Har du erfaringer med meditation?

Kære debatkolleger.

At meditere betyder egentligt at overveje noget grundigt. Ordet bruges også om dette at praktisere en eller anden fremgangsmåde, hvor man mere eller mindre lukker af for impulserne udefra, så man kan koncentrere sig om indre oplevelser. I dette indlæg til Michael har jeg i yderst grove træk skitseret en meget enkel metode, som jeg selv har brugt i flere årtier.

Der findes imidlertid utallige forskellige måder at meditere på, og man kan derfor tale om forskellige skoler inden for meditation. Nogle af dem henter deres inspiration fra østlige traditioner eller tankesystemer, medens andre er rodfæstet i vesteuropæiske synspunkter.

Jeg synes, det ville være spændende at erfare noget om, hvad andre måtte have oplevet i forbindelse med meditation, og dette oplæg sigter mod at fremkalde en slags erfaringsudveksling.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Kære Kristian.

Tillad mig en mindre korrektion. Ordet meditation er mig bekendt af østlig oprindelse og betegnede en måleproces, men fik efterhånden i latiniseret form sin nuværende betydning. I de græske afledninger af ordet er den oprindelige betydning dog bibeholdt, ifølge hvad en sprogforsker har fortalt mig.

Men det er fuldstændig korrekt at ordet i dag dækker over en mængde teknikker til at ændre de normale hjerneprocesser, hvoraf nogle kan lede til sindssyge når de bruges af ubefæstede sjæle.

Hjerneforskningen forsker desværre alt for lidt i både meditation, hypnose, katalepsi og selvsuggestion, der bl.a. kan fremkalde stigmata og komalignende tilstande (hos fakirer). Forklaringerne på disse effekter minder om problemerne med at forstå akupunktur. Man kan konstatere fænomenet, men de tilgængelige forklaringer er foreløbig kun af religiøs/mystisk karakter og strider på flere områder mod den konstaterbare virkelighed (som f.eks. organet "den tredobbelte varmer").

I mit arbejde med udforskning af alternative helbredelsesteknikker var jeg i kontakt med flere swamier, der forsøgte at lære mig meditation efter østlige modeller, men uden held. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Jeg fandt dog ud af, at jeg rent faktisk havde mediteret i mange år med en selvudviklet teknik, som jeg ikke anede var meditation. Men swamiernes beskrivelse af de meditative tilstande stemte overens med mine egne oplevelser.

Den egentlige forskel var kun, at jeg ikke tillagde det religiøse forklaringer, men var mig bevidst, at det blot var en tankeleg, som gav mig en euforisk glæde, og som, hvis jeg var deprimeret over "verdens ondskab", kunne frigøre mig fra depressive følelser. Følelsen minder iøvrigt om den katharsis-fornemmelse man kan få under og efter en ekstrem sportsudøvelse eller efter et samleje med en man elsker.

Jeg har overvejet, om jeg skulle prøve at lære denne teknik fra mig, for den kunne bl.a. overflødiggøre behovet for euforiserende stoffer, men så længe jeg ikke ved, hvordan denne teknik kan virke på mere ubefæstede sjæle, der ikke har den samme fornuftsmæssige kontrol over deres tankeverden, som jeg har, så tør jeg ikke begynde at eksperimentere med andre menneskers sjæleliv.

Det er efterhånden nogle år siden jeg har mediteret. Mit nuværende liv er så problemfrit og tilfredsstillende, at jeg ikke har behov for at søge tilflugt uden for den daglige virkelighed.

Det er et spændende, men også farligt emne du har åbnet her, Kristian.

Mvh

Ole Bjørn

Hej Kræn-P.

Du skriver:

Citat:

"Jeg synes, det ville være spændende at erfare noget om, hvad andre måtte have oplevet i forbindelse med meditation, og dette oplæg sigter mod at fremkalde en slags erfaringsudveksling."

Nu har du jo beskæftiget dig en hel del med, hvad folkene langs Ganges floden har magtet at skabe af visioner, idéer, forestillinger, fantasier - og selverkendelse - vistnok uden at du forfalder til "provinsiel, vestlig, materialistisk, rationalistisk, naturvidenskabeligt snæversyn" (det støder sikkert ingen ).

Så jeg tror på dit "globale frisind" (og om jeg så skal indlemmes blandt dem, der af nogle kaldes "de troende" - sammen med dem der tror på guder - eller sund fornuft - eller naturvidenskab - eller noget helt andet - det ved jeg ikke ).

Men tilbage til din invitation:
Det bedste, jeg har oplevet indenfor, hvad vi sædvanligvis kalder meditation (uanset hvordan det så præcist skal defineres) er, hvad jeg har lært af den danske "guru": Jes Bertelsen.

Jeg har ganske vist aldrig mødt ham eller deltaget i kurser, men kun læst ret så overfladisk i en af hans bøger: Energi og bevidsthed, Borgen, ISBN 87-418-7320-3, om de forskellige chakraer og om styret chakra-fokusering via åndedrættet.

Jeg ved godt, at der er mange måder at meditere på allerede indenfor Jes Bertelsens "univers", men har ikke fået sat mig ind i dem, og jeg nøjes med følgende (uanset at det kun er efter hukommelsen):

Der er 7 chakraer ("energihjul"): Hjerte-chakraet i centrum omgivet af hals-chakraet (kommunikation med omverdenen) på den ene side og solar plexus (følsomhed - og sårbarhed - for omverdenen) på den anden.
Lidt længere ude pineal-chakraet (fornuft, forstand, intuition) og hara-chakraet (lystcentret), som vel begge meget er "mig selv".
Og yderst rod-chakraet (kontakt til jorden eller kloden) og krone-chakraet (kontakt til "himlen" eller universet).

Idéen er så at indånde gennem hals- og solar plexus-chakraerne samtidig - og at udånde gennem hjerte-chakraet.
Det forudsætter selvfølgelig, at man er i kontakt med alle tre chakraer og virkelig kan fornemme både indånding og udånding (en hjælp er, at holde alle chakraer lodret over hinanden, at trække vejret dybt - og at lade være med at tænke på alt muligt andet).

Man fortsætter indtil det fungerer - mindst tre gange.

Derefter går man til de to næste chakraer: Pineal og Hara - ånder ind gennem dem - og ud gennem hjertet - indtil det virkelig fungerer.

Til sidst - og vidunderligt dejligt: Ind gennem Krone og Rod - og ud gennem hjertet.

Det er altså først mig og mine nærmeste omgivelser, dernæst mig og min "personlighed" - og endelig: mig og universet.

Hvordan det er?
Prøv selv!

Hvis man ikke er psykisk ustabil, tror jeg, det er ganske ufarligt

M.v.h. Arne.

Kære Ole Bjørn.

Tak for dit indlæg, som jeg har læst med interesse. Jeg lægger navnlig mærke til, at du gennem en selvudviklet teknik er nået frem til bevidsthedstilstande, der har været præget af dyb glæde. Dette, at det er dine egne teknikker, du har anvendt, er nok også det, som man i almindelighed må anse for det mest forsvarlige.

Og jo, jeg er enig med dig i, at dette spændende emne også kan være farligt. Det kan det som debatemne betragtet være, fordi der bliver inviteret til drøftelse af noget, der for de fleste vil være hjerteblod. Samtidigt er der tale om en empiri, som ikke kan foreligge for andre, hvorfor man skal vare sig for at gøre sig klog på noget, som man ikke selv har oplevet. Og ringeagtende kommentarer må ligge helt uden for det, som man kan tillade sig.

Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Kære Arne.

Du skriver: »Hvordan det er? Prøv selv!« Dette er et overordentligt væsentligt udsagn, thi der findes efter miin opfattelse ikke nogen mulighed for at vurdere virkningen af en meditativ praksis, hvis man ikke selv har praktiseret. De, der ikke har mediteret under én eller anden form, bør holde sig uden for diskusssionen, hvis det drejer sig om at tage stilling, men naturligvis ikke, hvis det drejer sig om at stille uddybende spørgsmål.

Du nævner Jes Bertelsen, og han kan absolut anbefales. Han færdes hjemmevant i ganske mange meditationsteknikker, og det er faktisk ham, der har inspireret mig til den enfoldige teknik, som jeg efter min egen oplevelse har haft rigt udbytte af. Jeg tog udgangspunkt i hans bog »Individuation«, som udkom i 1975 på Borgens Forlag (ISBN 87-418-3521-2). Man kan for eksempel læse det sidste afsnit ’Det at øve’, som begynder på side 267.

Bertelsens ærinde er at anvise veje til at være sig selv. Dette er ingenlunde noget, som man uden videre kan tage fat på. Men vejen går præcis dér, hvor du peger: Prøv selv!


Med venlig hilsen

Kristian

Kære Jan.

Hvor dejligt at høre fra dig igen og læse dine livsbekræftende betragtninger. Jeg synes ligesom Arne, at dit eksempel med at stille sig foran et træ og så lade alle begreber om træet fare, er et eksempel på direkte oplevelse, der baner vej i sindet med henblik på at opleve direkte og uden mellemled.

Jeg har flyttet min kommentar til dig over i tråden om meditation, fordi din direkte oplevelse af træet kan siges at være en konkret måde at meditere på. Man oplever, at det ingenlunde er let at opleve for eksempel et træ. Jeg er selv skovdyrker, og jeg har svært ved at stå og kigge på ét af mine træer og så gøre intet andet end at kigge på det. Opleve det.

For eksempel vil jeg stå og tænke på, hvornår det blev plantet. Eller betragte nogle hvide striber på træet og give mig til at ærgre mig over, at det er blevet angrebet af typografbiller. Jeg vil muligvis også tænke på, om man måske skulle fælde det og hugge det op i brænde. Man kommer måske også til at tænke på sin viden fra botanikken og repetere, at rødgranen hører til picea-familien i modsætning til nobilisgranen, der henregnes uder abies-familien.

Kort og godt. Det er forbistret svært at opleve, uden at sindet blander sig i processen. Sindet med dets mange tankefluktuationer, der stiller sig hindrende i vejen for den direkte oplevelse. Stiller sig i vejen for oplevelsen af træet i dets såledeshed. Jeg tror – men kan ikke vide det – at det er denne såledeshed, som Michael på én eller anden måde henviser til, når han taler om virkeligheden.

Egentlig kan man godt meditere i forbindelse med dagligdags gøremål. Dette kræver, at man koncentrerer sig om at gøre det, som man gør, og intet andet. Tidligere har jeg fortalt om, hvordan jeg øver mig på at kløve træ og gøre intet andet end at kløve træ. Navnlig er det væsentligt at fjerne fornemmelsen af, at det er mig, der kløver. Der kløves bare. Her kan man øve sig i at negligere jeg-følelsen eller følelsen af at være et ego.

Og efter min opfattelse er dette at fjerne jeg-følelsen fra oplevelsen af dyb betydning. Det er jo netop jeg-følelsen, der er nøje forbundet med selvhævdelsen, der spille én det ene puds efter det andet. Man kunne måske sige, at jeg-følelsen og selvhævdelsen er ens værste fjende.

Omvendt kunne man også sige, at jeg-følelsen og selvhævdelsen en ens bedste ven. Thi det er jo netop denne dynamo dernede i de dybere lag, der driver én til de præstationer, hvormed man bygger sin tilværelse op. Får én til at tage en uddannelse og bygge en økonomi op, så ens familie kan have rimelige kår.

Mit ideal er, at jeg-følelsen og selvhævdelsen bliver til et redskab, som man efter behov kan tage op af værktøjskassen, men så sandelig også kan lægge derned igen, når man har forsvaret sine positioner. Da min nabo pløjede halvanden meter ind over skellet, måtte jeg hale egoet frem og forklare ham på jysk originalsprog, hvad han for fremtiden havde at rette sig efter.

Efter en sådan konfrontation kan det i et stykke tid være svært at kløve træ og blot kløve. Når man svinger flækhammeren, forestiller man sig, at træstykket på huggeblokken faktisk er naboen, der nu får, hvad han har fortjent. Men efter nogen tid lærer man atter at holde sit sind i tømme, så man igen kan opleve, at der blot kløves.

Har jeg, kære Jan, skrevet noget, som du kan nikke genkendende til?


Med venlig hilsen

Kristian

Hej kære Kristian.

Tak for dit indlæg.

Jo, jeg kan godt genkende meget af det du skriver, Kristian.

Jeg har haft en lang periode med enormt meget modstand imod det at kigge indad. Jeg har en svag fornemmelse og svag erkendelse af mine dyberliggende tanker og følelser, men siden det virker så enormt intens det som kommer frem, så har mit bevidste sind været, ja, nærmest skrækslagen i perioder. Det har ikke været særlig sjovt, og ja, jeg beder hver dag om hjælp til at rumme og give slip.

I forhold til det at meditere, så vil jeg meget gerne finde ro og fred, og det lykkedes også i korte øjeblikke at opleve en dyb fred og ro. Men der hvor jeg er i min indre proces, ja, der skal jeg nok lære at være lidt mere tålmodig og ydmyg for at kunne stabilisere min sindstilstand.

Det som virker på mig er enkelthed. Så det at meditere er for mig i sig selv noget som ikke burde kræve andet end villigheden til at give slip og have tillid. Så det jeg arbejder med er min villighed og min tillid. Jeg synes at jeg hver dag gør mig nye erkendelse om mit sinds forsvarsmekanismer(det jeg kalder egosindet).

Da jeg startede min, ja, jeg kalder det åndelige rejse, der var jeg ikke særlig ydmyg(og er det stadig ikke i særlig høj grad). Jeg synes at forstå rigtig meget på det intellektuelle-plan, men i mangel af min ydmyghed bliver min forståelse ofte brugt af mit ego. Det jeg oplever som det sværeste er, at integrere min forståelse i mit hjerte frem for at bruge min forstand.

