annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 3910791
Et andet syn 1152552
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 906010
Jesu ord 804505
Spirituel omsorg 763763
Galleri
Mad for sjov
Hvem er online?
1 registreret (1 usynlig), 3 gæster og 103 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Side 217 af 554 < 1 2 ... 215 216 217 218 219 ... 553 554 >
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#21747 - 24/10/2016 10:05 Re: Mellemrummet [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4424
“Five to one, baby, one in five / No one gets out alive … The old get old and the young get stronger / May take a week and it may take longer / They’ve got the guns while we’ve got the numbers / Gonna win, yeah, we’re taking over: Come on!” …

Blomsterpistoler der udspyer kærlighed på alt og alle, var vel ikke akkurat Jim Morrisons foretrukne ekshibitionisme, eller whiskymærke; ej heller med kun fraser at ville revolutionere et samfunds livs- og selvforståelse bygget på hårde dollars, men blikket fandt nok netop ingen andre udveje end nihilistisk at vende sig mod sin egen opløsning, bevidst at flyve den i møde på bl.a. filosofiske koryfæers vingesus, men hvilken lyrik og musik der blev efterladt os!

In the womb we are blind cave fish.

Everything is vague and dizzy. The skin swells and there is no more
distinction between parts of the body. An encroaching sound of
threatening, mocking, monotonous voices. This is fear and
attraction of being swallowed.

Inside the dream, button sleep around your body like a glove. Free
now of space and time. Free to dissolve in the streaming summer-

Sleep is an under-ocean dipped into each night. At morning, awake
dripping, gasping, eyes stinging.

The eye looks vulgar
Inside its ugly shell.
Come out in the open
In all of your brilliance.

Nothing. The air outside
burns my eyes.
I’ll pull them out
and get rid of the burning.

- Jim Morrison.

Ser man udefra på USA i dag, med Donald & Daisy Duck der indædt kæmper om forældreretten over 300 mill. amerikanske skæbner, ja så ka’ man jo godt få den tanke, om ikke den amerikanske statsborger føler sig noget overladt til samme erkendelse Jim Morrison så i møde, få lyst til solidarisk at nynne med på ”The End”, for man ka’ da vist ikke just kalde Donald & Daisy for blomsterbørn:
https://www.youtube.com/watch?v=HWTphAi2ekY

mvh
Simon
Top Svar Citer
#21748 - 24/10/2016 10:28 Re: Mellemrummet [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4424
Hej RM..

Ja, jeg så jo nok sommerfuglevingers støv i forgrunden, og tænkte derfor, at netop hun måtte komme ind på den flotte 6 plads!

Tænk at du fandt dén i en boghandels oprydningskasse, det ér s'gu da fantastisk. Jeg tror ikke særlig mange antikvariater har så meget liggende af hendes sager i dag, de bliver revet væk inden de når til vinduet - men man har jo lov til at være en heldiggris ;)

Den ér vidunderlig, dalen, er helt enig - det samme er både Pia Raugs "Det" og "Iskrystaller".

Solen er pludselig stemt for sang, på sådan en våd fjollet mandag. Det er jeg sådan set også, det skyldes nok nisserierne...;)

mvh & god soldag!
Nissen

Top Svar Citer
#21752 - 25/10/2016 01:44 Re: Mellemrummet [Re: Simon]
RoseMarie Offline
bor her
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1069
Hej i natten

