Kære Anonym.

Du skriver i dit indlæg blandt andet følgende:

»Mine erfaringer i meditation består i en vidunderlig fred gennem åndedrætsmeditation; jeg er opmærksom på mit åndedræt, og når tankerne vandrer - og jeg opdager det - så bringer jeg opmærksomheden tilbage på åndedrættet.

...Det er en fred, der varer hele dagen, og som giver mig et overskud til at se meget mere afbalanceret på tingene.

Den er værd at prøve, ét kvarter dagligt.« (Citat slut).

Her har du i en nøddeskal beskrevet det centrale i dette at meditere, og metoden kan bruges, uanset om man har knyttet sig til en eller anden religiøs retning, eller man er ateist. Er man det sidste, kan man bruge metoden som blot og bar afslapning. Føler man sig stresset på jobbet, kan man meditere på denne måde, når man kommer hjem. Så klinger man lige så stille af.

Det er stort set den metode, som Jes Bertelsen i begyndelsen af sit forfatterskab pegede på i bogen Individuation fra 1975. Nu er der jo i denne tråd blevet sagt ét og andet om Jes Bertelsen, men man bør efter min opfattelse ikke kæmme alt, hvad han har foretaget sig, over én kam.

Personligt har jeg haft rimeligt udbytte af den tidlige Jes Bertelsen, hvilket vil sige hans forfatterskab fra 1972 til og med 1980, hvor bind 3 af hans dybdepsykologi udkom. Men ved det fjerde og sidste bind af dybdepsykologien måtte jeg stå af, fordi der efter min opfattelse blev indført så megen regulær okkultisme i hans redegørelser, at de ikke længer sagde mig noget fornuftigt – jeg er jo trods alt forankret i vesterlandsk kultur. Senere kørte han af sporet, hvilket også Ole Bjørn har været inde på.

En måde at meditere på, der forekommer mig lige så forsvarlig som den, du angiver, har jeg fundet i en engelsksproget tekst, som jeg oversætter således:

Vi søger ikke gode oplevelser i meditation, vidunderlige eller mærkelige oplevelser. Måske får vi dem, men det er uden betydning. Det, som vi søger efter, er at blive i stand til at slappe af; blive i stand til at lade tanker og følelser komme og så lade dem forsvinde igen, uden at de tager over.

Den virkelige meditation består i at blive i stand til at lære, at hvilken som helst oplevelse, der end opstår, så er den uden betydning; det er blot en oplevelse, og du kan slappe af i den. Hvis det er en god oplevelse, lærer du at slappe af i den; hvis det er en dårlig oplevelse, lærer du at slappe af i den; hvis det hverken er en god eller en dårlig oplevelse, lærer du at slappe af i den. Hvis du lærer, hvordan man gør dette i alle disse tre forskellige tilfælde, så har du lært at meditere.

Dette er som sagt ganske ufarligt, og bruger man et kvarter dagligt herpå, vil der komme positive virkninger allerede efter en eller to måneders forløb. Det er ikke nævnt i den oversatte tekst, at man kan koncentrere sig om åndedraget, således som du gør, men det er at anbefale, og jeg gør det selv.

Det er også åndedrætsstyringen, der er det grundlæggende i de orientalske meditationsformer, som jeg har læst om, men så kommer der i Orienten ofte en række tilbygninger ovenpå, som vi vesterlændinge bør være varsomme med at eksperimentere med.

De gamle indere var fremragende psykologer, og i deres traditioner blev der gennem århundrederne udviklet sophistikerede metoder til at nå dybt ned i krinkelkrogene af det ubevidste. Men det er jo populært sagt også her dispositionerne til sindssygen ligger, og disse skulle nødig slippes løs på grund af dumdristig og tankeløs omgang med det fremmedartede, uanset hvor fascinerende det end måtte være.

Der er det forunderlige med åndedrættet, at det kan styres viljesmæssigt, men gør man ikke det, overtages styringen af det sympatiske nervesystem, der også styrer åndedrættet, når vi sover. Ved at koncentrere sig om åndedrættet arbejder man så at sige på en membran, der skiller det bevidste fra det ubevidste.

Jeg har, kære Anonym, kigget på et anonymt indlæg 18/11/2009 01:02. Det er stilet til Anne, Jan og undertegnede, men jeg tøver med at besvare det, fordi jeg ikke véd, om det er dig eller en anden anonym, der har skrevet det. Det ville altså være rart, om du registrerede dig med et brugernavn. Så vil navnet være knyttet til IP-adressen på din computer, så ikke alle og enhver kan gå ind og lade, som om han er dig.

Som det står hos Prædikeren: »Dog se, det fandt jeg, at Gud har skabt menneskene, som de bør være; men de har så mange sære ting for.«


Med venlig hilsen

Kristian

Kære Kristian,

Mange tak for dit brev. Jeg kender ikke til Jes Bertelsen, men kan nikke genkendende til det, du skriver om åndedrætsmeditation.

Jeg vil gerne registrere mig, men så længe personer som Ole Bjørn er på debatten, tror jeg, at mange (jeg er nok ikke den eneste m.a.o.) ikke tør registrere sig. Der er fare for, at man hvirvles ind i disse rædselsscenarier af grim snak og nedladenheder mod hinanden. Jeg venter, til han har forladt debatten (eller til jeg er blevet stærkere og ikke tager hans ondskabsfuldheder så nært).

Det er mig, der har skrevet om tilgivelse med Anne og Jan og dig. (Jeg kan ikke garantere, at andre anonyme ikke kommer til, men jeg tror, at jeg primært har været repræsenteret).

Mit indlæg kan vælges ikke at læses (vigtig at prioritere hvad man bruger sin tid på).

Man kan vælge kun at læse det med sorte fede typer i første gennemlæsning (i så fald er mit indlæg ikke så lang).

Dernæst kan man vælge at læse det med fede sorte typer og det med fede røde typer, og ja endelig hvis man har mod på det er man da også velkommen til at læse det hele, hvis man kan finde hoved og hale i det og har hovedet dertil og tiden dertil endsige interessen.

Kære gamle debatkollegaer som jeg ikke har debatteret med i lang tid, ikke mindst Ole Bjørn og Kræn-p og Arne Thomsen som jeg især har krydset klinger med (ordet som et sværd), men også HEY til alle I andre (Treram mfl.).

Siden søndag den 9 august 2009 har jeg haft en meditationspraksis eller indført en meditationspraksis i mit liv. Hver søndag er vi en lille gruppe der mødes her i Nørresundby i nogle skønne lokaler. Og når jeg har været med på et kursus der hedder en fri bevidsthed, skal jeg også være med i gruppens møder onsdag aften. Gruppen er udsprunget fra og er en underafdeling af Andrew Cohen "Evolutionary Enlightment": Evolutionær Enlightenment er en moderne spirituel undervisning, der er udviklet af Andrew Cohen, og som forener østens visdom med vestens passion for innovation og forandring. I Danmark har musikeren og fysikeren Peter Bastian engageret sig med liv og sjæl til denne bevægelse.

At jeg langt fra filosofisk og erkendelsesteoretisk er enig i "Evolutionary Enlightment" filosofien tror jeg ikke kommer bag på nogen der kender HansKrist, og der har da også været alvorlige sammenstød mellem mig og gruppen af samme grund og der har været talt om at jeg nok burde se mig om efter en anden meditationsgruppe; men indtil videre hører jeg dem til og har det godt med disse mennesker til trods, og jeg forsøger at disciplinere mig selv og de er begyndt at se på mine kætterier med mildere øjne og vi kalder nu vores små sammenstød for "kreativ friktion". Jeg forsøger bestemt ikke at ødelægge vore meditationer eller undervisningen på de kurser vi deltager på (dog er mine bidrag indimellem lidt vel konstruktive og jeg vender ofte tingene på hovedet (noget Paulus, der vendte Platon på hovedet har lært mig; som Marx der vendte Hegel på hovedet)).