Det som du kalder den direkte oplevelse, er for mig en oplevelse som er uden egoets filter af domme, fortolkninger, ideer, begreber, meninger, holdninger, associationer osv osv. Det er en oplevelse som man måske også kunne kalde en kvante-oplevelse. EKIM kalder det for en oplevelse af fuldkommen tilgivelse, hvor sindet ser at det ikke er adskilt fra universet, men at universet eksisterer som sind. Indenfor Buddhismen siges det vidst også, at alt i virkeligheden er sind, og i denne oplevelse giver begreber om subjekt og objekt, op og ned, her og der, iagttager og det iagttagne, ja i det hele taget dualitet, ingen mening overhovedet.

Jeg tænker at der er rigtig mange mennesker som opnår en intellektuel forståelse af både den avancerede videnskab og den avancerede spiritualitet, men oftes formår vi ikke at opnå en klar oplevelse af hvad vi intellektuelt forstår. Det er måske derfor at mange af de vise siger, at den længste rejse går fra forstanden og ned til vores hjerte.

Jeg tror at metaforen om løget er ved at gå meget klart op for mig. Jeg skræller et lag af løget og får en oplevelse af fred. Men inden jeg ser mig om støder jeg ind i endnu et lag. Nu dyberer jeg kommer nu mere intens bliver frygten også, men lyset bliver også mere intens. Nu mere tillid jeg har i denne proces, nu mere vil jeg også opleve at lyset hjælper mig igennem mine svære tider.

Det er som regel let nok at fortælle andre hvordan tingene hænger sammen(både spirituelt og videnskabeligt), men hvis ikke man selv har en klar oplevelse af det man fortæller andre, og ikke mindst har integreret det i ens liv og opfattelse, så tror jeg man blot vildleder sig selv. Jeg gør det selv rigtig tit.

Mit nye slogan for mig selv tror jeg skal være:

Praktiser dit Sande Selv frem for at promovere dit ego.

Dejligt igen at skrive med dig, Kristian. Jeg synes at det er meget inspirerende at læse det du skriver.

Kærligst Jan.

Ps. Jeg havde en rigtig god oplevelse på min uddannelse idag(psykoterapeut), hvor vi skulle side og fortælle hvad vi så i hinanden når vi kiggede lidt dyberer end overfladen(det skulle være positivt vel og mærke). Så snart jeg forsøgte at sætte ord på det jeg så, så var det som om, at der var noget inde i mig som stoppede mig. Derfor prøvede jeg blot at være stille(trække ethvert begreb, enhver ide, enhver association, ja ligesom med træet), og min oplevelse af det andet menneske blev en oplevelse af fuldkommen kærlighed. Det varede kun ganske kort i det vi kalder tid og rum, men i mit indre var det en oplevelse af evigheden.

Kære Jan.

Den indre fred kommer med forståelsen af sig selv, og selv om du går en spirituel omvej, så vil jeg sige, at du er godt på vej.

Skal du være en god psykoterapeut med evne til at forstå og hjælpe andre mennesker, så er det nødvendigt at du forstår de dybere lag af din egen psyke. Du skal ikke frygte skeletterne i din underbevidsthed. De er påført dig af inkonsekvente oplevelser og påvirkning fra andre, så du bærer ingen skyld selv.

Det gør andre mennesker heller ikke, for vi er alle ofre for arv, miljø og indoktrinering. Hvad der for alvor skiller dig fra de fleste mennesker er din forståelse af, at du kun kan ændre tingenes tilstand ved at arbejde med dig selv.

En gang imellem falder du igennem og begynder at missionere for EKIM i et forsøg på at bekræfte din tro ved at overbevise andre. Lad være med det. Det er helt unødvendigt, for det eneste, der betyder noget, er hvad EKIM har gjort for dig, og det er ganske tydeligt, at det har gjort dig til et positivt menneske.

Både her på trosfrihed og på online debatten kan du finde adskillige eksempler på, at troen har gjort folk negative og lukkede for andre synspunkter, og opfatter sig selv som klogere på livet end resten af verden, og indehavere af den absolutte sandhed. De kommer næppe nogensinde videre, og det virker heller ikke som om de er i besiddelse af nogen sjælsro eller forståelse af andre.

Men du bevæger dig i den rigtige retning, og i lyset af mine egne erfaringer har jeg fuld tillid til, at hvis du fortsætter på samme vis, så vil du også nå til den erkendelse og sjælefred, som du stræber efter. Måske vil du endda nå så langt, at du ikke længere behøver religiøse støtteforanstaltninger.

Du er et skoleeksempel på en positiv udnyttelse af selvsuggestion. Bliv ved med at tro på dig selv, så ender du som vinder.

Mkh

Ole Bjørn

Kære Ole Bjørn.

Tak for dit indlæg her.

Du har ret i at jeg til tider gerne vil overbevise andre, men min erkendelse af hvad årsgen er, er at jeg føler mig usikker på mig selv og i tvivl om hvad der egentligt er sandt, og min måde at skjule min usikkerhed og tvivl på, ja, det er at ville overbevise andre om et eller andet. Det er som regel altid lidt nemmere at have en illusion om ,at det er andre som misforstår og er galt på den, fremfor at konfrontere sin egen usikkerhed og tvivl.

Mit ego føler sig stort set altid som et offer. Det er den måde det kan fastholde sindets skyldfølelse. Enten fortrænger det, eller også projicerer det. Hvilke objekter, begreber, ideer, associationer osv det bruger til dets projektioner er egentligt ligegyldigt, for det "skyder" i blinde uanset hvad. Men en ting er sikkert, det skal nok få en bekræftigelse af at det er et offer, og at det ikke selv er ansvarlig for dets sindsyge ideer om sig selv og den verden det lever i.

Jeg prøver så vidt min bevidsthed tillader det, at se mig selv som fuldstændig ansvarlig for enhver oplevelse jeg end har af mig selv og verden, og på den måde kan jeg få en følelse af at intet kan ske mig uden jeg selv har valgt det på et eller andet plan i mit sind. Men så længe jeg har et bevidst og et ubevidst sind, så længe vil jeg også have skjulte ønsker og hensigter som styre min oplevelse af mig selv og verden. Så ja, det er bare om at holde vejret og dykke ned i dybet for at undersøge hvad der gemmer sig, ik.

Men tak for dine ord, Ole Bjørn. Jeg synes også ligesom med Kristian, at det er inspirerende at læse hvad du har på hjertet.

Nu vil jeg i skole og gi den lidt gas med mine medmennesker.

Kærligst Jan.

Jeg sidder en aften og betragter en fugl der hopper rundt på en gren. Denne fugl foretager sig en sjov handling, som får mig til at le. Min opmærksomhed bliver afledt af, at det rumler i buskadset. Da mit blik vender tilbage til grenen er fuglen væk og kun erindringen om den er tilbage.

Dagen efter, fortæller jeg en ven om min lille oplevelse. Han danner sig et billede af min fortælling og ler ligeledes. Men han har aldrig set fuglen, han har kun hørt min fortælling.

Han fortæller historien videre til sine bekendte, som alle danner sig billeder og ler. Og ikke snart efter kommer historien med i en bog om små aforismer. I bogklubberne diskuteres den lille aforisme lystigt og snart taler hele verden om den lille fugl og dens sjove handling.

Men den lille fugl er fløjet for længe siden og mens alle lystigt diskuterer den, lægger ingen mærke til, at en ny lille fugl har sat sig på grenen.

Snart er den også fløjet bort.

Det er sikkert og vist.

Kære Jan.

Tak for dit indlæg, som er hjertevarmt og vedkommende. Når jeg skriver ’vedkommende’, mener jeg, at du skriver noget, som jeg kan nikke genkendende til. Meningen med tråden er jo, at de, der har lyst, skal kunne udveksle erfaringer. Derfor vil jeg skrive lidt om dine og mine fælles erfaringer med hensyn til følgende, som du skriver:

»Jeg har haft en lang periode med enormt meget modstand imod det at kigge indad. Jeg har en svag fornemmelse og svag erkendelse af mine dyberliggende tanker og følelser, men siden det virker så enormt intens det som kommer frem, så har mit bevidste sind været, ja, nærmest skrækslagen i perioder. Det har ikke været særlig sjovt, og ja, jeg beder hver dag om hjælp til at rumme og give slip.« (Citat slut).

Den samme oplevelse af skrækslagenhed over for det, der kommer frem, kender jeg erfaringsmæssigt en del til. Efter min opfattelse kan vi sætte betegnelsen ’angst’ på denne skrækslagenhed. Nu vil de fleste nok mene, at dette at føle angst er noget negtivt. Nogle går endda så vidt, at de i tilfælde af angst beder om psykologisk krisehjælp eller anmoder lægen om at skrive en recept på beroligende medicin.

Dette kan måske også være hensigtsmæssigt i visse tilfælde, men generelt vil jeg sige, at angstfølelsen er noget positivt og er en vigtig del af det at være et levende menneske. Det er jo netop angsten, der holder os tilbage, hvis noget ukendt rører sig derude i mørket. Noget, der eventuelt kunne være farligt. Derfor er det en genetisk arv fra vor udviklingshistorie, at vi er tilbageholdende og reagerer tøvende over for det, der – måske – er farligt.

Men angsten kan samtidig virke dragende, så man som mørkeræd – hvilket jeg var i min barndom og måske også er endnu – ikke kan lade være med at snige sig langsomt ind på det, som gemmer sig derinde i mørket. Herved kommer man i en situation, der er en slags dobbeltbevægelse: Man drages mod det, som man afskyr, og man afskyr det, som man drages imod.

Her er der efter min opfattelse ikke andet at gøre end at vende ansigtet mod musikken. Man må vende sig mod angsten og spørge, hvad det er, den vil. Når man er inde i et meditationsforløb, der er en slags dialog med ens eget ubevidste, må man vende sig mod det ubevidste og stille spørgsmålet om, hvad der er på færde.

Det kan jo nemlig godt være tilfældet, at man har truffet en række etiske beslutninger, der er i skærende kontrast med noget selvhævdende og usympatisk anmassende, som ligger derned i underbevidstheden og gør oprør mod den fredsommelige og selvudslettende attitude, som man vender udad mod omverdenen.

I så fald vil underbevidstheden ofte reagere ved at forsøge at nulstille ens idelige hensyntagen og ydmyghed over for omgivelserne. For dybest set er man sandsynligvis et selvhævdende menneske, og disse dybere lag protesterer mod, at man gør sig selv til en dikkende lammehale, der stikker enhver fornærmelse stiltiende i lommen. Man er måske også et erotisk individ, der inderst inde gerne vil i bukserne på tiltrækkende damer, med hvem samleje er forbudt ud fra de normer, som man selv har forkyndt over for omverdenen.

Derfor må man gøre, som desmerdyret hos Kipling, der havde mottoet: »Run and find out.« Man må gøre forsøg på at udforske de underbevidste lag i én selv. Min egen vej ud af dette dilemma har været at udforske mig selv gennem mine natlige drømme. Der ligger i mit pengeskab en betydelig bunke af kollegiehæfter, hvor jeg i perioder har nedskrevet mine drømme og har forsøgt at gøre rede for deres betydning i mit specielle tilfælde.

Her er jeg stødt på en Kristian Pedersen, der på særdeles mange punkter afviger fra det, som jeg ellers troede, jeg var. I hvert fald det, som jeg gerne ville anses for i mine omgivelser. Der har været tilfælde, hvor jeg har siddet på traktoren dag efter dag igennem en hel uge og ikke – udover markarbejdet – beskæfiget mig med andet end at tage til efterretning, at jeg altså også havde de usympatiske sider, som mine drømme havde berettet om.

Det er noget af en ’cold turkey’ at gå igennem. Men det lønner sig i rigt mål. Man bliver mere empatisk over sine omgivelser, man bliver langt mindre fordømmende over for andre, og man falder til ro. Og de forstyrrende tanker, som ellers melder sig under meditationens intense nærvær i virkeligheden, ophører. Det skal også nævnes, at man kan nå frem til gyldne øjeblikke, hvor man føler tillid. Tillid – med stort T – i dens generelle form. Det er noget, som de gamle kinesiske taoister kunne tale med om, når de undtagelsesvist udtalte sig. Thi

Den, der taler, véd ikke,
og den, der véd, taler ikke.


Med venlig hilsen

Kristian

Hej Kristian.

Tak fordi du deler dine personlige erfaringer/oplevelser med mig. Jeg synes det er rigtig interessant at høre hvordan andre mennesker opfatter og oplever de forskellige aspekter af livet(sikkert også derfor jeg har valgt at læse til psykoterapeut :)).

Jeg har været på modul her de sidste fire dage, og det vi har beskæftiget os med har været værdier og overbevisninger. Det har virkelig været et meget meget intenst modul fordi, som jeg oplever det, så er værdier og overbevisninger det som driver os mennesker. Men som jeg også oplever det og har fået bekræftet her de sidste fire dage, så er det de færreste mennesker som er bevidste om deres værdier og overbevisninger.

På overfladen har vi som regel en meget god ide om hvad f.eks vores grundlæggende værdier er. Kærlighed og fællesskab er nogle af de værdier som de fleste mennesker kan nikke genkendende til(vil jeg påstå). Så skriver du at angstfølelsen er en positiv følelse, og denne følelse kunne så også kaldes en værdi, ik? Man kunne sige, at det som har en værdi for det enkelte menneske, det vil som regel altid være meget tæt knyttet til de overbevisninger mennesket har.

