0
registrerede
560
gæster og
213
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#15836 - 09/07/2013 11:07
At være
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7238
Sted: Sydsjælland
|
|
Efter gennem længere tid at have fulgt med her på Trosfrihed.dk, så synes jeg, det mest spændende emne er opfattelsen/oplevelsen af dét at være til.
Det er skønt, synes jeg, at alle kan komme til orde her, og det behøver jo ikke at være fint formuleret, hvad man skriver, men min erfaring er, at alene dét at begynde at udtrykke egen opfattelse/oplevelse af hvordan tilværelsen er, det gør – i hvert som jeg har erfaret det – at der begynder at ske noget – indvendigt Det, der umiddelbart synes klart, kan godt begynde at ændre sig – når der kommer ord på. Det samme kendes jo også indenfor psykologi (psykoterapi og psykoanalyse).
Nu skal man jo ikke være sart her, hvor der er debattører, som åbenbart mere deltager i den hensigt at nedgøre andres meninger end at udtrykke egne. Hvis sådanne indlæg alene synes nedgørende – og ikke bidrager til afklaring og udvikling – kan man jo bare ignorere dem
Der er mere mellem himmel og jord, sagde Shakespeares Hamlet til Horatio og Den Danske Ordbog skriver herom: Talemåde: Man skal ikke afvise det tilsyneladende uforklarlige, blot fordi man ikke kan fatte det med sin begrænsede forstand. http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=himmel (klik)
”Mere mellem himmel og jord”, de ord kan de fleste af os vist tilslutte sig – jeg kan i hvert fald. Men første gang det rigtig gik op for mig var, da jeg sad på et sygehus og ventede på min dom på basis af røntgenundersøgelse nummer to af mine lunger pga. en ulidelig hoste, der var kommet, efter at jeg var holdt op at ryge. Sandsynligheden for lungekræft var nok mindst 50 %, og mens jeg ventede, tænkte jeg på min meget muligt meget korte sidste levetid, men også på, hvordan det ville være ikke at eksistere – og jeg opdagede, at denne totale intethed var det umuligt for mig at forestille mig, uanset hvor meget jeg forsøgte.
Jeg fik så alligevel ikke nogen her-og-nu-dødsdom (at en dødsdom på et ukendt tidspunkt venter os alle, det er jo en anden sag), men forsøget på at forestille sig ikke at være gjorde nu oplevelsen af det at være fantastisk og vidunderlig – ikke længere bare en selvfølge – og verden, og jeg selv, så pludselig anderledes ud
Det er nu anden gang, jeg forsøger at beskrive den oplevelse. Dengang da jeg oplevede det, hæftede jeg mig ikke særlig meget ved det, var blot lettet over at truslen var fjernet, men da jeg første gang, mange år senere, søgte at beskrive det, gik det op for mig, at den oplevelse har langt større dybde og perspektiv, end jeg ført opfattede – og nu, hvor jeg forsøger igen, bliver perspektivet endnu større.
Jeg har en bevidsthed, jeg oplever denne verden, og jeg oplever mig selv – både som mig og som en del af verden – og det er jo ikke kun det, at jeg eksisterer, der er så fantastisk, det er jo om muligt endnu mere fantastisk, at verden eksisterer.
Shakespeare har jo ret i, at der er mere mellem himmel og jord, for hvor godt kender jeg egentlig mig selv, og hvor meget ved jeg om verdens væren? Øh – ja det er vist ikke så farlig meget Hvem er jeg? Jo, noget ved jeg jo, noget bilder jeg mig ind – og en hel masse ved jeg stort set intet om.
Via psykologi ved jeg efterhånden lidt om mine fortrængte traumer, ”ar i sjælen”, der kan erkendes, men ikke fjernes, og som alligevel – enten jeg vil eller ej – i høj grad styrer min måde at være på. Dertil kommer så, hvad jeg tror C.G. Jung har ret i: Det kollektivt ubevidste, som også nok i høj grad styrer mig – uanset min vilje – eller nok rettere: som i høj grad styrer min vilje.
