Funktionel analfabetisme er et begreb, der dækker en manglende evne til at fortolke en læst tekst korrekt. Det er langt mere udbredt, end man tror, og viser sig især ved, at man ved gengivelse af teksten digter sine egne fordomme ind i meningen med teksten, og ofte kommer til det stik modsatte resultat af, hvad der rent faktisk står. Det har intet med skoleuddannelsens længde at gøre, for det forekommer også hos mennesker med en såkaldt akademisk uddannelse.

Det kan ikke sammenlignes med dyslexi (ordblindhed), for den funktionelle analfabet (herefter kaldet FA) kan ofte stave fejlfrit, men forståelsen af det læste er mangelfuldt, og det samme er måden at udtrykke sig på. Den resulterer typisk i meningsløse spørgsmål og konklusioner som f.eks. "Hvad er vigtigst, stjernerne eller universet?" eller "Troen på noget overnaturligt kan bidrage til videnskaben."

Når børn udforsker sproget, kan de drille hinanden med spørgsmål som, "Hvad er højest, Rundetårn eller et tordenskrald?" eller "Kan Gud skabe en sten, der er så stor, at han ikke kan løfte den?" Det kan virke som rent pjat, men faktisk kan en FA anse spørgsmål af den art som vigtige at få besvaret. Det er f.eks. ikke mange århundreder siden, at teologer ivrigt diskuterede, hvor mange engle, der kunne stå på spidsen af en knappenål.

For mig selv som sprogforsker, har det været interessant at undersøge den psykologiske årsag til denne læsevanskelighed, som nutidens sociale medier har styrket udbredelsen af, men hverken jeg eller andre forskere har fundet nogen kur imod den. Men "smitten" (det ser nemlig ud til, at det er smitsomt) ser ud til at kunne begrænses gennem optræning af den logiske sans allerede i barndommen. Det er således en opgave for skolerne og for ansvarlige forældre at forhindre, at "overtro" af enhver art får fodfæste i barnets påvirkelige sind.

Men også voksne er udsat for denne smittefare, og mange er lettere smittet af FA. Vær derfor på vagt overfor meningsløse spørgsmål som "Hvad er vigtigst? At forstå musikteori eller at nyde musikken?" eller "At forstå videnskab, eller at nyde livet?" Det er meningsløse spørgsmål, for det er jo blot forskellige sider af den samme sag. Der er vel ingen, der vil påstå, at berømte dirigenter ikke nyder musikken, fordi de har et omfattende kendskab til musikteori, eller at store videnskabsmænd ikke nyder livet. Det er lige så meningsløst som at spørge: "Hvor mange æbler er 2 pærer + 3 jordbær?"

Mennesker med et langt liv som FA'er står ikke til at redde, men alle andre kan ved at bruge deres sunde fornuft hindre denne malfunktion i at udvikle sig hos dem selv. Så lad dig ikke provokere til at svare på meningsløse spørgsmål eller overhovedet beskæftige dig med dem. Lad den spørgende FA'er kløjs i det selv, mens du nyder livet som både rationelt tænkende og følelsesmæssigt harmonisk menneske.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Det største problem for de funktionelle analfabeter (FA'er) er, at da de ikke forstår de tekster, som de læser, kan de heller ikke forstå, hvorfor de må betegnes som "læseretarderede" omend ikke i samme forstand som almindelige analfabeter eller dyslektikere. Men diagnosen er ellers enkel og tydelig. Hvis man ikke forstår, hvad teksten betyder, og andre i almindelighed forstår meningen, så skyldes det en brist i opfattelsen.

Teoretisk set kunne årsagen så være, at den skrivende udtrykte sig dårligt (manglende beherskelse af sproget), men hvis alle andre får næsten den samme mening ud af teksten, kan det jo ikke være grunden. Ideen med sproget er jo, at det rimeligt præcist skal kunne viderebringe de bagved liggende tanker og holdninger. I så tilfælde må misopfattelsen jo skyldes den læsende, som dermed afslører sig som funktionel analfabet.

