Nord for København ligger dyrehaven med Eremitageslottet. Det er et smukt område at gå tur i. Det vrimler blandt andet med rådyr og kronhjorte. Man kan gå tur alene eller sammen med andre, jeg må indrømme at jeg efterhånden mere og mere søger andres selskab, det er mange gange sjovere at opleve noget sammen end at gøre det alene.

Det er naturligt, når man går tur i Dyrehaven, at standse op for at spise ved Eremitageslottet og når man har spist går man videre af den kendte rute som fører en forbi Dyrehavsbakken, ud af Dyrehaven og ned til toget. Men halvtreds meter før det naturlige højresving er en anden sti. Måske man en dag er grebet af en vild eventyrlyst, som får en til at fravælge den slagne vej og dreje af og sætte rejsen mod det ukendte? Og hvad pokker. Hvem kan fare vild, for alvor, i Dyrehaven?

Om vinteren lægger parkens personale foder ud på begge sider af denne sti, så pludselig kan man finde sig selv i den situation at man sagtens kan se stien og den videre vej frem men på begge sider er stien bekranset med hjorte. Selv hunnerne, uden gevir, er kæmpestore i forhold til én selv og med jævne mellemrum står en han med et mægtigt gevir. Alle rejser de hovedet og kigger vagtsomt på én.

Tankerne flyver gennem ens hoved. For ikke så længe siden læste man på internettet at en person var blevet angrebet af en vanvittigt hjort og hvem frygter ikke vanviddet? Men jeg tror at det var i brunsttiden og så er der andre faktorer som gør sig gældende.

Man kigger på de enorme dyr med deres enorme gevirer og spekulerer på om man, hvis én af dem er vanvittig, kan nå at løbe hen og gemme sig bag et træ. Man erkender samtidig at det er sandt at det er tanken, som skaber frygt.

At disse hjorte også tænker kan man tydeligt se af deres vagtsomme blikke, de kender menneskene, med jævne mellemrum går menneskene på jagt imellem dem enten for fornøjelsens skyld eller for at holde bestanden nede.

Det ville være naturligt at vende om og gå tilbage af den vej man kom. Man kender ikke hjorte og ved ikke hvad der kan ske. Det ville være overordentlig fornuftigt ikke at indlade sig på noget man ikke har kendskab til.

Men man kan også gå videre og så opdager man, mens man går, at mens hjortenes blikke vagtsomt følger en, så trækker de sig langsomt tilbage i en glidende strøm mens man går frem og selvom vejen synes uendelig lang, når man dog til en ende på den og kan lettet gå videre. Det var nok ikke gået hvis man havde passeret en flok løver, men hjorte er nu ikke løver, så nu ved man noget om hjorte, knap så meget om løver.

I dag er det kun erindring men det jeg husker allerbedst er deres øjne. Jeg fangede aldrig deres blik men jeg husker den store Kronhjort som udfyldte sin bestemmelse for at være en kronhjort. Jeg husker hans blik, vagtsomt, roligt og fyldt med dynamisk liv.

I toget hjem, kiggede jeg ud af vinduet, og tænkte, at det ikke er så usædvanligt, at man ikke fanger en andens blik.

Hej Michael!

Tak for en yderst velskrevet og inspireret naturskildring fra skovens dybe stille ro i Jægersborg Dyrehave nord for København. Udfulgtssted for både tørstige sjæle og de som valfartede til helbredende kilder.

Således opstod Dyrehavsbakken, verdens ældste forlystelsespark for mere end 400 år siden omkring Kirsten Piils Kilde, et naturens helbredende kildevæld, som dog længe har fået sit vand fra Gentofte Vandværk.

Oprindelig blev menneskene jaget ud og tvangsforflyttet fra Jægersborg-området fordi Kong Christian den femte i 1671 besluttede, at han ville anvende området til jagt. En hel landsby, Stokkerup, som lå nedenfor det nuværende Eremitageslot, blev affolket og fjernet.

Dine egne fornuftige overvejelser om at holde sig på forsvarlig afstand af de store prægtige kronhjorte faldt ikke den jagtglade og modige monark ind, og det blev hans skæbne. Under en hubertusjagt blev kongen skadet af et dyr der klemte ham op
mod et træ, inden han nåede at dræbe dyret med sin hirschfænger. Kongen døde i 1699, formentlig af de skader han pådrog sig ved jagten.

