Kære Thomas(du ved nok hvem det er :))

Jeg har haft en låne-computer som ikke har været så glad for trosfrihed, så ja, det jeg så har skrevet skulle åbenbart ikke åbenbares. Men nu har jeg fået min egen tilbage, og så må vi se om den er mere glad for trosfrihed

Angående det med at opfatte direkte, så har jeg haft nogle oplevelser hvor der egentligt ikke er nogen opfattelse. Den bedste måde at beskrive det på er, at opfatteren og det som opfattes smelter sammen og bliver ÈT.

Hvem er jeg?

Det sjovt at gå i dybden med dette spørgsmål. Jeg havde en rigtig smuk aha-oplevelse i forbindelse med dette spørgsmål for et par år siden, hvor jeg meget intuitivt erkendte, at den/det som stillede spørgsmålet var en illusion, og i et kort øjeblik(som jeg egentligt oplevede som mere eller mindre uendeligt) var der fuldstændig fred og ro i mit sind. Ingen søgen efter noget, ingen spørgsmål, blot Væren.

Har du også haft oplevelser som, ja, nogen ville kalde for mystiske eller aha-oplevelser?

Det giver mig så meget styrke når jeg blot i glimt oplever det som er hinsides alt mit ego´s larm og støj

Håber du har det smukt og godt, kære Thomas.

Kærligst Jan.

Kære Treram.

Godt at høre du har det godt trods omstændighederne, Treram.

Du har selvfølgelig ret til at mene hvad du vil, ligesom alle andre har deres ret til at tro eller mene hvad du vil.

Du har givet udtryk for at du har haft nogle ubehagelige oplevelser i forbindelse med troende mennesker da du var lidt yngre. Og her undre det mig så bare, at når du nu har oplevet hvor ubehageligt det er når nogen forsøger at pådutte dig noget som du absolut ikke ønsker, at du så giver udtryk for at dem du kalder de troende absolut skal indrette deres liv efter det som du anser for den korrekte måde at anskue livet på?

Vi har alle vores meninger og holdninger om tilværelsen som menneske, og vi kan så give udtryk for det vi har på hjertet og dele det med andre. Men der hvor jeg oplever kæden hopper af for os mennesker er, når vi forsøger at overbevise hinanden om noget.

Det du kalder for en sutteklud er noget som for andre mennesker giver dem mening og tryghed. Dem som du kalder dumme og mindre begavede(som du selvfølgelig er i din gode ret til at gøre), de er mennesker ligesom dig. De har akkurat de samme behov som du har for at føle anerkendelse, tryghed, kærlighed og glæde.

Du vil gerne have at du helt selv må bestemme hvad du vil tro på og hvad du vil mene. Det samme gælder med dem du kalder de troende eller religiøse. Du ved selv hvor ubehageligt det er når nogen forsøger at fratage dig din frie vilje til at mene og tro som de vil.

Der hvor konflikten opstår er, når vi ikke vil acceptere at alle har deres ret til at tro og mene som de vil. Jeg har mødt rigtig mange mennesker som har vidt forskellige måder at anskue livet på. Men nedenunder alle vores meninger, overbevisninger og opfattelser, der er vi alle ens. Vi har alle behov for at føle os anerkendt, accepteret og elsket. Nogen får deres behov opfyldt igennem det du kalder for en sutteklud, og hvad skulle formålet så være med at ville tage det fra dem som de oplever giver mening for dem? Nu hvor du selv har oplevet hvor ubehageligt det er når nogen vil tage det fra dig som giver dig en følelse af tryghed eller selvstændighed, hvorfor så forsøge at gøre det ved andre som du selv har oplevet var enormt ubehageligt og ikke særlig rart?

Du skriver om hævn, og det er du selvfølgelig i din gode ret til at praktisere, men kaster du så ikke blot med sten og ser ikke at du selv bor i et glashus?

Hvad er forskellen mellem en såkaldt ateist som vil have hævn, og så en såkaldt troende eller religiøs som vil have hævn?