Det siger sig selv at en HansKrist der er skolet af Paulus (Frihedens og Tænkningens Apostel) og Nicholas Berdyaev (Frihedens Filosof) og Ole Bjørn og Kræn-p ham er der ingen der løber om hjørner med ;-), eller bilder noget som helst på ærmet, dertil er min tænkning for selvstændigt, kritisk og anarkistisk velfunderet; mig der nægter at tilbede og centrere om både Gud og Jesus; men som påstår at jeg i Kristus (begivenheden Kristus) har friheden og ånden direkte fra Gud. Mig der påstår at i Jesus har Gud (inkarnationstanken) stillet sig i menneskets eller vores lidelser, sår, sygdomme og synd (vores afveje og ulykkelige omstændigheder qua vores frihed fra Gud (syndefaldet, Selv-løsheden (fremmed for os selv))) og ikke mindst har Gud i Jesus stillet sig i vores død og dødelighed, stillet sig imellem os og døden; hvorfor jeg har al min libido her som Paulus taler om det i 1 Kor 1. At Gud i Jesus har stillet sig her i vores liv, i vore sår og sygdomme, kval og lidelser og vores død, gør at jeg her har al min libido (kærlighed), hvilket gør mig til en Marx og en Freud og en Badiou, fordi jeg har mine lidenskaber og al min libido (og solidaritet) samme sted som disse. Jeg betragter nok mig selv som libido ateist, noget man ikke kan nå frem til uden at arketypen Kristus (Gudmennesket (mennesket uden fremmedgørende og fjern uvedkomende overjeg)) opstår, at Gud (overjeget/superjeget eller idealoverjeget (Platon)) på et bestemt sted i min såvel som menneskehedens historie har ladet sig såre og stillet sig solidarisk med vore sår og sygdomme og kvaler og her stillet sig mellem mig og min død er Paulus der vender Platon på hovedet (Platons aristokratisk hovmod/åndshovmod gør Paulus op med; derfor minder Paulus meget mere om Marx end Platon). Hermed har jeg Gud i mennesket og det menneskelige og ingen andre steder; men jeg har ikke nødvendigvis mennesket (eller mig selv) i Gud, dette beror på et frivilligt kærlighedsdrama, om mennesket, altså mig, om jeg vil tilhøre Gud, for jeg er fri, qua syndefaldet, i den sammenhæng (Berdyaev og Leif von der Wehl Mikkelsen "Det Flydende Kors").


Jeg har ikke mediteret de sidste mange år, men jeg har mediteret for mange år tilbage, men ikke haft nogen egentlig meditationspraksis, blot eksperimenteret med utallige former for meditation især i relation til Baghwan/Osho bevægelsens dynamiske meditationsformer og Michael Barnett energiarbejde (Wild Goose; Lars Elstrup).

Dog lærte jeg mig selv Autogen træning (JH Schultz; Gunnar Bjerre) for år tilbage. Autogen træning var jeg i en årrække fuldt fortrolig med og kunne jeg med stor udbytte praktisere og jeg skylder nok at takke autogen træning for mine gode karakter fra medicinstudiet, hvor jeg på semesteret op til forprøven takket være det mentale overskud autogen træning gav mig, formåede at studere 6 af Jungs bøger og arbejde seriøst med mine drømme ved siden af eksamenslæsning. Hovsa, bare dette at skrive om det, gør at jeg nu får lidt af en højdepunktsoplevelse (Maslow), noget er gemt her.



Jeg vil give Baghwan ret, når han påstår at dersom man forsømmer at meditere i mange år og man pludselig begynder igen, da vil man opnå store "resultater" i raketfart (resultater i citationstegn, da spørgsmålet om formål og bevidst søgende at opnå et resultat i forbindelse med meditation jo er en ret så kontroversiel problemstilling, fordi det udspringer af meditationens grundproblemstilling).

Men min nyelige indførte meditationspraksis, har altså forandret mit liv mærkbart, fra første dag har der været kontant udbytte-udbetaling ved kasse 1. Der var virkelig en øst vest mur der blev nedbrudt, eller forholdet mellem det feminine (det ubevidste) og det maskuline (det bevidste) kom i stand, og jeg var pludselig i proces med det ubevidste mig selv, og fik straks en bedre og anderledes hukommelse en ny ihu (hippocampus fik måske selvstyre eller en større autonomi i forhold til amygdala). Jeg er intuitivt sikker på at hippocampus er blevet større i denne periode (Platon må ha haft en stor hippocampus). Jo mindre stresset jo bedre klarer jeg-et og de medfødte ideer sig (arketyper, urbilleder og motivernes intentionalitet) overfor overjeget/traditionen/kulturen (som er det new age kalder for jeget; new age forveksler konsekvent overjeget med jeget (se herom senere)).


Jeg definerer meditation som følger:

Et seriøst forhold til mig selv (og det bliver en livslang romance for hun (min sjæl) er bedårende (tænker på min anima (Jung fortrolige forstår hvad jeg mener)).

Samvittighedsfuld hånden på hjertet forhold til mig selv.

Selvrespekt og selvaccept.

Mod, thymus, eller enteleki (Leibniz).

Cogito ergo sum; jeg tænker, derfor er jeg (uden på nogen måder at fornægte res extensa). Descartes og Platon er taget til nåde igen, men pga Paulus og Marx har jeg vendt min idealisme på hovedet således at min solidaritet og al min libido er i livets tjeneste (Kristus som tjener), så der er tale om en form for libido ateisme.

Mig der tænker, "cogito ergo sum" ( "Jeg tænker, derfor er jeg")! Ideerne, tankerne og motiverne, drømmene, billederne/arketyperne og rørelserne, intentionerne der er fra Gud/jeget eller mig Selv (Platon; Paulus; Descartes; Kant; Schopenhauer; Jung). Østens fallit er at de forsøgte at slukke ilden, det begær, der gør at vore tanker og ideer og motiver/billeder, drømme, arketyper er målsøgende (menneskets transcendentalitet ligger i vores begær/libido og intentionalitet). Uden begæret ville mennesket ikke kunne finde målet, sit formål og meningen med livet; hvilket er definitionen på synd, nemlig dette at ramme forbi, skyde ved siden af og gå tabt, fortabe sit liv og dets formål og mening. Begæret og libidoen skal bare placeres korrekt, og fjernes fra de visuelle objekter, altså bevidsthed udelukkende som objektivitet, som objektiv syn. Objektivitet er vigtig, men at besætte mor med libido, besjæle mor eller far og andre objekter og havende al libido herude i det fremmede er ikke godt på lang sigt.

Jeg-aktivitet. For at sætte overjeget på plads (kritisk fornuft) eller mindske andres uhensigtsmæssige støjende syn på tingene (især politikernes og de religiøses indflydelse og til dels også overdreven naturvidenskabelig tillid, da naturvidenskab oftest kun beskæftiger sig med "det" perspektivet og ikke får fat i 1. personperspektivet, eller jeg-perspektivet).

Omvende kundalinienergien. Vende mig imod enteleki (Aristoteles og Leibniz) og min vertikalitet, kundalinienergien og omvende og rumme disse ud fra Paulus og Marx (i Kristus har vi hele guddomsfylden i kød og blod). Nietzsche's ide om at være jorden tro.

Lykke og hjertebanken; åndedræt og følelser, liv (elan vital) omsluttet af eller i forbindelse med tyngde og styrke, tyngdekraften, min krop.


