Ohøj hr. lægprædikant..

”Idéen om, at der er en gud, som er højere end den lidt mislykkede skabergud, er helt vidunderlig, synes jeg”

- Sir du det…;) Jamen alt du skriver begrænser sig jo til små Lolahop på stedet over gudsforholdet. Det svære for dig begynder jo først, når du skal beskrive hvor og hvordan dette ”vidunderlige” så indfinder sig; men du ender jo desværre altid med bare at gentage hvor vidunderligt du synes det hele er…;)

Måske du sku længere tilbage, læse Aurelius (Hippo) Augustins ”bekendelser”, for om muligt her at være tilbage i en tid hvor absurditeter endnu ikke helt har begravet religionen til halsen i paradokser, og hvor Ciceros ”Hortensius” afgørende interesserer Augustin p.a. ’den græsk/romerske tanke’ med kunsten, poesien, retorik og filosofien som det grundlæggende tema mellem de fire gamle venner – tillige får du så her muligheden for at akkompagnere med din ulmende lykkefølelse ved tanken om synet af det guddommelige ikon…voila! sagde Carlsen.

mvh & god weekend
Simon
P.s.: du ka jo alligevel argumentere for tro/viden som ligeværdige alternativer for den gode beskrivelse, hvor ”gnostisk” end prædikanten så måtte føle sig frem…;)

Hr. prædikant…

Det er nu godt med vennen Wiki i armhulen, ikke-sandt-hr.-prædikant – letteste var dog at fiske smukke floskler direkte fra en kontekstbrønd, så en doven prædikant ku spares den ulejlighed selv at skulle læse forfatterne! Men omvendt får du jo krydsord med på vejen, med al den sjov der ligger i at gisne sammenhænge..;)
En interesse for poesi, retorik og filosofi m.m. går såmænd langt bagom popgruppen ’gnostikerne’, der nu aldrig fandt stor opslutning noget sted men forsvandt mellem masser af mystikere med samme trang til selvpromovering. Samtiden bulnede af guder og trosretninger, så ny mystik var en stenet ernæringsvej, uanset at man tuskede lidt kendt filosofi ind i sangene. Men klart en tankebrønd for en mere nutidig lægprædikant, så lad endelig ikke ateister lægge flere sten i vejen, for ligesom fortidens fans gjorde det, så går det jo også nu an for en kæk lægprædikant at starte sin egen gnostiske basisgruppe. Der er skam stadig frit valg af guddommelige entiteter på alle hylder, og er du kunstnerisk snu med hjemmesider, så skaber du attributterne og maler ikonet for tilbedelse selv.

Hensigten med Augustin som ref. var jo henvisningen til den noget kortere vej til gudsforholdet, kald det gerne en hjælpetext, men ikke fordi han havde et tæt venskabsforhold til sin gud, udover problemer med verifikation og lokation af fænomenet var der nærmere tale om en ærbødig afstand, men set i forhold dit gudsforhold, med guden der ikke alene befinder sig i det for mennesket uerkendelige, men som til trods for at opholde sig blandt kolde og ubeboede planeter i den fagreste uvidenhed, ja så har du jo qua din intuition et venskabsforhold til fænomenet, hvorfor spørgsmålet selvfølgelig bliver, hvem af jer der ku lære den anden noget. Og alligevel tyder noget på at Augustin ku gi dig et par fif med på vejen.
Nu havde han meget at tale med sin gud om, og i bekendelser der mens de blev skrevet var tiltænkt udgivelse. Hvad du derimod har at bekende tør man næsten ikke tænke på, naturligvis sagt i al lune, for ser du, ”Arnes bekendelser” lyder jo både skrækkeligt og morsomt på samme tid, men man aner ligesom konturerne af din hidtil ufortalte fabel, en der måske alligevel ku tænkes at gi’ James Herriot et bagben.

