|
1
registreret
(1 usynlig),
543
gæster og
224
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM
Mellem spredte solstråler danser nisser på efterårsferie glade i solen! – ikke kun i visheden om de 85 dage til hop på stedet over grøden, næh-næh, netop som du sir’, fordi også Sophus Claussen fra tid til anden stikker knoppen i Mellemrummet. Det hoved han også jævnligt stak i Ebbe Rodes barndomshjem, til inspiration og glæde for dem alle, ja digtersnuden ska’ angiveligt ha’ ytret sig om at Edith Rode spildte sit talent på Berlinger (avusen, altså), til hvilket hun så ska’ ha’ svaret, at hendes efterår så muligvis vil holde hvad foråret havde lovet, da det vel ingen kunst er bare at stå dér i sommeren og gro! – en praktisk kvinde, smuk og skarp, javel ja, man sku’ jo mene lidt penge på bogen var vigtigt for den oppegående familie; meeen, mon alligevel ikke Sophus Claussens anerkendelse af talentet fik fruen til at stråle som en lille sommersol, mens hun stod og skabte festkurven til turen i Frederiksberg have, jeg tror det sgu’.
Det ville nu ha’ været sjovt selv at ha’ mærket pulsen fra flere af den tids personligheder, mange vidunderlige poeter, musikere og malere fyldte jo det lille København, det havde jeg gerne oplevet, bl.a. digtersnuden vi her glæder os over fra så mange sider, men også jægeren:
SØNDAG I SKOVEN
Søndag i Skoven. Det blaaner i Træernes øverste Kroner.
Hvisk og tisk kun om Højtid, I sødmefyldte Serafer!
Helt ind i Himlen jeg følger Jer gerne. Dog endnu
er Jorden
ung for mig som en Panter, og Artemis, Jægergudinden,
jager forvildet af Kyskheds Begær dens plettede
Foerværk.
Maaneflammer ved Midnat, Solflom i Midsommers
Vildnis,
Barpletters Pragt i en Tykning og Skaldetheds Sot under
Pinjen.
Alt, som forfærder vor Manddom, er Fryd for en
jagende Jomfru,
vækkende Fest og Goldheds Fordærv med sit klingende
Jagthorn,
dragende Skønhed af Døden og Sang af den ødeste Hule.
Men om Jordlegemets Runding med favnende Mægtighed
fatter
Jomfruens Tvillingebroder, Solstyreren Føbos Apollon,
som en Flamme opgløder et Kul, til der inderst i Kærnen
luer et levende Krater, og Rødmen i Mørket forraader
skjulte, men brændbare Kilder, hvis Goldhed forløses
ved Solkraft.
Men er Solkraft et Gode? Besvar mig det, høje Serafer!
Er ikke Solkraft en Lykke? Saa syntes det her for vort
Jordsmon
og for de skønne Planeter, vi møder paa Jordlivets Baner.
Solkraft saa inderlig skattet og allermest af de svage,
er det en Ulykke nu, da Guds Under er kommet til
Verden?
Aanden har ladet sig føde og Stjerne-Ord fra Universet
slaar den Solfryd paa Flugt, som trøsted vor uvisse
Klode – – ?
Ej for Aartusinder siden. Nej, Kristus er kommen til
Verden
nu – netop nu! Skal han taale den haarde og hedenske
Modstand
af de stormægtige afsides Kræfter, som kalder sig Sole?
Søndag i Skoven. Det blaaner om Træernes øverste
Toppe.
Stjernetegn fra Universet, forbarm Jer I høje Serafer!
Bydes jeg ind i det himmelske Kor for at spille
paa Fløjte?
Fingrene er ikke stive og allesteds har jeg hjemme.
Sjælden er Alvor mig kær i Musikken, I høje Serafer.
Ingen Taarer jeg fælder, hvis Koret kan opveje Solen,
hvis et Atom gennem Solen kan stige til stærkere
Stjerner …
Men jeg var jæger paa Jorden. Og først vil jeg fælde
en Panter.
- Sophus Claussen.
mvh
Simon
|
|
|
|
