Hvis nogen af overskriften skulle få det indtryk, at denne debat har til formål at lægge muslimer for had, må jeg skuffe dem. At være født i en muslimsk familie gør ikke barnet til et ringere menneske end alle andre børn, og om barnet udvikler sig til en voksen terrorist og massemorder i stedet for et medfølende menneske er et spil af tilfældigheder.

Det, der gør islam farligere end andre religioner er en række doktriner i koranen og hadith-fortolkningerne, som ikke bare er voldelige, men som også betragtes som guddommelige bud, som ikke kan diskuteres og fortolkes, og som bør medføre døden, hvis de brydes. Voldelige muslimer kan derfor finde retfærdiggørelse for deres handlinger i koranen, ligesom militante jøder finder retfærdiggørelse for vold i Talmud og kristne i det gamle testamente. Men hvor både jødedommen og kristendommen åbner mulighed for fortolkning, afviser koranen denne mulighed. Koranen er pr. definition Allahs ordre til alle muslimer, og selve ordet islam betyder betingelsesløs underkastelse af Allahs vilje.

De voldelige doktriner kan spores tilbage til de "åbenbaringer", der tillægges Muhammed, og som hans tilhængere skrev ned på lertavler eller knogledele af får, for Muhammed selv var analfabet, og som blev samlet og fortolket i de første århundreder efter Muhammeds død af de regerende sheiker. Hvor meget de er blevet ændrede vides ikke, for dels eksisterer originalmanuskripterne ikke længere, og dels baserer det arabiske skriftsprog sig på konsonanterne, hvilket giver store fejlmuligheder i betydningen. Den kendteste fejltolkning er myten om de 72 jomfruer, som venter i himlen til alle martyrer. Sandsynligheden taler for, at hvad Muhammed lovede martyrerne var 72 hvide rosiner, som på hans tid var en kostbar delikatesse, og derfor blev et symbol på et liv i luksus efter døden.

Koranens suraer (kapitler) er ordnet efter deres længde, og det er i denne rækkefølge de udlæres i koranskolerne. Men historiske studier har vist, at nogle af dem er blevet til i Mekka, hvor Muhammed var uden magt, og andre suraer stammer fra tiden i Medina, hvor Muhammed blev en succesfuld karavanerøver og oprørsgeneral. Det er blandt de sidste, at vi finder alle de voldelige doktriner. Dette har stor betydning, da fortolkningsreglerne foreskriver, at i tilfælde af modsigelser abrogerer (gælder) de senest tilkomne suraer. Det stemmer også godt overens med den historiske erfaring, at jo mere magt en diktator får, jo mere eskalerer volden og undertrykkelsen af al modstand.

Alle organiserede religioner er magtapparater, der har til formål at slavebinde de troende så de privilegerede (herskere og præsteskaber) kan styre dem til egen fordel. Der er principielt ingen forskel på islamiske, kommunistiske, fascistiske og nazistiske diktaturer. Midlerne er i alle tilfælde en kombination af massiv propaganda og indoktrinering og voldelige repressalier eller fjernelse af alle dissidenter. Det samme foregik under de tidligere kristne diktaturer.

Men som salig PH udtrykte det: Man binder os på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd. Man kan undertrykke ytringer med vold og trusler, men man kan ikke forhindre tanken i at analysere livsvilkårene og indse, at et samfund baseret på vold er ringere at leve i end et samfund baseret på medmenneskelighed. Ingen diktaturer eller imperier er langtidsholdbare, men de kan være meget sejlivede. Med det arabiske forår tyder meget på, at tiden er inde til at de islamiske diktaturer står for fald, men det er kun de første revner i islams næsten 1400 års diktaturer. Der er lang vej og mange mord endnu til islam kan kaldes en fredelig religion.

I en række følgende indlæg skal jeg redegøre for grundene til, at jeg anser islam for verdens farligste religion.

Mvh

Ole Bjørn :o)

P.S. Du er velkommen til at komme med saglige modargumenter, men religiøs propaganda vil blive ignoreret.

De seneste optællinger viser, at der findes mere end 6000 aktive religioner i verden, og de større af disse er igen opdelt i tusinder af sekter, som indbyrdes kan være så uenige om fortolkningen af de hellige skrifter, at de direkte bekriger hinanden. Dette fænomen er mest udbredt blandt islamiske trosretninger. Men dette er i sig selv ikke nogen gyldig begrundelse for at udnævne islam til verdens farligste religion.

For at forstå dette, må vi se på hvilke forskelle i trosgrundlaget, der er på de forskellige religioner, og den måde børn bliver indoktrineret i forældrenes religion på. Det er jo først og fremmest gennem opdragelsen af børnene, at religionerne videreføres til de følgende generationer. Uden denne indoktrinering ville myterne og dermed religionerne uddø på få år, eller opsplittes i lige så mange fantasier om universet og livet, som der var mennesker til.

Alle religioner er derfor i princippet en suggestiv påvirkning der nærmer sig begrebet hjernevask. Formålet er at ensrette tankegangen og dermed de sociale interaktioner hos en gruppe af mennesker, så deres handlinger kan styres af de religiøse autoriteter. Derved adskiller religioner sig fra religiøs tro, som er en individuel opfattelse af de religiøse myter. Religioner ar altså et magtinstrument som bruges til undertrykkelse af menneskers naturlige instinkter til fordel for en mindre gruppe af religiøse autoriteter.