Og verden, hvor meget ved jeg om den verden jeg er til i? For nylig så jeg, at naturvidenskaben mener kun at vide noget om nogle få procent af hele verden, som den er i dag, mens verdens fortid og fremtid fortoner sig i det totalt uvisse – og i kvantefysik ser det ud til, at subjekt og objekt ikke kan adskilles. Og her tales endda kun om data – ikke om verdens væren - hvis der er sådan en.
Hvordan kan man leve godt og rigtigt på så spinkelt et grundlag? Det har vi mennesker jo skabt utallige myter om – både i eventyr, i kunst, i filosofi, i religiøse idéer og i metafysik. http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=metafysik (klik) At vi ikke her befinder os ”på sikker grund” kan enhver rationalist bevidne, men holder vi os alene til det sikre (som nok alligevel ikke er så sikkert endda), bliver det jo en meget indskrænket verden at leve i, vil jeg mene.
Og i hele denne brogede verden er der én idé, ét udtryk, der gør mere indtryk på mig end alt andet: Kærligheden i Kristusfigurens øjne her i billedgalleriet http://www.trosfrihed.dk/debat/ubbthreads.php/galleries/5147/IKON_AF_KRISTUS.html (klik)
Det kan forekomme at være sentimentalt, banalt, naivt og sikkert meget andet lignende, men når alvoren i denne kærlighed først virkelig bliver opfattet/oplevet, så ”fordamper” de indvendinger i mig
Det er mere end 20 år siden, jeg først så de øjne, og for hvert år jeg genser dem (ikke blot på et foto) bliver alvoren og intensiteten dybere og stærkere. Dette udtryk er for mig: Menneskeskabt guddommelighed. Tænk at vi kan
M.v.h. Arne
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#15840 - 09/07/2013 16:22
Re: At være
[Re: Arne Thomsen]
|
|
Hej Arne, Når du bl.a. skriver følgende: Via psykologi ved jeg efterhånden lidt om mine fortrængte traumer, ”ar i sjælen”, der kan erkendes, men ikke fjernes, og som alligevel – enten jeg vil eller ej – i høj grad styrer min måde at være på. Dertil kommer så, hvad jeg tror C.G. Jung har ret i: Det kollektivt ubevidste, som også nok i høj grad styrer mig – uanset min vilje – eller nok rettere: som i høj grad styrer min vilje. Og verden, hvor meget ved jeg om den verden jeg er til i? For nylig så jeg, at naturvidenskaben mener kun at vide noget om nogle få procent af hele verden, som den er i dag, mens verdens fortid og fremtid fortoner sig i det totalt uvisse – og i kvantefysik ser det ud til, at subjekt og objekt ikke kan adskilles. Citat slut. Tænker jeg, at det er en helt utrolig spændende tid, vi lever i (denne gang :)). P.t. læser jeg en bog skrevet af Alexander Loyd og Ben Johnson: The Healing Codes - helbred dig selv. Fra bogens bagside citeres: Med The Healing Code får du nøglen til at åbne for dit eget gudgivne sundhedspotentiale. Jeg vil ikke gå nærmere ind på, hvad og hvordan forfatterne er nået til deres opdagelse, men finder, at det hænger helt sammen med netop vor tid lige nu - nærmere forstået omkring det, man nu ved - som du nævner omkring kvantefysik. Bogen kan lånes på biblioteket. Det gjorde jeg, men da jeg ikke kunne få mig selv til at aflevere den, måtte jeg ud og købe en. ... På nettet findes en del om The Healing Codes og hvad de går ud på - og kan hjælpe med. Min egen oplevelse er, at den går meget dybt og løser op for "ar i sjælen", idet den "gør noget ved" alt det underbevidste, som hidtil har været vanskeligt at gøre noget vedvarende ved, men som på samme tid må erkendes som værende utrolig styrende i et menneskeliv på alle planer. m.v.h. Zenia NB: Jeg finder det interessant at læse om, at forfatterne når til, at det ikke at være i stand til at tilgive findes som årsag til enhver ubalance og sågar sygdom? Citat fra bogen: Utilgivenhed røbes ofte af en eller anden form for vrede eller irritation eller manglende lyst til at være i nærheden af en given person. Citat slut. (Kunne næsten være skrevet af fra EKIM) ... og hvem af os har ikke noget at arbejde med her, tænker jeg bare.
