|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
486
gæster og
48
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Et par ord fra Poul Møller, som Tikka nyligt med sangstemme livede op – sange der måske synes så længe siden, men sunget sprudler af livet de blev givet. Ingen tvivl om smukke stemmers kraft, men alene i ordene ligger den sødme eller gru, der næsten maieutisk får alt til at risle:
Poesiens Blomst er forbrændt paa dine Agger,
I en Ørken du søger Forjættelsens Land.
_ _ _
Forgieves af Kunsternes høie Ruiner
De pene Kasteller man sindrigen kliner;
Af det ældgamle Spil.
Ei daares jeg vil.
_ _ _
Og dog – hvad er Livet , naar Kunsterne flygte,
Naar Alvor boer under Loftet af Iis?
Et bælmørkt Huus, uden Lys eller Lygte,
Og Linden for Dør med sit kulsorte Riis.
- Poul Møller.
I Halfdan Rasmussens Korte Skygger (1946), findes mindelser med puls om fællesskab og en skrigende tomhed, kun døden der hårdt slår ned efterlader, hvor billeder vågner i rytmen af liv poeten skabte, bl.a. i strofer som disse:
Isblomster
Barnet sover.
kvinden ved din side
aander roligt.
Du alene vaager.
Og i mørket
ser du skygger glide
ind i din bevidstheds
lyse taager.
Rudens himmel
staar med blomsterklynger
præget ind
i isens skyggetone.
Og det er
som om et mørke slynger
kuldens stængler
til en tornekrone.
Barnet sover.
Vaager du alene?
Roligt tar en haand
om dine arme.
Ruden staar
med hvide æblegrene
sænket over nattens
lyse karme.
*
Foraar over Europa
Aa . kunde jeg fortælle dig
et æventyr, mit barn,
om børn der aldrig kendte sult
og graa ruiners skarn.
Om drenge ingen havde lært
at tømme en pistol
mod nattens røde hjerte
om mod dagens lyse sol.
Aa – kunde jeg fortælle dig
et sælsomt æventyr
langt borte fra en vished om
de søndersprængte byer.
Fortælle om en verden,
der var god med sine smaa
og aldrig gav dem haandgranatens
mod at leve paa.
I mørke kældres fugtighed
hvor raadenskaben staar
og skriger i en feberkrops
betændte hungersaar,
gaar børn omkring, smaa blege børn,
som igen verden har
og søger blandt forkrøblet liv
en savnet mor og far.
I smaa, graa hænders vifteform
staar haandens knogler spændt
mod hudens skøre, blanke væg,
materiebetændt.
Der jamrer fra hver skorpet mund
en livløs bøn om brød…
Saa vralter en fra blod og snavs
til ensomhed og død.
De brænder lig i skovene
paa denne foraarsdag
hvor løvets himmel lukker sig
om livets nederlag.
Nu blomstrer anemonerne
paa stilkens grønne garn…
_ _ _
Aa – kunde jeg fortælle dig
et æventyr, mit barn.
*
Sammenskudsgilde 1943
Vi larmer og vi griner.
Vi synger sjove sange
og drikker øl og sodavand
og hjemmegjort likør.
Vi spiser fedtemadder
med landlig spegepølse
og tegner smaa figurer i de
spildte sjatters øer.
En starter grammofonen
og vælger sig en plade
med Armstrong eller Calloway,
saa vi kan få en dans.
Vi vralter rundt paa gulvet
og snakker med en pige
og har det sjovt og hyggeligt
til hotte negerbands.
Vi koger røde pølser
og skaaler mod hinanden
og brænder vittigheder af
og tier sidenhen.
Saa vælter én en flaske
og dingler ud af stuen
paa lange gyngevorne ben,
og kommer bleg igen.
Vi puffer til hinanden
og tar hinandens koner
og ser dem dybt i øjnene
og siger ingenting.
Et par gaar lidt alene
og tier stille sammen
og kommer ind med læberødt
om mundens tavse ring.
Vi smøger cigaretter.
Vi ryger osse pibe
og tigger lidt tobak af en
som har en god ration.
Saa danser vi og sveder
og smider slips og jakke
og lægger nye plader
paa den laante grammofon.
Nu synger Dan og Karen.
Nu er her ganske stille,
og der er ingen angst og frygt
og ingen tomhed mer.
Og vi er meget fulde og meget
meget unge
og klamrer os til livet,
der er varmt og aabent her.
Nu smækker en entrédør.
- Aa, gaar I allerede!
Der ligger en og snorker tungt
i stuens bedste stol.
Saa tier grammofonen.
Vi taler dæmpet sammen
til ruderne tar rødme
af den første morgensol.
Vi staar i korridoren
og prøver mange frakker
og taler lavt om den og den,
som flygtede igaar.
Saa vandrer vi i klynger
ad morgentomme gader
og skilles med et lydt farvel,
som ingen helt forstaar.
- - - -
En anden smuk digtsamling, med de smukkeste tegninger af Ernst Clausen, er Torso (1957):
SAPFO
Som en hånd der leger med evigheden
rækker pinjen grenene ind i himlen
og bevæger over din pande månens
kølige vifte.
Månen over Lesbos har hun besunget,
hun som i en klynge af unge piger
gik ved denne kyst hvor de høje skrænter
anråber natten.
Endnu går hun her. Når du lytter efter
kan du høre støvet på vejen tale
om den mørke pige hvis fødder evigt
kærtegner øen.
Blæsten plukker blomster til hendes ære.
Og den første stjerne på aftenhimlen
lokker op af havet en sølvmønt præget
i hendes billede.
Hendes søstre, unge og uden alder,
bær jasminers duft i deres mørke lokker
som en hilsen til dig fra øens dronning,
Sapfo fra Lesbos.
*
SØVN
Væk ikke de sovende. Stands
daggryets hjul og lad stilhedens kilde springe.
Lænk støvet til vejene. Dans
mørke på ruden og skygge på muldyrets bringe.
Lås hånden med kærtegn. Bind
svalhed i træers krone og kystens sand.
Rejs havet Poseidon. Blind
Helios’ øje med kølige vifters vand.
Stands tid. Lad falde blid
regn over tørstende bjærge og sletter.
Læg ind i denne vigende nat
årtusinders dybe nætter.
- Halfdan Rasmussen.
mvh
Simon
|
|
|
|
