Jeg hørte en podcast med Kristian Leth, som jeg kan anbefale:
https://www.dr.dk/lyd/p1/bibelen-leth-fortalt/bibe...mon-16122611040Kristian og Lauge zoomer ind på dæmonuddrivelserne i Bibelen og prøver at forstå dem på samme måde, som man forstod dem, da teksterne blev skrevet.
Noget jeg vil fremhæve, er dette:
I antikken havde man et andet syn på kroppen og ånder.
Ånder og guder var overalt, og de kendte guder, som Belzebul, blev senere opfattet som dæmoner, da guden Jahve blev forstået som den eneste sande Gud. Derved blev de andre guder nedgraderet til dæmoner eller urene ånder.
Dæmonuddrivelser var noget helt almindeligt, og i den antikke forestillingsverden blev kroppen forstået som et hus, hvor ånder kunne flytte ind og ud.
Jesu uddrivelser skulle vise, hvem han var, og var en af årsagerne til, at hans følgere siden voksede, da Ånden, vandet og blodet vidnede.
Da tempelforhænget flængede ved Jesu død, blev adskillelsen mellem Gud og mennesker ophævet, og med Helligåndens komme tog Gud bolig i de troende. Derved blev "huset" til et tempel.
Noget andet jeg vil fremhæve er, at man troede, de urene ånder og dæmoner var omstrejfende nefilim afkom, der kropsløse “vandrede” hvileløst omkring på jorden, hvis ikke de kunne besætte en krop.
Det var en vigtig del af den antikke forståelse af verden — modsat den traditionelle kristne kirke i dag, der betragter dæmoner som faldne engle.
Podcasten nævner også, at dåben i oldkirken blev forstået som en uddrivelse — en form for eksorcisme.
En renselse fra urene ånder, så Guds Ånd kunne tage bolig.
Det viser, hvor anderledes man tænkte og læste de skrifter, man anvendte i antikken, og hvordan dåben siden blev set som en overgang fra én åndelig virkelighed til en anden.
Podcasten giver indsigt i, hvordan man i antikken forstod den åndelige påvirkning, og hvilke forestillinger der lå bag de skrifter, de anvendte.
Det var deres univers og virkelighed — og det er godt at have med, når teksterne læses i dag, fordi det ligger så langt fra vor egen.
Det forklarer også, hvorfor dåben dengang blev set som en renselse og uddrivelse, før Guds Ånd kunne tage bolig — i modsætning til i dag, hvor man taler om, at barnet modtager Helligånden i dåben, men sjældent om renselse eller åndelig kamp.
I den forbindelse tænkte jeg, hvordan kirkefaderen Augustin kunne mene, at spædbørn skulle døbes på grund af arvesynden. Det er jo ikke en dæmonbesættelse.
Augustins syn på arvesynd og barnedåb:
Arvesynden: Augustin mente, at alle mennesker arver synden fra Adam gennem den menneskelige slægt. Synden overføres ved den seksuelle formering, og derfor er også spædbørn ramt af arvesynden og har brug for dåben til at få synden vasket væk.
Nødvendighed for frelse: For Augustin var dåben et guddommeligt sakramente og det afgørende middel til frelse. Derfor skulle børn døbes så tidligt som muligt, så de ikke gik fortabt, hvis de døde uden dåb.
Kampen mod pelagianerne: Pelagianerne mente, at børn blev født uden synd og derfor ikke behøvede dåb for syndsforladelse. Augustin kæmpede imod dette syn og forsvarede barnedåben som nødvendig. Hans teologi blev grundlæggende for den katolske kirkes syn og blev senere videreført i reformationen af både Luther og Calvin.
Barnedåb var nok også én af grundene til den hurtige og store udbredelse af kristendommen, når babyer blev døbt — både af frygt, men også som en magtfaktor, når de troende ikke længere var en minoritet.
*
Det er fascinerende hvordan guder og religion og dermed kulturen over tid ændre og udvikler sig i denne kontekst fra en ørkengud blandt mange til den eneste sande Gud der har en Helligånd der kan bebo mennesket
.