annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 4561639
Et andet syn 1180335
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 945588
Jesu ord 822266
Spirituel omsorg 775813
Galleri
Løve i egen hule nu.
Hvem er online?
0 registrerede 4 gæster og 112 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Side 114 af 595 < 1 2 ... 112 113 114 115 116 ... 594 595 >
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#19771 - 24/10/2015 03:34 Re: Mellemrummet [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4655
Hej igen RM..

Når mennesket sover, skriver stjernerne bevingede ord på dets øjenlåg, hvad mon månen skriver – har du set den pragtfulde film, La Luna af Bertolucci?
Jac har stjerner i øjnene, måske sidder han i dette øjeblik på månen og vipper med benene, mens han noterer sig underskovens liv i sig, Hr. Notabene. Man ka sgu ikke andet end at holde af hans støtte blik, og særlig denne samling blade af hans holder jeg af – sådan lige før indgangen til den kolde novembers varme kroppe, mon vi dette år skal drysse hvide fodspor, mens vi nisser os?

Ja det er virkelig sjovt at tænke på barndomsminder og klassekammerater i juletiden, sjappet i skolegården og duften i klasseværelset. Har stadig kontakt til enkelte, min søster ser jævnligt fire barndomsveninder helt fra første klasse, en lidt anden tid og en lidt anden respekt for lærerne end det man nu hører om, tør jeg svagt antyde..;)

Novempus

det lys ligner ikke noget andet eller sig selv
det er bare fuldstændig kommet til os og jubler,

der er ikke noget at tage fejl af året vil vise sig
og vil give pokker i hvad der nu er vores drømme,

skovbunden bevæger sig og finder frem til sin egen varme,
i en mylder af dis vokser vi videre for hinandens skyld,

under vinduet tænker man ikke tiden videre men ler
og en avisside ligger ulæselig tilbage i bladene,

det lys ligner ikke noget andet eller os alle,


be mig ikke om at blive det ville overforstørre alt
lad mig bare forsvinde ængsteligt mellem grenene,

stenene er store og kan bruges afsættende i vinden
de bliver stående og vil kalde alle signaler til sig,

be mig ikke om nogen gade lad dog hele byer favne
de skal ikke mangle noget når kortlægningen dør,

be mig ikke om at blive det ville overforstyrre alt
lad mig bare glemme navne og hilse alle som på ny,

der ligger sten overalt som tager vare på de småsete arter
og de bliver liggende som naturens tårne til hinanden,

et træ står på spring til et smil og lyder af lutter frugter
et menneske står på spring til sig selv og giver op,

be mig ikke om at godkende det ville overfortolke alt
lad mig bare færdiggøre denne tekst til almenhed,


jeg er holdt op med at tælle og ser på kvinderne
ikke som udkårne men som faldne midt i ragnarokket,

jeg er holdt op med at tælle og ser på husene
ikke som dom men for at undslå mig for at tale,

jeg er holdt op med at tælle og ser på fuglene,


bladene tæller sikkert ind på en ro under grenene
og deres takr og tone i frosten bør efterleve os alle,

fuglene står på rim og synger på de velbjergede stemmer
under musikken går ægtepar bort og til hinanden,

bladene tænker sikkert at de kun falder for et skue
men deres farve når videre end bare til en drøm,

fuglene står på stikker og skænker os sikkert en chance
og giver os garanteret en vandring ublu og tøvende,

et øljern skinner det gule ind til et grønne
af de affejende blade efterlader pletter af fugt,

bladene tolker sikkert ind på en ro under grenene
og imens forsvinder ægtepar bort og ser væk fra hinanden,

fuglene står på rim og synger på de velbjergede stemmer
mens et menneske står på spring til sig selv og giver op,


bunker af sommer efterskinner rådnende under sneen,


cigaretpakkerne samler vores øjne op midt i parken
og der er en gensynsglæde der gennemskuer røgen,

kvinden med barnevognen ligner en slider i bladene
men hende skridt er opstandelse og genføder alle,

en gren i jorden pejler måske mere end bare som så
den har måske tale til mere end hvad vi netop ser,

cigaretpakkerne skiller vore øjne op midt i parken
og der er en genvækstglæde som vi alle har over os,

der er lys mellem træer og mennesker og alt andet
der er lys til at se over skulderen og fornemme et liv,

en stikling i jorden overvintrer i vore øjnes skyld
og vi efterlader sætninger der aldrig vokser i sig selv,

cigaretpakkerne afskediger vore øjne og dunkler i mørket
og kvinden med barnevognen efterlader parken med et skrig,


sjældent svæver menneskene sig selv ind
men sådan ses de midt i sneen,

lyset glemmer sig selv øjeblikker i vinduet
men et ansigt kan forstyrre det hele,

