| 
| 
	
 
| 0 
registrerede 
120 
gæster og
138 
søgemaskiner online. |  
| 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 | 
 |    | 
| 
| 
| #23173 - 12/05/2017 18:58  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Hej RM..
 "Ikke blot det diffuse begreb "at-være", men det for mig langt mere konkrete "at-være-til". At være til i den verden, vi er landet i, at være til i verden, som den er. At komme til verden, for at kunne være og blive til i verden som et menneske."
 
 - Ja eksistensen, at være til, i live, etc. er nu slet ikke så diffus en begivenhed endda, referencerammerne er tilmed vældig sandsynlige og ka' registreres som virkelig aktivitet udenfor eget sanseapparatet - oppegående folk har endda fortalt mig, at gud har ladet dem registrere, de er så at sige blevet katalogiseret! ;)
 
 Nå, men i akkurat denne forbindelse må jeg næsten, meget apropos den fine brevudveksling mellem Joh. Sløk & Ebbe Rode (Det at være skuespiller) anbefale dig Joh. Sløks Mig og Godot - man sidder faktisk med fornemmelsen af at være dumpet ind i ikke alene hans humor, men i selve fortsættelsen af den føromtalte brevudveksling; og så er Sløk jo vældig læseværdig, for ikke at sige læsevenlig - så hvis det ku' ha' din interesse, her mellem en virkelig naturs udmådelige udspring.
 
 Det livsunderstøttende er ganske enkelt en god registration, idet det omtalte brev med al dets livsophør og som oprørte så mange, selvfølgelig intet livsfornægtende har i sig overhovedet, hvorimod det skabte en nødvendig bevågenhed i os, noget trænger alvorligt til revision. Men det ér jo et tema med svær berøring, særlig for de nære, der ligesåvel ku' være du og jeg. Mange digte berører akkurat samme grund i os, hvor blikke kaster os ud i erindringsskud der rammer noget i os. Faktisk sad jeg i et digt af Olav Nygard om gutten hans, og tænkte, hvor norsk man mon skal være for at forstå sorgens sprog, og endte i Hildegunn Dales livsytring...
 
 Vatnet hevar seg i kroppen, det senkar seg.
 Eg rundar hushjørnet, bøyer meg. Greier ikkje
 knute lissene på skoa skikkeleg. Ein halv vegg.
 Mi blindsone. Bestefar lasta en hest. Gjekk inn
 over fjellet. Nede i dalen finst sol-skugge. Det
 store hjulet ligg attende i tid, driv det mindre,
 som driv det minste framover.
 
 - Hildegunn Dale.
 
 Bedste hilsner i solen
 Simon
 
 
 Redigeret af Simon (12/05/2017 19:07)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #23178 - 13/05/2017 01:24  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
P.s.: noget af Olav Nygard ska’ nu pryde poesikisten, besluttede jeg under en granøl med træets nabo, og som en tonesø af mundvand på møllen: 
 No svanar dagen ut
 (Brot)
 
 Nu svanar dagen ut i kveld og klaare
 og tusind tonesjøar ollar inn
 or løyndeheimann, og ei blaasval baare
 av lengt og vemod vaknar i mitt sinn.
 Og gamle hende som hev kjølfar skore
 igjenom hugen, vekkjer no med linn
 forsoven song ei livsskreid upp or kvile
 som herre livnar upp naar dei fær smile.
 
 - Olav Nygard, Minneutgåve, 1934.
 
 …samt endnu et par linjer af Hildegunn Dale:
 
 Katten har ikkje fingrar.
 Difor kan han ikkje leike med meg.
 Kanskje han kan leike med munnen? Eller med klørne?
 