I samfund, hvor det religiøse magtapparat er i konkurrence med det fysiske (politiske), manifesteret i form af politi og militær, kan der herske en begrænset form for individuel frihed for samfundets medlemmer, men i lande, hvor den religiøse og politiske magt er samlet hos de samme mennesker, er undertrykkelsen af mennesket komplet. Det sker uanset om magten har sit udspring i en religion eller i en politisk ideologi.

Dette er en af de mange grunde til, at islam er verdens farligste religion. Den er nemlig pr. definition også en politisk ideologi, der ikke kan anerkende borgernes ret til medbestemmelse om samfundets indretning. Islams religiøse autoriteter kræver både den religiøse og politiske magt og borgernes betingelsesløse underkastelse af magthaverne. Det har i praksis medført, at i lande med islamiske regeringer forekommer der officielt godkendte voldshandlinger og overgreb mod mennesker med en grusomhed, som civiliserede samfund må fordømme på det kraftigste.

I næste afsnit skal vi se nærmere på hvordan elementer i det islamiske trosgrundlag bruges til at undertrykke mennesker og stræbe efter et verdensherredømme.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Når man skal sammenligne religioner, skal man først og fremmest undersøge trosgrundlagene, som de kommer til udtryk i det religiøse sprogbrug, og de traditionelle fortolkninger af de hellige skrifter. Islam hører til gruppen af såkaldte lovreligioner, som indeholder forbud og påbud om, hvordan man skal opføre sig for at undgå gudernes straf. Det samme gør den mosaiske tro og middelalderens kristendom, fordi den medtog GT (en fortolkning af den jødiske torah (mosebøgerne)) på trods af, at det egentlige kristne trosgrundlag netop er et oprør mod lovreligion.

I både mosebøgerne og koranen dikterer guden mord på anderledes troende. Forskellen ligger i, at jødedommens mål er erobringen af "det forjættede land", Israel, og islams mål er et verdensherredømme (kalifat) under sharialoven, Allahs lov. En voldelig konflikt mellem de to religioner er derfor uundgåelig i det palæstinensiske område, og vil vare ved så længe religionerne har indflydelse på menneskenes tanker.

Men islams interesseområde er altså erobringen af hele verden, og det betyder, at hvor der lever en gruppe fundamentalistiske muslimer, vil der uundgåeligt opstå religiøse konflikter. Præcis som i udviklingen af islam på Muhammeds tid, vil de holde en lav profil så længe de er en minoritet, og voldshandlinger vil primært være rettet mod dissidenter i egne rækker, men i takt med at deres antal og dermed indflydelse øges, vil de stille stigende krav til omgivelserne, endende med indførelse af islamisk diktatur, når de kan erobre magten.

Officielt hviler det islamiske trosgrundlag på 3 skriftlige overleveringer.
Koranen, som påstås at være Allahs ord, hvisket i Muhammeds øre af ærkeenglen Jibril (Gabriel), og den må derfor ikke bestrides, men skal tages bogstaveligt.
Sunnah'en, som er en samling berettelser om Muhammeds liv og lære, som viser den vej, som muslimer bør følge.
Hadith, som er en samling fortolkninger af dels, hvordan koranens ord skal forstås, og dels hvordan Sunnah'en skal forstås.

Man skal bemærke, at Hadith samlingerne er blevet til i tiden op til 300 år efter Muhammeds død, skrevet af senere kaliffer og islamiske retslærde, og at de større muslimske sekter, shia, sunni og ibadi er meget uenige om, hvilke hadith'er der gælder. Det er den primære årsag til, at muslimske sekter myrder løs på hinanden.

Det er f.eks. hadith'erne der har indført forbudet mod at afbilde Muhammed, og ikke Muhammed selv. I hans egen levetid og i de første århundreder efter hans død vrimler det med billeder af Muhammed. Hans hovede er ofte omgivet af en glorie som i de traditionelle kristne afbildninger af Jesus.

Mange imamer hævder, at koranen kun kan forstås på arabisk. Faktum er, at koranen næppe kan forstås korrekt på noget sprog, for det arabiske skriftsprog på den tid indeholdt kun konsonanter, og det havde heller ingen tegnsætning, der kunne hjælpe på forståelsen. Der var derfor rige muligheder for tolkning og mistolkning, for som på alle andre sprog kunne et ord have flere betydninger, og nogle ord adskilte sig kun ved en vokalforskel, som altså ikke fremgik af skriftsproget. Man skulle tro, at en almægtig gud beherskede sproget godt nok til at udtrykke sig klart, men måske var Gabriel ligesom Muhammed analfabet.

Den normale usikkerhed i oversættelser er blevet yderligere forstærket af, at godkendte arabiske oversættelser af koranen i udstrakt grad har mildnet den originale tekst. F.eks, er koranens ordrer til drab på vantro flere steder ændret til kamp mod de vantro. I mit næste indlæg vil jeg derfor gennemgå en række eksempler på forskellene på arabisk sprogbrug internt til indoktrinering og eksternt til islamisk propaganda.

Mvh

Ole Bjørn :o)