MeditationsMetoden ud fra Andrew Cohen, som den er i forbindelse med min Evolutionær enlightment gruppe (Evolutionaries Aalborg gruppen):

Længere indskudt kommentar:
De (Evolutionær enlightment gruppen Aalborg, ville selv sagt ikke være enige med mig i mine ovenfor anførte betragtninger over meditation, men da vi ikke nødvendigvis behøver drøfte disse bagvedliggende (erkendelsesteoretiske; filosofiske og metafysiske) forhold for at meditere sammen, har det ikke skilt os ad endnu, men nok medført ved et par lejligheder at vi er kommet op at debattere lidt vel rigeligt når vi bagefter skal drøfte hvad der sker under meditationen. Jeg finder at et væld af positive livsbekræftende pejlingsmærke manifesterer sig i forbindelse med meditation (se nedenfor under det jeg kalder for akt 1, 2, 3 osv), hvorimod de stort set nedgør det hele til noget mindreværdigt ego støj eller ego vildfarelse som er uvæsentligt (og her er det altså vigtig at forstå at i min optik er disse manifestationer (akt 1, 2, 3, osv (se nedenfor)) uhyre væsentlige og af vital betydning for vækst og sundhed, det er her kimen til forandrig befinder sig og det gælder på ingen måder om at komme hinsides hvad der manifesterer sig i kød og blod, for i Kristus har vi hele guddomsfylden i kød og blod (opført nedenfor under akt 1, 2, 3, osv). Igen jeg er libido ateist og marxist og darwinist (Paulus der har vendt Platon på hovedet, Platons idealisme) og ser dualisme, interessekonflikter, seksualitet og frygt (adrenalin og stress) og kamp på liv og død som væsentlige ontologiske størrelser vi må integrere (og også anvende positivt i forbindelse med meditation), altså disse subcorticale områder skal integreres med neocortical cognition. Derfor er jeg enig med B. Russell i at al konkurrence er menneskeligt set sundt og af vital betydning, så er der ikke konkurrence bør man stable det på benene for at mennesket igen kan finde glæden og gejsten. Her har vi også Erik H. Erikson der påpeger at den sundeste løsning på den ødipale konflikt, hvor barnet erkender sit nederlag, om moderens gunst, til faderen, er at barnet identificerer sig med sejrherren og autoriteten faderen og ligger sig selv i selen for at dygtiggøre sig på sin lange vej imod voksen seksualitet og voksen livet. Den negative løsning på den ødipale konflikt er ifølge Erikson at barnet får en moderbinding og en alliance med moderen (det feminine new age) og ikke på værdig vis ønsker at blive, at vokse op til at blive, en duelig og kompetent mand som faderen. Positivt er det altså om barnet formår at identificere sig med faderen og finder det interessant at dygtiggøre sig og konkurrere med faderen om at blive duelig, kompetent og dygtig her i livet som ham (hvorfor det sunde drengebarn er konkurrenceminded). Denne hovedhjørnesten i Freuds ødipuskompleks opdagelse, kender vi i dag bedst under begrebet rollemodeller for de utilpassede unge. Kernefamilien er delvist opløst og faderens autoritet er undergravet af kvindebevægelsen og en sølle new age filosofi og Erik Clausen forsøger at give manden ære og værdighed tilbage igen. Det maskuline er under angreb i vesten eller bliver positivt udfordret. Drengebørn i hovedstaden og de store byer tiltrækkes bander med en stinkende stærk maskulinitet, ja hvorfor ikke, når far derhjemme er en lavstatus pjok der er arbejdsløs og uden midler. Erik Clausen længe leve og hans foredrag "Fra den ene hjernehalvdel til den anden" er noget af det bedste om en fri kreativ og anarkistisk kritisk bevidsthed der siges i dag (her er A. Cohen lysår bagefter denne kontinentale marxistiske freudianske kritiske opfattelse af tingene omkring bevidsthed, som vi har haft siden E. Kant og som især tog fart med Hegel og Marx; Schopenhauer, Nietzsche og Freud og Jung (og i nyere tid Heidegger og Sartre)). Den kontinentale tilgang til meditation og bevidsthedsspørgsmålet (det spirituelle) er meget dybere og bedre gennemarbejdet end hvad der kommer fra USA, men den er upopulær og svært tilgængeligt og kan ikke tilegnes af gud og hvermand/kvinde, hvorfor Tolle, Shirley MacLaine, Chopra og Cohen med flere hitter og bliver populære og vinder terræn og bliver til folkebevægelser og folkereligiøsitet i en europa hvor socialisme og socialdemokratisme har sejret ad helvede til og folk lever et usolidarisk new age luksusliv på første klasse. Igen, længe leve Erik Clausen; det er ikke for ingenting at manden ligner Karl Marx. Som det ser ud i dag er han en af de få man kan nære forhåbninger til omkring bevidsthed og spiritualitet.


Nå tilbage til meditationsmetoden fra Evolutionaries Enlightment Aalborg gruppen.
Vi mødes 10 - 12 hver søndag (hvorved jeg kommer til at svigte Jesus, cykler lige forbi Kirken på vej til meditation og hilser da også på præst og menighed indimellem).

Vi har en kort meditation på 20 minutter fra ca 10 - 10:20.

Fra 10:20 til 11 har vi pause hvor vi er fri til at gå rundt og til at drøfte vores fælles anliggende i forbindelse med vores meditationspraksis.

Fra 11 til 11:45 har vi den lange meditation. Fra 11:45 til 12 runder vi dagen af med hinanden i forbindelse med oprydning.

I al sin korthed, har vi 3 - 4 instruktioner:

Vær rolig!

Vær afspændt!

Vær opmærksom!

Lad alting være som det er! (nøglebegrebet i mindfullness bevægelsen, men forholdet har jo været kendt i alle spirituelle bevægelser i mange tusinde år, fx Zen har den i utallige varianter (Fx; det ansigt du havde før du blev født)).

Disse instruktioner gives i løbet af det første minut og resten af tiden mediterer vi (hvad der sker hos de andre aner jeg ikke, og det er ikke meget de har fortalt mig, men jeg vil gerne berette).

Jeg er med i denne gruppe og det fungerer upåklageligt for mig, jeg mediterer på livet løs.


Min indre anarkistiske djævel eller bevidsthed, har omskrevet lidt hvad vi gør og som jeg gør det derhjemme, som følger:

Sætter mig på en stol i ergonomisk rimelig korrekt stilling, med rank ryg (ikke stiv) og med fodsålen mærkbar i underlaget. Stille et vækkeur til mellem 20 minutter til en time. Overjeget bedes holde sin kæft og være rolig mens jeg kommer til mig selv, bliver mig selv igen. Alt er tilladt sålænge det stammer fra jeget (mig selv) og ikke stammer fra overjeget, er mig påtvunget, og alle ubetingede impulser og rørelser/tilskyndelser er okay sålænge de går gennem jeget (dog må jeg ikke forlade stolen og blive verbal støjende (men peristaltik, synkebevægelser, næsebor der åbner sig og højlydt og tung vejrtrækning/åndedræt og stille suk og tårer tillades sålænge det er et autentisk udtryk jeg vil være mig bekendt i den sociale situation jeg er i (alene hjemme hos mig selv er jeg mere fri))). Foretrækker at have øjnene lukkede.



Da jeg for godt 4 måneder siden satte mig i min første bevidste meditation i nyere tid, og jeg lukkede øjnene var der sort skærm; men der gik ikke lang tid førend der kom liv på scenen, elan vital filmen eller teaterstykket begyndte (Erik Clausen der siger at bevidstheden og livet er en film, min egen film; og dersom det var en helaftensfilm, gad du så gå ind og se den?). Platon og Jung kender åbenbart karaktertyperne, de dynamiske størrelser og konflikterne (Marx og Freud) i dette imponerende stykke frie kreative bevidsthedsliv. Hvad er det der foregår i hjernen eller i hovedet, sindet og sjælen på folk.


Meditation: fra sort skærm til den vildeste, skønneste og mest hjertegribende "film" jeg nogensinde har været vidner til. Min egen reality film og mit eget liv.

Akt 1 eller 1. tema (ikke et tema jeg har sat, jeg aner umiddelbart ikke hvor de kommer fra og hvorfor de kommer):

"Temaerne" i mine første meditationer; Min mor.

