|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Højholt er helt sig – og sir’ det her – selv, og har hensynsfuldt forudskikket tilfældets forsvinden med gensynsglæden, hvad der (foruden Kurt) straks får mig til at springe ud i det, med et: koffert!
Appendiks: Voldtag stilheden
Ved indgangen til labyrinten lagde jeg et navn fra
mig. Det havde aldrig været mit. Nu har jeg glemt
det, men hvis I derude vil mig noget, så råb
˶kar˝, ˶kartoffel˝, ˶koffert˝, ˶konvolut˝, ˶kedel-
dragt˝ eller ˶kaserne˝ eller ˶knap˝, for nu at
tage dem med k. Til sidst kommer så også jeg, sgu
ikke fordi jeg hedder Kurt, men fordi jeg godt lige
vil se hvordan det tager sig ud, tilfældet, når det er
overladt helt til sig selv.
*
14. Efter Leonardo. Når han lader vand flytte sig,
hvirvle og glatte sig ud eller buldre i fald, tror man
ham først. Så indser man, at vand aldrig ville
kunne arte sig sådan. Præcisionen, det naturtro,
kommer ikke fra vandet. Hvordan skulle det
kunne opføre sig typisk, når det er ude af stand til
at gentage sig selv? Hvad er det da for en genta-
gelse disse studier sætter i værk? At Leonardo
hver eneste gang ikke har kunnet gøre sig så over-
flødig, som ham med arbejdet tilstræbte det!
Deraf kommer vel også, at jeg nu ikke kan se vand
løbe uden at det minder mig om den gamle me-
sters udkast, at han én gang for alle er kommet
imellem mig og vand, som om det lige siden er
løbet i stranden efter hans anvisninger.
- Per Højholt
mvh
Simon
|
|
|
|