Nu mindes jeg ikke Augustin omtale en ”telepatisk kommunikation” med guder gennem intuitionen, dér har du så en klar fordel fremfor ham, der i monologer med interessante refleksioner over fortidens og samtidens tænkere, i stedet bidrager med personlige meninger, hvor han trods sin position er langt forud for dig – han ville uanset tiden snarere ha anset det for nedværdigende at udtrykke sig gennem andres meninger…
Det lader sig m.a.o. ikke afgøre om din fabel – ”gnostisk” eller ej – bare er de samme citater, eller, om der er tale om et udløb fra egne klare tanker samt mere tankevækkende spørgsmål til livet end det der hidtil fik afløb. Men med så åndrig en intuition, du der ligefrem kommunikerer med et guddommeligt univers, sku det ikke danne grund for forventninger til ideer med forankring i livsforholdet? Jaja, vi får se…håbet er jo lysegrønt, det er planeten sådan set også, for tiden, så måske lægprædikanten har lidt grøn poetik gemt i ærmet, Wiki selv er der vist ikke rigtig grund til at være grøn af misundelse over…;)

Du må endelig sige til, du store ”(a)gnostiker”, hvis du sku få brug for en morsomhed midt i fanekorrekturen…;))

mvh
Simon

Så afslørede Simon ("hånprædikanten"), hvad hans hensigt var med at gøre opmærksom på Augustin:

Citat:

For Augustin var det centrale spørgsmål i kristendommen, hvor det onde kommer fra, hvis Gud er både almægtig og god. Manikæerne forklarede det med, at en ond gud deler magten med en god gud. Augustin afviste den løsning. Han ville konfrontere det onde, ikke blot undgå det. Spørgsmålet afslører hans gæld til Sokrates og Platon. Ingen havde tidligere tænkt, at der skulle findes en abstrakt enhed kaldet "ond", som var det modsatte af en enhed kaldet "god". Den idé opstod i det post-klassicistiske Grækenland.

Problemet var at forene Det gamle testamentes hævngerrige Jahve med en kropsløs helligånd og den milde, tilgivende Kristus. Augustin besluttede, at Jahves barske påbud var nødvendige for at holde de onde mennesker på plads. Her greb han til en doktrin, kendt fra flere religioner i det senromerske kejserdømme, nemlig den om arvesynden. Han anførte, at Adam og Eva blev skabt fuldkomne, men bragte det onde ind i verden ved at handle forkert. Deres efterkommere kunne leve eksemplariske liv, men bar alle med sig en mulighed for at vælge det onde. Særlig bekymrede Augustin sig for kønsdriften, måske pga sin egen udsvævende ungdom. Overbevisningen om at mennesker er født slette, hjalp til med at forklare, hvorfor så mange led og døde, mens den vestlige verden brød sammen om dem.

Efter år 412, da man begyndte at læse Augustins Bekendelser, protesterede Pelagius mod begrebet arvesynd. Han troede ikke på, at menneskers anstrengelser for at blive bedre var uden betydning pga en handling i fjern fortid, eller at Adams fejltrin kunne have dømt menneskene til fortabelse. Pelagius' tilhænger, Julian fra Eclanum, skrev til Augustin, at begrebet arvesynd var "usandsynligt, usandt, uretfærdigt og ugudeligt; og dertil får det til at se ud, som om Djævlen skabte mennesket."

Og Simons idé med at trække Augustin i fokus er åbenbart, som Simon skriver til mig:

Citat:

Og alligevel tyder noget på at Augustin ku gi dig et par fif med på vejen.

idét Simon også skriver:

Citat:

- men set i forhold dit gudsforhold, med guden der ikke alene befinder sig i det for mennesket uerkendelige -

Disse ord afslører jo helt klart, at Simon partout vil have mig gjort til en Guds-troende

Men Simon kan jo ikke undgå at vide, at det er løgn, hvad han skriver

Og så melder spørgsmålet sig jo igen:
Hvad er det, der driver Simon til at lyve og håne - samtidig med, at han fortier (eller måske ikke ved), hvor han selv står?

Mit gæt er, at Simon ikke kan udholde at stå overfor spørgsmålet:
Hvad er den første årsag til verdens væren?
og at det er denne pine, der tvinger stakkes Simon til ustandselig at "give ondt af sig"

M.v.h. Arne

Hr. lægprædikant..

