 Men nej!
 
 Vort valg har ingen betydning.
 Den tid kommer, hvor vore øjne åbnes, og vi omsider indser, at Nåden er uendelig.
 Vi skal blot vente i tillid, og modtage i taknemmelighed.
 Nåden stiller ingen betingelser.
 
 Og se, alt det, som vi har valgt, blev i virkeligheden skænket os.
 Alt det, vi har afstået fra, bliver os til del,
 Ja, vi får også det tilbage, som vi har forkastet.
 
 Barmhjertighed og Sandhed mødes
 Retfærd og Fryd skal kysse hinanden."
 Gensynsglade hilsner RoseMarie
 Redigeret af RoseMarie (15/08/2018 23:22)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #25890 - 16/08/2018 09:59  Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon] |  
| 
|   bor her
 | Registeret:  02/05/2009 Indlæg: 1016
 |  |  
| 
P.s.Babettes gæstebud  er hver gang en fryd, som fremkalder smil og latter. Ebbe Rodes udtryk i både stemme og mimik, når han gi'r den med sit Halleluja! , får mig til at juble og forventningsfuldt vente på det næste Halleluja!  :)) Jeg forstår slet ikke, den dårlige kritik Gabriel Axel fik for filmen. Bog og film er aldrig det samme, og jeg mener ikke, man skal vurdere en film efter denne sammenligning."Under historiens lette og ligefremme overflade ligger en række mangetydige og sammensatte lag, der gør fortællingen kompleks og abstrakt, og i sidste ende hæver den fra det gængse ind i kunstens verden. Babettes Gæstebud handler nok om mad, men i overført forstand. Maden såvel som Babettes karakter er egentlig springbrætter for en diskussion af store begreber og sammenhænge som retfærd og fryd, liv og skæbne, fysisk og åndeligt. 
 Det er helt centralt, at Babettes udsøgte middag og fremragende vin indvier menigheden i en sublim verden. På den måde bliver det tydeligt, at provstens forestilling om en uoverstigelig modsætning mellem jordisk og guddommeligt er uholdbar. Det er gennem sanserne mennesket kan skimte den guddommelige verden.
 
 Babettes Gæstebud er på samme tid sprudlende uregerlig og nøje formmæssigt defineret. På den måde udfolder fortællingen sit højeste betydningsniveau, når den læses som en allegori over kunstens væsen. Det siges om Babette, at hun "er i Stand til at forvandle ethvert Maaltid til en Art Kærlighedsaffære - et Elskovsforhold af den ædle og romantiske Slags, hvor man ikke mere skelner mellem legemlig og sjælelig Appetit og Mæthed."
 
 Det skyldes, at hun opfatter madlavning som en kunstart. I bredere forstand bliver altså kunsten i alle dens former midlet, der kan genskabe den tabte forbindelse mellem materie og ånd, himmelsk og jordisk. Denne tanke, tematisk formet som et spil mellem etik og æstetik, udgør i øvrigt en rød tråd i Blixens forfatterskab som helhed.
 
 For mig at se er der mange grunde til at fejre sol og vand og frihed langt fra hverdagen i selskab med Babettes Gæstebud. Blixen er en særegen og helt unik forfatterinde, der samler sit stof alle vegne fra. Det afspejles med al tydelighed i historien om Babette, der nok er let tilgængelig og hurtigt læst - sanselig som en feriedag - men bliver ved med at give stof fra sig, uanset hvor mange gange den læses og genlæses.
 
 Fortællingen samler det store i det små; gennem den komplekse komposition i kinesiske æsker udgør den en fin mosaik af poesi, psykologi, miljøbeskrivelse, underfundighed og vitalitet. Dens glimtende magi ligger i det åbne tolkningsfelt og det fællesmenneskelige, i oprøret mod konventionerne. Den afgiver livsfølelse og livsfylde til lange tider!"
 Ordene stammer fra denne artikel om bogen og fortællingen: http://litteratursiden.dk/anmeldelser/babettes-gaestebud-af-karen-blixen Filmen fik mig til at låne Ebbe Rodes Fodnoter i øjenhøjde  som lydbog, og dén fik mig så til låne Fredrik Sjöbergs Fluefælden . Det er vist, hvad man kan kalde en sneboldeffekt i den allerfineste nysne ... og de skal lyttes til i dag samtidig med rengøringen ... :)) ... og i aften går jeg igen ind i filmens verden, der hvor snebolden lige ruller forbi :)) Ha' en dejlig dag.
 Redigeret af RoseMarie (16/08/2018 10:02)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #25893 - 17/08/2018 01:24  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Hej RM..
 Holder meget af Barbettes Gæstebud, ved du, men jeg ku' ikke af den grund drømme om at se noget fra DR - og begriber ærlig talt ikke at befolkningen skal spises af med dén forsamling af grådige gribbe. Igrunden synes jeg nu også den skal læses, selv om filmen indrømmet er fortrinlig - man tør jo slet ikke tænke på hvad der var sket, hvis fortællingen fx havde fyldt 300 sider, uf..;)
 
