| 
| 
	
 
| 0 
registrerede 
94 
gæster og
163 
søgemaskiner online. |  
| 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 | 
 |    | 
| 
| 
| #21501 - 27/09/2016 23:18  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
En lille historie om livet, skæbnen, der altid forsvinder med regnen i sandet, hvor der enkelte steder så dukker en blomst op, som Marguerite Duras…https://www.youtube.com/watch?v=TPiv0EKzd8k Man hensættes i en særlig stemning ved Marguerite Duras’ stemme om livet, betragtninger om det at skrive, hvorfor det begyndte og haven der kom ud af det; hvor nogle historier en tid blir stående tilbage, som erstattet af den skrivende, der helt forsvinder når tiden skyller alt bort, så kun fragmenter er tilbage, før også de omsider forsvinder i havet, livets seng.. mvh Simon 
 Redigeret af Simon (27/09/2016 23:19)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #21509 - 29/09/2016 17:01  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
SYBARITEN  
 Den Bi, som alene vil slikke Honning,
 er ikke i Kridthus, hos Biernes Dronning.
 
 Den Bi, som kun kysser de søde Blomster,
 blir fjernet, naar Kuben har Sammenkomster.
 
 Den lader de andre om Slæbet og Svien
 og taaler ej Lugten af Arbejdsbien.
 
 Den blir sit Pund, som den ikke forrenter,
 til Spot hos de andre smaa Voks-Producenter.
 
 Den følger sit sikre Organ, som er Næsen,
 med renlig Sans for det rene Væsen
 
 og finder Timerne solforgyldte,
 hvor Bærrene svulme og Konerne sylte.
 
 Mon denne Slikmund, forfulgt og bandet!
 den hører dog til Eliten i Landet –
 
 kender hvert Straa paa den hjemlige Ager,
 som Løvetandsridder og Smørblomst-Smager.
 
 Den kunde tjene Guld, den Dosmer,
 paa Blomsterverdens Mikrokosmer.
 
 Men den er kostbar, som kunde den lugte,
 at der er en Dronning, den skal befrugte.
 
 Den opdager Stierne – gør Sybariten!
 
 Og Arbejdsbierne tager Profiten.
 
 
 *
 
 EFTERAARET
 
 Som Stormfulde over det mejede Agerland Timerne flyr,
 og Solen fører sin Dagfragt tungt gennem susende Skyer.
 Det tykner med regnvaade Nætter efter hver solbleg Dag,
 og endt er de tætvoxte Markers frodige Aftenbehag.
 
 Og aabner jeg Døren i Gavlen, naar Skumringen lægger
 sig sval,
 da staar du med klaprende Tænder og hyller dig tæt i dit
 Sjal.
 Ud over Stubmarkernes Muldjord vender du Blikket saa
 trist,
 min Skat, min veninde, som skulde du søge et Haab, vi
 har mist’.
 
 Mindes du Foraarets Aftner, naar Solen som smæltende
 Guld
 svandt fra en hedblaa Himmel af trilrende Lærker fuld,
 mens hvidgrønne Rugax lyste og blaat blev Frugthavens
 Løv,
 og i Solstrimen hvirvled sig Skarer af Myg, som
 skinnende Støv.
 
 Men siden saa har vi hadet den lyse Sommer bort.
 Og nu skal vi skilles i Fred for at skilles ved Mén og
 Tort.
 Men bleg og skælvende vender mod Mulden du Blikket
 saa brudt
 og brydes endnu med en Lykke, som aldrig skal blive
 fortrudt.
 
