annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15533515
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2372112
Et andet syn 1980614
Jesu ord 1518211
Åndelig Føde 1465023
Galleri
IKON AF KRISTUS
Hvem er online?
1 registreret Arne Thomsen 370 gæster og 318 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Skriv et nyt svar.


Smilies Opret hyperlink Opret link til e-mailadresse Tilføj billede Indsæt video Opret liste Fremhæv noget tekst Kursiv tekst Understreg noget tekst Gennemstreg noget tekst [spoiler]Spoiler tekst her[/spoiler] Citer noget tekst Farvelæg noget tekst Juster skifttype Juster skiftstørrelse
Gør tekstruden mindre
Gør tekstruden større
Indlæg ikon:
            
            
 
HTML er slået fra.
UBBCode er slået til..
Indlæg valgmuligheder








Som svar til:
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet

Hej RM..

Her et kap. godt for øjet, ja endnu ét, idet herren her har skrevet adskillige der får øjne indbyrdes til at nyde synet, så jeg ku’ sådan set ha’ taget et hvilken som helst. Han er alt andet end enøjet, så jeg har længe nydt de eftertænksomme stemninger han efterlader, m.a.o. en af dem jeg holder af at læse:

Det skum som kranser vandet
det lys som farver jorden
skymasserne som længe
har samlet sig til jorden

Den store fyldte regnbu’
og du og jeg, veninde
hvor længe tror du inden
vi skilles ad og svinde?

Nyt bølgeskum vil komme
nyt skyggespil til syne
og andre skyer trække
på himlen op og lyne

Forgå, fordunste skal vi
som dråberne der strømme
og som en regnbu’ slukkes
alt hvad vi se og drømme

Forstyr os derfor ikke
den skønne korte vandring
der truer alt, den kommer
den dræbende forandring!

På alle livets områder er afveksling behagelig – og lige så nødvendig som kontinuitet. Tradition kan man heller ikke være foruden, men jeg kan sagtens undvære ideen om, at traditioner er noget man opretholder, for det er i lige så høj grad noget man skaber. Tradition, your last bad performance, snerrede Toscanini. Et paradoks er en umulig tanke som ikke er til at modstå – og undertiden den eneste vej til forståelse. For mig er tradition og fornyelse som komplementære begreber, der består i kraft af hinanden og samtidig udelukker hinanden. ˶Jeg glemmer aldrig dét vi skal bygge på ruinerne,˝ sagde Asger Jorn, ˶men jeg glemmer heller aldrig ruinerne.˝