Inger Christensen er som en opdagelsesrejse for mig. Uanset hvor mange gange jeg læser hendes digte, får jeg øjnene op for noget nyt. Ser det, fanger det, opfatter det og lader det finde sit sted inde i mig. Jo mere jeg læser hende, jo mere får jeg lyst til at læse hende. Netop fordi hun på én gang både er genkendelsen, gentagelsen og så alligevel et nyt og næsten uberørt stykke land :))


alfabeterne findes

alfabeternes regn

regnen der siler

nåden lyset

stjernernes stenenes
mellemrum og former

flodernes løb
og sindets bevægelser

dyrenes spor
deres gader og veje

redernes bygning
menneskers trøst

dagslys i luften
musvågens tegn

solens og øjets
samvær i farven

den vilde kamille
ved husenes dørtrin

snebunken vinden
hushjørnet spurven

jeg skriver som vinden
der skriver med skyernes
rolige skrift

eller hurtigt over himlen
i forsvindende strøg
som med svaler
jeg skriver som vinden
der skriver i vandet
stiliseret monotont

eller ruller med bølgernes
tunge alfabet
deres skumtråde

***

nætterne findes, natskyggen findes
natsiden, navnløshedens kåbe findes

bevidsthedens nordgrænse findes, dér
hvor det drømte åbner og lukker sin
nordlige krone i nastiske drejninger

uden at dagen og natten bestemt er
placeret, uden at nadir og zenit er
lodret under eller over og uden at

naos, det inderste rum som er cellens
vil røbe om frøet i en indvendig himmel
samler bevidsthedens grænser i et punkt
et blomstrende punkt hvori som lidt solskin
istiderne findes, istiderne findes

hvori som lidt ild insekternes vingeløse
Nike findes, og der hverken er sejr
eller nederlag til, kun ingentings trøst;
navnenes trøst, at ingenting kaldes ved
navn, at navnløshed kaldes ved navn

at navnene findes, navne som narhvalen
nælden, navne som nelliken, natuglen
navne som natravnen, nattergalen, nymånen
navne som natlys, najader, og de anderledes
navne hvor et ord når det nævnes er en duft
som narhvalens navn for de arktiske have,
som nældernes navne for feber, som nellikens
navne for genskær af lys i fabrikshvide
nætter, som natuglens, natravnens navne
for fjer, som nattergalens navne for det at
være jordsanger skjult i de fugtige krat
som nymånens navne for Jorden og Solen
som natlysfamiliens navne for slægtskab
najadernes navne for det at være vandaks
og hviske najadernes navne i vinden



De er begge fra "Alfabet" fra 1981


Jeg ved ikke, om du har regnet min Top 10 liste ud? Altså hvorfor rækkefølgen er, som den er? ;))

Go'nathilsner på vej mod endnu en oktoberdag med sol
RoseMarie



Redigeret af RoseMarie (25/10/2016 01:46)
Top Svar Citer
#21753 - 25/10/2016 03:15 Re: Mellemrummet [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4424
Hej nat og RM…;)

Jeg tænker mig rækkefølgen som illustration af påvirkningsgraden på en livslinje, pejlemærker i en erindringshorisont der velsagtens ku’ pile mange andre historier ind, særlige fortællingers betydning for et videre forløb, en retning – digtningen, eventyret m.v.

Det får mig til at tænke på denne lille historie, der er fra Torben Brostrøms antologi ”Danske digtere fortæller eventyr”:


Eventyrets Land

I eventyret land læser prinsen i en billedbog, men billederne i bogen er levende.
Hvert barn er prinsen i eventyrets land, og for det er verden en billedbog med levende billeder.
Om morgenen spejler himlen sig rød og gul i havet. Stranden ligger om søen med en bred hvid rand. Øjet fortabes i rosenrødt , gyldent og sølvern, og fjernt ude i himmelranden skimtes en stribe med blålig tone.
Det véd hvert barn, som det har set, at derude ligger lyksalighedens øer.
Om middagen leger stimer af hvide skyer i det blå himmelbad. Der blæser en frisk vind, og bølgerne går med skum. Der er en blændende sol på himlen, og en datter af den luer i havet.
Fiskerkonen, der breder net ud til tørring, skygger med hånden og ser ud. Båden krydser derude. Røgen står af skorstenen hjemme. Solen tæller tiden og måler dagen ud til arbejde og mad og hvile.
Om aftenen var først himlen rød; men det røde sank ned i natten, som solen gik ned, og tilbage blev en bleg tone, som ikke er lys og ikke er mørke. Søen er mat grå. Man kan ikke skelne den fra den mørke sky. Skoven står som en mur af sort skygge.
Om aftenen bliver lydene stærkere, og skyggerne bliver levende. Det er ikke trygt at gå i de mørke gange. Da sidder barnet på moderens knæ og lytter til hendes historier.
I eventyrets land levede vi som små. Der legede vi som kongebørn med kostelige skatte. De gule blomster med den mælkehvide saft var vore ædelstene, og dugdråber på små perlebånd.
Dengang nemmede vi fuglenes sprog og forstod de grønne urters stilhed. Underlige ting timedes os, som vi ikke turde tale om som voksne. Vi så blomst underfuld, som vi aldrig siden har genset, og store fugle med skinnende fjer, som de lærde ikke kender. Vi legede med små sølvfisk i et klart vand, og de kendte vor røst og slod med deres finne derved.
Dengang skinnede solen varmere. Frugterne var sødere, og urterne i lunden højere end nu.
Siden kom virkeligheden og ledte os ved hånden ind i sit land. Da sad vi på skolebænken og lærte navne på alt, og alt som vi sad der, blegnede eventyrets farver. Det hviskede ikke længere i sivet. Dr fremmede fugle blev til skader og viber.
Læreren kom med fisk på glas og urter i herbarie og ville bilde os ind, at det var vor barndoms herligheder, og vi fik at vide, at eventyrets land kun havde været til i vor indbildning. Siden tog vi eksamen i, at det var så, og afsvor højtideligt eventyret og alt dets væsen.
Men der kom en nattestund, da fuldmånen stod i øst, og en skinnende metalbro førte over havet og ud imod den. Da trådte vi månebroens trin og vandrede bort fra virkelighedens land. Da levede vi atter en kort stund i eventyrets rige og hørte fuglenes og blomsternes sprog. Da så vi i tryllespejlet. Fjerne riger og tidsaldre viste sig for os i det.
Og vi blev for en tid som børn på ny og lyttede til eventyr.

- Ernesto Dalgas (1871 – 1999).

Bedste hilsner,
Simon


Redigeret af Simon (25/10/2016 03:16)
Top Svar Citer
#21756 - 25/10/2016 15:15 Re: Mellemrummet [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4424
Hej RM..

Her et kap. godt for øjet, ja endnu ét, idet herren her har skrevet adskillige der får øjne indbyrdes til at nyde synet, så jeg ku’ sådan set ha’ taget et hvilken som helst. Han er alt andet end enøjet, så jeg har længe nydt de eftertænksomme stemninger han efterlader, m.a.o. en af dem jeg holder af at læse:

Det skum som kranser vandet
det lys som farver jorden
skymasserne som længe
har samlet sig til jorden

Den store fyldte regnbu’
og du og jeg, veninde
hvor længe tror du inden
vi skilles ad og svinde?

Nyt bølgeskum vil komme
nyt skyggespil til syne
og andre skyer trække
på himlen op og lyne

Forgå, fordunste skal vi
som dråberne der strømme
og som en regnbu’ slukkes
alt hvad vi se og drømme

Forstyr os derfor ikke
den skønne korte vandring
der truer alt, den kommer
den dræbende forandring!

På alle livets områder er afveksling behagelig – og lige så nødvendig som kontinuitet. Tradition kan man heller ikke være foruden, men jeg kan sagtens undvære ideen om, at traditioner er noget man opretholder, for det er i lige så høj grad noget man skaber. Tradition, your last bad performance, snerrede Toscanini. Et paradoks er en umulig tanke som ikke er til at modstå – og undertiden den eneste vej til forståelse. For mig er tradition og fornyelse som komplementære begreber, der består i kraft af hinanden og samtidig udelukker hinanden. ˶Jeg glemmer aldrig dét vi skal bygge på ruinerne,˝ sagde Asger Jorn, ˶men jeg glemmer heller aldrig ruinerne.˝