Tager vi f.eks dit eks med det ukendte i mørket. Angsten vil jeg mene kommer fra en overbevisning om, at det ukendte i mørket er farligt. Jeg vil våge den påstand, at rigtig mange mennesker har overbevisninger som gør angst til en meget stor værdi. Nogen ville måske kalde det for instinkt. Men jeg vil også våge den påstand, at rigtig mange mennesker slet ikke er bevidste om hvad årsagen til deres overbevisninger og værdier er. Man kan vel sige at de fleste af vores overbevisninger og værdier er baseret på kultur, familie og samfund, ja, vi har fået dem indkodet i vores opvækst, og når vi så bliver mere bevidste om os selv, så er det vi begynder at undersøge og sætte spørgsmålstegn.

Som jeg forstår den måde vi mennesker opfatter tingene på, så har vores sind forskellige planer det operere på. Omgivelserne, adfærd, evner/færdigheder, overbevisninger/værdier, spiritualitet. Oftes er det kun omgivelserne og adfærden vi har vores bevidsthed rettet imod, og vores tanker beskæftiger sig med at vurdere, dømme og analysere. Men det som driver os kommer fra et andet plan i vores sind, og dette plan er oftes ubevidst. Vi fortolker og dømmer og antager så at det vores sanser bringer os af informationer er noget som kommer udefra. Men egentligt er det altid vores ideer og overbevisninger vi reagerer på og ikke det vi antager er noget udefrakommende.

Så længe jeg ikke ved hvad der gemmer sig i mit ubevidste sind, så længe reagere jeg på noget jeg ikke ved hvad er. Jeg antager blot en masse. Mine sanser fortæller mig ikke sandheden, men de fortæller mig hvad det er jeg tror på. Men så længe jeg tror mine sanser fortæller mig sandheden, så længe vil jeg være uvidende om hvad sandheden virkelig er, eller hvad virkeligheden virkelig er.

Jeg ved jeg har nogle meget dybe overbevisninger som bygger på frygt f.eks. Jeg har ofte gået i mørket og hørt lyde og blevet rigtig bange. Men der er aldrig sket mig noget. Der har aldrig været noget. Men jeg bliver stadig bange når jeg høre lyde i mørket. Hvorfor gør jeg det? Hvad værdifuldt er der i at være bange for noget som kun eksisterer som illusioner i mit sind?

Man kan sige at bag enhver overbevisning ligger en positiv intention. Men hvad hvis nu den grundlæggende overbevisning vi mennesker har(overbevisningen om dualitet) bygger på noget som kun eksistere som en illusion i vores sind?

Jeg har det med at blive meget metafysisk når jeg rigtig fordyber mig, men tager vi udgangspunkt i det plan vores oplevelsessfære normalt knytter sig til, så tror jeg også de fleste som tør sætte spørgsmåltegn ved deres opfattelse, meget hurtig begynder at undre sig over hvad det egentligt er de oplever som virkeligt i denne verden.

Overbevisninger har så enormt dybe rødder i vores sind, og for mig er det enormt interessant at undersøge hvordan mit bevidste sind oftes blot godtager noget uden at sætte spørgsmåltegn. Oftes reagere mit bevidste sind helt uvidende om hvad det egentligt reagere på. Og ja, hvor er så den som jeg kalder mig? Hvem er det som reagere? Hvem er det som bliver bange? Hvem er det som har grundlagt de dybe overbevisninger i mit sind. Er det selv som jeg identificerer mig med en krop med en sjæl? Eller en sjæl med en ånd? Og hvad er ånd? Og hvad er en sjæl? Og hvad er sindet? Hvad er kroppen? Er kroppen en selvstændig størrelse? Er sindet en selvstændig størrelse? Er universet en selvstændig størrelse? Er universet uafhængig af hvad jeg tænker om det? Hvad skaber min opfattelse og oplevelse af hvem jeg er, eller hvad jeg er? Uha Kristian, hvis ikke jeg havde så meget serotonin i kroppen var jeg nok blevet skør, ik...

Det kan være jeg blot skal være stille og se hvad stilheden gerne vil fortælle mig?

Håber du har det godt, kære Kristian.

Sov godt og drøm sødt.

Kærligst Jan.

Jeg satte mig ned for at skrive et indlæg om hvad meditation betyder for mig. Jeg har mediteret i 35 år.

Men heldigvis læste jeg mit oprindelige indlæg, som både Kræn-P og Ole Bjørn kaldte smukt (det glæder mig, så er jeg da ikke helt tabt bag af en vogn) igennem, og snarere end at gentage mig selv vil jeg bygge lidt videre på dette indlæg.

Kræn-P tog smukt tråden op og anskueliggjorde i et par indlæg hvad han mente.

Jeg er enig i, at vi alle har vores egen vej, men det er fordi vi er forskellige mennesker. At kende sig selv kan ikke gøres til rettesnor for en anden, man bliver nødt til at tage livtag med sit eget liv. Hvis man gør det, hvis man tør det, så kan man meget vel befinde sig på Herrens Mark uden at vide hvad man skal stille op.

Meditationsteknikker, -øvelser og hvad ved jeg har, ligesom religiøse læresætninger, ikke den store betydning for mig. Jeg så for et par år siden en udsendelse i tv om dumhed, som morede mig meget (jeg er i virkeligheden et frygteligt menneske). George Bush optrådte for øvrigt i den, men pointen var nok snarere, at et dumt menneske overhovedet ikke opfatter sig selv som dumt. Oven i købet opfatter et dumt menneske ofte sig selv som værende klogt og hvor er vi så henne? Jfr. ’’Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves’’. Begyndelsen til intelligens må derfor være at blive klar over sin egen dumhed.

Det er ganske dumt at sætte sig ned for at kontrollere sine tanker eller udføre øvelser blot fordi nogen siger at man skal og uden at forstå hvem man selv er og hvad tanken er. Derfor kan man ikke gøre meditation til en del af en livsstil, hvor man sætter sig ned et par gange om dagen for at blive ladet op til at gå løs på tilværelsen. Det kan man godt, men det er ikke meditation.

Meditation omfatter hele tilværelsens område og derfor må man enten hellige sig den eller lade være.Hvis man vælger at meditere, så er det for resten af livet.

Når meditationen først er der så standser den aldrig. Hvert øjeblik af sit liv er man dømt til at leve med sig selv. Men gør det noget? Er det ikke sådan, at vi fortaber os i den sociale dimension, livet blandt andre, at vi helt glemmer, at det er vores liv og at vi selv skal leve det? Ville det ikke være synd, når vi engang skal herfra, at måtte erkende, at vi har spildt vores liv?

Meget hellere end at læse dybsindig metafysik og følge helte, guruer og vejledere, ønsker jeg at lytte til hvad enhver har fundet ud af med sig selv med hensyn til dette at leve. Hvilken visdom kan jeg uddrage ved at lytte til det enkelte menneske og hvis det er visdom, er jeg så i stand til at genkende det som værende det?

At forstå tanken er at forstå den billeddannende virksomhed. Jeg danner mig billeder af alting, f.eks. kan jeg danne mig billedet af, at jeg har en underbevidsthed, som har en selvstændig tilværelse uafhængig af min daglige tilværelse. Men har jeg det?

For mig er det ubevidste blot erindringen. Vi er tit uopmærksomme når vi lever vores liv. Derfor handler vi tit utilsvarende i situationen og denne uopmærksomhed danner sig spor i vores sind. Hjernen må så, om natten, forsøge at bringe orden i det rod den har fået forærende i kraft af vores uopmærksomhed. Det, vi kalder drømme.

Det gælder ikke kun dagen i dag. Det gælder hele vores liv. Det ubevidste er som et skab fyldt med ufordøjede hændelser, hele vores liv. Når meditationen begynder, går døren til skabet op og så kan man godt blive overrasket. For hvad bor der her, hvad var alt det, jeg skubbede til side mens jeg troede, at jeg levede i nuet. Man kan sagtens møde smerte, sorg og frygt men det væsentligste er at man forstår det man møder. Det sker ikke mens man sidder i et mørkt lokale og mediterer, det sker lige midt i livets malstrøm.

Frygt er et af livets store problemer. I vores moderne samfund har frygten flyttet sig fra det fysiske plan til det psykologiske. Vi er måske bange for ikke at blive elsket, vi er bange for ikke at være noget, bange for at være alene, bange for at være en synder. Fordi vi ikke forstår afstanden mellem iagttageren og det iagttagne ser vi aldrig, at det er tanken, der skaber frygt.

Det gjorde jeg heller ikke selv dengang jeg fik det fortalt. Jeg surfede for noget tid siden på nettet for at undersøge begrebet kognitiv og jeg stødte på en hjemmeside, hvor man havde anvendt en lille historie som jeg har brugt adskillige gange. En ganske sand historie. Hvis man tumler med at forstå hvordan tanken skaber frygt, synes jeg, at den er god at få forstand af.

For mange år siden boede jeg, sammen med min bror, på førstesalen i en villa i Vanløse. En mørk aften, da jeg kom gående op ad havegangen raslede det i buskadset. Jeg blev øjeblikkelig bange. Men samtidig så jeg, at jeg forestillede mig hvad der kunne ske med mig. Måske blev jeg overfaldet og berøvet?

Jeg fattede derfor direkte den sandhed, at tanken skaber frygt, men samtidig så jeg også, at hvis jeg ikke havde skabt dette billede, så havde jeg, fordi der var fuld opmærksomhed og ingen tankebevægelse, slet ikke været bange, for der er ingen frygt i nuet.

En ældre dame, som går ned af en mørk, stille og meget smuk villavej, kan måske være meget bange for hvad der kunne ske, fordi hun har læst hårrejsende historier i aviserne. Men hendes frygt er kun skabt af hendes tanker for overalt omkring hende hviler der fred og ingen fare. Frygt er derfor uopmærksomhed.

Så tanken skaber altså frygt, men selvom jeg forstår det, så føler jeg stadig en rugende angst. Hvorfor gør jeg det? Fordi alt det uafsluttede, som ligger i mit ubevidste også er tanken. Tanken er erindringen om en hårrejsende oplevelse jeg havde en gang for længe siden og som gjorde mig bange. Selvom der i dag ånder fred og ingen fare, har jeg aldrig gjort mig færdig med denne oplevelse, derfor ligger den i mit ubevidste og skaber angst.

Det var en længere smøre. Jeg må hellere slutte for denne gang med den bemærkning, at for mig betyder meditation fuldstændig klarhed. Denne klarhed eksisterer ikke i det tomme rum. At forstå sig selv betyder at der ikke er nogen krinkelkroge i sig selv som man ikke er klar over.

Denne klarhed har sin helt egen handling som er helt forskellig fra fortidens reaktion.

Kære Michael.

Du har nu med dit indlæg demonstreret, at du ikke har det ringeste begreb om, hvad ordet meditation betegner hos både lægfolk og fagfolk.

Derefter kaster du dig over en forklaring af, hvad drømme er, uden at have sat dig ind i drømmeforskningen.

Så kaster du dig over angstbegrebet uden at forstå hvilke hjerneprocesser, der trigger angstreaktioner, og hvilket formål de tjener.

Sluttelig modsiger du dig selv. Du har tidligere skrevet, at iagttageren og det iagttagne er det samme. Nu snakker du så om at vi (læs; du) ikke forstår afstanden mellem iagttageren og det iagttagne. Men du kan altså ikke tage andre til indtægt for din personlige forvirring.

Det overrasker mig ikke det mindste, Michael, for jeg har skam forlængst forstået din psyke. Du elsker at leve i din lille fantasiverden og digte dine egne meninger ind i sproget, og hvis andre ikke lige forstår hvad du mener, og at din "visdom" er den rette, så er det fordi de er dummere end dig. Sådan
kompenserer du for du-ved-selv-hvad.

Men menneskene er ikke kommet så langt i forståelse af sig selv ved at starte fra bunden hver især. Som Einstein så smukt udtrykte det, så skyldtes hans resultater at han "stod på kæmpers skuldre".

Den ydmyghed, som du fremhæver så meget som en dyd, ejer du ikke over for det kæmpe arbejde, som forskere har gjort for at komme til videnskabelig klarhed over de processer, der foregår i vores krop og hjerner, og som frembringer de illusioner og selvbedrag, som du henrykt svælger i.

Jeg deler ikke din foragt for konkret viden og for de mennesker, som beskæftiger sig med videnskab. Jeg bygger på det, som mine forgængere har fundet ud af, og forsøger at lægge en smule til, inden jeg giver faklen videre til de næste generationer.

Set fra menneskehedens synspunkt er din holdning gold. Du bidrager intet til en større forståelse af os selv, for du har ikke engang kunnet løse dit eget problem med angsten. Din "visdom" har ingen værdi, for den er baseret på et selvbedrag og en afvisning af en reel kommunikation med andre.

Jeg har masser af sympati for dig og dine vanskeligheder, men kun du selv kan løse dem. Det vil kræve, at du forlader din "trygge" lilleverden og konfronterer det risikofyldte virkelige liv. Det kan måske give dig nogle knubs, men jeg kan garantere dig, at det er det hele værd.

Mvh

Ole Bjørn

Tak, Ole Bjørn.

Du har lige ødelagt mig fuldstændigt.

Så nu føler du dig vel sprængfyldt med kærlighed?

Kære Michael.

Overdriver du ikke din patetiske attitude lidt? For en, der er parat til at kalde andre for idioter og tølpere og meget andet snavs, og som føler sig hævet over alt og alle virker det ærligt talt lidt latterligt.