Temaet kønsrollemønstret og hendes til tider urimelige vilkår blandt 3 hankønsvæsner (min far, mig og min bror) i en på mange måder patriarkalsk domineret samfund (scener fra et ægteskab og et familieliv i 4d format). Stakkes mor og en ny forståelse og sympati for hende opstod. Hvordan har hun dog formået at overleve dette, og ja, det har kostet, hun er blevet et offer i det store spil, hun betaler i dag en pris. Senere skulle jeg finde ud af at vi alle betaler en høj pris. Stort set fra første gang jeg mediterede rejste jeg frit i tid og rum, fortid og fremtid og nutid løb ud og ind i hinanden (altså en fantastisk erfaring med min hukommelse som jeg ikke vidste var så god). Min fortid stod klart og min fremtid stod klart. Jeg blev Jung-ianer på et øjeblik og hvad jeg ville med mit liv var nu tydeligt. Individuation, altså mere meditation, mere dette at være i proces med det ubevidste, hvor hukommelsen åbenbart spillede en afgørende stor rolle. Disse erindringer om en mig nærtstående kvindes vilkår er jeg meget taknemlige for og de har ændret mit syn på kvinden generelt og på min mor i særdeleshed og jeg er blevet meget bevidst om de kønsrollemønstre der var i spil.


Nu vil nogen måske indvende, "Hans din idiot", har du virkelig siddet og tænkt disse tanker, skulle du ikke meditere??? Hertil må jeg sige at jeg har mediteret og jeg har ikke diskursivt tænkt disse tanker, men disse tanker og ideer og perspektiver og syn på tingene er kommet til mig takket være meditationen, som et resultat af eller effekt af meditationen. Det er altså selve det at jeg mediterer der bringer min mor på banen eller i hu, at hun kommer i min erindring. Ja men du har tænkt med og holdt fast i disse tanker som var det en bunden opgave for dig at gennemtænke dit forhold til din mor. Nej jeg har aldrig anet hvor lang tid disse strømme af bevidsthed og "film" eller "dialoger" og indsigter ville vare. Du burde kvæle disse tankestrømme? Nej for meditationen forbyder mig at dræbe disse tankestrømme (ideer, perspektiver og syn), så dersom jeg følger min meditationspraksis har jeg ikke ret til at gå ind og dræbe disse tankestrømme eller bevidsthedsstrømme hvor jeg rejser i tid og rum. Du har en livlig fantasi Hans! Måske nok, men her taler vi ikke om min fantasi men min bevidsthed under meditation.

Jeg er bundrådden ærlig (det er det autentiske selv vi arbejder med) og jeg er bange for at nogle af dem jeg mediterer med ikke er det, men at de går efter at opleve og erfare noget deres guru har bildt dem ind er målet med meditation. Heroverfor stiller jeg mig som sandhedsvidner og jeg er for ind i helvede med Paulus ligeglad med enhver form for højere bevidsthed eller speciel fri bevidsthed og den 3. eller 7. himmel, kun få har som mig kendskab til disse forhold, og de interesserer mig ikke en døjt, kommer de og manifesterer de sig, ja men så gør de det, jeg er blot sandhedsvidner, jeg mediterer blot og refererer bagefter så præcist jeg formår mine oplevelser og hvad der sker med mig og hænder mig. Du er ikke nået langt Hans, du er ikke i nærheden af Cohen! Vrøvl, Cohen er ikke nærheden af mig.


Akt 2 a:

Real virtuality, eller Kropselvet bliver til.
Jeg erfarer igennem mine sanser, især den kinæstetiske kropssanselighed og lugtesansen. Nu genfortæller jeg hvad jeg oplevede gennem min krop. Store hænder bag mit hoved og mig der løftes op og bæres. Jeg dufter tøj og varm hud og kropslugt og mit hoved holdes konstant. Jeg får bryst eller dies. Bemærker via min kropskinæstetiske sans at det altid er i en bestemt vinkel og altid til højre bryst på en kvinde (slutter at kvinden må være min mor, da jeg ikke er blevet diet af andre så vidt jeg ved). Det føles bemærkelsesværdigt at det er så 100% konsekvent ensidigt, altså til højre bryst på en kvinde. Denne ensidighed, til den ene side, ka jeg ikke slippe efter meditationen. Føler det er skæbne, at der er noget skæbnesvangert knyttet til denne ensidighed. Hvorfor til den ene side? Er jeg mere til den ene side end den anden side. Er jeg mest til en af siderne. På vej hjem fra meditation er der Limfjordsmarathonløb og jeg bliver og nyder det i det gode vejr. Får lyst til at løbe igen regelmæssigt ud fra min nye kropbevidsthed (opdagelse af min egen krop) via meditationen (nu har jeg så i dag løbet hver eneste dag i ca 7 uger). Da jeg kommer hjem ringer jeg til min mor, for at fortælle hende om Limfjordsmarathonløbet. Hun interesserer sig meget for løb og sport i det hele taget. Efter at vi har snakket løb en stund (vi har meget at snakke om fordi vi har løbet sammen hende og mig), da spør jeg om hun har en dukke og om hun gider tage den op og lægge den til brystet. Hvorfor siger du pludselig det spør hun mig. Det vil jeg ikke svare på, men jeg siger så: "okay; er der noget at bemærke i forbindelse med at jeg fik bryst". Ja kommer det prompte fra min mor: "far og mig vi sagde altid at jeg måtte ha sur mælk i venstre bryst, fordi du kun ville ha bryst fra mit højre bryst". Aha, jeg fortæller hende hvordan dette stemmer nøje overens med hvad jeg lige har oplevet i min søndagsmeditation med gruppen.

Jeg husker fra mine studier om hjernen at hos nogle børn bemærker man lateraliseringen, altså arbejdsdelingen og specialiseringen af de 2 hjernehalvdele, allerede i spædbarnsalderen. Forskerne havde bemærket dette ved at spædbarnet foretrak en hældning til den ene side frem for den anden side og skrig og skrål (eller utilfredshedsytringer) var måden at tilkendegive dette på overfor de voksne der tumler/handler spædbarnet. Faktisk har jeg hidtil troet at højre og venstrehåndethed var noget vi menneskebørn blev påtvunget, men dette er måske ikke hele forklaringen, måske vi selv også er med inde over i valget af side. Det der er undenfor os og som vi skal kende og ta os iagt for, være på vagt overfor, det får den ene side af vores hoved, opmærksomhed og bevidsthed og det der er inde i os, bor i os, det får den anden side af hovedet, opmærksomheden og bevidstheden.

Jesper Hoffmeyer bemærker at selv en bakterie kan kende forskel på ydre og indre. Hos mennesket kan man lidt groft sige at den ene side af hjernen har fået som opgave at varetage forholdet til den ydre verden og den anden side forholdet til den indre verden. Og når man sammenholder dette med at Freud og psykiatrien siger at dette at kunne kende forskel på den indre virkelighed og den ydre virkelighed er tegn på psykisk sundhed og også tegn på den nødvendige kulturens byrde neurose (dualisme/spaltning), så ser man hvilken opgave og udfordring det er alt levende står overfor. Berdyaev siger at der er mere sandhed i dualismen end i monismen; hvilket i dag lyder med E. Morin og B. Russell at der er mere sandhed i ægte hyperkompleksitet end i en alkoholiseret fornuft. Monisme og holisme (monofytisme) tankegangens svaghed er at de ikke har øje for at alt levende er i kamp for at overleve og må beskytte sig imod udefra kommende farer. Også derfor at frygt, arousal, årvågenhed og objektivitet, har haft så stor en betydning for menneskets farligste rovdyrtænder, rovdyrvåben, den høje pande, forhjernen, tænkningen. Uden frygt ville menneskedyret aldrig ha udviklet dette frygtindgydende kendtegn og rovdyrvåben som den høje pande er, som forhjernen og tænkningen er. Schopenhauer siger at panden er det frygteligste og farligste rovdyrtegn i dyreverdenen. Der er slet ingen tvivl om at dersom mennesket ikke havde været et frygt pattedyr, da havde vi ikke udviklet vores kæmpe hjerne (og dette at vi blev tvunget ned fra træerne mere permanent har øget vores frygt). Dette at vi har haft fjender og ingen rovdyregenskaber (skarpe klør og lange skarpe rovdyrtænder) men ligesom kun har haft som våben; socialitet og sproglighed gør at frygt, arousal, bevidst opmærksomhed på de ydre forhold, og socialitet og sproglighed, er de 3 der driver vores kæmpehjerne frem over de afrikanske stepper for nogle millioner år siden. Frygt enorme positive indflydelse bliver overset i dag, vi kender det her på debatten fra EKIM og new age folket, der ligefrem er bange for frygt og dette at forholde sig konstruktiv til den ydre virkelighed som ligefrem benægtes objektiv realitet (giftslanger og en kæntring i kajak ville hurtigt kunne få Jan og Esther til at vågne op af deres subjektive monisme døsighed).

