| 
| 
	
 
| 0 
registrerede 
94 
gæster og
163 
søgemaskiner online. |  
| 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 | 
 |    | 
| 
| 
| #23009 - 04/04/2017 03:27  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Poeten Seamus Heaney & Irland, den keltiske tiger, lærken og rummet med den lille gut i verdens trygge midte, og hjemlandets alvorlige historie ... det er her alt sammen, som en Vermeer under bearbejdning:     https://www.youtube.com/watch?v=8HWurkQ1ao4 mvh Simon |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #23012 - 05/04/2017 09:44  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Her fortsætter Sophus, hvor RM slap...
 Ilses foraarsdragt
 
 ilse ønsker sig en Foraarsdragt
 siger Moren.
 Ilse fylder sejsten.
 Det er første Gang, det bliver sagt.
 
 Hidtil havde Ilse ingen Ønsker,
 som blev nævnt og stod ved Magt.
 Ilse ønsker sig en Foraarsdragt.
 
 Og jeg smiler lidt og tier stille,
 da mit Barn begyndte selv at ville.
 Ved at se det nye Foraar vakt,
 er det, som jeg frydefuldt blev lagt
 ned i Jorden.
 Og nu bærer hun min Foraarsdragt.
 
 *
 
 Foråret 1897 foreviges her højstemt:
 
 Evangelium
 
 Foraar! Jeg bliver altid
 først mig, naar Vaaren er nær.
 Min eneste Grund til at være
 var dette Foraars.Begær.
 Det væsentlige af mig
 det er mig Foraars-Begær.
 
 Paaske, - de graablaa Dage,
 Vaarsæd og Naaletræer,
 Bøgeskoven visnet,
 isnet af Foraars-Begær!
 Det er mit Kors og mit Vievand
 det isnende Foraars-Begær.
 
 Foraar - sne og Violer,
 Langfredags skarpe Blæst;
 er Jorden sort og Frossen,
 vaares hjærterne bedst.
 Et Judas-Kys paa min Læbe
 af Foraar, som hvisker: Korsfæst!
 
 Og hvad jeg ønsker vinder
 sit dybe, stærke Skær.
 Min eneste Adkomst og Ære
 det er mit Foraars-Begær.
 Med Tiden vil Verden være
 saa rig som mit Begær.
 
 - Sophus Claussen.
 
 mvh
 Simon
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #23016 - 06/04/2017 02:34  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Et par ord fra Poul Møller, som Tikka nyligt med sangstemme livede op – sange der måske synes så længe siden, men sunget sprudler af livet de blev givet. Ingen tvivl om smukke stemmers kraft, men alene i ordene ligger den sødme eller gru, der næsten maieutisk får alt til at risle:    
 Poesiens Blomst er forbrændt paa dine Agger,
 I en Ørken du søger Forjættelsens Land.
 _ _ _
 
 Forgieves af Kunsternes høie Ruiner
 De pene Kasteller man sindrigen kliner;
 Af det ældgamle Spil.
 Ei daares jeg vil.
 _ _ _
 
 Og dog – hvad er Livet , naar Kunsterne flygte,
 Naar Alvor boer under Loftet af Iis?
 Et bælmørkt Huus, uden Lys eller Lygte,
 Og Linden for Dør med sit kulsorte Riis.
 
 - Poul Møller.
 
 I Halfdan Rasmussens Korte Skygger (1946), findes mindelser med puls om fællesskab og en skrigende tomhed, kun døden der hårdt slår ned efterlader, hvor billeder vågner i rytmen af liv poeten skabte, bl.a. i strofer som disse:
 
 Isblomster
 
 Barnet sover.
 kvinden ved din side
 aander roligt.
 Du alene vaager.
 Og i mørket
 ser du skygger glide
 ind i din bevidstheds
 lyse taager.
 
 Rudens himmel
 staar med blomsterklynger
 præget ind
 i isens skyggetone.
 Og det er
 som om et mørke slynger
 kuldens stængler
 til en tornekrone.
 