Afveksling anfægter ikke den tryghed som ingen af os kan være foruden, men forandringer kan godt give sved på overlæben, når de er så omfattende som dem vi i dag har udsigt til – de kan ikke sammenlignes med de omvæltninger og revolutioner verden hidtil har set, og alligevel taler vi om fremtiden som om vi kendte den af erfaring. Ad helvede til med universet, som Becket siger, enhver er sig selv nærmest – den største forandring jeg har registreret i mit eget liv har været dét som H.C. Andersen kalder fornemmelsen i legemet af den gamle mand. Før jeg med nogen rimelighed kunne kaldes gammel, eller hvad man vil foretrække at bruge af formildende omskrivninger, var alder et abstrakt begreb for mig, som for de fleste unge. Det er med alder som med kærlighed – før man selv har oplevet den forstår man den ikke, og når man har oplevet den, forstår man ikke sig selv og hvad dén har gjort ved én. På én måde er det rigtigt, at man er så gammel, som man føler sig, men alder er også et objektivt livsvilkår som ikke har noget at gøre med det man føler. For at holde lægevidenskab og teknologi beskæftiget og skaffe medicinalindustrien afsætningsmuligheder har man haft held til at forøge vores gennemsnitlige livslængde med en snes år i løbet af det sidste århundrede. Vi bliver gamle som aldrig før i dag. For at give det en human begrundelse, at vi ikke længere dør en naturlig død, har man gjort varigheden af et liv til en selvstændig kvalitet. Det er lykkedes at indbilde nutidsmennesket at et langt liv er et godt liv, i og med at det varer længe, som om vi er sat i verden med det ene formål at overleve, og på trods af alt hvad vi ved om ˶den anden barndomstid, den rene glemsel, som mangler tænder, øjne, smag og alt˝. Jeg synes varighed er en nøjsom målestok for mit liv, selv om jeg uden tvivl vil klamre mig til det, når det bliver truet. Men i stedet for at påstå at et langt liv er en værdi i sig selv, kunne man sige, at et langt liv er ikke nødvendigvis godt, men et godt liv må gerne være langt. Det må være kvaliteten det kommer an på. Den schizofreni, som er blevet den uofficielle model for moderne tænkning og adfærd, arbejder med lige stor energi på at opbygge det sunde menneske og på at nedbryde det miljø som det sunde menneske skal leve i. Og udover motioneringens strabadser er afkald, forbud og restriktioner sundhedsdyrkelsens sakramenter. Det hedder sig, at religion er dét man ikke må – sundhed af i dag er blevet det modsatte af det man gerne vil. Blandt mine venner er der flere passionerede cigaretrygere på afvænning, og når jeg ser, hvordan de pines og lider under forsagelsens patetiske forsøg med nikotinplaster og tyggegummi og ser mere og mere askegrå og misfornøjede ud, tænker jeg på, om de ikke udsætter sig for lige så store farer ved det smertefulde afkald som ved det tidligere misbrug. Jeg forsøger at tøjle min snusfornuftige tanke om et evt. mådeholdent forbrug, der kun ville afsløre mig som håbløst upassioneret ryger. Jeg har et helt afslappet forhold til rygning, takket være min far, som jeg ikke mindes at have set uden at der kom røg ud af ham, endda mine barndomserindringer er sporadiske. Og jeg er så heldig at have oplevet tiden før glæden ved at ryge blev overdøvet af de hysteriske forestillinger som i dag påføres hele verdensdele gennem skrækpropaganda, skræmmekampagner, trusler og forbud med støtte fra videnskab og sundhedsmyndigheder.
En gejstlig fortalte mig at jeg ikke måtte betragte livet som et tilgodehavende, og det er også blevet mig pålagt at være taknemlig for det. Det er jeg også, navnlig i mine bedste øjeblikke, om end mine taksigelser er uanbringelige. Men jeg vil gerne selv tage ansvaret for det. Som regel passer jeg godt på det, men jeg værdsætter også den risiko jeg løber for at afkorte det, når jeg passer mindre godt på det. Jeg mener, djævlen har også krav på lidt respekt.
Vi er ikke meget for at dø i utide, hvornår det så er, men vi vil da også gerne leve, og desuden kan et liv i sundhed ikke forventes at blive belønnet, lige så lidt som umådehold bliver straffet. Eventuel forsagelse må bære frugten i sig selv – og skulle nogen alligevel redde sig et par eventuelle ekstra leveår, så kommer de først til allersidst, og det er som regel for sent. Ligesom eftertanken som man godt kunne have brugt tidligere. Hellere et kort liv og et morsomt ét, sagde min far, som bliver levende for mig her i det italienske, hvor han boede og arbejdede som ung.
Han var rejsevant og havde været jorden rundt før han fyldte femogtyve. Han blev syvogfirs, og jeg tænker på hans liv som et godt ét, takket være hans evne til at gøre det morsomt – når man ser bort fra afslutningen, som dog var lettere end den min mor fik, da han døde fra hende, og hun blev så led ved livet uden ham, at hun en dag uden at ryste på hånden kastede det ud af vinduet, tappert og diskret – til gården, så ingen andre kom noget til. Historien om en mor.

Den eneste statistik, man kan stole på, er den man selv har forfalsket, skal Winston Churchill have sagt, og det er måske så meget igen, men en alt for indædt tro på statistik og registrering kan være illusorisk og vildledende fordi man ved at arbejde talmæssigt med livsvilkår kan komme til at tro, at man er på sikker, objektiv, videnskabelig grund og overse at tallene ikke forklarer noget i sig selv, men kun er grundlaget for en kritisk vurdering. Desuden bliver moralen og etikken ofte nødlidende, når mennesker gøres til genstande for statistisk beregning og ses som tal og former, der kan fyldes ud, med et vilkårligt indhold. Mennesker mister deres individualitet og bliver berøvet deres eksistens som selvstændige væsener med moralske rettigheder og pligter. Som Anton Tjekhov udtrykker det: Statistik bløder ikke. Jeg er født i 1927, og ifølge de statistiske efterretninger om gennemsnitslevealder har jeg ikke langt igen. Det gør mig ind imellem bedrøvet, for selv om jeg ikke bryder mig om at blive gammel, vil jeg gerne have et langt liv. På den anden side er der også trøst at hente i statistikken – hvis jeg levede i stenalderen, ville jeg nu have været død i femogtredive år. Allerede tanken opmuntrer mig. Fremad før den dør!

- Frederik Dessau, Livet på rejse – Eftertanker fra Italien, 1996.

mvh
Simon
Seneste indlæg
Er dette videnskab...
af ABC
28/03/2024 10:05
Hvad skal du med Koranen...
af ABC
27/03/2024 13:31
Ramadan-måneden
af ABC
26/03/2024 19:13
Snyder religionerne?
af ABC
24/03/2024 18:58
Kærlighedsbevægelsen...
af ABC
24/03/2024 17:18
Nyheder fra DR
FN: Flere end 1.500 dræbt under bandevo..
28/03/2024 13:27
Efter sygdom: Paven prædiker igen til p..
28/03/2024 13:19
Visitationszone forlænges yderligere ef..
28/03/2024 12:50
Menneskerettighedschef i FN advarer: Sul..
28/03/2024 11:40
11 mennesker dræbt af cyklon på Madaga..
28/03/2024 10:29
Nyheder fra Religion.dk