Hvad er forskellem på at en ateist forsøger at overbevise en troende om noget, og så at en troende forsøger at overbevise en ateist om noget?

Hvad er forskellen på at en ateist kalder en troende for dum og mindre begavet, og så at en troende er uhjælpsom og ukærlig?

Er det hjælpsomt at ville have hævn?

Er det kærligt at ville have hævn?

Hvis du giver udtryk for at være afbalanceret, hjælpsom, opmærksom og venlig, hvad har det så med hævn at gøre?

Og hvis vi skal bruge vores fornuft og være rationelle, hvorledes forener du så det med hævn, eller det at kalde andre mennesker for dumme og mindre begavede?

Som jeg forstår det at være fornuftig og rationel, så bygger det på indsigt(eller det nogen vil kalde viden).

Hvis man har den indsigt/viden, at det som skaber splid imellem mennesker er, når vi ikke vil acceptere menneskets frie ret til at tro og mene som vi vil, og begynder at nedgøre og fordømme/dømme, så er der vel ikke noget fornuftigt eller rationelt i at nedgøre og dømme/fordømme?

Hvis man ikke har den indsigt eller erkendt hvad der skaber splid og konflikt, så er det selvfølgelig klart at det virker fornuftigt og rationelt at "angribe" andre mennesker.

Men så er spørgsmålet igen, hvorfor det skulle være kærligt og venligt når en som kalder sig selv for ateist angriber, og ikke være kærligt og venligt når en som kalder sig for troende angriber?

Jeg prøver blot på at stille tingene op udfra hvordan jeg forstår alt den konflikt som tilsyneladende fylder mange menneskers liv.

Jeg kender efterhånden mit ego meget meget godt. Og jeg vil mene at hele menneskehedens historie vidner om en ego-bevidsthed som styre mennesket ubevidst. Vi angriber hinanden i blinde og ser ikke at vi alle blot gerne vil føle os elsket, anerkendt og accepteret.

Som jeg oplever det, så er videnskaben i sig selv et redskab til erkendelse. Men videnskaben kan ikke fjerne menneskets lyst til at angribe, for lysten til at angribe og skabe splittelse og adskillelse, den bor i menneskets sind/hjerte.

Hvor sandsynligt tror du det er at videnskaben kan fjerne menneskets lyst til at angribe, dømme og fordømme?

Er det ikke også en narresut at tro, at fordi man tillægger videnskaben en status som værende løsningen på menneskets konflikter, at de så forsvinder?

Jeg tror videnskaben kan bruges ligeså negativt som religionerne kan. Mennesker bruger religionerne til at retfærdiggøre angreb, fordømmelse og nedgørelse af andre mennesker, og det samme gælder med videnskaben.

Spørgsmålet er så hvad forskellen skulle være?

Hvad er forskellen på at et menneske nedgøre og fordømmer i videnskabens navn, og så at et menneske nedgøre og fordømmer i religionens navn(eller Guds navn)?

Du skriver:

"En skønne dag vil de troende nok indse at de er blevet snydt, hvilket de sidste nye tal fra kirkestatestikkerne tyder på, folk flygter fra kirkerne."

Ja, hvis man regnede med at kirken eller præsterne ville kunne løse menneskets smerte og mangel på kærlighed og fred, så tror jeg på de fleste måske vil føle sig snydt. Men det kan være det begynder at gå op for flere og flere, at det kun er èn selv som kan vælge kærligheden i ens sind frem for frygten. At det kun er èn selv som kan vælge at tilgive frem for at fordømme. At det kun er èn selv som kan vælge at forstå fremfor at dømme. At det kun er èn selv som kan give slip på konflikt og finde fred.

Og hvis formålet med videnskaben er, at mennesket finder svar som giver ro i sindet og opløser konflikt, så tror jeg også mange sikkert oplever de er blevet snydt.