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#15848 - 10/07/2013 10:27
Re: At være
[Re: Anonym]
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7238
Sted: Sydsjælland
|
|
Hej Zenia.
Du skriver bl.a. om evnen til at tilgive, og dér tror jeg helt bestemt, at du har fat i noget meget væsentligt.
Om Alexander Loyd og Ben Johnson: "The Healing Codes - helbred dig selv" har jeg ingen mening, men forstår, at det har noget med en påstået "cellulær hukommelse" at gøre, hvilket nok heller ikke er usandsynligt.
Når jeg skrev om "psykiske ar", var det som modsætning til fortrængte "åbne blødende og betændte sår" - for nu at blive i billedsproget Min erfaring fra psykoterapi/-analyse handlede om et ubærligt og fortrængt savn af kærlighed og tryghed som lille barn forårsaget af, at den slags behov absolut ikke blev imødekommet af de førende autoriteter angående børneopdragelse i 1930'erne.
Det var smertefuldt at grave frem fra mit personligt ubevidste, og det førte til stor vrede mod især min mor - en vrede, som jeg ikke vidste, at jeg havde - og havde haft lige siden min barndom (fortrængt).
Men efterhånden fik min nye indsigt mig til at forstå, at de jo ikke vidste bedre, og at de jo også var underlagt, hvad der skete i deres barndom. På min mors dødsleje på et tidspunkt, hvor hun måske dårligt nok var ved bevidsthed, kyssede jeg hende på panden. Det var rent spontant - og uden tanke for, hvad hun altid havde sagt: "Kys og kram er noget skidt!" Der gik min vrede over - jeg fik ro i sindet.
Men der er stadig et "psykisk ar": I alle årene havde jeg ikke kunnet acceptere, når en kuglepen blev væk, og jeg brugte urimelig megen energi på at finde den igen - uanset at jeg havde masser af andre kuglepenne. Det var "Mor er gået fra mig" - blev jeg omsider klar over I dag kan jeg grine ad det, men arret er der stadig: Jeg mærker stadig mere end rimeligt trangen til at hente den kuglepen tilbage, der "er gået fra mig"
For mig er det klart, at det var forståelse og indsigt, der åbnede for, at jeg omsider kunne tilgive - og det er netop dét (og meget andet), jeg oplever, lyser ud af Kristus Ikonens dybt alvorlige indtrængende elskende øjne.
Men har man ikke fred i sindet - og står dogmerne i vejen - spirer kærligheden nok ikke
M.v.h. Arne.
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#15851 - 10/07/2013 22:01
Re: At være
[Re: Arne Thomsen]
|
|
Hej Arne, Tak, fordi du så åbent deler noget, som går SÅ dybt. Jeg har selv i min indgang til dette liv bedt om at blive født af forældre, som ikke kunne høre. Givetvis har det været årsag til megen forladthedsfølelse og ensomheds-ditto ... livet igennem. Men min tro på, at jeg selv har valgt ... eller min Sjæl har haft tiltro til, at det kunne jeg klare i en fysisk tilværelse - har fået mig til at finde både overskud og sågar mening og retning i livet med det også. Vedrørende tilgivelse er det, du skriver jo helt åbenlyst (for mig) en forståelse af, at man bør tilgive mere for sin egen end krænkerens skyld. ... Det er jo den eneste måde, man kan opnå fred i sit sind ... og som jeg er skruet sammen ... får ens omgivelser langt ud også glæde af det - måske endda den mor, som længst er draget herfra og ikke kunne handle anderledes med den bagage, hun nu engang havde på det tidspunkt, ... men måske kan hun nu fra sit sted glæde sig over, at tilgivelse er givet og fred er opnået. ...:) Alt vel - Zenia
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|