 Barnet sover.
 Vaager du alene?
 Roligt tar en haand
 om dine arme.
 Ruden staar
 med hvide æblegrene
 sænket over nattens
 lyse karme.
 
 *
 
 Foraar over Europa
 
 Aa . kunde jeg fortælle dig
 et æventyr, mit barn,
 om børn der aldrig kendte sult
 og graa ruiners skarn.
 Om drenge ingen havde lært
 at tømme en pistol
 mod nattens røde hjerte
 om mod dagens lyse sol.
 
 Aa – kunde jeg fortælle dig
 et sælsomt æventyr
 langt borte fra en vished om
 de søndersprængte byer.
 Fortælle om en verden,
 der var god med sine smaa
 og aldrig gav dem haandgranatens
 mod at leve paa.
 
 I mørke kældres fugtighed
 hvor raadenskaben staar
 og skriger i en feberkrops
 betændte hungersaar,
 gaar børn omkring, smaa blege børn,
 som igen verden har
 og søger blandt forkrøblet liv
 en savnet mor og far.
 
 I smaa, graa hænders vifteform
 staar haandens knogler spændt
 mod hudens skøre, blanke væg,
 materiebetændt.
 Der jamrer fra hver skorpet mund
 en livløs bøn om brød…
 Saa vralter en fra blod og snavs
 til ensomhed og død.
 
 De brænder lig i skovene
 paa denne foraarsdag
 hvor løvets himmel lukker sig
 om livets nederlag.
 Nu blomstrer anemonerne
 paa stilkens grønne garn…
 _ _ _
 
 Aa – kunde jeg fortælle dig
 et æventyr, mit barn.
 
 *
 
 Sammenskudsgilde 1943
 
 Vi larmer og vi griner.
 Vi synger sjove sange
 og drikker øl og sodavand
 og hjemmegjort likør.
 Vi spiser fedtemadder
 med landlig spegepølse
 og tegner smaa figurer i de
 spildte sjatters øer.
 
 En starter grammofonen
 og vælger sig en plade
 med Armstrong eller Calloway,
 saa vi kan få en dans.
 Vi vralter rundt paa gulvet
 og snakker med en pige
 og har det sjovt og hyggeligt
 til hotte negerbands.
 
 Vi koger røde pølser
 og skaaler mod hinanden
 og brænder vittigheder af
 og tier sidenhen.
 Saa vælter én en flaske
 og dingler ud af stuen
 paa lange gyngevorne ben,
 og kommer bleg igen.
 
 Vi puffer til hinanden
 og tar hinandens koner
 og ser dem dybt i øjnene
 og siger ingenting.
 Et par gaar lidt alene
 og tier stille sammen
 og kommer ind med læberødt
 om mundens tavse ring.
 
 Vi smøger cigaretter.
 Vi ryger osse pibe
 og tigger lidt tobak af en
 som har en god ration.
 Saa danser vi og sveder
 og smider slips og jakke
 og lægger nye plader
 paa den laante grammofon.
 
 Nu synger Dan og Karen.
 Nu er her ganske stille,
 og der er ingen angst og frygt
 og ingen tomhed mer.
 Og vi er meget fulde og meget
 meget unge
 og klamrer os til livet,
 der er varmt og aabent her.
 
 Nu smækker en entrédør.
 - Aa, gaar I allerede!
 Der ligger en og snorker tungt
 i stuens bedste stol.
 Saa tier grammofonen.
 Vi taler dæmpet sammen
 til ruderne tar rødme
 af den første morgensol.
 
 Vi staar i korridoren
 og prøver mange frakker
 og taler lavt om den og den,
 som flygtede igaar.
 Saa vandrer vi i klynger
 ad morgentomme gader
 og skilles med et lydt farvel,
 som ingen helt forstaar.
 
 - - - -
 
 En anden smuk digtsamling, med de smukkeste tegninger af Ernst Clausen, er Torso (1957):
 
 SAPFO
 
 Som en hånd der leger med evigheden
 rækker pinjen grenene ind i himlen
 og bevæger over din pande månens
 kølige vifte.
 