Jeg finder meget støtte i videnskaben, religioner og spiritualitet her på min rejse i livet, og det er jeg dybt tanknemmelig for. At det så kan blive betegnet som en sutteklud, det er helt fint for mig. Det er som en baby som har brug for en sut som giver den tryghed på dens vej. Når den ikke længere har brug for sutten, så giver den blot stille og rolig slip på sutten. Men er der nogen som forsøger at tage sutten fra den når den ikke er parat til at give slip på den, så er der ballade. Så hvorfor ikke blot benytte os af det som vi oplever kan støtte os, og så lade det være helt naturligt at give slip når vi er parate til det?

Håber du får en smuk dag, kære Treram.

Kærligst Jan.

Vær hilset Broder Jan,

Det glæder mig meget, dét du skriver om dine oplevelser. Det er nøjagtigt de samme, som jeg har.

Det, som jeg kalder den direkte erkendelse, er netop denne Væren. Det er derfor, jeg kalder den direkte. Det er en erkendelse, der er indlysende sand (mere end det!), fordi man ER den. Man er ikke i tvivl om sin egen bevidsthed... JEG ER. I denne værenstilstand åbner der sig mange erkendelser, direkte fordi de er ét med en selv - denne væren.

Når jeg giver afkald på mit lille selv... og kommer gennem nåleøjet... så åbner denne ufattelige væren sig på den anden side.

Kærligst
Thomas

Hej..

Arne skriver: "Men min kommentar er, at hævnen nok med fordel kunne være lidt mere præcis og især vel rette sig mod de religiøse magtmisbrugere, såsom Paven i Rom og andre religioners topfigurer (i Danmark vel folketing og kirkeminister samt biskopperne) i stedet for blot at håne et menneske som Esther/Zenia, der jo har udtrykt en overbevisning, men som nok ikke nogensinde har søgt at dominere over andres tro eller livsopfattelse".

- Anerkender man mennesketankens frihed og derfor mennesket, der som individ kun er bundet af givne sociale strukturer i en kulturs samtid, hvorfor menneskets evne til at frigøre sig fra autoritative restriktioner skabt af fortidige herremænd, hvis tanker netop var bundet af selvsynsbetragtninger bygget på ren og skær ærefrygt for religiøs overtro, hvor noget ’gud-domme-ligt’ konstant kiggede dem over skulderen og med den deraf følgende paranoia, ja da må mennesker naturligvis ret og slet afvise slige synspunkter som rent volapyk, og derfor netop udvise despekt for livsanskuelser af den art – det siger sig selv, også selv om du Arne, ikke selv føler denne frihed!

At du og Zenia kan føle noget for en given trosanskuelse, i godt kan lide, er skam ikke et argument for det at sidde her og kræve respekt for selve trosindholdet du/i fremfører. Det er troen om noget guddommeligt i mennesket der diskvalificeres som en korrekt antagelse, idet dette udelukkende viser noget om hvorledes du og Zenia tolker mennesket ind i religiøse trosanskuelser. I to flytter reelt kun fokus fra despekten af synspunktet til jeres sårede følelser, fordi jeres tanker derom på forhånd er bundet op på følelser, men ingen solide argumenter. Dette er imidlertid ikke medmenneskers men derimod jeres eget personlige problem. I er slet og ret fanget i et net af følelser for en tro, i dels ikke kan frigøre jeg fra, og dels ikke kan argumentere overbevisende for. Dette indebærer, at ingen med god grund bør udvise respekt for et sådant livs- og menneskesyn, der udelukkende forener et maksimum af underdanighed med et maksimum af solipsisme! Vil i ha' respekt for den slags, da må i levere argumenter der suger respekten til sig, sådan er det.
I snakker konsekvent om jeres følelser, fordi i ikke er i stand til at argumentere fornuftigt for synspunktet om menneskets oprindelse og kosmos’ opståen i kraft af noget guddommeligt. Det er som du selv erkender, bare en tro - troen kunne være stik modsat med samme "argumentationskraft"...

Hvad du Arne derimod har overordentlig svært ved at forstå og derfor erkende, er, at krav om respekt for individets frihed til at udtrykke sin tro og/eller politiske overbevisninger offentligt, slet ikke er identisk med påkrav om respekt for selve trosindholdet eller en politisk overbevisning. Dét er dit problem.

