han er ret, hvorfor er du racist ? hvad har Islam gjorde til dig og din familie eller til dit lille Land? jeg er ateist, men jeg kan ikke se, at en idiot ( kartoffel) snakker om noget, som han ikke forstår hvad det betyde og hvad skal man se om det.

Religioner er kun ideologier, men det kan også være farligt nok.

Bagved alle disse ideologier er der levende mennesker og hvordan disse mennesker anvender ideologierne er helt bestemt af psykologiske faktorer. Alle religionerne kan tolkes på mange forskellige måder alt efter hvilken person der fortolker dem.

Alle religioner er noget vrøvl. Jahve findes ikke, Allah findes ikke.

Det, som findes er dig og mig. Det enkelte menneske og dets forhold til omverdenen der er enkelte mennesker lige som én selv.

Først når mennesket tager ansvar for sig selv og sine handlinger giver det mening at stille spørgsmålet om den virkelige Gud som er kærlighed findes. Hvis der ikke er kærlighed i dig selv, hvordan kan du så finde Gud?

Der er ingen kærlighed og forståelse i troen på hverken Islam eller Kristendom.

Det er i al evighed falsk.

Kærligheden, Gud, er i dit eget forhold til og dine egne handlinger i forbindelse med, andre mennesker der er lige som dig selv.

Alt liv på denne planet skriger forgæves på dig menneske, at du forstår dig selv og handler derefter.

Du er selv, ene og alene, ansvarlig for enhver handling du foretager.

Hej Michael..

”Alle religioner er noget vrøvl. Jahve findes ikke, Allah findes ikke”

- Efter så mange år med dine egne idéer om det guddommelige, er det jo faktisk sjovt at se denne konklusion, fra din hånd!

Kort efter får vi dog et indblik i den gudeforestilling der stadig rumsterer underneden, måske som sproglige reminiscenser, hvem ved, men som altså stadig bevæger din måde at tænke mennesker og liv på, for du skr. nemlig flg. :

”Først når mennesket tager ansvar for sig selv og sine handlinger giver det mening at stille spørgsmålet om den virkelige Gud som er kærlighed findes”.

- I spørgsmålet forudsætter du her kærligheden gennem eksistensen om noget guddommeligt, som du altså foroven minimerede til blot noget vrøvl, hvorfor man må spørge: hvorfor nu det?

Nu du har tilgang til den europæiske historie, hvor paver og konger slog menneskene til blods i kampen om deres eget selvbillede, fordi netop troen på idéer om guddommelige myndigheder gav anledning til psykiske forstyrrelser så omfattende, at netop deres idealbilleder af noget guddommeligt for enhver pris måtte komme i første række som udtryk for selvbilleder, i hvilken forbindelse man afgørende skabte love til forordning for den sameksistens, hvor alene det ikke at tro på idéer gav anledning til frygt for eget liv. Det bliver påfaldende naivt at sidde og hæve symbolikken opover mennesker der skabte den og hvormed netop mennesker formodedes at skulle forstå sig selv. Det var idéerne om noget guddommeligt som havde forordnet naturen, den var gal med. Her blev symbolikken som redskab et miskmask af misopfattelser til bygning af en menneske- og naturforståelse. Det er en idéhistorie, skabt af mennesker, og som i vældig grad viser noget om den tilgang mennesker i tidligere kulturer formede sig til forståelse af dem selv og naturen omkring dem, vi må se på og måske beundre. Og det var denne forståelse der gav anledning til de sindbilleder, udtrykt i symbolers forståelse, som du o.a. troende jo i den grad har overført på jer selv, men som i grunden er et uanvendeligt redskab der i stigende grad isolerede mennesket fra det verdensbillede og den menneskeforståelse der støt har udviklet sig. Her har nutidens troende blot vedblivende og ukritisk tolket omverden ind i gammel symbolik. Problemet er jo, at de sansebilleder du selv tidligere skabte dig og promoverede gennem debatter, netop er en favorisering af sproglige symboler fra årtusinders religioner der slet intet viser om fx. dig som menneske, mens de derimod viser noget om idéer mennesker engang havde som tilgang til en selvforståelse- og hvor troen var så politisk massiv i de sociale rammer, at der næsten ingen vej udenom fandtes.