Afveksling anfægter ikke den tryghed som ingen af os kan være foruden, men forandringer kan godt give sved på overlæben, når de er så omfattende som dem vi i dag har udsigt til – de kan ikke sammenlignes med de omvæltninger og revolutioner verden hidtil har set, og alligevel taler vi om fremtiden som om vi kendte den af erfaring. Ad helvede til med universet, som Becket siger, enhver er sig selv nærmest – den største forandring jeg har registreret i mit eget liv har været dét som H.C. Andersen kalder fornemmelsen i legemet af den gamle mand. Før jeg med nogen rimelighed kunne kaldes gammel, eller hvad man vil foretrække at bruge af formildende omskrivninger, var alder et abstrakt begreb for mig, som for de fleste unge. Det er med alder som med kærlighed – før man selv har oplevet den forstår man den ikke, og når man har oplevet den, forstår man ikke sig selv og hvad dén har gjort ved én. På én måde er det rigtigt, at man er så gammel, som man føler sig, men alder er også et objektivt livsvilkår som ikke har noget at gøre med det man føler. For at holde lægevidenskab og teknologi beskæftiget og skaffe medicinalindustrien afsætningsmuligheder har man haft held til at forøge vores gennemsnitlige livslængde med en snes år i løbet af det sidste århundrede. Vi bliver gamle som aldrig før i dag. For at give det en human begrundelse, at vi ikke længere dør en naturlig død, har man gjort varigheden af et liv til en selvstændig kvalitet. Det er lykkedes at indbilde nutidsmennesket at et langt liv er et godt liv, i og med at det varer længe, som om vi er sat i verden med det ene formål at overleve, og på trods af alt hvad vi ved om ˶den anden barndomstid, den rene glemsel, som mangler tænder, øjne, smag og alt˝. Jeg synes varighed er en nøjsom målestok for mit liv, selv om jeg uden tvivl vil klamre mig til det, når det bliver truet. Men i stedet for at påstå at et langt liv er en værdi i sig selv, kunne man sige, at et langt liv er ikke nødvendigvis godt, men et godt liv må gerne være langt. Det må være kvaliteten det kommer an på. Den schizofreni, som er blevet den uofficielle model for moderne tænkning og adfærd, arbejder med lige stor energi på at opbygge det sunde menneske og på at nedbryde det miljø som det sunde menneske skal leve i. Og udover motioneringens strabadser er afkald, forbud og restriktioner sundhedsdyrkelsens sakramenter. Det hedder sig, at religion er dét man ikke må – sundhed af i dag er blevet det modsatte af det man gerne vil. Blandt mine venner er der flere passionerede cigaretrygere på afvænning, og når jeg ser, hvordan de pines og lider under forsagelsens patetiske forsøg med nikotinplaster og tyggegummi og ser mere og mere askegrå og misfornøjede ud, tænker jeg på, om de ikke udsætter sig for lige så store farer ved det smertefulde afkald som ved det tidligere misbrug. Jeg forsøger at tøjle min snusfornuftige tanke om et evt. mådeholdent forbrug, der kun ville afsløre mig som håbløst upassioneret ryger. Jeg har et helt afslappet forhold til rygning, takket være min far, som jeg ikke mindes at have set uden at der kom røg ud af ham, endda mine barndomserindringer er sporadiske. Og jeg er så heldig at have oplevet tiden før glæden ved at ryge blev overdøvet af de hysteriske forestillinger som i dag påføres hele verdensdele gennem skrækpropaganda, skræmmekampagner, trusler og forbud med støtte fra videnskab og sundhedsmyndigheder.
En gejstlig fortalte mig at jeg ikke måtte betragte livet som et tilgodehavende, og det er også blevet mig pålagt at være taknemlig for det. Det er jeg også, navnlig i mine bedste øjeblikke, om end mine taksigelser er uanbringelige. Men jeg vil gerne selv tage ansvaret for det. Som regel passer jeg godt på det, men jeg værdsætter også den risiko jeg løber for at afkorte det, når jeg passer mindre godt på det. Jeg mener, djævlen har også krav på lidt respekt.
Vi er ikke meget for at dø i utide, hvornår det så er, men vi vil da også gerne leve, og desuden kan et liv i sundhed ikke forventes at blive belønnet, lige så lidt som umådehold bliver straffet. Eventuel forsagelse må bære frugten i sig selv – og skulle nogen alligevel redde sig et par eventuelle ekstra leveår, så kommer de først til allersidst, og det er som regel for sent. Ligesom eftertanken som man godt kunne have brugt tidligere. Hellere et kort liv og et morsomt ét, sagde min far, som bliver levende for mig her i det italienske, hvor han boede og arbejdede som ung.
Han var rejsevant og havde været jorden rundt før han fyldte femogtyve. Han blev syvogfirs, og jeg tænker på hans liv som et godt ét, takket være hans evne til at gøre det morsomt – når man ser bort fra afslutningen, som dog var lettere end den min mor fik, da han døde fra hende, og hun blev så led ved livet uden ham, at hun en dag uden at ryste på hånden kastede det ud af vinduet, tappert og diskret – til gården, så ingen andre kom noget til. Historien om en mor.