 Så mange af Seamus Heaneys digte var døden klogere, de overlevede derfor i og heldigt for os, som små stjerner vævet i Athenes tæppe sidder de nu på vor nethinde og soler sig, og så fremdeles. En del af hans digte oversatte Uffe Harder, bedre gøres det næppe, her et par smuksakker:
 
 En dagslys kunst
 til Norman Mac Caig
 
 Den dag Sokrates skulle indtage giften
 fortalte han sine venner at han havde skrevet:
 havde sat Æsops fabler på vers.
 
 Og det var ikke fordi Sokrates holdt af visdom
 og ville forsvare det undersøgte liv.
 Grunden var, at han havde haft en drøm.
 
 Nå, tag nu Cæsar, eller Herodes, eller Konstantin
 eller hvem som helst af de Shakespeare’ske konger,
 der ender med at briste som dæmninger
 
 hvor originale panorama’er ligger oversvømmede
 og må stige op igen før dødsscenerne –
 det er troligt, at de tror på drømme.
 
 Men næppe Sokrates. Før, selvfølgelig,
 han siger til sine venner drømmen gentog sig
 hans liv igennem, hver gang med samme opfordring:
 
 Dyrk kunsten, hvilken kunst han indtil da
 altid troede var filosofien.
 Lykkelig derfor den, som er født med evnen
 
 til at dyrke den rigtige lige fra starten –
 poesi, for eksempel, eller lystfiskeri; hvis nætter er drømmeløse;
 hvis dybt sunkne panorama’er stiger op og glider bort
 som dagslys gennem fiskestangens øje eller pennespidsens.
 
 *
 
 Stensliberen
 
 Penelope arbejdede med en vis garanti for et resultat.
 Hvor meget hun end ødelagde om natten af sin vævning
 kunne det fremskynde alt med en dag.
 
 Jeg, jeg sliber de samme sten i halvtreds år
 og hvad jeg ødelagde var aldrig hvad jeg havde gjort.
 Jeg var uden belønning som mørke ved et spejl.
 
 Jeg behandlede min flade så den kunne overleve hvad der kom –
 kartografer. typografer, al denne linietegning og farvesætning.
 Jeg fastlagde uigennemsigtigheder og de spåede.
 
 For dem var det hver gang en frisk start
 og en ren tavle. For mig, at komme cirklen rundt
 som den lille krusning der fødes i stilhed.
 
 Derfor. For at mindes mig. Tænk på de flader hugget
 i et stenbrud. Praktisér
 coitus interruptus på en stak gamle litografier.
 
 - Seamus Heaney.
 
 Slutningen af forordet til:
 
 Ein Frühling
 
 »Ak, det var vel nok en skøn tid, da Himmelen endnu
 var saa overdrevent blaa og Jorden saa vældig grøn og
 enhver Malerpotte overfuld! – Ved Anubis, Venner vi vil
 bestræbe os paa at komme videre ad Vejen til en værdig,
 brav og forstandig Alderdom; men vi vil alligevel heller
 ikke lade os beskylde for Utaknemmelighed overfor vo-
 res Ungdoms gode, naragtige, lystige og grædefærdige
 Dage. Tværtimod, engang i vores lænestol skal det være
 os til Ære og Fornøjelse, at ogsaa vi engang stod paa
 Hovedet midt i det grønne og ikke skammede os! –«
 
 - Wilhelm Raabe.
 
 
 *
 
 Også Ivan Malinovski lever videre, fra dag til dag fra sag til sag, sidder han stadig i nogens hjertekamre og skriver poesi på væggene:
 
 irriterede over at hjertet
 fra den gedde de havde renset
 vedblev at banke
 tog de det og skar det over
 men halvdelene
 bankede videre og
 endnu en gang
 delte  de stykkerne
 
 i fire timer lå
 efter sigende
 de fire blodige klumper på klippen
 og slog
 som eet hjerte
 
 *
 
 her
 er urene løbet ud
 og lyset slukket
 
 sådan
 ser jeg den først rigtig
 den anden verden
 
 *
 
 Og stadig kan en del af os som han, blive så edderarrige over grådige politikeres leg med en hel grønlandsk befolknings fremtid:
 
 nu drikker vi grønland
 i vore manhattans og highbaals
 intet er os helligt
 exit indlandsisen
 via urinveje og wc-kummer
 træk og slip
 
 - Ivan Malinovski.
 
 mvh
 Simon
 P.s.: ja, det var en sjov lille anekdote, heldigvis er mange troende jo fyldt med humor..;)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  annonce 
 
 |   |