 - Sophus Claussen.
 
 mvh
 Simon
 
 
 Redigeret af Simon (29/09/2016 17:17)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #21510 - 29/09/2016 23:36  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Højholt er helt sig – og sir’ det her – selv, og har hensynsfuldt forudskikket tilfældets forsvinden med gensynsglæden, hvad der (foruden Kurt) straks får mig til at springe ud i det, med et: koffert!
 Appendiks: Voldtag stilheden
 
 Ved indgangen til labyrinten lagde jeg et navn fra
 mig. Det havde aldrig været mit. Nu har jeg glemt
 det, men hvis I derude vil mig noget, så råb
 ˶kar˝, ˶kartoffel˝, ˶koffert˝, ˶konvolut˝, ˶kedel-
 dragt˝ eller ˶kaserne˝ eller ˶knap˝, for nu at
 tage dem med k. Til sidst kommer så også jeg, sgu
 ikke fordi jeg hedder Kurt, men fordi jeg godt lige
 vil se hvordan det tager sig ud, tilfældet, når det er
 overladt helt til sig selv.
 
 *
 
 14. Efter Leonardo. Når han lader vand flytte sig,
 hvirvle og glatte sig ud eller buldre i fald, tror man
 ham først. Så indser man, at vand aldrig ville
 kunne arte sig sådan. Præcisionen, det naturtro,
 kommer ikke fra vandet. Hvordan skulle det
 kunne opføre sig typisk, når det er ude af stand til
 at gentage sig selv? Hvad er det da for en genta-
 gelse disse studier sætter i værk? At Leonardo
 hver eneste gang ikke har kunnet gøre sig så over-
 flødig, som ham med arbejdet tilstræbte det!
 Deraf kommer vel også, at jeg nu ikke kan se vand
 løbe uden at det minder mig om den gamle me-
 sters udkast, at han én gang for alle er kommet
 imellem mig og vand, som om det lige siden er
 løbet i stranden efter hans anvisninger.
 
 - Per Højholt
 
 mvh
 Simon
 
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #21511 - 30/09/2016 10:17  Re: Mellemrummet
[Re: Simon] |  
| 
|   bor her
 | Registeret:  02/05/2009 Indlæg: 1015
 |  |  
| 
Hej Simon
 Sophus Claussen, det herlige og sanselige menneske, burde ha' en selvskrevet plads i hver en bogreol ... siger hende, der stadig har ham til gode på rette sted ;))
 
 Men så er det til gengæld godt, at han af og til har træffetid her i mellemrummet, hvor han altid vækker en stille jubel og et træk i smilehullerne :))
 
 Jeg tror også, at denne Claussen har inspireret mange efterfølgende danske poeter. Ja, og måske endda har løftet kroppe og lettet hjerter ved at kunne gå i kødet med samtlige sanser.
 
 Så her på denne sidste septemberdag, må Jægeren ta' ordet og føre os videre i mellemrummet til oktober :))
 
 
 Løft op mit legeme i høstens luft
 og lad i lutret kølighed det ligge.
 Fyld ud mit hjerte med septembers duft
 af minderig og drenget ufornuft,
 fyld ud mit hjerte, ja, men spræng det ikke.
 Som om det ganske år er indeholdt
 i denne måned, hvor det blæser koldt
 og dog er lunt bag gærdets grønne stene.
 Forsinket står en blomst og blomstrer ene.
 
 Hvornår var sidst mit hjerte let som nu,
 så helt befriet for al jordisk stræben.
 Hvornår så lykkeligt, det ved kun du,
 som dengang slog det røde rum itu
 med skjulte sommerfuglekys på læben.
 Det er igen september. Og igen
 skal sikkerhed og viden vejres hen.
 Forløst står svimmelheden op herinde:
 September elsker jeg - og dig, veninde.
 