Den eneste statistik, man kan stole på, er den man selv har forfalsket, skal Winston Churchill have sagt, og det er måske så meget igen, men en alt for indædt tro på statistik og registrering kan være illusorisk og vildledende fordi man ved at arbejde talmæssigt med livsvilkår kan komme til at tro, at man er på sikker, objektiv, videnskabelig grund og overse at tallene ikke forklarer noget i sig selv, men kun er grundlaget for en kritisk vurdering. Desuden bliver moralen og etikken ofte nødlidende, når mennesker gøres til genstande for statistisk beregning og ses som tal og former, der kan fyldes ud, med et vilkårligt indhold. Mennesker mister deres individualitet og bliver berøvet deres eksistens som selvstændige væsener med moralske rettigheder og pligter. Som Anton Tjekhov udtrykker det: Statistik bløder ikke. Jeg er født i 1927, og ifølge de statistiske efterretninger om gennemsnitslevealder har jeg ikke langt igen. Det gør mig ind imellem bedrøvet, for selv om jeg ikke bryder mig om at blive gammel, vil jeg gerne have et langt liv. På den anden side er der også trøst at hente i statistikken – hvis jeg levede i stenalderen, ville jeg nu have været død i femogtredive år. Allerede tanken opmuntrer mig. Fremad før den dør!

- Frederik Dessau, Livet på rejse – Eftertanker fra Italien, 1996.

mvh
Simon
Top Svar Citer
annonce
Side 217 af 554 < 1 2 ... 215 216 217 218 219 ... 553 554 >


Seneste indlæg
Lyser på vej
af somo
16/09/2019 08:17
OPLYSTHED
af Gerth
16/09/2019 00:33
Mellemrummet
af RoseMarie
15/09/2019 13:08
Samtaler omkring bålet...
af ABC
14/09/2019 23:15
Gerth Drost
af ABC
11/09/2019 23:06
Nyheder fra DR
Juraprofessor står til sejr ved første..
16/09/2019 08:07
Hvor meget plastikaffald er der i Danmar..
16/09/2019 07:39
Retsanalytiker: Dronesag i retten vil vi..
16/09/2019 07:10
Dokumentation: Sådan svarer banker på ..
16/09/2019 06:00
Skatteordførere kræver forklaring: Hvo..
16/09/2019 06:00
Nyheder fra Religion.dk
Høsten markeres med drager og månekage..
13/09/2019 11:23
Hvorfor har 45 trossamfund ikke registre..
11/09/2019 09:00
Unge sikhere: Turbandagen skal skabe dia..
11/09/2019 08:55
Muslim: Vi kan lære af imam Husseins d..
10/09/2019 07:58
Asatroende: Man må gerne kalde mig en s..
10/09/2019 07:30