Man ved fra hjerneforskning at frygt spiller en afgørende rolle for hjernens positive normaludvikling. Man er begyndt at finde ud af at stress (den form de fleste af os i dag kender til frygt) spiller en positiv rolle i forbindelse med meditation, men igen er det vesten der har modet til at kigge på forholdet. De østlige religiøse traditioner for meditationer og livsanskuelse som vi kender til populært gennem new age, ekim fx, er hunderædde for at relatere til forholdet og tage tyren ved hornene.

Jeg kan ikke lovsynge frygt nok. Frygt er lige så godt og vigtig for sundheden som kærlighed, også den voksne seksuelle af slagsen. At kunne cope with og takle frygt er afgørende og det sidste man gør i den sammenhæng er at fortrænge frygt og snige sig udenom problemet med naiv monisme og ideen om at alt er godt og alt er kærlighed (selv i ægte kærlighed mellem mand og kvinde spiller frygt en positiv rolle (den bløde mand der ikke kender til frygt vil ikke kunne bemægtige sig kvinden, altså kunne få rejsning og gennemføre samlejen, da frygt er en del af ophidselsesreaktionen)).

Hvad er det der er så positiv ved frygt, jo det er at intet formår som frygt at skærpe vore sanser og opmærksomhedsfunktionerne og intet formår som frygt at mobilisere menneskets energi til en samlet koncentreret indsats. Frygt er derfor vejen ud af livsfornægtelse og svækket interesse for omgivelserne, den subjektivisme der kan ende i depressive psykoser. Der er jo en god grund til vores binyrefunktioner.

Man bliver lykkelig af en robust livsanskuelse der ikke er fyldt med løgn og benægtelser. Hele monisme filosofien og den religiøse livsanskuelse der udspringer heraf, hvor alt er Gud, ånd eller sind, og kærlighed karakteriserer måske endda forholdet (alt er harmonisk forbundet), er en usandhed eller en stor løgn om menneskets liv. Og det siger sig selv at her skal egoet dræbes (modsætningerne og dialektik-erne/konfliterne og det spændende, kampen og arbejdet, overvindelse og indsats), forhjernen skal demensteres eller demonteres, dæmpes ned (vestens intelligens og styrke, selve den transcendente evne til at frembringe teknik og kultur). Det siger sig selv at dersom alt er et eller Gud eller Sind eller kærlighed, da findes mennesket/egoet ikke, men skal og kan opløses, dræbes som de siger i vore dage i folkereligiøsiteten (new age, som stort set er østlige religiøse livsanskuelser og filosofier). Psykiatrien arbejder med mennesker der er gået i opløsning, i stykker, og her er ego-styrke også det vigtigste et menneske kan råde over eller være i besiddelse af. Enhver fornuftig meditation burde også hjælpe på ego-styrken og ego-konsolideringen. Hvilket fører mig frem til at der er forskellige måder at meditere på og at den livsanskuelse man bringer med sig ind i meditationen farver meditationen, præger meditationen. Det finder jeg at være snyd, en meditation må være åben, verdensåbenhed og åben overfor det autentiske eller hvad der nu end måtte manifestere sig.

Den kristne grundtanke er at egoet/mennesket eksisterer/findes og ikke nogensinde vil eller skal gå til grunde, og vi skal da slet ikke forsøge herpå i forbindelse med vores religiøse livspraktikker. Derfor siger Steiner også at Kristus er jeg-legemet. Hos Paulus der aldrig forveksler Gudsmystik med Kristusmystik (den kristologiske antropologi) og som går ind for et opstandelsesliv, her er det tydeligt at mennesket ikke skal forgå eller opløses i Gud (som en dråbe der opløses i havet (det ubevidste)); egoet eller det unikke menneske bevares og er i Kristus forsvaret og skænket evigt liv (stærk antropologi her hos Paulus). Hos Johannes er antropologien (egoet/mennesket) truet, her forvirres og blandes Kristusmystik og Gudsmystik. Så selv om Johannes helt klart er elev eller student af det Paulinske forfatterskab, så har han ikke forstået pointen med den kristologiske antropologi og ontologi. I kristendommen er mennesket (antropologien) vigtig og Gud uvigtig eller uvæsentlig, eller Gud har stillet sig selv i det menneskelige, givet os sit JA (syndsforladelse) og sit liv; derfor bliver Kristus spillet ind som Gudmennesket hos Paulus. En seriøs og aktuel/relevant diskurs om Gud udenom Kristus, Gudmennesket, de nye skabninger vi er i Kristus, kan man ikke finde hos Paulus. Så hos vestens fader Paulus, skal hverken mennesket eller egoet opløses eller gå til grunde. Men Pauls indflydelse dør med Pauls egen død (A. Scheweitzer) og kristendommen præges af græsk metafysisk tænkning. Og vi skal helt frem til Luther, Descartes og Kant før der igen sker noget der kunne kaldes for ægte kristen Paulinsk tænkning og filosofi (Berdyaev). Paulus er da også manden der præger de tvefødte ekstremt vestlige filosoffer og tænkere som Luther; Descartes; Kant (Fichte, Hegel og Marx); Berdyaev og Barth. Og eksistentialismen som vi finder denne hos Heidegger og Sartre ville være utænkelig uden den antropologi, kristologiske antropologi og ontologi, vestens tænkning arver takket være Paulus. Dette var kort fortalt gåden om hvorfor vestens tænkning er så antropologisk stærk og sikker, nemlig fordi hovedreligionen, kristendommen, er opbygget omkring en antropologi, bygget op omkring antropologisk tænkning, nemlig den kristologiske antropologi og ontologi vi finder hos Paulus. Det siger sig selv at dersom et menneske er Gudsglad og ivrig, ja meget religiøs, og meget åndelig orienteret, da vil dette menneske slå sig på Paulus og komme til at hade manden, fordi han står i vejen for denne gåen op i Gud og bliven et med Gud. Paulus siger noget der sætter sindene i kog verden over når mennesker mødes, nemlig Kristus. Alle ka tale om Gud og alle ka tale om Buddha og budhisme, men vandene skilles med begrebet eller størrelsen Kristus. Albert Schweitzer siger at den dag Kristusmystikken hos Paulus bliver forstået da vil der ske endnu større ting end der skete under reformationen hvor det var retfærdiggørelse af tro, der blev spillet ind imod den katolske kirkes administration af frelsen. Og Kristusmystikken er i dag det naturlige svar på islam og på nyreligiøsiteten, der er blot kun HansKrist der formår ud fra sin dybe forståelse af de her forhold at gennemtænke og belyse dette forhold ud fra Kristusmystikkens særkende hos Paulus og op gennem den vestlige, eller kontinentaleuropæiske, tænkning. Det hele er et spørgsmål om hvilken status vi vil tilkende egoet, mennesket, i forhold til det ubevidste, Gud, Altet eller kosmos, den kosmiske virkelighed. Tænker vi svagt om egoet eller mennesket i denne sammenhæng og placerer vi vores libido og tiltro i noget stort udenfor mennesket; altså tømmer vi mennesket eller egoet for værdi og styrke og kræfter. Alle ka se hvad vi har gjort i vesten med Paulus og alle ka se at det har givet os en renæssance og en Luther, en Kant og en Hegel Marx og den politiske tænkning og sekularisering der gør at vi frit kan eksperimentere og forandre vores samfund, fordi antropologien og den historiske virkelighed (mennesket og egoet) er stærkere end den kosmiske religiøse virkelighed (Gud eller altet) og monisme og holisme (skæbne og determinisme). Det hele begynder med renæssancen og troen og tilliden til mennesket; så Luther med reformationen, hvor intelligensen (karismaerne og nådegaverne) igen skulle tilhøre eller tilbage til den enkelte døbte kristne og rives ud af katolsk dogmatisk enhedstænkning og administration af frelsen og nådegaverne; OG SÅ, NU SKER DET, fra og med Kant har diskursen omkring Gud og Ånden alene haft at gøre med menneskets skabende og praktiske frihed, spontanitet og initiativ, uanset hvor vi har disse kvaliteter fra, altså immanent eller transcendent (derfor Hegel og Marx og Berdyaev og en Nietzsche, Sartre og eksistentialisme fx).