Selv om jeg gennem mange årtier har følt mig stærkt tiltrukket af Bakkestemningen med bramfrie folk, skoven, sletterne, søen og kronvildtet, ofte har færdedes der på alle årstider og faktisk har boet hos noget familie på Dyrehavsbakken i hele to uger, da jeg var 12 år gammel, er det aldrig lykkedes mig at komme helt tæt på en af de store kronhjorte.

Dyrene er for det meste sky selv om man aldrig kan være helt sikker på, om de ikke kan finde på at angribe et tåbeligt menneske der vover sig for tæt på.

Så det var ikke hjortene i Jægersborg Dyrehave der dukkede op i min erindring da jeg læste din naturskildring, men min eneste tætte kontakt nogensinde med en helt usædvanlig stor og stolt kronhjort.

Jeg havde ofte drillet min daværende kæreste med, at hun var en heks, og vi havde spøgefuldt talt en del om, hvor hekse flyver hen på deres kosteskafter ved Sankt Hans.

Men ingen af os havde faktisk besøgt Brocken i Harzen der angiveligt er det sted, hvor heksene ifølge legenden mødes for at holde heksesabbat. Jeg havde i 1963 fået et glimt af Brocken set fra et højt punkt i Harzen på den Vest-tyske side af zonegrænsen, men besøge selve heksebjerget var udelukket, da det lå i en militær spærrezone i DDR.

På vej hjem i bil fra en ferietur til Spanien for en lille halv snes år siden hvor vi nærmede os Harzens kuperede terræn slog den tanke ned i mig, at nu ville jeg sku se og sætte foden på det sagnomspundne heksebjerg Brocken.

Vi nåede ikke helt frem til toppen af Brocken, men fik dog set heksebjerget fra tæt hold. Vejret var blevet lidt diset og da vi nærmere os skumringstiden besluttede vi, at vende om og fortsætte videre mod Hannover og Hamburg.

Det var her, på en smal helt øde snoet skovvej i næsten tusmørke og dis, at vi fik vor vel nok største naturoplevelse nogensinde. Heldigvis kørte jeg meget langsomt da et stort dyr pludselig dukkede op som i en åbenbaring, blot 20 meter fremme i venstre vejkant. Det var en kæmpestor kronhjort som med stolt løftet hoved så foragteligt på os, før den helt uanfægtet i mageligt ophøjet tempo krydsede vejen og forsvandt i den modsatte skovkant. Jeg satte straks farten yderligere ned og standsede helt op blot nogle få meter før dyret. Men det overlegne uudgrundelige blik den sendte os, glemmer jeg aldrig. Der var ligesom noget overjordisk eller magisk i det.

Det kan selvfølgelig hænge sammen med stedet, stemningen og lysforholdene, men vi havde begge oplevet noget helt usædvanligt som pikerede vores fantasi og vi talte om den usædvanlige oplevelse i mange timer og dage derefter.

Hilsen

Ipso Facto


---------
Naar Bækken risler lystig
Og Skoven den er grøn,
Naar Duen bygger Rede
Og knurrer i Løn;
Naar blaae Violer vaagne
Og Kukkeren gjør Larm,
Da vækkes ogsaa Haabet
I mangen sorgfuld Barm.

Da stiger op i Stammen
Den luttrende Saft,
De sittrende Qviste
Fornemme Vaarens Kraft,
Og fløielsbløde Blade,
Smaragdklare Skud
Af glindsende, springende
Hylstre foldes ud.

Christian Winthers Hjortens Flugt (1855) er et af romantikkens danske hovedværker - en lang versroman, der foruden natur-entusiasmen, som kommer til udtryk i ovenstående citat, primært handler om kærlighedens forviklinger. Det hele bæres igennem af tidstypisk dydsmorale af den kirkelige slags, men sprængfyldt af undertrykt erotik og måske derved lige så meget et loyalt punktum for tidens moral som et ufrivilligt forvarsel om lurende lidenskabers løsrivelse i kommende epoker.

Hej Ipso Facto. (Mit navn er forøvrigt med ch).

Tak for historien. Det kan ikke undgå at krible i mig når du fortæller mig om heksebjerget, som I ikke kunne komme nær toppen af, det er jo rent faktisk der, at det sker.

Det er sådan det fungerer. De fleste mennesker tror nok at det er helt tilfældigt, men jeg er sikker på at der er hekseri med i spillet.