Vedr. sammenhængen mellem dine to konklusioner her, ”Først når mennesket tager ansvar for sig selv og sine handlinger giver det mening at stille spørgsmålet om den virkelige Gud som er kærlighed findes” & ”Hvis der ikke er kærlighed i dig selv, hvordan kan du så finde Gud?”, er der det at sige:

- Mennesker har siden og frem netop i stigende grad påtaget sig ansvaret for sig selv og hinanden gennem div. politiske forordninger, der så afspejler de samfundsstrukturer du ser omkring dig. Her er kærlighed (følelser knyttet til sindbilleder) ikke som før bare et miskmask af overtro, men sker simpelthen gennem forankring i de fælleshistorier mennesker skaber, og hvor de slet ikke behøver gudetro for at bygge liv indbyrdes og med kærligheden som referencer for det fælles samlivsfundamentet. Her må man så bruge sin sunde fornuft, når/hvis idéer man har bygget op om kærligheden (ved skilsmisser osv.) mister sin reference, og man er faktisk fri til evt. at bygge nye kærlighedshistorier! Men at gøre sig selv til objektet for subjektive idéer man har om kærligheden, tegner kun et billede af indgangen til den selvtilfredse trosonani religioner byggede op og påduttede mennesket, og som isolerede mennesket fra medmennesket, fordi netop idéer om noget guddommeligt blev indført mellem selvforståelsen og medmennesket. Netop der ser vi historiske eksempler på den narcissisme der også findes rundt om os i dag – fx bestiller et menneske som Hans stort set ikke meget andet end netop at bolle selvbilledet op i skyformationer ingen omkring ham kan bekræfte ham i. Den slags har kun betydning for den der sylter sig ind i selvbilleder der skriger til himlen om et misfornøjet selv- og socialforhold! Dyrk du kærligheden til mennesker og lær dig at leve med, at også du er et menneske der på godt og ondt blev formet fra de skrammer der ligger i et liv hvor kærligheden er en fundamental del af vores behovsforståelse. Men lad være med at gøre dig selv til genstand for den kærlighed du må udvise andre, fx ved at proppe hovedet med idéer om dig selv som et guddommeligt fænomen og blot fordi du kan idealisere kærligheden til noget guddommeligt, for det var netop den religiøse fidus! Kærligheden kan udtrykke sig på uens måder, der helt afhænger af sproget man indbyrdes kommunikerer.

Så altså, det selvansvar dine og fortidens medmennesker for længst påtog sig, helt uden at proppe sig med kristen og anden religiøs symbolik, og som børn jo hurtigt lærer sig er vigtigt, fører end ikke til afvikling af det medansvar vi også omfatter hinanden med i det daglige samliv. For dette fører kun til forståelsen af, at hvordan andre mennesker har det, får betydning for hvordan vi selv har det, hvilket som sådan er en social forordning der muliggør et samfund med en etik hvor ansvaret for os selv er delmængde af en fællesmængde, kommunikeret gennem en politik hvor vi i stigende grad favoriserer ansvaret for hverandre gennem krav i international politik. Så koblingen mellem kærligheden og idéen om guder har ingen bemyndigelse, det har derimod mennesker – og det er jo også mennesker der gennem årtusinder blev forledt til at tro dit og dat om noget guddommeligt som fundament for deres eksistens, med de sociale komplikationer det førte med sig.

Mvh
Simon

Det er et spørgsmål om ord og det vi behæfter med ordet. Du har ret i at jeg måske ikke burde bruge ordet Gud fordi det er behæftet med så mange vrangforestillinger.

Jeg kan jo ikke forlange, at du har læst alle mine indlæg gennem årene, men hvis du havde det og kunne sætte dig ud over den måde HansKrist vrangforklarer det jeg siger, så ville du også vide at jeg har redegjort for det jeg mener.

Der er ingen grund til at gøre meditation til et følelsesmæssigt eller sentimentalt fænomen. Når det så ofte alligevel er tilfældet, så er det fordi vi mennesker aldrig rigtig er blevet voksne. Vi blander altid vores følelser og sentimentalitet ind i den måde vi lever vores liv på.