AKT 2 b:

Real virtuality eller Kropselvet fortsat: vægtløshedens kinæstetik, hvor lugt eller duft og seksuelle fantasier og erindringer blandes så man pludselig forstår hvor renæssancen og den romantiske kunst har hentet sin inspiration fra.

Fantastiske erotiske scener, hvor fantasi og erindringer blandes. Rent biofysiologisk vækkes min seksualitet, jeg mærker varmen og erotikken og seksualiteten/tiltrækningen i min krop; men det er jo ikke kun sort "det" biofysiologi, da det er fyldt med billeder, erindrindrede og de arketypiske fantastiske eller fantasifulde mulige af slagsen er der også (forstår pludselig malerne til erotiske billeder). Her fik jeg et bevis på at duft (lugtesans) og erotik/seksualitet hører uløseligt sammen og at vægtløshedens kinæstetiske skønhed også hører til erotikkens væsen. Jeg fik et nyt forhold til min næse og ja jeg vil sige at jeg har fået en ny og mere levende næse (målnæse, eller score-næse, jeg fik færten af noget (der var noget i luften jeg ved ikke hvad), lidt som en hund). Vægtløse elskovsscener er der så rigelige af. Jeg bliver meget bevidst om hvad jeg vil gøre næste gang muligheden er der, altså en øget seksuel selvsikkerhed og bevidsthed om hvordan kvinden skal "tages"/behandles eller elskes. Min egen rolle og hvad jeg vil cementeres og styrkes. Der gik en dag eller 2 før det gik op for mig at det jo var min anima der var blomstret op.

Der var ingen incestituøse erotiske meditative "film" så rent psykoanalytisk er min seksualitet moden i Erik H Erikson forstand, jeg har masse af fri seksualitet og libido til at jeg kan knytte mig fuldt og helt til en fremmed kvinde. Dette vidste jeg godt ha ha, men jeg tror det er vigtig at nævne forholdet, fordi mange mænd har deres libido ubevidst bundet til moderen. Både som terapeut og som meditationslærer tror jeg det er vigtig at være opmærksom på Anima manifestationerne da den fortæller så meget om personens seksualitet. Ingen spiritualitet uden seksualitet, eller uden kontakt til modsatkønnetheden og seksualiteten i ens liv, ellers bliver ånden og det spirituelle noget abstrakt noget, men det hører livet til. Biologi og spiritualitet er uadskillelige og seksualiteten eller anima/animus modsatkønnetheden spiller en afgørende rolle.

Nogle ville måske sige: "Hans du burde aldrig været begyndt at meditere!". Men nu har jeg fået næse for det og når jeg har fundet en dør til min seksualitet, hvor der findes i rigelige mængder af erotiske animerende fantasifulde film der så langt fra kun er visuelle, men hvor lugt og sanselighed i det helt taget og æstetisk vægtløshed dominerer, holder jeg nok ej heller op igen, for det er jo noget der rykker og gør stærk.

Meget mærkeligt så kom en kvinde jeg havde glemt (fuldstændig smidt ud af min hukommelse, hun var glemt og borte af min bevidsthed) til mig igen og igen når jeg mediterede. Det begyndte at ligne sexchikane. Dette undrede mig meget, ja 2 forhold undrede mig; for det første at hun dukkede op, fordi jeg havde glemt hende fuldstændig (aldrig tænkte på hende); men måske det andet der undrede mig endnu mere var den voldsomme seksuelle attraktion og fascination nu pludselig af hende, og i den korte periode jeg kendte hende, forbandt jeg hende ikke hermed. Disse meditationer blev så voldsomme at jeg måtte gestalte forholdet og jeg tog derfor kontakt til quinden. Hun blev ganske forbavset (og glædelig overrasket "ha ha") over at det var sådan fat, fordi hun netop også fandt at den dimension ikke spillede nogen rolle i den korte periode vi omgikkes hinanden. Men damen var jo ikke dum så hun havde i den mellemliggende tid indledt et forhold til en anden mand, så jeg timede det dårligt, men hun var glad for henvendelsen og jeg var glad for at jeg henvendte mig, fordi jeg nu blev fri for hende når jeg mediterede. Men min Anima overlevede og der skete nye spændende ting, ganske vist kommer der ikke flere sporvogne, men der kommer så meget andet med lyntoget.

EFFEKTERNE AF MINE MEDITATIONER: det vil her, før jeg fortsætter min generøse selvbiografiske given jer læsere AKT -indsigt i hvad der sker under mine meditationer, være på sin plads at fortælle lidt om hvilke EFFEKTER, afsmittende effekter mine meditationer fik på min hverdag. Jeg vil forsøge at gøre det kort:

1):

Fra dag 1 jeg begyndte at meditere har jeg hver morgen haft meget tydelige erindringer om nattens drømme (takker guderne for deres generøsitet, at mit liv er så fyldt med spændende drømme, hvor meget er arketypisk materiale også).

2):

Jeg ændrede på min morgenmad og min spisning i det hele taget. Har altid spist godt og sundt, men nu blev jeg endnu mere bevidst om mine måltider og min sultfornemmelser og hvad jeg havde lyst til at spise, få på tallerkenen. Det sjove var at det ikke var en viljesbeslutning fra de 10% af det der isbjerg over bevidsthedstærsklen, men at disse adfærdsændringer eller reguleringer havde tyngdepunkt og udspring i underbevidstheden så det skete uden den store kamp ret spontant.

3):

jeg har ellers altid været typen der udsatte alt hvad der kunne udsættet til i morgen eller overmorgen eller næste dag igen, dette blev der også gjort op med på spontan vis med underbevidsthedens velsignede bistand.

4):

jeg er blevet glad for at holde min lejlighed og gør den nu pænt i stand førend jeg tvinges dertil på grund af gæster der kommer på besøg. Jeg begyndte at stille frisk plukkede blomsterbukketter rundt omkring.

5):

jeg fik så meget energi frigjort af at meditere, som også de 3 punkter ovenfor tydeligt viser. I mange år har jeg løbet meget uregelmæssigt, altså noget med ca 1 - 2 - 3 gange om måneden og mere er det ikke blevet til. Nu her i dag har jeg løbet 51 dage i træk, hver dag altså, og igen er det sket naturligt fordi min underbevidsthed pludselig har indvilliget heri. Ja min meditationspraksis har virkelig medført at jeg har fået et fantastisk forhold til min underbevidsthed (I har allerede i AKT -indsigterne hørt om min forbedrede hukommelse; min seksualitet og min Anima kontakt, og ja så er drømmene jo også tegn på god kontakt til underbevidstheden).