 Månen over Lesbos har hun besunget,
 hun som i en klynge af unge piger
 gik ved denne kyst hvor de høje skrænter
 anråber natten.
 
 Endnu går hun her. Når du lytter efter
 kan du høre støvet på vejen tale
 om den mørke pige hvis fødder evigt
 kærtegner øen.
 
 Blæsten plukker blomster til hendes ære.
 Og den første stjerne på aftenhimlen
 lokker op af havet en sølvmønt præget
 i hendes billede.
 
 Hendes søstre, unge og uden alder,
 bær jasminers duft i deres mørke lokker
 som en hilsen til dig fra øens dronning,
 Sapfo fra Lesbos.
 
 *
 
 SØVN
 
 Væk ikke de sovende. Stands
 daggryets hjul og lad stilhedens kilde springe.
 Lænk støvet til vejene. Dans
 mørke på ruden og skygge på muldyrets bringe.
 Lås hånden med kærtegn. Bind
 svalhed i træers krone og kystens sand.
 Rejs havet Poseidon. Blind
 Helios’ øje med kølige vifters vand.
 Stands tid. Lad falde blid
 regn over tørstende bjærge og sletter.
 Læg ind i denne vigende nat
 årtusinders dybe nætter.
 
 - Halfdan Rasmussen.
 
 mvh
 Simon
 
 
 Redigeret af Simon (06/04/2017 02:37)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #23018 - 06/04/2017 16:19  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Man må næsten selv ha’ vandret blandt de gamle monumenter, for at få støvet i sig, så enten er det derfor, eller fordi Halfdan skrev med hellensk støvpen efter turen i tidens brønd, at man alligevel får noget af det i øjnene ved at dvæle i Torso, som på en måde selv blev monumenter – smukke er de:
 TORSO
 
 Skønt at vandre blandt skønhed
 og i det svundnes glans
 dvæle ved Erechteions
 blide Karyatider,
 finde igen omsider
 skønhedens resonans.
 
 Glemme for tempelhøjen
 livet ved højens fod.
 Glemme for sejrsgudinden
 Nike, den vingeskabte,
 nederlagets fortabte
 torso i kød og blod.
 
 Glemme det grå og vandre
 drømmende indadvendt
 bort fra nutidens armod
 ind i en tidløs verden,
 vide at også smærten
 stivner til ornament.
 
 Vide at tiden tvinger
 skønhedens puppe op,
 og at det svundne stråler
 skønnest hvor drømmen maler
 baggrunden mørk og taler
 gennem en marmorkrop.
 
 Skønheden klager ikke.
 Sten visner ikke i bånd.
 Lidelsen bor i det levende.
 Bundet til stok og krykke
 strejfer den tabte lykke
 skyggen fra Parthenon.
 
 *
 
 AGORA
 
 Her gik han, denne mand som spurgte tit,
 man aldrig lod sig binde til et svar.
 Dyb efter dyb blev rørt. Om intet bar,
 der var dog grund mer hård end granit.
 
 Han prøvede sit folk. Igen. Igen.
 Er Gud den rette Gud? Er dyden dyd?
 Er retfærd det retfærdigste, så byd
 din uven samme vin du bød din ven.
 
 Han prøvede sig selv. Om jeg er viis,
 da er jeg viis i kraft af fæ og pjok.
 Lidt mindre dumhed. Er det visdom nok?
 Kun tossen skænker tåben kløgtens pris.
 
 Han spurgte. Og med sine spørgsmål stak
 han som en hveps de sløve. Hvad er sandt?
 Han kendte ikke svaret. Men han fandt
 omsider svar i bægret han drak.
 
 De dømte ham. Men han blev aldrig dømt.
 Ironisk, mild, tog han imod sin dom
 og drak skarntydens bitre drik som om
 det var al visdoms kalk han havde tømt.
 
 - Halfdan Rasmussen.
 
 mvh
 Simon
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  annonce 
 
 |   |