 Frank Jæger
 
 
 Hilsner i mellemrummet
 RoseMarie Marolle
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #21512 - 30/09/2016 14:22  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Hej RM
 Mellem spredte solstråler danser nisser på efterårsferie glade i solen! – ikke kun i visheden om de 85 dage til hop på stedet over grøden, næh-næh, netop som du sir’, fordi også Sophus Claussen fra tid til anden stikker knoppen i Mellemrummet. Det hoved han også jævnligt stak i Ebbe Rodes barndomshjem, til inspiration og glæde for dem alle, ja digtersnuden ska’ angiveligt ha’ ytret sig om at Edith Rode spildte sit talent på Berlinger (avusen, altså), til hvilket hun så ska’ ha’ svaret, at hendes efterår så muligvis vil holde hvad foråret havde lovet, da det vel ingen kunst er bare at stå dér i sommeren og gro! – en praktisk kvinde, smuk og skarp, javel ja, man sku’ jo mene lidt penge på bogen var vigtigt for den oppegående familie; meeen, mon alligevel ikke Sophus Claussens anerkendelse af talentet fik fruen til at stråle som en lille sommersol, mens hun stod og skabte festkurven til turen i Frederiksberg have, jeg tror det sgu’.
 
 Det ville nu ha’ været sjovt selv at ha’ mærket pulsen fra flere af den tids personligheder, mange vidunderlige poeter, musikere og malere fyldte jo det lille København, det havde jeg gerne oplevet, bl.a. digtersnuden vi her glæder os over fra så mange sider, men også jægeren:
 
 
 
 SØNDAG I SKOVEN
 
 Søndag i Skoven. Det blaaner i Træernes øverste Kroner.
 Hvisk og tisk kun om Højtid, I sødmefyldte Serafer!
 Helt ind i Himlen jeg følger Jer gerne. Dog endnu
 er Jorden
 ung for mig som en Panter, og Artemis, Jægergudinden,
 jager forvildet af Kyskheds Begær dens plettede
 Foerværk.
 
 Maaneflammer ved Midnat, Solflom i Midsommers
 Vildnis,
 Barpletters Pragt i en Tykning og Skaldetheds Sot under
 Pinjen.
 Alt, som forfærder vor Manddom, er Fryd for en
 jagende Jomfru,
 vækkende Fest og Goldheds Fordærv med sit klingende
 Jagthorn,
 dragende Skønhed af Døden og Sang af den ødeste Hule.
 Men om Jordlegemets Runding med favnende Mægtighed
 fatter
 Jomfruens Tvillingebroder, Solstyreren Føbos Apollon,
 som en Flamme opgløder et Kul, til der inderst i Kærnen
 luer et levende Krater, og Rødmen i Mørket forraader
 skjulte, men brændbare Kilder, hvis Goldhed forløses
 ved Solkraft.
 
 Men er Solkraft et Gode? Besvar mig det, høje Serafer!
 Er ikke Solkraft en Lykke? Saa syntes det her for vort
 Jordsmon
 og for de skønne Planeter, vi møder paa Jordlivets Baner.
 Solkraft saa inderlig skattet og allermest af de svage,
 er det en Ulykke nu, da Guds Under er kommet til
 Verden?
 Aanden har ladet sig føde og Stjerne-Ord fra Universet
 slaar den Solfryd paa Flugt, som trøsted vor uvisse
 Klode – – ?
 
 Ej for Aartusinder siden. Nej, Kristus er kommen til
 Verden
 nu – netop nu! Skal han taale den haarde og hedenske
 Modstand
 af de stormægtige afsides Kræfter, som kalder sig Sole?
 Søndag i Skoven. Det blaaner om Træernes øverste
 Toppe.
 Stjernetegn fra Universet, forbarm Jer I høje Serafer!
 Bydes jeg ind i det himmelske Kor for at spille
 paa Fløjte?
 Fingrene er ikke stive og allesteds har jeg hjemme.
 Sjælden er Alvor mig kær i Musikken, I høje Serafer.
 
 Ingen Taarer jeg fælder, hvis Koret kan opveje Solen,
 hvis et Atom gennem Solen kan stige til stærkere
 Stjerner …
 Men jeg var jæger paa Jorden. Og først vil jeg fælde
 en Panter.
 
 - Sophus Claussen.
 
 mvh
 Simon
 
 
 Redigeret af Simon (30/09/2016 14:29)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  annonce 
 
 |   |