Det siger vel næsten sig selv at min daglige gode Anima kontakt med alle disse skønne kvinder der kom til mig under meditationerne fascinerede mig. Således var min vågne bevidsthed ret så optaget af dette Anima-forhold som meditationen havde afstedkommet. Og hvad sker så? Jamen der sker nøjagtig som Jung siger, drømmene vil kompensere for denne bevidste ensidige vågne indstilling til tilværelsen min. Første drøm der forsøgte at kompensere forstod jeg ikke. Blot irriterede det mig at der optrådte både en mand og en kvinde i min drøm og at manden så klart havde hovedrollen og min største interesse i drømmen. Fra mine i vågenlivet daglige meditationer var jeg jo forvent med at det hele drejede sig om mig og en eller flere kvinder, det var ren Anima "lir" (min Anima sjæl var så levende at jeg skrev et par erotiske short stories som tog luften fra et par kvinder). Så jeg husker hvordan jeg noterede mig denne drøm med en vis misfornøjelse, fordi manden helt klart spillede hovedrollen. Men hvad sker så, jo nøjagtig det samme sker i næste nats drøm, igen er der en mand og en kvinde og igen har manden hovedrollen, denne gang Bjarne Riis og Anne Dorthe og mig på besøg i deres hjem. Bjarne viser sig at være den talende og jeg har det faktisk rart med ham og vi når endelig ind i stuen hvor Anne Dorthe sidder og jeg er som den kvindeglade mandsperson jeg er meget spændt på hende, men hun er formel overfor mig og gør intet væsen af sig selv overfor mig (jeg føler mig ignoreret en smule). Æv hvordan kan drømme være så irriterende? Men jeg forstod stadig ikke budskabet, og temaet spilles/drømmes for mig så 3. nat i træk, som igen var med en mand og en kvinde, hvor manden havde hovedrollen og fik al min interesse og var den mest spændende i drømmen. Da forstod jeg budskabet, det kompensatoriske budskab, om at drømmene ville fortælle mig at manden spiller en ikke ringe rolle i mit liv også, og at kvinderne ikke må løbe med al opmærksomheden. Dette var en fantastisk erkendelse eller lærestreg i den grad at blive banket på plads af mine drømme. En vis positiv skyggeproblematik var oppe at vende i disse 3 drømme der kom 3 nætter i træk. Jeg ved nu med mig selv at jeg ikke kun er kvindeglad eller kvindegal, selv om jeg er det, så har drømmene vist mig at mænd også spiller en rolle i mit liv. Og siden har jeg tænkt meget over mandens rolle i mit liv. Sjovt nok henvendte 2 betydningsfulde mænd fra mit liv sig i denne uge med disse drømme (efter mange måneders tavshed), nemlig Kræn-p og min kajakven Tom sig. Hvad kendetegner disse to mandeforhold, jo kommunikationen og samtalen. Og netop det der slog mig i mine 3 kompensatoriske drømme, var de samtaler jeg befandt mig i med disse mænd. Min anima sjæl, syn og sanselighed og vægtløshed, erotik og æstetik. Hvorimod persona og skyggen meget mere er forståelse, altså vægtning og forstandighed via samtalerne, hvor man er på benene i en for-stå-else og med kraft (ord og tanker, begreber) og forstand (forståelse) man modsætter sig sanseligheden og forførelsen; man/mand bliver stående og undgår syndefaldet, det vægtløse, altså en slange krybende på sin bug og ikke kundalini-slangen, den forstandige og RET-færdige vertikal tænkende mand

manden blev spurgt om hvorfor han var på værtshus hver aften,,,, fordi konen snakker hele tiden derhjemme sagde han,,,,,,, hvad snakker hun om??? manden svarede: "det siger hun ikke". Heidegger denne filosof ud i egentlighed og autentiskhed fandt denne vittighed meget sigende. Nu var han også ekstrem meget modstander af nyfigenhed og snak. Fejlen findes ikke i kvinder, men i det forhold at manden forelsker sig gennem øjnene, så det er faktisk mandens sanselige darwinistiske natur der gør at vi ikke formår at høre særligt godt efter hvad kvinden siger og at vi har svært ved at forstå hvad hun siger, fordi hun meget er et sexobjekt, parringsemne, for vores hjerne/bevidsthed. Men meget er sket de sidste mange år og vi mænd har udviklet os og i den sammenhæng er madmen tv serien værd at se.

AKT 3:

Persona og Skyggen. Gruppen, min meditationsgruppe og mig.

Vi er en gruppe der mediterer sammen, og jeg bruger min persona til at omgås dem på en venlig og imødekommende måde. Der er ingen tvivl om at deres persona er vild med guruen og evolutionaries enlightment filosofien. Da jeg ikke selv er religiøs i den forstand og jeg er opdraget til kritisk tænkning, forstår jeg ikke og kan jeg ikke gengælde denne persona fascination af filosofien bagved eller endsige manden selv bagved, indimellem dropper jeg min persona og viser dem den jeg er bag masken, personaen, og der opstår problemer i gruppen når jeg autentisk fortæller det jeg erfarer og det der sker med mig i forbindelse med meditationerne.

Som kristen er jeg ikke fortrolig med dette at dyrke eller beundre et menneske og tro han har større erfaringer eller højere bevidsthed end mig, at der sådan rent bevidsthedsmæssigt eller erkendelsesmæssigt skulle være den store kvalitative forskel på os. Noget Paulus og Luther og det almindelige præstedømme har lært mig, hvor enhver der er kravlet ud af dåben er præst. Dette er nok et af de vigtigste ballaster jeg har fra kristendommen, især den protestantiske, at vi ikke kan drives til at dyrke et menneske eller en menneskelig filosofi, ikke engang Jesus (noget Luther behandlede i forbindelse med sværmerne, der lå under for en imitation og ikke havde en reel Kristuskonformitet at trække på; Bonhoeffer siger det på en anden måde, han siger at kristendommen ikke er en idealitet, men en af Gud i Kristus skabt ny virkelighed). Paulus forlanger at vi skal trække al vores projektionslibido tilbage til os selv, det er netop det der er Kristusmystikkens essens. Paulus nægter at nogetsomhelst kan skydes ind mellem os og Friheden (Ånden, Herren Kristus), hverken et bestemt menneske kan stille sig her eller en religiøs tradition eller en filosofi (græsk filosofisk tænkning og logos ånd eller rationalitet).