Når du kritiserer andre i en foragtelig tone, kalder dem selvoptagede, hånligt afviser videnskabelige kendsgerninger som vrøvl, frakender mennesker der har beskæftiget sig indgående med et emne i årevis indsigt i dette emne, og stiller dig selv op som en ekspert på et område, du overhovedet ikke kender noget til, så må du også forvente at dit åndshovmod medfører reaktioner.

Hvis man ikke kan tåle kritik, så skal man helt afholde sig fra at kritisere andre.

Nej, Michael, jeg føler mig ikke opfyldt af kærlighed. I lyset af dit teatralske indlæg er det mere medlidenhed jeg føler. Ikke fordi du har det hårdt, der er milliarder af mennesker i denne verden, der har det betydeligt hårdere end dig, men fordi du på trods af alle de fordele du har frem for dem ikke kan finde ud af, at lykke ikke er fordybelse i sig selv, men samvær med andre mennesker.

Der er intet attraktivt ved mennesker der klynker over deres liv, når de burde glæde sig i stedet over deres enorme held ved at leve i et veludviklet samfund, have en uddannelse, en bolig, mad hver dag, sygesikring, økonomisk sikkerhedsnet og en ytringsfrihed næsten uden grænser.

Du ynder at udstille dine ulykkelige følelser. Tror du denne taktik vil skaffe dig kærlighed og venskaber, så tager du ganske fejl.

Verden ligger lige uden for din dør, Michael. Gå ud i den og vis interesse for andre menneskers problemer, så vil dit liv tage en drejning til det bedre. Det kan navlebeskuelse, åndshovmod og skældsord ikke hjælpe dig med.

Mvh

Ole Bjørn

Denne tråd handler om meditation, som du helt åbenbart ikke har forstand på.

Kan du ikke tage alle dine udgydelser ned i arenaen, så skal jeg lejlighedsvis kigge indenfor.

Men ellers er du s'gu for dum at tale med. Jeg plejer ikke at lade nogen tale til mig på den måde og det vil jeg heller ikke nu.

Slut prut finale.

Foreløbig har intet af det, som du har disket op med, nogen forbindelse til det, som orientalske religioner forstår ved meditation, som hjerneforskningen kalder meditation og som ordbøger og leksika overalt i verden definerer som meditation.

Du lever i din egen lille lukkede verden, Michael, som efter dit sprog at dømme befinder sig på et meget lavt plan.

Du kan ikke bestemme, hvordan andre skal tale til dig, på en debat, der hylder ytringsfrihed, så jeg vil fortsat kommentere dine misforståelser, men ikke på dit sproglige niveau.

Andre her kunne jo komme til at få dine forskruede ideer galt i halsen.

Meditation er noget som hundreder af millioner af mennesker har beskæftiget sig med i tusinder af år. Deres forståelse af begrebet kan du ikke ændre med din personlige snæversynede opfattelse af ordet. Du ved ikke engang hvad meditation er, og hvad det kan gøre ved dig.

Mvh

Ole Bjørn

Hej Michael.

Vi kan sikkert sagtens blive uenige om en hel masse, men jeg har megen respekt for ord af dine, som disse:

Citat:

"Meget hellere end at læse dybsindig metafysik og følge helte, guruer og vejledere, ønsker jeg at lytte til hvad enhver har fundet ud af med sig selv med hensyn til dette at leve. Hvilken visdom kan jeg uddrage ved at lytte til det enkelte menneske og hvis det er visdom, er jeg så i stand til at genkende det som værende det?"

Nogle kan ikke få øje på forskellen mellem viden og visdom.

Jeg har heller ikke noget at prale af her - men jeg har dog opdaget, at der er forskel

M.v.h. Arne.

Du ved stadig ikke hvad du taler om, Ole Bjørn. De hundrede millioner var hver og én en enkeltperson som dig og mig.

Meditation er det smukkeste der findes og jeg håber at rigtig mange finder det.

Kender du ordene: ''Om halvtreds millioner mennesker begår en dumhed, så er det dog stadig en dumhed.''?

Hvornår har du tænkt dig, at skrive om, hvad meditation betyder for dig?

Jeg har skam skrevet om min meditation, Michael. Er du så optaget af dig selv, at du kun læser indlæg, der handler om dig selv. Det er indlæg nr 2 i denne debat.

Ægte meditation, Michael, handler om at bringe hjernen først i alfa-tilstand (let trance) og derefter i theta-tilstand (dyb trance), og det kan måles med EEG. Hvordan hver enkelt oplever disse tilstande er til dels individuelt, men hvis du nogensinde havde været i theta-tilstand, så ville din beskrivelse af det være ganske anderledes. Så alene af den grund ville både hjerneforskere og mennesker, der praktiserer dyb meditation, afvise med det samme, at du kendte til det.

Alt det med mantraer, lotusstilling, håndtegn og dæmpet belysning er kun hjælpemidler for begyndere. En trænet yogi kan gå ind i theta-tilstand på få sekunder, ikke fordi han er navlebeskuer som dig, men fordi han forinden har opnået en klar opfattelse af andre menneskers "sjæle" (jeg foretrækker selv ordet psyke), og har trænet i at beherske de fysiske processer i sin krop. Denne psykiske viden sublimeres til en større forståelse under meditationen, men den opnås ikke ved at betragte sig selv eller fantasere om små fugle på en gren, men ved at betragte andre menneskers gøren og laden, og søge at forstå dem.

Hvad du bedriver er i bedste fald kontemplation, den lette religiøst betingede trance som munke og nonner har praktiseret i århundreder ved hjælp af religiøse remser og rosenkranse, men jeg tror snarere, at det blot drejer sig om primitiv selvsuggestion.

Theta-tilstand kan også opnås under hypnose. Her er det bare ikke ens egen hjerne, der styrer forløbet, men hypnotisøren.

Hvis du fortsat vil lege med meditation uden en vejleder, så har jeg et godt råd til dig. Lad være med at lege med kundalini-slangen, for så vil det rable endnu mere for dig.

Og hold dig langt væk fra Vækstcentret i Nørre Snede. Det har du slet ikke psyke til at klare.

Mvh

Ole Bjørn

Du milde Himmel.

Så kan jeg da godt forstå, at du opfatter meditation som farligt.

Det forekommer mig at være en besynderlig række beskæftigelser du opremser. Det har ikke meget med opmærksomhed, at gøre. Snarere forekommer det mig at være et udtryk for total uopmærksomhed.

Når du endelig når Omega tilstanden, så er fuglen nok fløjet.

Men det var interessant, at høre om dit forhold til meditation.

Med hensyn til omtalte Vækstcenter, behøver du ikke at være nervøs på mine vegne.

Jeg kommer ikke sådanne steder.

Der er ikke noget, der hedder Omega-tilstand i hjerneforskningen, Michael. Igen et bevis på, at du ikke aner, hvad du taler om.

Iøvrigt er jeg ikke alene om at opfatte nogle meditationsteknikker som farlige. Det har Kristian også gjort opmærksom på, og det ved enhver, som har indsigt i meditation.

De psykiatriske afdelinger ved det også, for de har måttet samle stumperne, bl.a. fra Vækstcentrets virksomhed (læs: Jes Bertelsens behandling).

Og så kommer du igen med nogle bemærkninger, som tydeligt viser, at du ikke aner en brik om, hvad der foregår i andre mennesker. Det er jo ikke nogen nyhed. Vi ved jo også godt, at opmærksomhed i dit vokabularium betyder selvbetragtelse.

Men i det mindste er dit ordvalg blevet mere sobert.

Du er ikke god til at lytte, Ole Bjørn.

Jeg har jo netop sagt, at alverdens meditationsteknikker ikke er meditation.

Men nu må det være nok med at du bider mig i haserne, dette er virkelig nyttesløst.

Som sagt, aner du intet om meditation, men en dag, når du lærer at lytte i stilhed og derfor ydmygt, så kan det da være.

Men man skal selvfølgelig være interesseret for overhovedet at komme nogen vegne.

Kan du selv høre, Michael, at det er noget vrøvl, du siger?

Hvis du ændrer sætningen til: Alverdenens meditationsteknikker har ikke noget at gøre med min form for meditation. Så giver den mening.

Og så kan alverdens millioner af mennesker, der praktiserer meditation, sige: Lad bare Michael kalde det han laver for meditation. Det har bare ikke noget at gøre med det, som vi kalder meditation, og som har været praktiseret i tusinder af år.

Hele denne debat med dig bunder i, at du søger at "tage patent" på et ord, som din omverden bruger i en anden betydning og har gjort i århundreder før du blev født. Du nægter at lytte til argumenter, mens du beskylder mig for ikke at lytte. Jeg lytter skam meget, Michael, men fortrinsvis til mennesker, der er mere værd at lytte til end dine tåbeligheder.

Kan du henvise til en eneste, der praktiserer din form for meditation, ud over dig selv? Jeg tvivler. Der er skrevet tonsvis af bøger om meditation, men ingen om din opfattelse.

At stille dig op som om du er klogere end resten af verden er ikke nogen smart attitude, hvis du vil opnå bare en smule respekt for din mening.

Mvh

Ole Bjørn

Jeg kunne da godt nævne et par stykker.

Men dem gik du jo forbi for længe siden.

Det gjorde jeg ikke.

Så nævn dem igen, Michael, eller er det bare et nyt selvbedrag, du vil have os til at hoppe på?

Beviser, Michael, beviser!

''Frihed i nuet'', ''Fri for vold'', ''Ørnens flugt'', ''En forvandling er nødvendig'', ''Den eneste revolution'', ''Frygt og frigørelse'', ''Den eneste frihed''. Eller den seneste der er kommet: ''Om at være menneske''.

Herlige bøger.

Ligesom Thoreaus: ''Om at vandre'' og ''Walden''.

Jeg har lige genlæst afsnit 3 i Ørnens Flugt, betitlet meditation. Så det er derfra du har dine forvirrede begreber, Michael. Og jeg som troede, at du kunne tænke selv.

Jeg skal undlade at grave i, at Krisnamurti af de fleste betragtes som en charlatan, eller en stakkels vildledt dreng, der blev udnyttet på det groveste af religiøse fanatikere. Han endte jo også med at tage afstand fra sine egne "åbenbaringer".

Jeg skal nøjes med at konstatere, at han i sit maleriske billedsprog modsiger sig selv gang på gang.

At citere alle 11 siders vrøvl vil nok være for meget, men et par pudsigheder kan være værd at kikke nærmere på. Først hvor han fraråder meditation, hvis ikke man er et retskaffent menneske, det vil sige

fri for vrede, skinsyge, misundelse, begærlighed, vindskibelighed, had, konkurrencelyst, og begær efter succes og lever fri for frygt og bekymring.

Du bør slet ikke meditere, Michael, for det bliver for dig kun ...

- et kneb, der skal dysse sindet til ro.
Men et sådant sind ... ... vil forblive lille, småligt, begrænset og derfor værdiløst.

Han er hård ved dig, Michael, også når han siger ...

Det er kun den forfængelige person, der "fremelsker" ydmyghed; hvadend han fremelsker, forfængelig vil han altid være.

Men så vender han om til slut og anbefaler, at ...

.. hele dagen må De meditere, på kontoret, sammen med familien, når De siger til en eller anden: "Jeg elsker dig",når de betragter Deres børn, når De opdrager dem til at blive soldater, at slå ihjel, at være medlemmer af en nation og tilbede et flag, når de opdrager dem til at gå lige ind i verdens fælde; at lægge mærke til alt dette, at indse hvilken rolle man spiller i det - det er altsammen en del af meditationen.

Wow, så blev vi så meget klogere, også på Michael.

Citaterne er selvfølgelig taget ud af en kontekst, der er ligeså forvirrende og modsætningsfyldt som ethvert godt religiøst skrift skal være. Alle skal jo have mulighed for at digte sin egen opfattelse ind i teksten, så man kan nikke indforstået til hinanden og sige: Dette er Sandheden!

Men det er nu alligevel skuffende, at man kan finde næsten alle dine "smukke billeder" i Krisnamurtis tekst. Intet under at du ikke kan forholde dig til mine argumenter, når du nøjes med at citere andres tanker. Din form for meditation har åbenbart ikke gavnet en selvstændig tænkeevne.

Men det ændrer nu ikke ved det faktum, at udenfor Krisnamurti-tilhængernes skare har verden en ganske anden opfattelse af begrebet meditation.

Qvod est demonstrandum.

Mvh

Ole Bjørn

Hej Jan,

Jeg spurgte tidligere, hvor du har følgende model fra:

"Omgivelserne, adfærd, evner/færdigheder, overbevisninger/værdier, spiritualitet."

Jeg spørger, fordi jeg har mødt den i NLPs teoretiske univers og selv har været med til at videreudvikle den.

Men jeg kan forstå på moderator, at sådan et spørgsmål er meget vigtigt at censurere væk! Åbenbart vigtigere at censurere væk end Ole Bjørns:

"Du lever i din egen lille lukkede verden, Michael, som efter dit sprog at dømme befinder sig på et meget lavt plan."

Det er da interessant, at et forum (trosfrihed), som skulle være et alternativ til censur (på onlinedebat.religion.dk), stadig censurerer... men kun bortcensurerer det, som ikke består af nedladenheder. Det kan man da kalde lidt af en irrationel reaktionsdannelse, hehe.

Som sagt, gik du forbi for længe siden.

Det gjorde jeg ikke.

Jeg er glad for, at du starter med at le, for hvis du ikke lo ville det ikke være hvad det er.

Tag nu, at blive voksen, Ole Bjørn, debattér som en voksen og ikke som én i puberteten, der hele tiden vil have ram på en anden.

Meget smukke citater, forøvrigt.

Indtil nu, Michael, har jeg kun fremlagt kendsgerninger, som enhver kan kontrollere rigtigheden af på biblioteker eller på nettet.