ægteparret går ubeskyttet gennem parken
og taler dæmpet om en helt anden natur,

sjældent leger menneskene sig selv ind
og det ses tydeligt på parkeringspladserne,

sjældent tør menneskene at ville sig selv ind,


sneen har nogle fortrin fremfor vandet og stenene
og når et mørke overmandes hylder vi dets fald,

selv usete dyr står skarpt nedtegnet i deres spor
og de gule efterstriber taler i verdens sunde farver,

det er gavebolde til børnene der falder fra himlen
og vi under dem det som vi under dem deres lys,

grene og buske der skinner om kap med alle øjnene
og stjerner der ikke står alene om at vide af os,

jorden segner i hvidt og vedstår sin måned på dansk
et andet sted hæver solen sig op med vigtigstørrelse,

natten ligger skælvende som dagen og venter glæde
på et rækværk står to navne smukke i midnatten,

sneen har nogle fortrin fremfor vandet og stenene
og når et menneske overmandes hylder vi dets styrke,


man tænker ikke på sin alder som november dør ud
man ser bare spejlbilleder af mørke tilgive alt,

selv fattigdommen vil overvinde november og vinde
senere vil sneen tø bort og fodsporene være til at glemme,

man tænker ikke på sig selv som november er døet ud.

- af F. P. Jac . Mit efterslæb til fuglene - et forhåbentligt digt, 1984.

mvh & god weekend,
Simon

P.S.: Må forøvrigt lige anbefale dig dvd’en ”Nu vil jeg ha’ ferie - et livsportræt af forfatteren og journalisten Erik Pouplier” – hvori han beretter om sin opvækst, sit arbejde og tilskyndelsen til at flytte til Vence. En helt fin lille dokumentar..;)


Redigeret af Simon (24/10/2015 04:06)
Top Svar Citer
#19776 - 26/10/2015 22:35 Re: Mellemrummet [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4655
Her sidste del fra digtsamlingen, vintergaven fra Jacs rødder til…ja, måske hustruen som han elskede højt, sir uanset tak på mine øjnes vegne, og ser december i møde med granerne der på stikkelsbærben rager uklar med frosten:


Decempus

be ikke om noget lad verden sejle i sin egen sø
lad menneskene tænke deres og sneen falde i frost,

december kender man på dens uovertrufne lys
som en stor kærlighed der får alle af drøm til at leve,

ansigter er på alle hjørner og ligner næsten en gestus
men det kan være lyset der forvirrer og skaber drøm,

børnene ligner næsten voksne i lårhøje støvler og pels
men det kan være lyset der forvokser og skaber tvivl,

uret slår til stadig i stuen og nævner os ikke
et sted senere skal vi måske tale sammen og leve igen,

ægtepar i deres sidste stadie udsætter over lys måneden ud
men det er brast og ingen kalenderlængde vil hjælpe,

be ikke om noget lad verden sejle sin egen sø
lad menneskene leve deres og drømmene stå til frosten,


jeg går langs med skellet mellem dig og mig,


så tæt på jorden og alligevel så langt væk fra alt
for når sporene forsvinder i sneen er alt muligt,

så tæt på at kende hinanden og alligevel himle væk
at vi så går hånd i hånd må være en art af angst,

stierne skelner by og land og det er svært andet end følge
eller vi kan blive stående og se alt falde sammen,

så tæt ved sit barn og alligevel en generationsbestemt
senere griner man ad de samme film på forskellige øjeblikke,

så tæt på at være sammen men uafladeligt kun på prøve
og der blæser blade fra sted til sted i en usammenhæng,

så tæt ved jorden og alligevel så dybt inde i os selv
senere vil vi sikkert tale os fra det og starte på en frisk,

de røde bær er vi fælles om at prøve at nå for hinanden
ja vi går langs med skellet mellem os alle sammen,


der er hjerter på bordet og brødflove fugle i vinduet
der er to territorier uden en gensang til hinanden,

der er børn i stuen og silhouetter af børn på skærmen
der er to territorier om liv et til og et fra døden,

lysene tændes og slukkes men landet er i hvile
der er to spor der forvirrer et i og et bort fra sneen,

ja jeg tænker tit på mit efterslæb til fuglene,


jeg er så bekymret for ikke at kunne være alt for denne dag
så bekymret for ikke at kunne hylde dig fuldstændigt,