Dine følelsesudbrud er ikke særlig interessante på debatter, håndter dem venligst sammen med vennerne, alternativt overfor din ubeskrivelige gud, som du godt nok har fået anbragt i det for mennesket uerkendelige, men trods alt selv kommunikerer med via denne storartede ”åndelige intuition”, lidt af en særstilling, ku man sige – brug hellere debatter til at gøre dine synspunkter så klare som overhovedet muligt, mod læsers forståelse og evt. fornøjelse.
Hån er i øvrigt et ord som troende jævnligt misbruger til det nærmest kedsommelige, et ord som adviserer snarlig håb om en respekt for det trosindhold de bræger udover samfund rundt om i verden. I den forbindelse må jeg som sagt beklage, men din overnaturlige tro om snart mennesket som individ, snart om livet, virkeligheden og verden omkring os, ka jeg desværre ikke honorere med en positiv anerkendelse, for dertil kræves nok noget som du desværre ikke er leveringsdygtig i, nemlig sandsynlige beskrivelser.
Derimod ka jeg lave lidt sjov med dine synspunkter og den bagvedliggende motivation, og det er da heller ikke så ringe, særlig ikke når vi tar selvhøjtideligheden i betragtning, vel? Men jeg synes stadig du sku se at få den fabel/bibel skrevet færdigt; at så andre har skrevet en tilsvarende, burde vel egentlig ikke bekymre dig noget særligt, og som du ved, ka den promoveres i et skind af agnosticisme, sådan bare i forsøget på at få andre øjne end de i forvejen troendes til at se din fantasy lidt an…;)

mvh
Simon
P.s.: underkend ikke Augustin på forhånd, han var en dygtig mand lidt udover det almindelige, ja du ka endda finde ref. til Hønsemands lille Paulus i den, så hvem ved hvad den ville kunne inspirere dig til? ;)

Hr. lægprædikant..

Der ér jo ingen tråd, men bare dine sædvanlige wikipediakopier, til hvilke du så får et par venlige ord med på vejen – hvortil du heller ikke behøver ”føle” en masse. Ville det være lettere for dig bare at lægge en link til Wikipedia, nu du alligevel ikke sætter personlige meninger til debat, men det er måske Wikipedia du debatterer med? ;)

mvh
Simon
P.s.: du er i øvrigt et utaknemligt skarn - er det virkelig attituden i den lokale missionsforening? - her slutter jeg op om en ny gnostisk basisgruppe med dig som biskop, og så sidder du dér og surmuler, hva' er nu det for noget? ;)

Hr. lægprædikant..

Er ovenstående et udtryk for en personlig mening om mig som debattør, eller er det noget du har fundet på Wikipedia? ;)

mvh
Simon
P.s.: angsten har jeg vist forklaret dig er en diffus str., hvorimod frygt for noget kendt passer bedre ind i det du her søger at udtrykke. Dog er der vist næppe grund til nogen frygt i forbindelse med Wikipediakopier du lægger frem - har du i øvrigt nogen idé om hvem der har skrevet dem? - eller, at kompromittere meningsløsheden i alle dine trosbekendelser.. ;)

Altså hr. lægprædikant..

Nu må de altså se at få lidt styr på dem selv, hr. prædikant, de befinder dem trods alt på en debatside og ikke i missionsforeningen! Men selvfølgelig, er de sådan rigtig godt helligsur, så er der jo healingsmassage a la’ kristusterapi på et af tidens kærlighed & livsglæde-kurser at glædes over, måske med et lille taoistisk seminar i åndedrætsteknikker som flødeskum på næsen, mon ikke det ku’ få pusten ned og humøret op, ja måske ligefrem sætte wikipedia-selvhypnosen på stand by? ;)

Det er trods alt ikke mine følelser du distribuerer..;)

mvh
Simon
P.s.: du leverer jo ikke andet end stemningsrapporter knyttet til den lyksalige gudetro, du ka’ ikke fortænke nogen i at drille dig…;)

Hr. lægprædikant...

Du ka' sikkert finde svaret på Wikipedia, god fornøjelse..;)

mvh
Simon

Jamen ohøj hr. prædikant..