Du derimod har hånligt forbigået alle de kendsgerninger om meditation, jeg og andre har fremlagt, kaldt mig dum, idiot, tølper og andre skældsord, samtidig med at du har udvist et åndshovmod uden lige ved at fremstille dig selv som klogere end alle andre på emnet.

Det er selvfølgeligt pinligt for dig, at det nu viser sig, at hele din forvrøvlede argumentation er "lånte ord" fra Krisnamurti, og ikke skyldes nogen personligt opnået indsigt i emnet. Men du har kun dig selv at takke for denne afsløring, for det var dig selv, der inddrog Ørnens Flugt i diskussionen.

Verden vrimler med guruer og religiøse charlataner der med tåget billedsprog får svage sjæle til at tro, at de har fundet de vises sten. Den findes ikke, Michael. Kvintessensen af deres lære er selvbedrag, bygget på menneskets trang til at have "levende" guder.

Jeg er skam ikke gået forbi dem, Michael. Jeg har mange meter bøger om deres lære, fra Nostra Damus til Jes Bertelsen, og der er ikke megen "sandhed" i dem, når man går dem efter i sømmene.

Jeg ønsker for alle mennesker, at de finder den indre ro, som jeg selv har opnået, ikke for at de skal antage mine synspunkter, men for at de skal lære at leve i harmoni med virkelighedens verden og de mennesker, der omgiver dem i det daglige.

Hvis mine forsøg på at få folk til at tænke selv gør mig til "en ussel person" i dine og andres øjne, så skal jeg nok overleve det. Jeg lever godt i den virkelighed, som I benægter, skønt den findes i det nu, som du tilbeder men ikke forstår.

Det er aldrig forsent at begynde forfra, Michael. Jeg har set mennesker i en høj alder gøre det med held, og ingen af dem har fortrudt udvandringen til virkelighedens verden.

Men det vil du næppe kunne forstå før du selv har været der.

Mvh

Ole Bjørn

Jamen, skal vi så ikke lade det være godt med det. Jeg gider ærlig talt ikke diskutere på et så lavt plan.

Du er et meget godt eksempel på fuldstændig manglende selvkendskab.

Alt hvad du skriver om mig er dine egne projektioner og derfor dig selv. Jeg kan ikke genkende mig.

Find nu en anden, at kaste dig over med din primitive adfærd.

Nu igen, Michael.

Så du føler dig mere "voksen" end jeg, som ifølge dig debatterer "som en i puberteten". Dit næsten sygelige åndshovmod fornægter sig ikke.

Men Michael, jeg debatterer ved at fremlægger kendsgerninger. Du debatterer ved at nægte at beskæftige dig med argumenter, men søger i stedet med værdiladede ord at nedgøre din modpart. Er det, hvad du forstår ved en "voksen" debat?

Puberteten er iøvrigt ikke noget ubetinget dårligt. Det er nemlig den tid hvor den største udskilning mellem får og bukke finder sted. Bukkene er de unge, der gør oprør mod forældrenes indoktrinering og for alvor begynder at tænke selv. Fårene er de uselvstændige, der ender med at lade sig trække rundt i manegen af guruer som Krisnamurti.

Mange af de sidste ender dog med at blive så meget klogere senere, at de frigør sig og lever lykkeligt, mens resten forbliver i den infantile tilstand hvor de lader "åndelige vejledere" tænke for dem. De har det dog ofte skidt med sig selv, hvilket kan aflæses af deres påtagede arrogance skiftende med en ynkelig klynken over verdens "ondskab".

Det eneste, vi skal vejlede ungdommen i, er selvstændig tænkning, for det er en svær disciplin.

Mvh

Ole Bjørn

Jeg synes ærlig talt, at du fuldstændig har ødelagt denne tråd med alt dit vås.

Tillykke.

Du fortsætter i samme stil Michael, helt uden saglige argumenter.

Hvis du havde holdt dig til at fortælle om det emnet handlede om, nemlig hvad medition betød for den enkelte hver især, så havde jeg overhovedet ikke kommenteret dit indlæg, selv om jeg anså det for noget forvrøvlet nonsens. Vi havde en god debat med 12 gode indlæg fyldt med positive tilkendegivelser.

Men så meldte du dig på banen, først med et kryptisk indlæg, der intet havde med emnet at gøre, og senere med et indlæg, som fortalte om din egen form for meditation. Men du kunne ikke afholde dig fra dit åndshovmod. Du skulle absolut "belære" alle os andre om, at det vi snakkede om ikke var meditation, og at de, der prøvede at meditere med de almindelige teknikker, var dumme, for meditation var kun det, som du, den "kloge og selverkendende" Michael, kaldte meditation.

At vi så nu ved, at du ikke er spor klog, men blot en del af Krisnamurtis fåreflok, er en biting. At du pynter dig med lånte fjer kan højst få mig til at trække på smilebåndet.

Når du med dine udtalelser nedgør Kristians, Arnes, Jans og mine opfattelser, for ikke at tale om resten af verdens opfattelse af meditation, så bør det ikke overraske dig, at nogen tager til genmæle.

Det kommer måske som en overraskelse for dig, at vi ikke er villige til at lade os belære af din "visdom", men sådan er det bare. Så længe du holder dig til at beskrive dine egne følelser, lytter vi da gerne til dig, og både Kristian og jeg har da også rost dig for det, selv om du åbenbart er meget uvillig til at lytte til vores.

Du må da gerne løbe fra din del af ansvaret for at ødelægge den gode debat, som vi havde inden dit indlæg, men fakta er, at du gennem din arrogance og dit platte ordvalg i både debatten og chatten (de sidste er der dog blevet slettet en del af) har malet dig selv op i et hjørne, så måske skulle du for en gangs skyld nøjes med at lytte til andres meninger uden åndshovmod, så vi kan få denne debat tilbage på skinnerne.

Mvh

Ole Bjørn

Kære Michael.

Det har været interessant at læse dit indlæg, men jeg er nok ikke enig med dig. Derfor har jeg plukket et par citater ud, som jeg vil knytte nogle kommentarer til. Det er ikke sikkert, at andre vil være enige med mig, eftersom jeg kun kan kommentere ud fra egne – yderst personlige – erfaringer. Det første citat er følgende:

»Det er ganske dumt at sætte sig ned for at kontrollere sine tanker eller udføre øvelser blot fordi nogen siger at man skal og uden at forstå hvem man selv er og hvad tanken er. Derfor kan man ikke gøre meditation til en del af en livsstil, hvor man sætter sig ned et par gange om dagen for at blive ladet op til at gå løs på tilværelsen. Det kan man godt, men det er ikke meditation.« (Citat slut).

Min opfattelse ligger langt hen ad vejen på linie med nogle af de synspunkter, som Ole Bjørn har givet udtryk for. Man skal naturligvis ikke sætte sig ned og begive sig ind i en meditativ praksis, fordi andre har sagt, at man skal. Men hvis man har oplevet noget, som man opfatter som forstyrrelser i ens tilværelse, kan der være gode grunde til at gøre det. Og her kan man så være modtagelig for gode råd fra nogle, der har beskæftiget sig med det, som foregår i psyken; navnlig de funktioner, der udfolder sig i den ubevidste del af denne. Det kan for eksempel være dybdepsykologisk litteratur.

Ole Bjørn nævner Jes Bertelsen og hans Vækstcenter i Nørre Snede. Ud fra de inside informationer, som jeg har om foretagendet, vil jeg også advare mod at kaste sig ud i det, som gennem de senere par årtier har fundet sted på centret. Én sagde for eksempel noget i retning af, at hun havde troet, at man i tilknytning til de meditative sessioner skulle følge op med at tale om hinandens problemer, men man kom i stedet til at sidde og tale i timevis om - Jes Bertelsen.

Men Jes Bertelsen har gennemløbet en udvikling. Hans doktordisputats »Ouroboros« og hans bog »Individation« samt »Kategori og afgørelse – strukturer i Kierkegaards tænkning« fra 1970-erne er udmærkede indgangsveje til den jungianske dynamiske dybdepsykologi.

Her kan man faktisk godt få nogle gode vink om, hvordan man kan komme lidt tættere på de konstituerende hovedhjørnestene, der som dynamoer ligger skjult dernede i det ubevidste dyb af én selv.

Hvis jeg skulle konstuere en metafor, ville det blive noget i retning af, at man sidder og triller små stålkugler hen over en bordplade. Imidlertid følger disse stålkugler ikke den rette linie, som man ellers skulle forvente ud fra fysikken. Dette skyldes, at der på undersiden af bordpladen er monteret kraftige magneter, der griber forstyrrende ind i legen med stålkuglerne.

Skal man derfor forstå stålkuglernes mærkelige løb hen over bordpladen, må man bevæge sig ned under bordet – ned i dybet – for at kunne forstå. I den enfoldige form for meditation, som jeg tidligere har skitseret, er der muligt at opnå en svag forbindelse med disse magneter nede i den ubevidste del af psyken, og den kan man følge op på gennem andre fremgangsmåder.

Én af disse fremgangsmåder har for mit eget vedkommende bestået i at beskæftige mig med mine natlige drømme, men også med det, som jeg selv kalder seminsomniøse bevidsthedsytringer, d.v.s. bevidsthedstilstande i grænseområdet mellem søvnen og den vågne tilstand. En anden af mine fremgangsmåder har været at beskæftige mig med oliemaleri. Her har jeg i årenes løb halet såvel vidunderlige ting som fæle spøgelser op fra dybet. Hvis man skal kunne frigøre sig fra trolden ved at nævne hans navn, må man have ham halet op i lyset.

Den sidste del af citatet fra dit indlæg, hvor du synes at mene, at dette med at sætte sig ned og få hold på ens tanker ikke er meditation, er jeg lodret uenig i. Her bør du henholde dig til det, som Ole Bjørn har givet udtryk for.

Det andet citat, som jeg vil kommentere, er følgende:

»For mig er det ubevidste blot erindringen. Vi er tit uopmærksomme når vi lever vores liv. Derfor handler vi tit utilsvarende i situationen og denne uopmærksomhed danner sig spor i vores sind. Hjernen må så, om natten, forsøge at bringe orden i det rod den har fået forærende i kraft af vores uopmærksomhed. Det, vi kalder drømme.« (Citat slut).

Dit udsagn om, at det ubevidste blot er erindringen, er jeg ikke enig i. Ved erindring forstår jeg det, der kan genkaldes i den vågne bevidsthed – det, som man kan huske og kan tale og fortælle om. Men der ligger mangt og meget mere i den ubevidste del af psyken. Nogle af de oplevelser, som man har haft, kan have været så forfærdelige, at de er skubbet så langt ned i det ubevidste, at man ganske enkelt ikke kan kalde dem frem igen.

I sådanne tilfælde kan man tale om fortrængninger. Hvis jeg igen skulle bruge en metafor, kunne man sammenligne med en selskabelig sammenkomst, hvor et par af deltagerne opfører sig så forfærdeligt, at værten smider dem ud. Imidlertid fortsætter de med at opføre sig dårligt, når de kommer udenfor. De banker på døre og vinduer og råber ukvemsord.

De er ikke synlige derinde i huset, men de forstyrrer alligevel den selskabelige sammenkomst. Dette billede er ment som en illustration af, hvad man forstår ved en fortrængning. Man kan ikke ved at bruge sin vågne hukommelse, få øje på de forstyrrende oplevelser, men de ligger alligevel i den ubevidste del af psyken og forstyrrer ens fred, uden at man kan forstå, hvad pokker der er på færde. Det kræver særlige fremgangsmåder at få sådanne spøgelser halet op til beskuelse i fuldt dagslys.

Men der er langt mere, dernede i det ubevidste. Vort centralnervesystem er jo ikke noget, der blot er blevet udviklet fra bunden af i løbet af vor barndom og opvækst. En betydelig del af vort hukommelsesmateriale – formentlig hovedparten – er vi født med, hvorfor vi kunne tale om artsudviklingshukommelse.

Den seneste del af vor artsudvikling er formentlig foregået oppe i trækronerne, hvor vi i flokke har beskæftiget os med at undersøge alt for at finde noget spiseligt. Samtidig har vi haft magtdynamikken inden for flokken at tage hensyn til, så vi frækt har snuppet føden fra dem, der stod lavere i hierarkiet, men har været nødt til at passe nøje på, at vi ikke kom i konflikt med alpha-hannen.

Undertiden har jeg haft problemer med at falde til hvile i selvets meditative stilhed, fordi snart den ene og snart den anden tanke faldt mig ind. Her kan jeg ikke frigøre mig fra den tanke, at det er den geskæftige adfærd fra trækronerne, der griber forstyrrende ind i meditationen.

Dette var, kære Michael et længere indlæg. Selv om jeg ikke kan erklære mig enig med dig, respekterer jeg dine holdninger. Hvis jeg skulle driste mig til at sige noget om det, som du selv kalder meditation, og som du angiveligt har dyrket i 35 år, ville jeg kalde det en empatisk medleven med andre levende væsener med hovedvægten lagt på det fuldstændige nærvær i enhver given situation. Om dette er rigtigt, kan kun du selv vurdere.


Med venlig hilsen

Kristian

Hej Anonyme(som jeg godt tror hvem er :)).

Ja, denne opsætning af sindets neurologiske niveauer er vidst nok taget fra NLPs teoretiske univers.

Den giver meget mening for mig som et afsæt til at se på hvor det enkelte menneske opfatter problemet. Ens udgangspunkt kan jo kun være der hvor man opfatter sig selv. Når man så er parat til at gå et skridt videre, ja, så bevæger man sig op på et andet plan i ens sind.

