|
1
registreret
(1 usynlig),
979
gæster og
592
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
“Five to one, baby, one in five / No one gets out alive … The old get old and the young get stronger / May take a week and it may take longer / They’ve got the guns while we’ve got the numbers / Gonna win, yeah, we’re taking over: Come on!” …
Blomsterpistoler der udspyer kærlighed på alt og alle, var vel ikke akkurat Jim Morrisons foretrukne ekshibitionisme, eller whiskymærke; ej heller med kun fraser at ville revolutionere et samfunds livs- og selvforståelse bygget på hårde dollars, men blikket fandt nok netop ingen andre udveje end nihilistisk at vende sig mod sin egen opløsning, bevidst at flyve den i møde på bl.a. filosofiske koryfæers vingesus, men hvilken lyrik og musik der blev efterladt os!
In the womb we are blind cave fish.
Everything is vague and dizzy. The skin swells and there is no more
distinction between parts of the body. An encroaching sound of
threatening, mocking, monotonous voices. This is fear and
attraction of being swallowed.
Inside the dream, button sleep around your body like a glove. Free
now of space and time. Free to dissolve in the streaming summer-
Sleep is an under-ocean dipped into each night. At morning, awake
dripping, gasping, eyes stinging.
The eye looks vulgar
Inside its ugly shell.
Come out in the open
In all of your brilliance.
Nothing. The air outside
burns my eyes.
I’ll pull them out
and get rid of the burning.
- Jim Morrison.
Ser man udefra på USA i dag, med Donald & Daisy Duck der indædt kæmper om forældreretten over 300 mill. amerikanske skæbner, ja så ka’ man jo godt få den tanke, om ikke den amerikanske statsborger føler sig noget overladt til samme erkendelse Jim Morrison så i møde, få lyst til solidarisk at nynne med på ”The End”, for man ka’ da vist ikke just kalde Donald & Daisy for blomsterbørn:
https://www.youtube.com/watch?v=HWTphAi2ekY
mvh
Simon
|
|
|
|
