|
0
registrerede
426
gæster og
174
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: serotonin
Emne: Re: Et andet syn
|
Kære Treram.
Godt at høre du har det godt trods omstændighederne, Treram.
Du har selvfølgelig ret til at mene hvad du vil, ligesom alle andre har deres ret til at tro eller mene hvad du vil.
Du har givet udtryk for at du har haft nogle ubehagelige oplevelser i forbindelse med troende mennesker da du var lidt yngre. Og her undre det mig så bare, at når du nu har oplevet hvor ubehageligt det er når nogen forsøger at pådutte dig noget som du absolut ikke ønsker, at du så giver udtryk for at dem du kalder de troende absolut skal indrette deres liv efter det som du anser for den korrekte måde at anskue livet på?
Vi har alle vores meninger og holdninger om tilværelsen som menneske, og vi kan så give udtryk for det vi har på hjertet og dele det med andre. Men der hvor jeg oplever kæden hopper af for os mennesker er, når vi forsøger at overbevise hinanden om noget.
Det du kalder for en sutteklud er noget som for andre mennesker giver dem mening og tryghed. Dem som du kalder dumme og mindre begavede(som du selvfølgelig er i din gode ret til at gøre), de er mennesker ligesom dig. De har akkurat de samme behov som du har for at føle anerkendelse, tryghed, kærlighed og glæde.
Du vil gerne have at du helt selv må bestemme hvad du vil tro på og hvad du vil mene. Det samme gælder med dem du kalder de troende eller religiøse. Du ved selv hvor ubehageligt det er når nogen forsøger at fratage dig din frie vilje til at mene og tro som de vil.
Der hvor konflikten opstår er, når vi ikke vil acceptere at alle har deres ret til at tro og mene som de vil. Jeg har mødt rigtig mange mennesker som har vidt forskellige måder at anskue livet på. Men nedenunder alle vores meninger, overbevisninger og opfattelser, der er vi alle ens. Vi har alle behov for at føle os anerkendt, accepteret og elsket. Nogen får deres behov opfyldt igennem det du kalder for en sutteklud, og hvad skulle formålet så være med at ville tage det fra dem som de oplever giver mening for dem? Nu hvor du selv har oplevet hvor ubehageligt det er når nogen vil tage det fra dig som giver dig en følelse af tryghed eller selvstændighed, hvorfor så forsøge at gøre det ved andre som du selv har oplevet var enormt ubehageligt og ikke særlig rart?
Du skriver om hævn, og det er du selvfølgelig i din gode ret til at praktisere, men kaster du så ikke blot med sten og ser ikke at du selv bor i et glashus?
Hvad er forskellen mellem en såkaldt ateist som vil have hævn, og så en såkaldt troende eller religiøs som vil have hævn?
Hvad er forskellem på at en ateist forsøger at overbevise en troende om noget, og så at en troende forsøger at overbevise en ateist om noget?
Hvad er forskellen på at en ateist kalder en troende for dum og mindre begavet, og så at en troende er uhjælpsom og ukærlig?
Er det hjælpsomt at ville have hævn?
Er det kærligt at ville have hævn?
Hvis du giver udtryk for at være afbalanceret, hjælpsom, opmærksom og venlig, hvad har det så med hævn at gøre?
Og hvis vi skal bruge vores fornuft og være rationelle, hvorledes forener du så det med hævn, eller det at kalde andre mennesker for dumme og mindre begavede?
Som jeg forstår det at være fornuftig og rationel, så bygger det på indsigt(eller det nogen vil kalde viden).
Hvis man har den indsigt/viden, at det som skaber splid imellem mennesker er, når vi ikke vil acceptere menneskets frie ret til at tro og mene som vi vil, og begynder at nedgøre og fordømme/dømme, så er der vel ikke noget fornuftigt eller rationelt i at nedgøre og dømme/fordømme?
Hvis man ikke har den indsigt eller erkendt hvad der skaber splid og konflikt, så er det selvfølgelig klart at det virker fornuftigt og rationelt at "angribe" andre mennesker.
Men så er spørgsmålet igen, hvorfor det skulle være kærligt og venligt når en som kalder sig selv for ateist angriber, og ikke være kærligt og venligt når en som kalder sig for troende angriber?
Jeg prøver blot på at stille tingene op udfra hvordan jeg forstår alt den konflikt som tilsyneladende fylder mange menneskers liv.
Jeg kender efterhånden mit ego meget meget godt. Og jeg vil mene at hele menneskehedens historie vidner om en ego-bevidsthed som styre mennesket ubevidst. Vi angriber hinanden i blinde og ser ikke at vi alle blot gerne vil føle os elsket, anerkendt og accepteret.
Som jeg oplever det, så er videnskaben i sig selv et redskab til erkendelse. Men videnskaben kan ikke fjerne menneskets lyst til at angribe, for lysten til at angribe og skabe splittelse og adskillelse, den bor i menneskets sind/hjerte.
Hvor sandsynligt tror du det er at videnskaben kan fjerne menneskets lyst til at angribe, dømme og fordømme?
Er det ikke også en narresut at tro, at fordi man tillægger videnskaben en status som værende løsningen på menneskets konflikter, at de så forsvinder?
Jeg tror videnskaben kan bruges ligeså negativt som religionerne kan. Mennesker bruger religionerne til at retfærdiggøre angreb, fordømmelse og nedgørelse af andre mennesker, og det samme gælder med videnskaben.
Spørgsmålet er så hvad forskellen skulle være?
Hvad er forskellen på at et menneske nedgøre og fordømmer i videnskabens navn, og så at et menneske nedgøre og fordømmer i religionens navn(eller Guds navn)?
Du skriver:
"En skønne dag vil de troende nok indse at de er blevet snydt, hvilket de sidste nye tal fra kirkestatestikkerne tyder på, folk flygter fra kirkerne."
Ja, hvis man regnede med at kirken eller præsterne ville kunne løse menneskets smerte og mangel på kærlighed og fred, så tror jeg på de fleste måske vil føle sig snydt. Men det kan være det begynder at gå op for flere og flere, at det kun er èn selv som kan vælge kærligheden i ens sind frem for frygten. At det kun er èn selv som kan vælge at tilgive frem for at fordømme. At det kun er èn selv som kan vælge at forstå fremfor at dømme. At det kun er èn selv som kan give slip på konflikt og finde fred.
Og hvis formålet med videnskaben er, at mennesket finder svar som giver ro i sindet og opløser konflikt, så tror jeg også mange sikkert oplever de er blevet snydt. 
Jeg finder meget støtte i videnskaben, religioner og spiritualitet her på min rejse i livet, og det er jeg dybt tanknemmelig for. At det så kan blive betegnet som en sutteklud, det er helt fint for mig. Det er som en baby som har brug for en sut som giver den tryghed på dens vej. Når den ikke længere har brug for sutten, så giver den blot stille og rolig slip på sutten. Men er der nogen som forsøger at tage sutten fra den når den ikke er parat til at give slip på den, så er der ballade. Så hvorfor ikke blot benytte os af det som vi oplever kan støtte os, og så lade det være helt naturligt at give slip når vi er parate til det?
Håber du får en smuk dag, kære Treram.
Kærligst Jan.
|
|
|
|