Jeg kender også til et andet system som er meget mere metafysisk, hvilket bygger på at sindet og den objektive verden er et og det samme. Den verden vi ser, afspejler blot vores indre referenceramme - de fremherskende ideer, ønsker og følelser i vores sind. Projektion laver opfattelse. Først ser vi indad, beslutter hvilken slags verden vi ønsker at se, og så projicerer vi denne verden ud, og gør den til sandhed SOM VI SER DEN. Vi gør den sand igennem vore fortolkninger af hvad det er vi ser. Hvis vi bruger opfattelse til at retfærdiggøre vore egne fejltagelser - vores vrede, vores lyst til at angribe, vores manglende kærlighed i hvilken form den end viser sig - vil vi se en verden af ondskab, tilintetgørelse, nag, misundelse og håbløshed.

Hvis vi lærer at tilgive alt det vi ser, og vel og mærke ikke fordi vi så er "barmhjertige" eller "gode", men fordi det vi ser ikke er sandt, så ser vi en verden som afspejler den kærlighed som inspirerer os til at praktiserer tilgivelse.

Men først er det en god ide at komme i kontakt med ens følelser og tanker, og så se om de omhandler frygt eller kærlighed. Hvis de omhandler frygt er det sikkert en god ide at se hvad årsagen til denne frygt er, og ikke mindst se om det er frygt eller kærlighed man ønsker at opleve.

Frygten for kærligheden er den største frygt som ligger i mennesket. Når vi finder ud af at kærligheden(Gud) ikke er det som vi troede, så forsvinder frygten ganske langsomt fra vores sind. Men det gælder om at holde på hat og briller når det uebvidste mørke skal frem i lyset, men det tror jeg godt du kender til, ik kære .....

Kærligst Jan.

Ps. Hvordan har i viderudviklet dette system fra NLP, og virker det?

Nogle kendsgerninger om meditation.

Som Kristian har påpeget dækker ordet meditation både over en bevidst fremkaldt ændring af hjernens tilstand og almindelig eftertanke, som i dagligsproget betegnes som "at sidde og meditere over tingene". Det sidste, som lige så ofte betegnes som lommefilosofi, er ikke specielt interessant, for det er noget alle mennesker praktiserer på samme måde.

Det interessante er den bevidste meditation, hvordan man med forskellige teknikker kan komme i former for trancetilstande, hvor hjernen fungerer på en anden måde. For at forstå det, må vi først se på begrebet hjernebølger.

En del af hjerneprocesserne består af elektriske udladninger i synapserne (forbindelserne mellem hjernecellerne). I 1924 fandt en tysk forsker, Hans Berger, på at anvende en elektroencefalograf (EEG) til at måle hjernens elektriske udladninger i nogle forsøg på at afprøve telepati. Han konstaterede at under forsøgspersonernes koncentration fyrede deres synapser elektriske signaler af med en frekvens på 8-12 Hz, og han kaldte dem alfa-bølger.

Andre forskere fortsatte disse målinger og konstaterede, at i normal vågen tilstand er hjernebølgernes frekvens 12-30 Hz, som blev døbt beta-bølger. Under søvn sank niveauet til 4-8 Hz og det kaldte man så theta-bølger. Senere forskning viste så, at under dyb søvn faldt niveauet yderligere til 0,5-4 Hz og det kaldte man for delta-bølger.

Alle disse hjerne-bølger er altså naturlige tilstande, som vi alle gennemløber flere gange i et søvnforløb med glidende overgange fra en tilstand til en anden.

Da man på et senere tidspunkt gav sig til at undersøge de bevidst fremkaldte trancetilstande, som man kendte fra østens meditative traditioner, gjorde man nogle nye opdagelser. Selv om hjernen i disse trancetilstande arbejdede i alfa- og theta-området var virkningen på flere måder forskellig fra de naturlige tilstande. Man var ikke "bevidstløs" som under søvn, men tværtimod fuldt bevidst som i vågen tilstand.

Til gengæld blev signalerne fra omverdenen blokeret i højere grad end under søvn, så man ikke umiddelbart kunne vække en person fra en trancetilstand. Beslutningen skulle komme indefra, fra den bevidste hjerne, som havde koncentreret sig om hjernens interne processer.

Men overraskelserne sluttede ikke der. Det viste sig, at man i den bevidst fremkaldte theta-tilstand havde mulighed for at overtrumfe det autonome nervesystem, og udøve en "naturstridig" kontrol over kroppens fysiske processer. Hvordan dette foregår ved man stadig meget lidt om. Det er kun lykkedes ganske få gange for mig selv at opnå sådanne effekter, selv om jeg har forsøgt ved mange lejligheder.

Men selv om den konstaterede forbindelse mellem dyb trance og theta-bølger er af ny dato, så er kendskabet til trancetilstandene ikke. Opdagelsen fortaber sig i urtidens historie, og teknikkerne til at komme i sådanne tilstande har været brugt så langt tilbage vi kan følge mennesket historisk. Shamaner har anvendt dem og gør det stadig, voodoo tilbedere og kristne sekter bruger dem, buddhister, hinduer og satanister og andre religiøse retninger praktiserer dem dagligt på forskellige niveauer.

Den lettere trance i alfa-tilstanden er ikke blot et modefænomen. I en verden, hvor vi bombarderes med informationer fra morgen til aften, trænger hjernen mere end nogensinde til pauser, hvor den kan slappe af ved at mindske presset fra de udefra kommende informationer. Det kan den lette meditation hjælpe med til, fordi den delvis kan afbryde kontakten mellem sanserne og de relevante hjerneområder. Mange mennesker i Vesten har derfor lært sig denne metode til at slappe af.

Men den dybe meditation kan være farlig, fordi den åbner for fysiske og psykiske muligheder, som vi ikke har erfaringer med at styre. Det kan resultere i uhelbredelige skader, hvis man i forvejen har et urealistisk fantasibillede af verden, livet og sig selv.

Al meditation er en form for selvsuggestion. Man kommer ikke til en sandere opfattelse af verden og sjælelivet, men man får en følelse af, at man har det, og det kan jo være meget behageligt. Så har du nogle erfaringer med dette, så fortæl om dem her, så andre kan blive inspirerede til selv at prøve at bruge denne teknik til at føle sig bedre tilpas.

Mvh

Ole Bjørn

Hej Kræn-P

Jo såmænd. Det må du da godt kalde det. Men hvad er meditation så, til forskel fra det?

For mig er det væsentligste i meditationen, at være opmærksom. Det er klart, at vi alle må begynde et sted og for mig er dette sted så, opmærksomheden på mig selv i forhold til andre.

Hvis jeg sætter mig ned et sted for at lære mig selv at kende, kan jeg godt genkalde mig situationer fra mit liv, som understøtter det billede, som jeg har af mig selv, eller som modsvarer det. Men virkelig at lære mig selv at kende gør jeg først når jeg er opmærksom på mig selv i forhold til omverdenen.

Det er her jeg afslører for mig selv hvem jeg er, fordi jeg reagerer på en udfordring og denne reaktion vil meget tit være i modstrid med det billede jeg har opbygget af mig selv.

Her møder jeg en ny vanskelighed for den ’’mig’’ som er opmærksom, har indbygget en værdimåler hvor nødigt jeg end ville det. Dybere nede ligger hele min kulturs opdeling af hvad der er rigtigt og forkert og derfor træder ’’jeg’’, ind på arenaen i forbindelse med det jeg ser og siger til mig selv. ’’Det må du’’, ’’Det må du ikke’’.

Opmærksomheden på min første reaktion viste mig hvem jeg i det øjeblik var, men straks trådte ’’jeg’’ til, vurderede og efterfølgende undertrykte jeg det, som jeg ikke ønskede og fremhævede det, som jeg ønskede.

Allerede her er jeg på vej bort fra forståelsen af mig selv, for hvem er denne iagttager, hvilke kriterier vælger han udfra og hvad er det han iagttager?

Du konstruerede en metafor om stålkugler. Men spørgsmålet er: hvem er du, som iagttager stålkuglerne? Hvad er stålkuglerne? Og hvad er de magneter, som påvirker stålkuglerne? Er det ikke dig alt sammen?

Du er både stålkuglerne, magneterne og den som iagttager dem.
Hvis du kigger nøje efter vil du se, at ikke alene er du, iagttageren, både kuglerne og magneterne, samt den, der iagttager dem, men denne iagttager består også af disse kugler og magneter.

Vi har derfor skabt en dobbelthed i os selv og måden at komme ud over denne dobbelthed er, at iagttage uden at vælge, for ethvert valg, iagttageren foretager, vil være baseret på den indbyggede værdimåler.

Magneten er måske en forfærdelig oplevelse, som jeg har fortrængt. At jeg har fortrængt den, betyder, at jeg har adskilt mig selv fra den. Men den ’’jeg’’, som har fortrængt oplevelsen, består jeg ikke selv af denne oplevelse? Er den ikke en del af mig, en del som jeg har fortrængt?

I meditationen betragter jeg stålkuglerne og bliver derved opmærksom på magneterne og ved at identificere magneterne ophører deres magnetisme.

Det er klart, at man ikke umiddelbart kan identificere magneterne, så derfor må man begynde med at iagttage stålkuglerne og mens man iagttager så dukker der mere og mere op. I stedet for at søge efter noget, iagttager man bare. Det er dette, jeg kalder meditation.

Uanset om en oplevelse er fra ens nuværende daglige liv eller ligger længere tilbage i tiden er det dog stadig erindring.

Når man begynder, at være opmærksom på kuglerne og opdager magneterne, varer det ikke længe før magneten giver sig til kende som en helt konkret oplevelse. Jeg er ikke klar over at denne fortidige oplevelse er en del af mig selv, en del af den jeg er. Jeg har fortrængt den og derfor ønsker jeg ikke at møde den.

Men for at forstå sandheden bliver jeg nødt til at se den i øjnene som den er, ellers kan jeg ikke komme videre.

Når jeg skrev om det ubevidste var det nok forkert af mig, men jeg følte mig foranlediget af al den snak om farlighed. Er man på vej over en vakkelvorn vindebro er det sidste man ønsker at blive gjort opmærksom på, at der er langt ned.

For en del år siden så jeg en udsendelse om nogle unge mennesker, der havde begået forfærdelige forbrydelser og hermed mener jeg mord. Den meget strenge pædagogik de blev udsat for var, under meget kontrollerede forhold, at blive stillet til ansigt med det de havde gjort. Deres adfærd var helt og fuldt behersket af det de havde gjort, men først da de blev bragt til en direkte erkendelse af det, stod ansigt til ansigt med det de havde gjort og forstod hvor forfærdeligt det var, uanset hvor hårdt det var for dem, kunne de løsrive sig fra den adfærd som var helt behersket af deres fortrængning.

Selv kendte jeg også engang en mand som havde begået en frygtelig forbrydelse. Vores forhold udviklede sig gennem årene indtil han en dag opdagede at jeg havde fået kendskab til det ad andre veje.

Det forandrede fuldstændig hans forhold til mig, nu da han vidste, at jeg vidste det. Hele det liv, han havde bygget op i hverdagen, krakkelerede, da han blev stillet ansigt til ansigt med sin fortid i kraft af at han blev bekendt med, at jeg vidste det.

Han skammede sig så meget over, at jeg vidste det, at han aldrig forstod, at jeg ikke fordømte ham for det.

Derfor skal man nogle gange være varsom med meditation for meditation indebærer at tømme og møde skabets indhold.

Med hensyn til de impulser, som stammer fra vores fjerne fortid, mener jeg nok, måske lidt vovet, at vi for det meste er i stand til at identificere når de påvirker vores adfærd.

Måske med et lille smil?

Nu er det de færreste af os, der har kæmpelig i lasten, selvom det selvfølgelig kan være lige så slemt at møde erindringen om at være helt alene i universet og jeg mener, at det vigtigste er, at vi forstår vore indbyrdes forhold for ud af disse indbyrdes forhold udspringer det samfund, som vi skaber. Og når vi har været på besøg i dybet er det måske ikke så slemt at forfriske os selv ved at betragte en lille sød fugl på en gren.

jeg finder i hvert fald ingen modsætning heri.

Som du nævner, er det en del af det, at forstå sig selv, at tyde sine drømme eller at male. Man kan også lytte til musik og meget andet og dermed lære sig selv at kende. Men det væsentligste for forståelsen er at man er det alt sammen, det er ikke noget andet end én selv.

For at trænge ned i dybet må man begynde med overfladen. Det gør man ved at iagttage kuglerne.

Så opdager man, at de ikke bevæger sig som man forventede

Citat:

"Al meditation er en form for selvsuggestion. Man kommer ikke til en sandere opfattelse af verden og sjælelivet, men man får en følelse af, at man har det, og det kan jo være meget behageligt. Så har du nogle erfaringer med dette, så fortæl om dem her, så andre kan blive inspirerede til selv at prøve at bruge denne teknik til at føle sig bedre tilpas."

- er der en debattør, der skriver - og det ka' jo egentlig være ligegyldigt, hvem det er - det er jo ikke personerne, men emnet, det drejer sig om - eller jeg må nok nøjes med at skrive: som det vel skulle dreje sig om.

Det ka' selvfølgelig være meget sjovt at lege med definitioner og leksika for at afgrænse emnet, og ligeså at skælde hinanden ud for idioter, eller at fremsætte diverse mere eller mindre tilslørede ringeagtsytringer om meddebattører - men det hjælper jo ikke meget til at fremme den gensidige inspiration, som er mulig ved emnets belysning fra mange sider.

Ringeagtsytringer og værdi(for)domme er efter min mening gift for en inspirerende debat.
De er desuden afskyelige at læse, synes jeg, og de kan vel få næsten enhver ny besøgende til hastigt at forlade sitet.

