|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Jeg husker Michael Strunges pludselige død, senere kom digtene, fra venner til vennen hvis grin og gnistrende øjne nu var forstummet og øjeblikkelig blev minde. Enkelte smuksakker havde et eget liv, en intensitet og gnist foreviget, og Bo Green Jensen skrev så sandt, at det meste er borte.
Det var en tid med eksplosioner af levende musik, lyrik og teater, en selvkritisk undersøgende tid, omsorgstanker for fællesskabet måtte ikke blive tør retorik. Havde man med et svup omplantet den tilpasningsdygtige nutidige student i daværende tid, var den omkommet i et ungdommeligt farvesmæld af udlevet fantasi – det var dén, man klippede til Erhard Jacobsens røst:
Michael
Der er så meget at erobre
– verden f.eks.
Der er så lidt at miste
– f.eks. sig selv.
Inderst i flammerne
er der de isnende øjne.
Det er så koldt at brænde.
Der var så meget verden sagde til ham
at han ikke fik tid til at svare.
Nu er kroppen
eet med verdenskroppen,
alle splittelser lægt.
Nu kan vi kun høre ham
i vinden.
Nu kan vi kun se ham
i solen.
Verden har erobret
een til,
har taget een til til sig.
Og er blevet mindre.
Han vidste hvor svært det er at leve.
Nu ved han hvor let det er at dø.
- Poul Borum.
*
Til en flygtning
Tak, fordi du ikke strøg
dig selv og os
med hårene
Tak, fordi du viste dig selv
uden forbehold
uden sikkerhedsnet
uden sideblik
tak, fordi du turde leve
som var hver dag den sidste
som var mørket lys
som var kulden varm
Vi, der hørte på dig
og fulgte dig
er nu ladt tilbage
med kulden, mørket
og de mange dage
- Jørgen Skovsted.
*
Michael i haven
Michael i haven. Han
Sover og han drømmer. Han
Ønsker han var gartneren,
Skønt alle hækkene er låst.
I blomsternes munde
Bliver lyset til væske.
Solen i rosen giver
Bierne mad. Og Michael
Drømmer spindelvæv. Han
Sover lange døgn til hudløshed
Og har et helligt syn af klokke
Mellem alle plæneklippers ofre.
Mange mælkebøtter dør
Den sommer. Stængler
Kappes. Efter ligger
Græsset tæt af kroner.
Så meget liv er skåret af.
Så megen nød har ædt i dagen
Og flammerne skånede ikke hverken
De første eller de sidste børn,
Som dog var en slags blomster
Og som ligeledes er slettet nu,
Dækket til af rust og løvfald
Fra så mange sæsoner i hjertet.
Det meste er borte. Vi
Har glemt vore døde. Vi
Sætter pris på gartneren,
Der luger ud i krattet.
Så megen tid har taget
Vore liv som pris for lyset,
Men jeg kan huske Michael
For han var ligesom mig.
Det tog dem 27 år
At hærde denne vintersplint.
Vi rundede de 30 og
Fik måske lidt mere dragehud,
For gennemtræk giver åndenød
Og dansen gennem alt må læres,
Også under vægtes spil i mørke rum
Mellem aftryk der ikke kan slettes.
Det er dem aviserne bringer,
Men jeg græder ikke for Michael.
Himlen holder fast nok som det er,
Og Michael sover. Han er i haven.
Han drømmer at han er gartneren selv.
Jeg græder ikke over Michael,
Men min mund er blevet skæv
Og stum. Det føles koldt og sært,
Skønt læberne er størknet
I et smil som ligner glæde
Til den forveksling vi lærte
At vise verden og gemme os bag,
Dengang eksilets greb begyndte
Og vi rejste fra haven i hjertet,
Hvor solen i rosen giver bierne mad.
Og Michael er i haven nu.
Han drømmer at han sover.
Han véd han er gartneren,
For alle hække er låst.
DAT ROSA MEL APIBUS
- Bo Green Jensen.
mvh
Simon
|
|
|
|