Meditation kan også betegnes som, at betragte forstandigt. Selvom vi tror, at dette at betragte er det samme som at tænke, så er det det ikke.

Tanken er de mange brudstykker, som stiller sig op mod hinanden og prøver at skabe en enhed af forskellighederne. En tanke er et brudstykke, et bestemt synspunkt som stiller sig op mod et andet brudstykke, et andet synspunkt, en anden tanke og holdning som er helt anderledes.

Det er svært for os at forstå, at der i vores sind er noget helt andet end dette at tænke og sammenligne. Dette andet er at betragte og i denne betragten ser man alle brudstykkerne som er alle de forskellige tanker og holdninger.

Hvis man betragter de forskellige religioner sér man hvordan de er opstået. Fra naturmenneskets tro på kræfter i naturen, ånder og dæmoner til de mere sofistikerede og esoteriske udlægninger kulminerende i troen på én Gud.

Religionerne er kæmpemæssige tankebygninger med alle deres dogmer, regler og love men hvis man betragter alt dette så falder det fuldstændig bort. Man behøver ikke at benægte det, det er simpelthen falsk.

Men at se, at al det menneskene har organiseret som religion med alt hvad det indebærer af det ene menneskes magt over det andet, af uvidenhed og uvidenhedens handling, vold, er ikke ensbetydende med at man bliver ateist.

Ateisme er også en tro, man tror bare på at der ikke er noget der kan kaldes Gud.

Så længe man tænker, tror og danner forestillinger så kan man ikke stille spørgsmålet om der er en Gud eller ej. Så er man hyldet i illusioner.
Men det klare blik, ser livets under og verden omkring det og stiller et spørgsmål uden ord. Et spørgsmål som kan komme til udtryk i det vi kalder forundring.Forundring er en sand reaktion på dette at se livets mysterium.

Religionernes gudebilleder er dumme og platte men det samme er den ateistiske materialisme. Man må begive sig ud i det liv som er lige foran én og som er ens eget. Man må forstå sig selv og det liv man lever og ikke hvad alle mulige andre har sagt. For livet er altid her og nu.

Ingen anden end én selv kan forstå sandheden. Kun det man selv har set og erfaret har gyldighed. Vi lever som en entitet i et spand af tid. Vi har vores identitet fra samværet med andre mennesker der er som os selv. Hvis vi derfor ikke forstår os selv, så forstår vi ingenting.

Men hvis vi derimod konstant holder tanken tilbage for at betragte det liv som konstant er omkring os lige nu så vil vi også forstå os selv og det liv vi lever blandt andre.

Det vigtigste af alt er at forstå tanken.

Men vi er bange for at forstå tanken for tanken er alt hvad vi har. Det betyder ikke at alt hvad andre siger er forkert, det betyder blot at det de siger kun bliver til virkelighed for os når vi forstår det. Det vil sige, at vi selv konstaterer sandheden i vores eget liv.

Selv når vi tænker dybsindigt er det ikke tanken der bringer os forløsning. Forløsningen kommer når sammenhængen går op for os og dette at forstå sammenhængen er sandheden.

Alle religioner, ideologier og trosformer er falske, de er tanken. Der er kun det virkelige liv som vi møder hver dag og det kræver en umådelig årvågenhed at leve og ikke hele tiden at lade sig forstyrre af tanken og fortolke det vi ser ud fra vores egen begrænsede baggrund.

Når som helst tanken bemægtiger sig vores sind så ser vi ikke længere himlen over os, så lægger vi ikke mærke til hvad der sker omkring os. Så er vi ikke længere klar over sammenhængen i vores livs begivenheder, men så forestiller vi os alt muligt, fortolker det ud fra vores begrænsning, er indhyllede i illusioner.

Men at alle religioner er falske betyder ikke at der ikke er nogen Gud. Det betyder blot at tanken, illusionen, bliver erstattet af det direkte blik. Men dette blik er ikke muligt uden at man har erkendt det falske som det falske. I den fuldstændige negation forsvinder al guddommelighed og kun virkeligheden bliver tilbage.

Det virkelige liv, som man kan se ud af øjnene lige nu og her og altid følge med i. Når vi tænker erindrer vi bare fortiden, så lever vi ikke.