Og med specifik henvisning til:

"i stedet for blot at håne et menneske som Esther/Zenia, der jo har udtrykt en overbevisning, men som nok ikke nogensinde har søgt at dominere over andres tro eller livsopfattelse"...

...så er dette lodret forkert! Zenia sidder akkurat og propper sin tro om noget guddommeligt i alle mennesker, ned i halsen på alle mennesker. Der er jo IKKE pr. def. noget guddommeligt i hendes medmennesker, men der er derimod et idéindhold om noget guddommeligt i den trosanskuelse hun udviser blind og ukritisk tillid til, og det er straks lidt andre grejer: at Zenia kan tro noget guddommeligt er i hende, fordi hun kan tænke på det, betyder ikke at der derfor må være noget guddommeligt i andre mennesker.
Andre mennesker er derfor udenfor hendes tanker derom, men det var ikke hvad hun skrev, tværtimod. Det er i sig selv en hån mod medmenneskets tankefrihed, at tvangsindskrive dem i så lidet flatterende et menneskesyn, og bare fordi man tror sig blind – og således synes ude afstand til at tænke sig mennesker fri fra eget sind!

mvh
Simon

Kære Jan.

Det er helt iorden at både du og Arne forvrider mine ord.

Men ikke et eneste ord om hvilken ydmygelser videnskabsmænd før i tiden konfronteredes med, når de gjorde opdagelser, der gik på tværs af biblens "videnskabelige" fortællinger om bl.a.jordens skabelse, jordens udseende, dens placering i universet o.s.v, de blev stillet til ansvar overfor kirkerne og straffet hårdt, mange af disse var ateister eller blev det, men turde ikke bekende kulør offentlig, da straffene ville blive endnu hårdere.
Ikke et eneste ord om at biblen nok var på vildspor, nej da, den kritiserer man ikke, ja selv de små jødebørn lærer stadig i fuld alvor at jorden kun har bestået i ca. 6000 år, muslimerne mener deres koran er 100% videnskabelig korrekt og de danske skolebørn lærer faktisk det samme, også præsterne i kirken omtaler biblen som et bevis på både det ene og det andet nonsens, kan man så andet end håne de der stemmer i.

Da ateisterne før har levet et liv i det skjulte, tør de nu endelig komme ud af skjulet og "hævne" sig på mange hundrede års undertrykkelse, ingen kommentarer til dette, man kan kun lige se hævnen/hånen over de troende uden at skele til tidligere tiders vice versa.

Jo da udviste de troende deres kærlighed for ateisterne, trosfrihed var en by i Rusland, kirkernes/de gejstliges magt var ubegrænset, alle faldt på knæ for dem, da var der ikke plads til kærlighed, hjælpsomhed,venlighed som du så flot prædiker at de troende i dag udviser.

Misionærerne der drog ud i verden udviste også stor kærlighed overfor de små samfund der levede et ganske godt liv, men som skulle omvendes med vold, magt, billige glasperler og andet ragelse til hvad disse "venlige" usympatiske missionærer mente var sandheden.
Havde de ret til at tro hvad ville?? Blev de hånet fordi de ikke troede, fik de tildelt nye kristne navne fordi deres egne navne ikke var "kristne" nok, blev de ikke iklædte gamle skrækkelige klude, fordi man kunne da ikke rende halvnøgne rundt, vor herre kunne blive forarget.

Og sådan kunne man blive ved med at fortælle om de kærlige, venlige kristne og deres medmenneskelighed, men uha da da, dem må man ikke kritisere, så er man uvenlig, ude af balance og jeg ved snart ikke hvad, men det rager mig en papand, min kære vildfarne ven.

Og kom nu ikke og sig; at det var jo før, for det alle I troende lever efter er fra før, intet nyt under solen, stadig de samme klagesange om arvesynd, skærsild, aborter mm.

Håber du også har det godt Jan, rart at høre fra dig igen.