Nu ikke så stålsat negativ, du plejer da altid at være åben som en bønnebog? Du spurgte:
”Hvad er den første årsag til verdens væren? Jeg ved det ikke”

- Og sæt nu en Wiki-skribent har tilbageflyttet din gud til det kendte univers, hvorfor du jo så står med referenten at udspørge om universets tilblivelse m.m. – ja der ku være andre guder der trængte en hjælpehånd fra en (a)gnostisk godhedsprædikant?
Som du jo selv sir, ved du ikke alt – hvad du så mener med dit alt – og må altså lige undersøge Wikicentralen før muligheden blankt afvises..;)

mvh & held og lykke.
Simon
P.s.: Men hvis du virkelig mener at håbet om lidt grøn poetik fra dit ærme er udslukt, ja så er der jo ikke mere at komme efter, og du må derfor hellere fortsætte din diskussion med Wikipedia – i såfald beklager jeg naturligvis indblandingen med et tak for titte på..;)

mvh
Simon

P.s.:
”Det er tydeligvis ikke så meget synd og anger, som det er åndelig begejstring, der er at finde her, vil jeg mene. Om man så tror på det eller ej.”

- Der er jo ingen grund til at levere jesuscitater og salmesange over kristusikoner på debatter, medmindre man netop tiltror den slags betydning. Men det er måske bare den ”åndelige vejledning” til en ”dybere” forståelse af gravitation og kvantefysik for viderekomne? ;)

mvh & fortsat god søndagsmesse ;)
Simon

Hr. lægprædikant..

Tråden her er såmænd identisk med dine øvrige, hr. lægprædikant, i særdeleshed dine betragtninger bygget på ren poesi! ;)
Men vanligt er du på fejl kurs hvad angår din vrede over afvisningen af religiøs overtro som et særligt tillidsvækkende grundsyn, og det forklares nok bedst ved at betragte flommen af følelser du har projiceret udover dit kristusikon (der findes bagerst i billedarkivet) – følelser der på en måde fungerer som en ”dørstopper” for en helt almindelig sund fornuft i betragtninger. Man ku også sige det på en anden måde: naturforklaringer betragter du afgørende som beskrivelser der er ment at tilfredsstille særlige forventninger om kærlighed, fx symbolisme indlæst i et kristusikon osv.

Dit tankerod om ”kosmos” har dog ingen betydning for kosmologi eller anden videnskab, kun astrologer vil tilfredsstille dine ”sanseforventninger”, for når det drejer sig om metoder til verificering af naturens måder at fungere på, såvel som logisk konsistente beskrivelser, så er den slags jo ikke konstrueret som religiøse systemer der er tilvejebragt for at behage forestillinger om kærlighed til religiøs overtro.
Man ku også sige, at det slet ikke er naturvidenskabers formål at tilfredsstille dine behov for kærlighed, og at et sådant tankerod derfor afgørende bliver din egen opgave at få lidt styr på. Din måde at få lidt ”styr” på tingene er dog temmelig komisk, for i stedet for at revidere disse forventninger, pålægger du i stedet videnskaber at vide ”alt” før de ka måle sig med din kristuslegende hos hvem dine forventninger om kærligheden er i så tryg en favn..;)

Pointen med en afvisning af gudetroen som det tillidsvækkende fundament at bygge livssyn på, handler dog om troens iboende usandsynlig, ateister du har det så svært med betragter nok snarere dit tankeroderi med et grin og stiller selvfølgelig helt andre forventninger dertil end du.
De har slet ikke dit behov for ”kosmologisk kærlighed”, og betragter muligvis symbolik med lige så stor forskellighed som troende indbyrdes gør det. Man kan vel sige om ateister, at de stiller andre og mere kritiske krav til den gode beskrivelse end du o.a. troende ka præstere. Dette skyldes dog ingenlunde et mindre behov for kærlighed eller social tryghed, blot at de retter slige forventninger til sociale, kulturelle og politiske parametre.

