|
1
registreret
(1 usynlig),
142
gæster og
109
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: At være
|
Efter gennem længere tid at have fulgt med her på Trosfrihed.dk, så synes jeg, det mest spændende emne er opfattelsen/oplevelsen af dét at være til.
Det er skønt, synes jeg, at alle kan komme til orde her, og det behøver jo ikke at være fint formuleret, hvad man skriver, men min erfaring er, at alene dét at begynde at udtrykke egen opfattelse/oplevelse af hvordan tilværelsen er, det gør – i hvert som jeg har erfaret det – at der begynder at ske noget – indvendigt 
Det, der umiddelbart synes klart, kan godt begynde at ændre sig – når der kommer ord på.
Det samme kendes jo også indenfor psykologi (psykoterapi og psykoanalyse).
Nu skal man jo ikke være sart her, hvor der er debattører, som åbenbart mere deltager i den hensigt at nedgøre andres meninger end at udtrykke egne.
Hvis sådanne indlæg alene synes nedgørende – og ikke bidrager til afklaring og udvikling – kan man jo bare ignorere dem 
Der er mere mellem himmel og jord, sagde Shakespeares Hamlet til Horatio og Den Danske Ordbog skriver herom: Talemåde: Man skal ikke afvise det tilsyneladende uforklarlige, blot fordi man ikke kan fatte det med sin begrænsede forstand.
http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=himmel (klik)
”Mere mellem himmel og jord”, de ord kan de fleste af os vist tilslutte sig – jeg kan i hvert fald.
Men første gang det rigtig gik op for mig var, da jeg sad på et sygehus og ventede på min dom på basis af røntgenundersøgelse nummer to af mine lunger pga. en ulidelig hoste, der var kommet, efter at jeg var holdt op at ryge.
Sandsynligheden for lungekræft var nok mindst 50 %, og mens jeg ventede, tænkte jeg på min meget muligt meget korte sidste levetid, men også på, hvordan det ville være ikke at eksistere – og jeg opdagede, at denne totale intethed var det umuligt for mig at forestille mig, uanset hvor meget jeg forsøgte.
Jeg fik så alligevel ikke nogen her-og-nu-dødsdom (at en dødsdom på et ukendt tidspunkt venter os alle, det er jo en anden sag), men forsøget på at forestille sig ikke at være gjorde nu oplevelsen af det at være fantastisk og vidunderlig – ikke længere bare en selvfølge – og verden, og jeg selv, så pludselig anderledes ud 
Det er nu anden gang, jeg forsøger at beskrive den oplevelse. Dengang da jeg oplevede det, hæftede jeg mig ikke særlig meget ved det, var blot lettet over at truslen var fjernet, men da jeg første gang, mange år senere, søgte at beskrive det, gik det op for mig, at den oplevelse har langt større dybde og perspektiv, end jeg ført opfattede – og nu, hvor jeg forsøger igen, bliver perspektivet endnu større.
Jeg har en bevidsthed, jeg oplever denne verden, og jeg oplever mig selv – både som mig og som en del af verden – og det er jo ikke kun det, at jeg eksisterer, der er så fantastisk, det er jo om muligt endnu mere fantastisk, at verden eksisterer.
Shakespeare har jo ret i, at der er mere mellem himmel og jord, for hvor godt kender jeg egentlig mig selv, og hvor meget ved jeg om verdens væren? Øh – ja det er vist ikke så farlig meget
Hvem er jeg? Jo, noget ved jeg jo, noget bilder jeg mig ind – og en hel masse ved jeg stort set intet om.
Via psykologi ved jeg efterhånden lidt om mine fortrængte traumer, ”ar i sjælen”, der kan erkendes, men ikke fjernes, og som alligevel – enten jeg vil eller ej – i høj grad styrer min måde at være på.
Dertil kommer så, hvad jeg tror C.G. Jung har ret i: Det kollektivt ubevidste, som også nok i høj grad styrer mig – uanset min vilje – eller nok rettere: som i høj grad styrer min vilje.
Og verden, hvor meget ved jeg om den verden jeg er til i? For nylig så jeg, at naturvidenskaben mener kun at vide noget om nogle få procent af hele verden, som den er i dag, mens verdens fortid og fremtid fortoner sig i det totalt uvisse – og i kvantefysik ser det ud til, at subjekt og objekt ikke kan adskilles.
Og her tales endda kun om data – ikke om verdens væren - hvis der er sådan en.
Hvordan kan man leve godt og rigtigt på så spinkelt et grundlag? Det har vi mennesker jo skabt utallige myter om – både i eventyr, i kunst, i filosofi, i religiøse idéer og i metafysik.
http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=metafysik (klik)
At vi ikke her befinder os ”på sikker grund” kan enhver rationalist bevidne, men holder vi os alene til det sikre (som nok alligevel ikke er så sikkert endda), bliver det jo en meget indskrænket verden at leve i, vil jeg mene.
Og i hele denne brogede verden er der én idé, ét udtryk, der gør mere indtryk på mig end alt andet: Kærligheden i Kristusfigurens øjne her i billedgalleriet
http://www.trosfrihed.dk/debat/ubbthreads.php/galleries/5147/IKON_AF_KRISTUS.html (klik)
Det kan forekomme at være sentimentalt, banalt, naivt og sikkert meget andet lignende, men når alvoren i denne kærlighed først virkelig bliver opfattet/oplevet, så ”fordamper” de indvendinger i mig
Det er mere end 20 år siden, jeg først så de øjne, og for hvert år jeg genser dem (ikke blot på et foto) bliver alvoren og intensiteten dybere og stærkere.
Dette udtryk er for mig: Menneskeskabt guddommelighed.
Tænk at vi kan 
M.v.h. Arne
|
|
|
|
