Hej Arne:

Temaet død og liv er jo vedkommende for alle levende væsener - og da jeg jo ved, at du var dyrlæge i dit arbejdsliv - vil jeg gerne bringe vore firbenede venner på banen.

For et par dage siden mistede min datter og hendes familie deres dejlige cocker-spaniel, som var et kært medlem af kredsen gennem 14 år. ...

Gizmo har længe trængt til at komme herfra. Havde grimme knuder og kunne ikke høre længere. ...

Men den havde stadig levende, kloge øjne og logrede med halen, når vi kom. ...

I mandags kom dyrlægen så og gav den først bedøvelse og siden sprøjten, som fik den til at sove hen. ...

Min datter og svigersøn var hos den - og begravede den under en lille ceremoni i haven. ...

Det kunne jo ikke være anderledes, sådan som den havde det til sidst, og ingen lever jo evigt - men, hvor er der tomt hos de unge mennesker nu. ... Der bliver grædt mange tårer - og savnet er stort. ...

Men egentlig ved man jo godt, at når man anskaffer sig en hund, må man også imødese en sorg en dag ... og der ligger vel som hundeejer et stort ansvar i at afgøre, hvornår tiden er kommet?

Nogle gange tænker jeg, at det er sværere for mennesket, som jo ikke må bede om aktiv hjælp til at komme herfra trods ønsket herom?

Men det er jo så en helt anden problemstilling end den, du lægger op til i dit emne.

m.v.h.
Zenia

Tilføjelse - og forhåbentlig til trøst:

En elsket hunds afsked:

Jeg stod ved din seng i aftes - jeg kom for at få et lille klap
jeg kunne se, at du græd og fandt det svært at falde i søvn.

Jeg hviskede stille til dig, mens du tørred en tåre bort
"Det er mig", "Jeg har det fint, hvor jeg er"

Jeg var tæt ved dig, da du drak din morgenkaffe.
Du tænkte på de mange gange, din hånd rakte ned for at nå mig.

Jeg var med dig ved min grav i dag, du tager dig så smukt af den.
Jeg ønsker at fortælle dig, at jeg ikke ligger dér.

Jeg gik med dig mod huset, mens du fumlede efter nøglen.
Jeg satte stille min snude mod dig og sagde: "Det er mig"

Du så så træt ud, og du sank ned i en stol.
Jeg prøvede så hårdt på at lade dig vide, at jeg jo stod der.

Du sad der meget stille, så smiled du og jeg tror, du vidste ...
I aftenens stilhed var jeg meget tæt på dig.

Når tiden er rigtig for dig til også at krydse broen
vil jeg skynde mig hen for at hilse dig, og vi vil stå der side om side.

Jeg har så mange ting at vise dig, der er så meget for dig at se.
Vær tålmodig - lev din rejse ud ... og kom så hjem for at være med mig.


.... fundet i mine gemmer - og måske til trøst for dem, som har mistet en firbenet ven. ...

m.v.h. - og med en tåre i øjet
Zenia

Jeg ved du aldrig har kunnet forstå det, men man kan ikke argumentere for sine meningers relevans, ved at henvise til hvad andre rundt på netsiderne måtte mene. Der er ingen forklaringskraft i dig Arne, hvorfor du som altid før bare udelukker dig fra debatter ;)

Mvh
Simon

Hej Zenia..

Som tidligere sagt (i tråden Mellemrummet), er det yderst sandsynligt du har fin poesi liggende - som fx her leveret. Fine ord med våd pen, disse..;)

mvh
Simon