Ovenstående citat indeholder efter min mening den værdifordom, at meditation generelt er en slags værdiløs selvsuggestion, som højst kan bruges til at trøste den enkelte, men som ikke fører til mere sandhed hverken om verden eller en selv.

Det er i hvert fald nogenlunde sådan, jeg opfatter citatet - og dermed er meditation generelt sat i bås som en nærmest værdiløs "åndelig sutteklud" - eller noget i den retning.

Og det er jo ikke her blot en opfattelse til debat - næh, det fremføres som en fastslået kendsgerning.

Ærlig talt, skal det være niveauet - her hvor der burde være plads til trosfrihed?

Det synes jeg ikke - og det er min gode ret - ligesom det er andres gode ret at synes noget andet.

Jeg har tidligere i denne tråd skrevet om mine spinkle erfaringer med en ret enkel meditationsteknik, baseret på åndedrættet og på kendskabet til - og evnen til - at fokusere på det, der kaldes chakraer.

Min erfaring er, at det kan bringe mig i bedre balance med mig selv og med mine omgivelser og medfører at mine aktioner og reaktioner bliver på en måde, som jeg synes er bedre.

Men jeg har også haft en anden oplevelse, som vistnok også kan kaldes meditativ.

Fort at sige det kort: Jeg stod i et rum uden mennesker og med mange symboler og kunne ikke undslippe spørgsmålet: Hvem er jeg?

Hvordan det rigtig gik til, ved jeg ikke, men jeg begyndte at kunne se mig selv - og dét var ikke just lykken - tværtimod - aldrig har jeg været så ulykkelig.

Efter nogen tid - sikkert kun en kvart eller en halv time - begyndte jeg "at komme til mig selv" og opdagede langsomt, at jeg kunne leve med elendigheden.
Det udviklede sig så efterhånden (hvordan ved jeg ikke) til kærlighed til verden og herunder da sandelig også mig selv

Det er ingen overdrivelse at sige, at det forandrede mit liv - fra håbløshed og meningsløshed til aktiv meningsfuld kærlighed - som jeg stadig nyder godt af.

At det skete i religiøst regi, tror jeg ikke er afgørende.
Jeg var ateist dengang, og i dag er jeg vel nærmest agnostiker, hvad gudsforestillinger angår.

Nogle vil måske hævde, at det ikke er meditation.
Jo, så værsgo da.

Nogle vil måske hævde, at det slet ikke er indsigt, men selvsuggestion.
Jo, så værsgo da.

For mig er dét, der tæller, at jeg føler mig lykkelig for mit liv - og at jeg ved, hvad jeg vil

Jeg gætter, at så afgørende værdifulde meditative oplevelser kun duer, hvis de kommer på det rette tidspunkt i ens liv

M.v.h. Arne.

Det var et godt indlæg, Arne.

Man kan let gå hen og blive for teknisk og glemme, at vi er levende mennesker. Der er et gammelt ord som siger, at ingen bliver viis før han har erkendt sin egen usselhed. Og der er noget om snakken. Det falder lidt i tråd med moderne kristendom hvor man taler om at være menneske på godt og ondt.

Meditation betyder klarhed og det, man er klar over, er sig selv. Man kan derfor sagtens opleve, at man føler sig ulykkelig over at opleve sig selv. Men snart forstår man, at man deler vilkår med alle andre mennesker. Vi er i virkeligheden ikke noget særligt. Om ikke andet, så er der 6 milliarder ligesom os selv.

Når man forstår det, så kan man gå videre og forstå, at vi indeholder både det ene og det andet. Vi kan være usle og så er det for det meste fordi vi ligger under for frygten og vi kan være storslåede når vi gribes af begejstring.

Men for det meste er vi bare ganske almindelige mennesker på godt og ondt. Og så er det vigtigste blot at gøre ting sammen, være sammen og holde af hinanden.

At forstå, at man som menneske ikke kan vide noget i den forstand vi normalt opfatter viden, er begyndelsen til visdom, eller, som jeg plejer at skrive: at være er ikke at vide.

Kære Arne. Det er absolut ikke værdiløst at gøre noget, som får en til at føle sig godt tilpas. Igen tolker du en mening ind i teksten, som ikke er der. Det er en frygtelig uvane, du har der.

Hvis meditation førte til en sand forståelse af verden, ville alle, der mediterede, jo komme til den samme opfattelse, og det gør de tydeligvis ikke.

Men resultatet af meditationen, følelsen af at forstå, leverer du jo selv et glimrende bevis på, præcis som beskrevet i citatet.

Synes du virkelig, at det forringer niveauet på trosfrihed, at man fremlægger konstaterbare kendsgerninger?

Mvh

Ole Bjørn

P.S. Trosfrihed indebærer også retten til at være fri for at tro.

Hej Ole.

Du skriver:

Citat:

"Igen tolker du en mening ind i teksten, som ikke er der. Det er en frygtelig uvane, du har der."

Jeg skrev;

Citat:

"Ringeagtsytringer og værdi(for)domme er efter min mening gift for en inspirerende debat."

I stedet for at angribe mig personligt, kunne du måske bedre klarlægge, hvad det egentlig så er, du mener.

Du skriver:

Citat:

"Hvis meditation førte til en sand forståelse af verden, ville alle, der mediterede, jo komme til den samme opfattelse, og det gør de tydeligvis ikke."

Hvorfra ved du, at der kun findes én sand forståelse?

Du skriver:

Citat:

"Men resultatet af meditationen, følelsen af at forstå, leverer du jo selv et glimrende bevis på, præcis som beskrevet i citatet."

Men jeg skrev jo netop at jeg ikke forstår!

Du skriver:

Citat:

"Synes du virkelig, at det forringer niveauet på trosfrihed, at man fremlægger konstaterbare kendsgerninger?

Det nøjes du jo bestemt ikke med!
Tværtimod:

Om linket, sundhedsguiden.dk, giver "konstaterbare kendsgerninger", ved jeg ikke, med det er vel i dine øjne heller ikke troværdigt
http://www.sundhedsguiden.dk/da/temaer/alle-temaer/Meditation/

Spirituel indsigt har vel ellers også noget med sandhed at gøre, skulle jeg mene

M.v.h. Arne.

Er det med vilje, at du misforstår mig Arne? Jeg skriver jo i første afsnit præcist, hvad det er, du mistolker. Det virker som et bevidst og fordomsfuldt forsøg på at fordreje min tekst.

Der kan ikke være flere sandheder, Arne, men der kan være flere individuelle opfattelser af, hvad der er sandhed og hvordan den skal fortolkes. De fysiske processer i universet ændrer sig ikke fordi mennesker har en individuel opfattelse af dem.

A propos fordomme, Arne, så virker det pudsigt på mig, at når Michael fremsætter en urigtig påstand som en kendsgerning, at det du foretager dig efter Jes Bertelsens anvisninger ikke er meditation, så har du ingen kommentarer. Men når jeg så fremsætter en rigtig påstand som en kendsgerning, så falder du over mig med bål og brand. Hvorfor denne forskel, Arne? Undskyld, jeg glemte lige, at du aldrig svarer på ubehagelige spørgsmål om din holdning.

Men det er typisk for din stil, at du nu forlods tillægger mig en negativ holdning til en sundhedsguide, som ikke før har været inde i debatten. At forsøge at sværte mig til på en udtalelse, som jeg aldrig er kommet med - er det hvad du forstår ved en sober debat? Nåh, nej, det vil du næppe svare på.

Men som både jeg og Kristian flere gange har understreget i vore indlæg, så findes der mange måder at meditere på, så det sætter dit retoriske spørgsmål i et endnu grimmere lys.

At meditation er en form for selvsuggestion er en kendsgerning, for det ligger i selve ordets definition. At suggerere er at bringe bevidstheden i en anden psykisk tilstand.

Du har selv beskrevet, at dine meditative oplevelser gav dig en større forståelse af dig selv, så du fik det bedre. At du så med dine primitive forsøg ikke nåede den fulde følelse af forståelse og indsigt, som dyb meditation giver, er mindre vigtigt. Du fik det bedre af det, som beskrevet i min udtalelse.

Du har gentagne gange beskyldt mig for at forgifte debatten. Jeg synes, at du skulle tage og afgifte dig selv, frem for at komme med sådanne udtalelser.

Mvh

Ole Bjørn

Selvom du selvfølgelig, som sædvanlig skal fremhæve dig selv, som det store universalgeni, der ved alt om alting, så har du for en gangs skyld fået fat i sagens kerne.

Vi siger i virkeligheden det samme på hver vores måde. Jeg siger, at alt det der bliver kaldt meditation, ikke er det, mens du siger om det samme, at det er meditation og at al meditation derfor er falsk. Jeg kan ikke se forskellen. Dine synspunkter vedrørende ’’menneskefiskerne’’ deler jeg til fulde. Hvor er problemet så, udover, at du gerne vil fremstå som alvidende?

Jo problemet findes der, hvor vi går videre og hvor jeg bevarer min sunde fornuft, mens du bliver overtroisk.

Jeg vil gerne redefinere ordet meditation, så man ikke begår alle fejltagelserne, ved at henvise til, at meditation er at forstå sig selv, sit livs sammenhænge og den verden vi lever i. Altså et absolut kvalitativt og forstandigt indhold. Jeg siger ikke hvad dette indhold er, det må den enkelte jo selv finde frem til.

Op imod dette stiller du en af de sædvanlige fejltagelser, idet du antager en eller anden speciel form for meditation som skulle give dig forståelse og indsigt, ved at du vibrerer med hjernecellerne.

Hvor i alverden skulle denne forståelse og indsigt komme fra, hvis den ikke opstår som et resultat af at man undersøger tingene grundigt for at forstå dem.

At man ved at hensætte sit sind i en bestemt tilstand, en meget lidet attraktiv beskæftigelse, synes jeg, kan opnå en eller anden form for dyb indsigt, forekommer mig, at være det rene skære overtro.

Men det er selvfølgelig en opfattelse der deles af mange.

Er du fuld, Michael?

Dit indlæg er så fyldt med misforståelser og fejltolkninger, at man ikke skulle tro, at du overhovedet har læst og forstået spor af, hvad jeg har skrevet. Det orker jeg ikke at svare på.

Men plathederne har du da husket at tage med.

Tag lige og sov på det.

En af de registrerede skriver:

"Er du fuld, Michael?"

Hvad er det dog for en debatkultur, der er tilladt her???

Det gør ikke så meget. Jeg har fået skrevet hvad jeg mener, så kan folk jo selv læse det, ligesom de kan læse Ole Bjørns kommentarer. Et menneske, der forstår sin egen begrænsning er i princippet ude over den og kan sagtens også se den andens.

Men den, som stadig er omsluttet af sin begrænsning, kan ikke nås af en anden.

Det fremgår ganske klart for de, som har øjne at se med, at Ole Bjørn spiller en rolle han slet ikke magter.

Hans sidste indlæg viser at hans åndshovmod forhindrer ham i at være den mindste smule intelligent.

Men det vil han aldrig selv vide.

For han forstår ikke sig selv.

Kære Ole Bjørn.

Du var den første, der besvarede oplægget til denne tråd. Du gav blandt andet udtryk for, at der var tale om et spændende, men også farligt emne.

I mit svar til dig 05/11/2009 09:07 skrev jeg med velberåd hu følgende:

»Og jo, jeg er enig med dig i, at dette spændende emne også kan være farligt. Det kan det som debatemne betragtet være, fordi der bliver inviteret til drøftelse af noget, der for de fleste vil være hjerteblod. Samtidigt er der tale om en empiri, som ikke kan foreligge for andre, hvorfor man skal vare sig for at gøre sig klog på noget, som man ikke selv har oplevet. Og ringeagtende kommentarer må ligge helt uden for det, som man kan tillade sig.« (Citat slut).

Der er her tale om tre forhold, som jeg beder dig lægge mærke til:

For det første er der tale om noget, som de, der mediterer, har et så personligt forhold til, at man går ind og klimprer med ru fingre på deres sinds inderste og fineste strenge, hvis man ikke holder repektfuldt for øje, at det er deres hjerteblod, der er i spil.

For det andet er der tale om noget oplevelsesmæssigt, som er en så privat empiri for de pågældende, at ingen – og jeg understreger: ingen – kan foretage en bedømmelse udefra. Derfor kan temaet ikke behandles udtømmende ved at henholde sig til naturvidenskabeligt funderede bedømmelser. Dette er at skøjte hen over overfladen uden forståelse for den eksistentielle dybde i det, som er sagens kerne.

For det tredje må dette yderst personlige emne omgås med varsomhed, så man undlader sårende og ringeagtende kommentarer.

Du er naturligvis selv herre over, hvordan du vil bruge din ytringsfrihed, men jeg synes, at du i denne tråd har skrevet ting, som du burde have undladt. Du er allerede i klammeri med Michael og med Arne Thomsen, og du placerer ud fra din velkendte måde at tage tingene på fejlen hos din modpart i diskussionen.

Det indlæg, som jeg linker til, fik for mit vedkommende bægeret til at flyde over. Efter at du er fremkommet med den plathed, at du spørger Michael, om han er fuld, bebrejder du ham, at han har husket at tage plathederne med. Mere dobbeltmoralsk kan man vanskeligt optræde som debattør.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Kære Kristian.

Jeg har faktisk længe ventet denne reaktion fra dig. Du elsker jo at hæve den moralske pegefinger mod mig, uanset hvad jeg bliver udsat for fra andres side. Jeg formoder at den psykologiske forklaring er en blanding af, at vi ser forskelligt på visse ting, og at du anser mig for mentalt robust nok til ikke at blive såret af din kritik. Men det er kun et gæt.