der falder breve ind ad vores dør der løber hunde bort
der sættes ild på hjørner hvor vi ikke har vore øjne med,

jeg er så rædselør for at skulle standse dig i noget smukt
så rædselør for denne jalousi der varer sine fireogtyve timer,

der falder birkes fra vores brød der stiger dis op fra jorden
der opsummerer sig sult i alle lejre som vi sagte taler bort,

jeg er så rørstrømsk at jeg forveksler dig med uskyld og usagte ting,
så rørstrømsk at jeg tit tilfører dig mine egne sidste ord,

der gløder røg fra vores cigaretter der smuldrer overblikke væk
der fandtes kun et landkort men det opdeles i et nyt hvert sekund,

jeg er så henrykt for at huske dig og huske dig helt som nu,
så henrykt for vores søvn hvor magtkampene kan hvile,


fugten løber på læben og tæller sin tid
og der kan være meget meget langt til næste gang,


alle har iklædt sig sangstemmer og synger på byen
gader linie op og linie ned står til alles rådighed,

børn smutter mellem hinanden og bliver til undere gul, blå og grøn
kun sneen forsvinder i sin farve og suger sig op i skovene,

danmark holder øje med sig selv og griner lidt i krogene
i et butiksvindu hænger alt det der vil forblive afstand,

lys kæmper med lys om kap og musikken prikker på skulderen
langt fremme i sigte danser vi alle fattige og forfløjne,

børn smutter under hinanden og bliver til de gule blå og grønne
kun sneen forsvinder i sin farve og må huskes på vinduerne,

danmark holder øjet til os alle og griner lidt i krogene
kun servietten på gaden fortæller at der er andre øjne på,

alle har iklædt sig efterstemmer og synger fra sengen
et lagen kæmper om kap med hænderne om at nå balance,


granerne står i nålestribet og ser lavt ud på fuglene
frosten er i sit kram og holder alt fast som fast føde,

selv naturen prøver at gøre sig fri og komme i stemning
og som et nøgent virvar slipper dens grene sit tag med vinden,

der er bænke nok til alle der er fred nok inde i os alle
men det er alligevel kaosbilledet der er det stærkeste,

månen kan holde til himlen hele dagen uden at svigte
og når den lyser ud på havnen står alle brist i os stille,

forfaldsbilleder ser næsten tilgivelige ud i det bløde lys
og heksene i gaderne ligner mere og mere de piger vi er gift med,

jeg går langs med skellet mellem dig og mig og verden
og føler at mit efterslæb til fuglene er det eneste tilbage,

træerne står stikkelsbærbenede og rager uklar med frosten
men det er kun en overgang i irritationen mellem dag og nat,


jeg går langs med skellet mellem dage og nætter,

- F. P. Jac, Mit efterslæb til fuglene – et forhåbentligt digt, 1984.

mvh
Simon
Top Svar Citer
#19778 - 27/10/2015 03:19 Re: Mellemrummet [Re: Simon]
RoseMarie Offline
bor her
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1112
Halløj i natten Simon

"Jeg går langs med skellet mellem dage og nætter ..." ja, det er jo lige netop sådan, det er. Mellem dage og nætter og lige midt i mellemrummet :))

Såååååå smukt, så fint og følsomt på den allerbedste måde,at jeg bare kan smile og smile og smile ... og så falde i søvn igen med et smil om munden og ind i drømmeland ... Mmmmmm ZZzzzzz

Smilende natlige hilsner
RoseMarie
Top Svar Citer
#19781 - 27/10/2015 14:56 Re: Mellemrummet [Re: RoseMarie]
RoseMarie Offline
bor her
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1112
Hej igen Simon

Ja, når du siger JAC, så siger jeg Borum :)) her hvor han som JAC også skriver til kvinden og kærligheden i sit liv.

Mit liv

Jeg følger mit liv
hen over alle afgrunde
forfølger mit liv
forføres af mit liv
til større dristighed
end jeg kan stå ved
jeg kryber med mit liv
ind under bjergene
mit liv har sin rede derinde

Mit liv råber mig ind til sig og jeg
stryger dets blinde pels
med min lille latter hør den
jeg kanter mig ud og ind
mellem mit livs dage
jeg aflæser på hudens skærm
den daglige afstand
til livet

Blåfrosne sygelige lillebitte
liv kom
jeg har ondt af dig
varm dig
jeg har opgivet al forfølgelse
jorden er mig for tryg
bombarder mig med liv
jeg vil ikke beskyttes
kast livsbomben
midt i mit kød