Normalt tænker vi ikke meget over hvordan vores persona er, det ansigt (stemninger og følelser vi gir udtryk for (ofte fyldt af venlighed)) altså den person vi viser vores omverden. Det er vigtig her at forstå at new age konsekvent forveksler ego/jeget med persona (Jung) og over-jeget/ideal-jeget (Freud). New age er kommet til europa især fra bevægelser på den amerikanske vestkyst; fra uskolede mennesker eller akademiker der ikke har kendskab til en kontinentaleuropæiske filosofi og psykologi og humanvidenskaberne her hos os fra Kant til vor tid. Allerede på anden semester's filosofi eller teologi undervisning på et europæisk universitet ville Andrew Cohens tanker være uvæsentlige og trivielle og de ville højst kunne vække opsigt som fænomen. Den kontinentaleuropæiske diskurs om de her forhold omkring, menneskets bevidsthed, er meget mere gennembearbejdede dybe, af en hel anden grundig kvalitet, og sat i tværvidenskabelig meningsfuld sammenhæng. At new age filosofiens ego forståelse og begreb af det moderne menneskes identitet, bevidsthed og selvforståelse, dækker over hvad vi finder hos Jung som persona og hos Freud som ideal-overjeg er bare et stort problem som forvirrer samtlige samtaler (som alle de samtaler og debatter jeg har haft med Rønlov, jmp, Esther og Serotonin med flere). Men dette problem dækker over et endnu større problem, nemlig hvilket menneskesyn er det i sidste ende der plæderes for. Tydeligt er det at den kontinentaleuropæiske kristne tradition står på jeget/menneskets side overfor naturen og kosmos, eller det ubevidste. Ånd er med Paulus, Kant og Hegel/Marx og Sartre mfl. behandlet hos os under kategorien frihed og menneskets historicitet (mennesket som et historisk politisk fri individ mere end blot et natur eller kosmisk individ under nogen nødvendighed). Altså ånd hos os behandles under kategorierne frihed, skabende kreativitet og historiskhed, menneskehedens selvbevidsthed og bevidsthed, og i psykologien gir dette sig udslag i at mennesket er ret så fri og ubundet af både tradition/kultur og natur (som vi manipulerer og behersker den ydre natur, således manipulerer og eksperimenterer og behersker vi også med vores indre natur). Hverken ånd eller natur (naturnødvendighed og naturens love) underkaster det vesterlandske kristne menneske sig, men vi manipulerer, eksperimenterer og behersker det så godt vi kan for at tjene os selv eller mennesket det på bedst mulige beskub. Dette ses både hos Freud og Marx. Denne genstridighed overfor Gud, Ånd, Altet, Kosmos og naturen stammer fra en hel umulig mand ved navn Paulus, der indfører den mest kontroversielle diskurs om mennesket nogensinde, nemlig Kristusmystikkens diskurs om mennesket, der aldrig sammenblandes med Gudsmystik, naturmystik eller alene kosmisk mystik. Hos Paulus er mennesket ikke en del af noget større, et hele, altet eller kosmos eller naturen eller Gud; men mennesket er et Gudmenneske (et Kristusmenneske) og her er kosmos, Altet, Naturen/universet eller Gud/Ånden en del af mennesket. I Kristus takket være friheden (og ånden direkte fra Gud der ikke mere eksisterer udenfor os (inkarnationen som transcendental immanens)) står vi over alt dette. Kant og Hegel kalder dette for den moderne diskurs om mennesket, eller kort og godt det moderne menneskesyn der her med kristendommen gør sin entre på verdensscenen. Traditionen er Paulus, Luther, Descartes, Kant, Fichte, Hegel-Marx, og så alle de store tæt på os; Nietzsche, Berdyaev, Freud, Barth og Sartre. En tradition der er mere Paulinsk Kristi-ligt end den er græsk tænkning, mennesket bestemmes og forstås mere under kategorien frihed (og historiskhed (forsat skabelse og forandring af samfund og os selv)) end under natur (inklusiv Gud og Ånd) og nødvendighed og tilpasning eller afhængighed (religiøs underkastelse/muslim og tilbedelse).


Skyggen eller mit grimme fjæs/ansigt (i min meditationsgruppe) er for en stor del Kristus, Paulus der har iklædt mig Kristus, denne genstridighed som jeg har nævnt ovenfor, hvor jeg er helt anderledes stemt end gruppen med hensyn til bevidsthed og meditation, og denne stemthed skyldes de erfaringer jeg får i forbindelse med min meditationspraksis (og erfaringer med livet selv) og ikke så meget en forudindtaget negativ uvilje eller modstand imod evolutionaries enlightment filosofien som så, den er jeg åben overfor og den må bevise sin berettigelse gennem emperi og de kliniske erfaringer vi mennesker jorden over gør os med vore meditationspraktikker.

Eller meditation som en alvorlig sag; altså alvor og autencitet/ærlighed, min alvorsfulde mine/udtryk eller ansigt, hvor det hedder "jeg tænker altså er jeg" (stik imod guruen og min gruppes opfattelse der meget går på en overgivelse/hengivelse til noget stort udenfor egoet (hvorimod jeg i Kristus har hele guddomsfylden/al min libido i kød og blod (egoet eller mennesket))). Eller som hos Paulus, vi har tankerne direkte fra Gud i Kristus, og vel at mærke Gud (Ånd eller Natur) vi ikke mere kan centrere os om eller tilbede, fordi vi dionysisk er hvirvlet ind i forholdet via Kristusmystikken (Platon (enhver idealisme) og al religiøsitet vendt på hovedet), fordi Gud har stillet sig i mennesket, her findes al vores libido. Steiner siger at Kristus er menneskets nye jeg-legeme; Hegel siger det er det moderne menneske, Gudmennesket. Der findes 2 vigtige punkter i vestens filosofi og tænkning, nemlig Paulus og Descartes/Kant, skulle jeg nævne et 3. punkt må det bliver Heidegger/Sartre. Teologisk findes disse 3 punkter som Paulus; Luther og Barth.

Mange kærlige hilsner HansKrist.



PS:


Jeg oplever flere og flere dage med en grundstemning af boblende lykkefølelser. Og det sjove er at det er ubegrundet, eller det grunder ikke i at ting og forhold lykkes i mit liv; slet ikke, tværtimod for nogle områders vedkommende, men frustrationerne og konflikterne i mit liv, får ikke lov til at præge min grundstemning. Min evne til at udholde frustrationer er øget og mit pis bliver ikke sat i kog over at der ikke findes hurtige her og nu løsninger på problemstillingerne eller konflikterne.


Siden jeg fik kontakt til min Skygge, Skyggen, er jeg løbet ind i mange konflikter med kvinder. I øjeblikket er min Skygge, mit fjæs, altså lagt i sådanne folder og mit sind deraf stemt på en sådan måde at samtlige new age kvinder flygter skrigende bort. Som om min Skygge er anti-tids-ånds-ligt. Men hellere som mand, at være hadet for noget jer er, end at være elsket for noget jeg ikke er. Jung; Jes Bertelsen og Vita Storborg har også forklaret godt og grundigt at dersom man begynder på en meditativ individuationspraksis da vil konflikter og sammenstød med andre mennesker være en ganske naturlig del heraf. Det siger sig selv at en mand der arbejder meditativt med sin Skygge, han altid vil få kraftige reaktioner fra de kvinder der er i tidens ånd, netop dem han på persona vis har tilpasset sig gennem årene, i en slags empatisk sympati, at han nu dersom han svigter dette sociale og politiske korrekte projekt i tidens ånd, at han så bliver lagt for had eller møder modstand.

Meget sjovt er det at opleve og erfare hvordan min Skygge er fyldt med "Anton" (den måde min mor udtaler fars navn på, når han ikke er stueren i hendes øjne eller når han er klodset og udannet/primitiv).

Skønt at være tilbage hos Peter Arentzen, hvor alt fungerer perfekt,,, og hvor er du savnet på religion.dk.

Bravo,HansKrist.

Det var et fandens flot indlæg. Der er vist ikke så meget yderligere at sige til det.

Jeg vil nøjes med at læse det igen om et par dage.

Kære Hanskrist.

Hvor herligt at se dig vende tilbage til det rigtige debatforum. Jeg vil nu tage mig tid til at læse dit indlæg igennem, men det varer nok nogle dage, idet jeg ved at downloade det, har konstateret, at det fylder seksten sider A4. Og indimellem skal jeg også have tid til arbejdet med klippegønt, en jagt hos en god bekendt i morgen og det årlige gæstebud i overmorgen, hvor familie og venner kommer for at få gløgg og juletræer.

Men jeg skal nok vende tilbage, og for at du ikke skal komme til at savne mig, vil jeg skrive dig et lille drilleri. Det går ud på, at jeg ved at kigge på dit indlæg kom til at tænke på de besværligheder, man undertiden kan have med en flaske ketchup:

Man banker den i bunden, men der kommer i begyndelsen ingenting, men når man ihærdigt bliver ved med at banke, sker der pludseligt noget. For så kommer det altsammen på én gang – og det er rødt.


Sarva mangalam.

Med venlig hilsen

Kristian