Gnosticisme, en række religiøse retninger med fælles præg i perioden omkring og efter kristendommens fremkomst, navnlig i 100-t. e.Kr.

Gnosticismen hører til de mest gådefulde og omdiskuterede fænomener i religionshistorien og den kristne kirkes historie; der hersker ikke engang enighed om, hvorvidt man skal kalde gnosticisme for en religion, for mysterieagtige sekter eller for afvigende eller kættersk kristendom.

Den er mytisk og psykologisk-eksistentiel i en ejendommelig blanding. Hele gnosticismens lidenskab gælder den højere frelsende erkendelse eller indsigt, som kan frigøre fra alle legemets og sjælens bindinger til denne verden.

Fra teologernes skrifter ved man, at disse retninger påberåbte sig at være kristne — ofte under henvisning til, at de var i besiddelse af hemmelige overleveringer, som uden om kirken gik tilbage til Jesus selv. De sondrede skarpt mellem den jødiske skabergud, som de anså for at være en lavere, ofte uvidende gud, og den højere åndelige guddom eller lysverden, som forløseren kommer fra. Det kan skildres på den måde, at Kristi ånd bevægede sig nedad fra det høje lys, passerede magter og engle ved at forklæde sig som dem, indtil ånden gik ind i mennesket Jesus. Kristi menneskelighed er altså kun en maskering, hans død på korset ikke nogen virkelig begivenhed, fordi ånden forlod legemet inden døden; men det kan de uindviede, blinde jordiske magter ikke indse.

Med disse tanker brød gnostikerne med den jødiske skabelsestanke, men først og fremmest med den antikke tænknings idé om verden som en ordnet helhed, et kosmos. Mens de ortodokse kristne mente, at tro, moral, skaberværket og den historiske forbindelse bagud til Det Gamle Testamente og apostlenes forkyndelse var afgørende, tænkte gnostikerne horisontalt, ønskede med stolthed at løfte sig over troen, ja over denne verdens gud. Det kunne ske ved den bevidstgørelse, der skildres som et råb eller et kald fra den højere verden. Ved dette kald kunne mennesker (eller rettere sagt nogle mennesker, pneumatikerne 'de åndelige') erkende, at de i sig havde en lysgnist fra guddommen selv. En erindring blev vakt om den verden, de var faldet bort fra, og som den frelsende indsigt oplyser om vejen tilbage til gennem de forskellige verdener og former til den rene formløshed.

Gnosticismen er en mærkelig uhåndterlig understrøm i europæisk kultur. I nyere tid er gnosticisme blevet omtalt i forbindelse med 1600-t.s deisme, 1700-t.s logevæsen, Hegels religionsfilosofi i 1800-t., Rudolf Steiners antroposofi, forskellige nyreligiøse strømninger; endog marxisme og eksistentialisme har været nævnt i forbindelse med gnostiske motiver.

Gnosticisme er en fællesbetegnelse for en række forskellige religiøse filosofier, mysteriereligioner og sekter, der havde en betydelig udbredelse i hellenistisk-romersk tid, først i Middelhavsområdet, hvorfra de siden bredte sig ind i Centralasien.

Betegnelsen kommer af gnosis (gr. γνώσις gnṓsis), det græske ord for "erkendelse", der i denne sammenhæng referer til gnosticismens fokus på erhvervelsen af en mystisk erkendelse eller indsigt som det centrale mål i tilværelsen. Gnosticismen indebærer også typisk en dualistisk filosofi og forestillinger om en mytologisk kamp mellem lys og mørke, sjæl og legeme, idet legemet sættes i forbindelse med den ringeagtede materielle verden, der oftest anses for underlagt en malevolent guddom – en såkaldt demiurg – medens sjælen tænkes at have sit ophav i en højere åndelig verden, hvor Gud regerer sammen med de såkaldte æoner – oplyste guddommelige væsener.

Den gnostiske tankegang som jeg fortolker den.
Jeg vil bruge den hellig skrifts budskab for at illustrer tanken bag den personlige lærer eller moral om man vil, da morallæren i de forskellige religiøse systemer er den gnostiske tankegangs baggrund. Man skal, som ved den hellig skrift, læse betydningen af den gnostiske tanke gang. Jesus legeme ikke er det vigtige, men hans ånd. Budskabet om ånden og ikke legemet. Det er jo i bund og grund også den store bygmesters budskab. For hvis vi kan indse dette, fjerner man frygten for døden, da det jo kun er vores legeme der dør. Også i den hellig skrift finder vi budskabet om en ånd der bor i et legeme.

Den gnostiske tanke gang er i dag mere aktuel end nogensinde, da det gør op med den dogmatiske tankegang, som tit fjerner fokus fra Jesus ånd, men fokusere på legemet. Hvis vi kan erkende Jesus ånd som os, er det evige liv allerede begyndt, og derved fjerner vi frygten for døden og kan begynde at leve. Det kræver en del selvanerkendelse at forstå det, men når man først har forstået den velsignelse, det er at have guds kærlighed i ånden, og kan man gøre sig fri af legemets frygt for døden, da dette ikke har nogen betydning i det evige liv. Det er også legemet, der søger prompt og pragt, higer efter mere og leder os i fordærv(djævlen). Det er det der menes med gnostiker.

Opsummeret er det vel, at forstå Selvets ansvar. Ånden og guds kærlighed kan intet gøre fortræd, kun legemet kan skades. Hvilket også vil forklare mange af de legemlige afsavn såsom sult, ulykker mm. Da dette ikke hører gud til. Ånden er ikke borte bare fordi legemet er. Det er blevet sagt i en hellig skrift, at Gud var ordet, og at ordet er blevet kød. opgaven er at få "kødet/legemet" til at reflektere over "Ordet/Åndens" guddommelighed, som er i hans egen sjæl/sind. Det er denne opgave, som har skabt behov for religionen, og det ikke bare et behov for at tro men for at opnå forståelse og visdom.

Gnosticismen har udfordret den kristne kirke helt siden grundlæggelsen. Og den gør det stadig.
Gnosticismen er kristendommens halvbror. De to har meget tilfælles, men generne er forskellige. Det har man vidst, siden Det Nye Testamente blev samlet, og den traditionelle kristendom har løbende forsøgt at få de gnostiske skrifter ud på et sidespor eller endda forbudt. Alligevel har gnosticismen ligget som en diskret understrøm i kristendommens store flod lige til i dag. Dømt ude som kætteri, men alligevel i live.

Gnosis betyder indsigt. Og gnosticismens kerne er, at alle mennesker har en særlig indsigt eller gnist, der kan udvikles og derigennem sætte mennesket fri - frelse mennesket - hvis man skal bruge et kristent ord. Kristus er dermed ikke en frelser, men et forbillede, som kan åbenbare mystiske sandheder for de udvalgte.

Længslen mod noget større end os selv, mærker mange mennesker. Og forklaringen om, at vi selv har det guddommelige i os, lyder for mange besnærende og meget mere livsbekræftende end kristendom med helvede og synder, der skiller mennesker fra Gud. Det er i hvert fald Michael Jahns forklaring på gnosticismens popularitet.

- Mange føler, at gnosticismen oprejser mennesket. Kristendommen har derimod fået folk til at bøje nakken i mange århundreder. Nu synes folk, at det er dejligt at rejse nakken. Vi er børn af industrialiseringen. Vi føler, at vi har styr på tingene. Vi kan nærmest alt, mens vi tidligere følte os prisgivet magter og myndigheder. Der var en angst for det ukendte, som drev religionerne frem. Gnosticismen blomstrer derimod i tider med overskud.