Det er forholdsvis let at spore en FA'er. De bruger ofte udtryk som; "Du mener altså, at ..." efterfulgt af et postulat, der er i modstrid med den omtalte tekst, eller "vi kan hermed fastslå, at ...", hvor det efterfølgende postulat overhovedet ikke fremgår af den omtalte tekst. Den normale læser vil i tilfælde af uklarhed snarere formulere en manglende forståelse som et spørgsmål som f.eks.; "mener du, at ...?" eller "skal det opfattes som ...?" for at give den skrivende lejlighed til at bekræfte eller afkræfte opfattelsen.

Men når FA'eren ikke selv er klar over sine læsevanskeligheder, vil han stædigt fastholde, at hans version er den rigtige, og at han selv ved bedre end den skrivende, hvad vedkommendes holdning er. Selv en konfrontation med det ulogiske i denne påstand, vil sjældent få ham til at ændre mening. Enhver, der ikke accepterer hans version, er enten småt begavet eller løgner set fra hans synspunkt.

Det kan virke uforståeligt for udenforstående, at en hjerne kan slå klik på sådan en måde, men når fordomme møder logik, sker det ofte, at fordommene går af med sejren. Fordomme har jo rod i følelser og ikke i rationel tænkning, der jo nærmest virker afskyvækkende for følelsesdominerede mennesker. Så længe vi ikke ved præcist, hvordan processerne foregår i den menneskelige hjerne, kan vi ikke give en tilfredsstillende forklaring på fænomenet. Vi må bare acceptere, at misopfattelser findes, og dem må vi leve med.

Heldigvis er det ikke den funktionelle analfabetisme, der er farlig. Det er fordommene, der truer menneskene, som man ser af begivenhederne verden over. Det er dem, vi skal bekæmpe, hvis vi vil overleve.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Hvordan kan man finde ud af, om man er FA, og kan man i givet fald "helbredes"?

Gode spørgsmål, for problemet kan meget vel være opstået allerede i barndommen, og er tæt knyttet til begrebet "social intelligens", som dækker over evnen til at omgås andre i harmonisk ligeværdighed. Generelt kan man sige, at hvis man ofte er på kollisionskurs med andre mennesker, har det formentlig udviklet sig til en kronisk "lidelse", og chancerne for at slippe ud af tilstanden er ikke store.

Tydelige tegn på, at man lider af FA, er, hvis man anser andre mennesker for at være fjendligt indstillede mod en selv, blot fordi de har en anden livsholdning. Det ytrer sig typisk som en stridbarhed i diskussioner, kværulanteri, en arrogant holdning og spydige bemærkninger, som kan gå over i deciderede moralske fordømmelser ledsaget af en paranoid opfattelse af at være forfulgt. FA'eren vil derfor søge at inddrage udtalelser fra selvvalgte "autoriteter" for at dokumentere sine påstande, hvilket kan virke komisk, da FA'eren samtidig nægter at anerkende andre autoriteter, som er uenige med ham.

Tilstanden grunder sig selvfølgelig på en dybtliggende menneskeforagt, som får FA'eren til at føle sig hævet over andre mennesker, og blot betragter dem som noget, man kan manipulere med, enten ved at snakke dem efter munden, eller at finde noget i deres liv, som kan bruges til at miskreditere dem. Den direkte følge er så, at FA'eren har meget få venner, og ofte føler sig alene mod hele verden.

Ensomheden kan blive så stor, at det ender med en "religiøs vækkelse", For alle mennesker har et grundlæggende behov for at føle sig som medlem af en gruppe. Selv om gruppens øvrige medlemmer er døde eller lever et andet sted i verden, hjælper det på ensomheden at tro, at man ikke er alene. Man kan jo altid finde noget på skrift, der kan tolkes som en "hellig" forening.

Man kan jo diskutere, hvilken gavn det gør for FA'erne, for menneskeforagten er der jo stadig, og "vækkelsen" afholder dem jo sjældent fra at angribe andre, men det kan dog forekomme, som f.eks. EKIM har demonstreret. Men en "helbredelse" kan man kun tale om, hvis FA'eren når til at opfatte sig selv som lige så lidt betydningsfuld som alle andre mennesker.

Mvh

Ole Bjørn :o)