Fra min kikkert jeg dette skimtede, Arne fra planeten glimtede...
"Nu har jeg jo ikke noget behov for at argumentere - hvorfor i alverden skulle jeg dog det"
Vi må ha' en lille historie.
På en debatside sad engang en mand ved navn Arne, midt mellem mange andre debattører, hvoraf nogle skrev indlæg med kommentarer og spørgsmål, mens andre igen var fornøjede med bare at læse indlæg. Arne var imidlertid en af de meget skrivende, ja han kunne faktisk skrive det ene indlæg efter det andet, uden på noget tidspunkt at blive træt af sig selv, for han var en mand der var fyldt med selvkærlighed. Nogen læste hans skriblerier, andre ikke, og dem der læste dem, stillede så engang imellem spørgsmål til selve meningen med indholdet, ja nogen af dem havde tilmed den frækhed at påtale evidenskrav.
Nu var Arne en meget stolt mand, som derfor fandt det umådelig irriterende at nogen sådan kunne finde på at stille den slags spørgsmål, ”jamen, har de da slet ingen medfølelse, ingen kærlighed til mig, de tosser?”...råbte han straks mod himlen blå...”betvivler de da mig, som en form for gud, nu jeg så fromt skriver på himlens bud?”, råbte han videre opad, dog uden der kom svar. ”Åhh, fjollede store mig... tavshed er jo guld...”, tilføjede han, ”gud nøjes selvfølgelig med at nikke bekræftende og føler afgjort stærkt med mig – jeg, der stillet over for de pinligste spørgsmål til min autoritet, ja min åndelige kapacitet, og dette trods min egenskab af Ikoniseret Dyrlæge;...hmm, verden er nu engang af lave”, besluttede han til sidst og satte sig for at besvare fremtidige spørgsmål med dybsindige meninger i moralsk favør, men nu kun rettet imod sine egne indlæg på debatsiden, for som han ræsonnerede, ”kan svinene ikke veje mine ord på den behørige guldvægt, ja da har de virkelig ikke fortjent dem!”...
Og sådan gik tiden sin gang, men en dag læste Arne på anfordring et værk af en forf. ved navn Huxley, og efter kun ganske få kapitler løftede han brat ansigtet og udbrød...”jamen, her har vi jo omsider en mand med en pondus næsten ligesom min...splitte mine bramsejl, det er jo mig han skriver om, mig...agnostikeren!” . Og sådan blev det, for fremtiden gjorde Arne krav på at blive betragtet som tidens store agnostiker, kun Huxley havde star quality på planeten lige nærved Arnes egen.
Tiden gik, men ikke Arne, for som han sagde, ”enten indretter tiden sig efter mig, eller også kan den sejle sin egen sø”, og sådan blev det. De andre debattører undrede sig over Arne i årene der kom, ”hvor er Arne?” skrev flere igen og igen, men aldrig kom der svar. Lige indtil den dag hvor én himmelhenrykt udbrød...”hurra-hurra...jeg HAR fundet ham, han sejlede da bare rundt i sit eget tankeunivers, ja han tror han er en gud...faktisk var han kun 3 lysår før planeten hvorpå Chathans huserer!!”...
Nyheden skabte jubel og mange blev glade på Arnes vegne, for det er jo ikke så sjovt at blive væk, og nu var han altså omsider fundet i god behold. Tre debattører besluttede derfor at lave en flot lagkage i den store anledning, men pludselig udbrød den ene, ”ja-ja-ja...det er meget godt alt sammen, men sig mig lige engang, hvordan i himlens navn får vi ham ned på jorden igen?”...
Spørgsmålet hang i luften i flere år, kagen blev hurtigt lagt væk og debattører erkendte gradvist at den med jordforbindelsen og Arne, nok måtte betragtes som lidt af en illusion. Med siden intensiveredes imidlertid monologerne fra den store agnostiker, som trods alt mindede om en form for eksistens, og noget tyder stadig på at selvkærligheden er af planetarisk omfang, for kigger man mod himlen, kan man stadig være heldig at se noget derude, og er man så heldig at ha en stjernekikkert, vil man se en mand der fægter med et stort banner, hvorpå der står: Der Er Kærlighed Ude I Universet!!!
mvh
Simon
Redigeret af Simon (23/02/2013 18:26)
Svar
Citer