Et eksempel på forskellen i betragtning ku såmænd udmærket være at se på forventninger du stiller til gnosticismen, hvor du i stedet for at læse og forstå gnosticismen i samtidens kontekst, dvs. forstå hvorledes et misforhold mellem tro/viden opstod og kom til udtryk i en fjern samtid, så brager du i stedet nutid og fortid sammen i en pærevælling, nøjagtig som du jo gør med viden/tro i øvrigt, og netop som om kulturelle og sociale livsbetingelser var identiske og det derfor lader sig gøre at læse fortiden med nutidens øjne. Dine egne tanker om ”altet” er et begreb der fint belyser et poetisk livssyn, men hvor symbolerne ingen referencer har til naturen udenfor dig. Det havde de derimod for flere tusinde år siden.
Du interesser dig ikke for viden om naturen, eller for mennesker som udtryk for en kultur og omvendt, derfor skriver du jo heller aldrig om særlige kundskaber du har erhvervet dig i en sådan forbindelse, hvor særlige spørgsmål stilles for at finde forklaringer. Du interesserer dig derimod for den religiøse tro, og når du i ét nu inddrager konfrontationer mellem tro/viden flere tusinde år tilbage, da sker dette for blot at lade som om, at der ingen verdens ting er sket og at der blot er tale om ligeværdige alternativer for mennesket i også nutiden. En slags poesi der hverken har sammenhæng med hellenske eller romerske tænkere, men som kommer til udtryk i et poetisk sind med særlige forhåbninger til naturen i nutidens menneske. Det er da heller ikke så ringe Arne, jeg er lige ved at kalde det storartet og smukke kristne forventninger…;)

Og selvfølgelig forvirrer du ingen omkring dig med så konstrueret en forvirrethed, det ville du ha gjort for flere hundrede år siden med en nuværende viden. Men sådan spiller dit ”himmelske klaver” altså ikke smuk ordmusik i det historiske øre – Højholt vil måske være dig behjælpelig med indføring i ørernes tilstand for 101 år siden, dine ører vil øjeblikkeligt være godt rusket af ham, og de trænger! Ta det som en henvisning til bedre læsestof end de dér udvalgte wiki-skriblerier tilpasset dine aktuelle behov; det lader sig endog gøre samtidig at rasle lidt med dit kristusikon…hva’ba! ;)

mvh
Simon

Hr. lægprædikant..

Du med din flom af overfølsomhed på debatter! – føler den mand da aldrig trang til at tænke sig grundigt om, lægge den selvtilfredse trosonani på hylden, bare en time…;)

Jo hr. prædikant, fantasien er et velbrugt og nyttigt værktøj i ethvert menneskeliv, bl.a. for at finde vejen ud af kriser og problemer. Til tider ka´ det vist bare være svært at skelne fantasi og problemformulering i oplæg til debat, men det er måske historien i og bag os, virkeligheden omkring os, der skal illustreres og diskuteres som en sentimental fantasi? ;)

”…Lad os imødekomme og opmuntre alle indvendinger. Lad os brændemærke alle ensidigheder og enhver mysticisme. Lad os aldrig betragte et spørgsmål som udtømt, og når vi har brugt vores sidste argument, så lad os begynde forfra på en frisk, og om nødvendigt med veltalenhed og ironi.”
-Proudhon til Karl Marx 17. maj 1846, som svar på Marx’ forslag om at Proudhon og Marx skulle samarbejde om at danne en europæisk socialistisk sammenslutning.


mvh
Simon
P.s.: Vi er i dagens Danmark, på flere sociale områder, sparket tilbage til 50’ernes forsøg på at etablere et velfærdssamfund baseret på en sund politik, hvor religion er et menneskeligt privatanliggende. Middelalderlig statisk religion flyder indover grænser overalt i Europa, medbringende brutale former for moralisme, såkaldte imamer betragter sig som politiske vagthunde, og du sidder på en debat og fantaserer fysik, historie, filosofi og biologi ind i en guddommelig flødeskumslund med små appelsintræer og kristus i baggrunden…

Jeg er sikker på nogen nok ska' takke for eftertænksomheden på fantasiens vegne, men det havde måske været rart med lidt menneskelig virkelighedsforankring, bare engang imellem, netop på debatter hvor synspunkter mødes. Du må nok døje ironien og sarkasmen, de gange jeg synes du trænger til dril – desuden ved du jo godt at jeg synes du er et herligt indslag, da ikke mindst på netop fantasiens vegne..;)