 - Mangt en tå har i dynens lune rede bevidnet mis’ skarpsindighed, og under hårugler har andre end mine tanker knurret, at skarpsindigheden i det mindste ikke fik fat øverst på låret – og som et gonat med manér, en opvakt Højholts duftende billeder:
 
 Oktober dør i utide
 
 Regn hænger tæt om huset lodret med en larm
 som vækker selv dybt sovende: Nu frisk!
 Dine morgendrømme kolliderer så gigantomanisk
 mellem strå og stilke derude at rødders
 trevler sikkert griber for sig i panik
 og mos utvivlsomt bulner med Venus-lader
 som ingen står imod som står i døren: Vår,
 for helvede, skal det være ynde, det her
 så er jeg en muldvarp i den, blød og skeptisk
 retter jeg mig ud med morgenluft i gangene og
 løfter trynen og besvarer denne syndflod med et skud!
 
 mvh
 Simon
 
 
 Redigeret af Simon (13/05/2017 01:24)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #23184 - 14/05/2017 01:19  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Hej RM..
 Onkel Danny er alt for bredskuldret til at dø, højden spiller jo i længden aldrig nogen større rolle, så han breder sig som altid før i nogens tanker, minder og kærlighed:
 
 Jeg tror stadig der er et mødepunkt
 f.eks. kaldet ’livet’
 mellem f.eks. Ludwig Wittgenstein
 Søren Kierkegaard
 Bodhisattvaen, Andy Warhol
 & Anders And. Om ikke
 andet og store så dog
 f.eks. kaldet mig.
 
 *
 
 Videre fra Sene Digte, hvor øjnene i natten altid var på gåture:
 
 Sé alle disse
 forskelle. Som de dog
 ligner hinanden!
 
 &
 
 En øm blid træthed
 i forårsluften
 i Ryesgade
 
 Som et pludseligt
 intet krævende
 kys
 
 *
 
 Apropos forskellen, noget der gør en forskel, springer én i benene:
 
 Som jeg spiller jazz på ’anlægget’
 med lyden sejlende ud ad det åbne vindue
 sér jeg hvordan folks gang på gaden
 ændrer sig i dét øjeblik de går forbi
 mit hus –
 
 *
 
 Han er vedgående pragtfuld, selv om natten ikke længere hilser på hatten med smøgen i flaben og hænderne i lommen og Erling Bundgaard ikke mere har sved på overlæben over de sorte negle, osv. Det var nu en farverig interessant tid, med småborgerlighed og skæve eksistenser i mere end én betydning, og hvor 20 Kings kun kostede 9.85 og vi selv bagte vores rugbrød, og på et bord i stuen stod en krukke hjemmedyrket pot til fri afbenyttelse, for tjalden var bare for meget…mand! ;)
 
 mvh
 Simon
 P.s.: Har du hørt Jesus Flipper Sangen på LP'en Sølvstjernerne?
 
 
 Redigeret af Simon (14/05/2017 01:24)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #23188 - 14/05/2017 20:45  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
P.s.: Onkel Danny har heller ikke tid til at uddø, bare at forsvinde fra forsamlingen af størknede tonesøer:  
 Verden roterer igen
 Et enormt dyr løfter sig op på bagbenene
 og begynder at vakle fremad
 Om en time vil gaderne myldre
 af ansigter og lugte og drømme
 og alle vil deltage i opførelsen
 af den første og eneste og sidste
 og evige og forgængelige
 2. marts, 1973
 
 *
 
 Det regner. Morgenen
 har dobbelt ansigt
 
 Fuglene synger
 mellem bygningerne på Gl. Mønt
 og gaderne er stoppede
 af folk på vej til arbejde
 
 Og i nat har jeg mistet
 pung penge kørekort nøgler papirer
 Og i nat har jeg elsket
 og altså vundet under alle omstændigheder
 Og nu til morgen
 er der ingen steder jeg skal hen
 
 Marts er snart slut. Regnen
 tager af og blir et tyndt
 silende tæppe. Jeg går ind i en park
 for at mediterer over natten
 
 Den tidlige morgens grå musik
 kryber ud gennem asfalt og kød...
 
 *
 
 Musikken står stadig levende, blandt andet skiller den sig ud, forblir hans lyde, for de allernærmeste savnes den oppegående mand på særlige måder, uforglemmeligt, enestående i kærlighedens favntag og dens uknuselige mange sider. Dødens uværdige ansigter siler ned i kloakken ved lyden af den efterladte musik, som levendegør de mange minder. Der er så mange fine digtere, han var én af de personlige det varmer at tænke på, og derfor læse, genhøre...;)
 
 mvh
 Simon
 
 Redigeret af Simon (14/05/2017 20:47)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  annonce 
 
 |   |