Jeg er stadigvæk angst og vejløs
jeg har endnu ingen oprydning foretaget
i det støvgrå kontor hvor jeg bor
men jeg længes
og jeg ånder
og jeg
åh hold kæft brug mig op elsk mig hører du

*

Til Inger 16.1.65

Man giver mig grænser,
man rækker mig midtpunkter og periferier.
Men i virkeligheden
eet eneste og uudstrakt.
Hvergang du nærmer dig
er jeg lidt nærmere.
Hvergang en af os vender sig bort
bliver en sol et sted sort.
I lokker mig ind,
I lukker mig ude.
Men i virkeligheden
er virkeligheden
det som ikke kan rummes.
Herregud, tænk dog på
hvad et menneske er.
Hvor lidt, hvor ringe,
hvor blodfattigt og snart borte.
Du snører mig ind,
jeg løser dig fri
og vi danser ja danser
og det er godt
og der er stjerner.
Men tænk dog på
hvor langt endnu.
Se, tag oppå neglen
blot eet sekund,
kan du se, overskue det?
Jeg snører dig ind,
du løser mig fri
og vi synker og hvilen er god.
Kom du nærmeste
nærmere endnu.
Men i virkeligheden
er vi altid (udentid)
hvor vi er. Hører du!
Hvor er du?
Det er mørkt
og det er sneslud
og der er sølvmåne
og menneskeånde.
Herregud hvor meget verden
et menneske indsuger udstøder.
Hvergang du trækker vejret
ér jeg hos dig.
Dans som vi danser,
brænd dette ord.
Men i virkeligheden
er vi ild luft vand
og jord.



Hilsner i dagslys
RoseMarie
Top Svar Citer
#19782 - 27/10/2015 19:54 Re: Mellemrummet [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4655
Hej RM..

Ja, det er virkelig så godt, så godt … naturen i dem, han brysk, udfordrende og jublende i stormen, hun favnende sine guldæg med varsomhed, udstrakt mod hinanden med dunkende accept, noget er hjemme – det er ikke spor svært at forstå, når du sir’…der er kun ja’et tilbage..;)

Svært er det at sidestille anråbende for livet, forvandlingen, det pludseligt enestående forår, man er en rejsende i kulmination, når digte fremragende fører én med sig. Ja … her et andet, en form for status midt i de omsiggribende forvandlinger, der nok fødte den inderlige vaklen på skellet, der også brændte i Borum og Inger:

Forvandlingen

Dine Lænder er ild.
Din mund er en brændende stjerne.
Jeg selv er en smal Stribe Taage et sted i det fjerne.

Jeg selv er en Storm,
en stum, mørn Storm over Mørket og Tavshedens
Kyst.
Ulegemlig Glød der forbrænder mod dit Bryst.

……Stille, helt stille –
og du er den lyse Nat og den vilde Vin,
det tøvende Rum og Vinduets lette Gardin.

en lys Bund af Sand
under vand der er skinnende grønt som den
stigende Dag.
En Hånd lagt løst over min – og et Åndedrag.

- Morten Nielsen.

Det ka’ være Tutti, eller den mørkhårede skønhed i klubben, men der er ikke meget der ka forstyrre ham ;)

goaftens nyd – sikke et efterårsskin, i dag! ;)
Simon

Top Svar Citer
annonce
Side 114 af 595 < 1 2 ... 112 113 114 115 116 ... 594 595 >


Seneste indlæg
Klima- og Corona-krise
af Arne Thomsen
28/03/2020 12:30
Gerth Drost
af Gerth
27/03/2020 22:27
Mellemrummet
af Simon
27/03/2020 14:39
Lyser på vej
af Simon
27/03/2020 14:14
OPLYSTHED ( ny version )
af Gerth
07/03/2020 03:30
Nyheder fra DR
STIL SPØRGSMÅL til danskere i Italien:..
29/03/2020 10:21
105 danskere hentet hjem med særfly: ..
29/03/2020 10:19
Teenager fundet død - 32-årig mand er ..
29/03/2020 10:18
Blev hånet og latterliggjort: Læge red..
29/03/2020 09:00
Scandinavian Star: Pyroman, blinde passa..
29/03/2020 08:30
Nyheder fra Religion.dk
Coronarestriktioner set fra et løgstrup..
27/03/2020 06:00
Er min mand og jeg stadig islamisk gift?
26/03/2020 11:45
Kan man ifølge islam hævde, at corona ..
26/03/2020 05:55
Hvordan har slavehandel påvirket det re..
25/03/2020 06:12
Donald Trump iscenesætter sig selv som ..
24/03/2020 05:54