Din "velkendte måde" er, at fejlen altid er min. Det gør intet indtryk på dig, at mine kontroverser altid er begyndt med, at andre har kritiseret mine udtalelser, og hver gang jeg har efterlyst beviser på det modsatte, er jeg blevet mødt med tavshed. Jeg har nemlig altid min dokumentation i orden.

Jeg bærer ikke på nogen måde nag, Kristian, men jeg husker da tydeligt dit ubeherskede og ubegrundede angreb på mig første gang vi mødtes i en debat. Du kaldte mig vist charlatan og meget andet godt, men senere måtte du så revidere dit syn på mig. Så en løftet pegefinger fra dig, som i ovenstående indlæg, kan ikke rigtig ophidse mig.

For lige at få sat anledningen på plads. Efter en lang debat og fra Michaels side både bitter og med grove udtryk skrive han en sen aften et indlæg, hvor han hele vejen igennem påstår, at jeg har sagt det modsatte af, hvad jeg rent faktisk har sagt. At indlægget samtidig er holdt i en groft hånende tone, er her en biting.

Hvad er forklaringen på dette besynderlige uigennemtænkte indlæg? Jeg stillede et enkelt spørgsmål, som kunne give ham en begrundelse for at trække det tilbage. Jeg gjorde det bl.a. fordi jeg tidligere har oplevet Michael undskylde en tilsvarende situation med, at han havde fået for meget at drikke. Det er jo heller ikke første gang vi oplever ubeherskede følelsesudbrud fra Michaels side.

Både i tilfældet Michael og tilfældet Arne fokuserer du ensidigt på hvad jeg skriver i mine svar, og ignorerer fuldstændig deres underlødige angreb på mig. Hvorfor. Er det fordi du lige som en håndfuld andre har udvalgt mig til yndlingsoffer for had og foragt og andre ukærlige følelser. De samme mennesker som svælger i verbale udgydelser om deres kærlige indstilling til menneskene. Kun en her lever op til dette, og ham har jeg ingen kontroverser med, skønt vi er lodret uenige om flere ting.

Det hele munder ud i jeres opfattelse af, hvad en debat skal være. Det er ikke en mentalhygiejnisk foranstaltning, som vi skal bruge til at trøste og klappe hinanden på skuldrene. Det er et sted, hvor meninger brydes og man kan lære nyt. Formen er ikke så vigtig som indholdet.

Ind imellem føler jeg virkelig at jeg spilder min tid her, når jeg bestandigt skal forsvare mig mod et fantasibillede af mig, der fremstiller mig som selvoptaget, højrøvet, arrogant, plat, uvidende, ubegavet og som du nu påstår, dobbeltmoralsk, en holdning til mig jeg aldrig har mødt i begavede kredse, og det kan du så fortolke som du vil.

Når dit debatoplæg nu handler om selvfordybelse, så synes jeg du skulle følge det op med at prøve at se objektivt på dine egne handlinger og undersøge dine skjulte motiver. Du er en intelligent mand med en mangesidig viden, så det burde du have visse forudsætninger for, så jeg ikke længere skal opleve så ensidige udgydelser fra dig som i ovenstående indlæg. Det finder jeg nemlig i allerhøjeste grad dobbeltmoralsk.

Mvh

Ole Bjørn


P.S. Jeg skrev to indlæg sent i aftes, et svar på et angreb og et debatoplæg, som jeg brugte en del tid på. Du angriber et velbegrundet spørgsmål i det første, og kommenterer overhovedet ikke det andet. Hvorfor Kristian.

Du er en jammerkommode, Ole Bjørn. Således skrev du i dit første indlæg til mig i denne tråd:

''Det overrasker mig ikke det mindste, Michael, for jeg har skam forlængst forstået din psyke. Du elsker at leve i din lille fantasiverden og digte dine egne meninger ind i sproget, og hvis andre ikke lige forstår hvad du mener, og at din "visdom" er den rette, så er det fordi de er dummere end dig. Sådan
kompenserer du for du-ved-selv-hvad.

Men menneskene er ikke kommet så langt i forståelse af sig selv ved at starte fra bunden hver især. Som Einstein så smukt udtrykte det, så skyldtes hans resultater at han "stod på kæmpers skuldre".

Den ydmyghed, som du fremhæver så meget som en dyd, ejer du ikke over for det kæmpe arbejde, som forskere har gjort for at komme til videnskabelig klarhed over de processer, der foregår i vores krop og hjerner, og som frembringer de illusioner og selvbedrag, som du henrykt svælger i.

Jeg deler ikke din foragt for konkret viden og for de mennesker, som beskæftiger sig med videnskab. Jeg bygger på det, som mine forgængere har fundet ud af, og forsøger at lægge en smule til, inden jeg giver faklen videre til de næste generationer.

Set fra menneskehedens synspunkt er din holdning gold. Du bidrager intet til en større forståelse af os selv, for du har ikke engang kunnet løse dit eget problem med angsten. Din "visdom" har ingen værdi, for den er baseret på et selvbedrag og en afvisning af en reel kommunikation med andre.

Jeg har masser af sympati for dig og dine vanskeligheder, men kun du selv kan løse dem. Det vil kræve, at du forlader din "trygge" lilleverden og konfronterer det risikofyldte virkelige liv. Det kan måske give dig nogle knubs, men jeg kan garantere dig, at det er det hele værd.''

Hvis du kalder det for oplæg til ''dialog'', så har jeg medlidenhed med dig.

Når jeg så gør dig opmærksom på, at der er noget du ikke har forstand på, nemlig, meditation, kan du slet ikke rumme, at der er noget du ikke ved ret meget om og så gør du dine (det kan du selvfølgelig ikke selv se) ret primitive betragtninger til den altafgørende sandhed og prøver at tromle din egen opfattelse ind i hovedet på andre debattører uden den mindste respekt for deres anderledes opfattelser.

Når man så, efter at være blevet nedgjort af dig utallige gange, ironisk kalder dig for alvidende eller benævner din i høj grad tølperagtige adfærd på debatten ved dens rette navn, så viser det sig, at du ikke engang kan tåle din egen medicin.

Så jamrer du over hvordan andre taler til dig, mens du fortsat forholder dig nedladende og bedrevidende over for alle andre.

Jeg kan forsikre dig for, at der intet hadefuldt ligger i mine ord. Jeg er ganske ligeglad, men jeg vil da forlange at folk kan klare deres egen medicin.

Jeg ved udmærket hvad meditation er og kan både se og høre, at det gør du ikke. Alligevel prøver du, at gøre dig klog på noget du ikke har forstand på.

Og med hensyn til ordene. Som man råber i skoven får man svar.

Jeg er sikker på, at når du selv begynder at tale ordentligt til folk og respektere deres forskellighed fra dig, så vil de også tale ordentligt til dig.

Så hvorfor ikke holde op med at jamre og i stedet begynde at tale pænt til folk?

Hej Ole.

For lige at klarlægge.

Du skrev:

Citat:

"Al meditation er en form for selvsuggestion. Man kommer ikke til en sandere opfattelse af verden og sjælelivet -"

Jeg svarede:

Citat:

"Ovenstående citat indeholder efter min mening den værdifordom, at meditation generelt er en slags værdiløs selvsuggestion -"

Hertil skrev du:

Citat:

"Det er absolut ikke værdiløst at gøre noget, som får en til at føle sig godt tilpas. Igen tolker du en mening ind i teksten, som ikke er der. Det er en frygtelig uvane, du har der."

Jeg svarede:

Citat:

"I stedet for at angribe mig personligt, kunne du måske bedre klarlægge, hvad det egentlig så er, du mener."

Hertil skrev du:

Citat:

"Er det med vilje, at du misforstår mig Arne? Jeg skriver jo i første afsnit præcist, hvad det er, du mistolker. Det virker som et bevidst og fordomsfuldt forsøg på at fordreje min tekst."

Det er vist ikke svært at se, hvem af os to, der går efter emnet - og hvem der i stedet går efter manden.

Et sådant debatniveau er efter min mening ikke voksne hæderlige mennesker værdigt.

Desuden er personlige angreb så vanvittigt uinteressante - i forhold til emnet - at jeg ikke vil spilde min tid på den slags.

Det eneste saglige, jeg har fået øje på i dine indlæg er din påstand om, at der kun kan være én sandhed, hvilket du underbygger med naturvidenskabelige argumenter ("De fysiske processer i universet ændrer sig ikke fordi mennesker har en individuel opfattelse af dem.")

Men naturvidenskab kan vist ikke sige sig fri for at være begrænset af sin metodik og sine aksiomer.
I kvantefysikken er forholdet mellem objekt og subjekt desuden - mig bekendt - ikke så ukompliceret, som du her giver udtryk for.

Jeg mener ikke, at det her øverstnævnte citat af dig kan misforstås.

Alligevel bli'r du ved med at hævde, at jeg ikke forstår dig - samtidig med at du undlader at afklare, hvad det er, du mener, men i stedet fylder sitet med ringeagtende udtalelser om en meddebattør.

Tak for sangen

M.v.h. Arne.

Kære Ole Bjørn.

Jeg har læst dit indlæg, men har ingen kommentarer til det, idet jeg har ladet mig inspirere af, at det er i dag, man i visse europæiske lande høtideligholder våbenstilstandsdagen. Det kan vi alle tænke lidt over, når klokken om en lille times tid passerer det historiske øjeblik den elvte i elvte, kl. 11.11.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Kære Michael.

Tak fordi du gentager mit udmærkede indlæg. For fuldstændighedens skyld skulle du dog også have medtaget årsagen til det, at det var en reaktion på, hvad du skrev i dit foregående indlæg, Michael, nemlig

’’Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves’’.

Begyndelsen til intelligens må derfor være at blive klar over sin egen dumhed.

Det er ganske dumt at sætte sig ned for at kontrollere sine tanker eller udføre øvelser blot fordi nogen siger at man skal og uden at forstå hvem man selv er og hvad tanken er. Derfor kan man ikke gøre meditation til en del af en livsstil, hvor man sætter sig ned et par gange om dagen for at blive ladet op til at gå løs på tilværelsen. Det kan man godt, men det er ikke meditation.

Så du mener altså, at Kristian og Arne og Jan og jeg er dumme, fordi vi har en anden opfattelse af begrebet meditation end du, en opfattelse vi iøvrigt deler med næsten hele verden. Så i din optik er altså hele verden dum, fordi de ikke forstår hvad meditation er, for det er, hvad du har bestemt, det er. Mage til åndshovmod skal man lede længe efter.

At det så senere viser sig, at det eneste du kender til begrebet er, at du har læst en bog af Krisnamurti, og det blot er noget, du efterplaprer, gør det virkeligt komisk.

Nu fortsætter du så med at hævde, at du er klogere på meditation end resten af verden, men det får du nok ikke held til at overbevise andre om end Krisnamurti fans.

Jeg har før gjort dig opmærksom på, at man ikke kan kommunikere, hvis ikke man bruger ordene på samme måde som andre. Jeg har også gjort dig opmærksom på, at forudsætningen for at vide noget om et emne er, at man har sat sig ind i det. Begge dele har du undladt i denne sag, og det var det mit svar handlede om, som det også fremgår af indledningen til mit svar, som du har udeladt i dit citat. Jeg skrev:

Du har nu med dit indlæg demonstreret, at du ikke har det ringeste begreb om, hvad ordet meditation betegner hos både lægfolk og fagfolk.

Det har du åbenbart fortsat ikke.

Meditation har foregået i årtusinder inden Krisnamurti blev født og opkastede sig til religiøs vejleder, og hans forvirrede tanker har ingen indflydelse på de hundreder af millioner mennesker, der praktiserer meditation efter ældgamle teknikker, og heller ikke på den videnskabelige forskning, der foregår på området.

Jeg behøver derfor ikke "at tromle min egen opfattelse ind i hovedet på andre debattører", for den har de i forvejen, hvis de har sat sig ind i emnet meditation.

Jeg jamrer skam heller ikke, Michael. Jeg kan da sagtens udholde kritik, især hvis den er så uberettiget som i dette tilfælde. Jammeren er helt på din side, og det er dig og ikke mig der har erstattet manglende argumenter med platte skældsord.

At du fortsat hævder at være mere vidende om meditation end jeg og andre, som har arbejdet med det før du overhovedet blev født, gør kun din selvovervurdering endnu mere latterlig. Så fortsæt du bare med din åndelige striptease. Vi trænger til lidt mere at grine af i denne debat.

Mvh

Ole Bjørn

Kære Arne.

Mine ord betyder nøjagtig hvad der står. Der står ikke, at meditation er værdiløs og heller ikke at selvsuggestion er det.

At misfortolkningen er din egen har jeg allerede klarlagt.

Når du kalder en videnskabelig sproglig defineret kendsgerning for en værdidom, fremsat af mig, så er det en form for personligt angreb på mig, især fordi det langt fra er første gang du erstatter mine ord med andre, og derefter påstår, at det er det min udtalelse betyder. Citatfusk er en uredelig debatform.

At du kalder klart formulerede konstateringer for uværdige og uhæderlige kræver vist ingen kommentarer.

Hvad kvantemekanik har at gøre med mine udtalelser har jeg svært ved at se en sammenhæng i.

Der er ingen i denne debat, der bliver overdænget med flere ringeagtsytringer end jeg. Mine kommer kun som svar på underlødige angreb på mine udtalelser. Hvis du vil gøre noget for at nedsætte dette, så kunne du jo starte med at læse, hvad jeg skriver helt præcist, og undlade at fortolke mine udtalelser på en provokerende måde ud fra dine egne fordomme.

Hvis der er noget, du ikke forstår, kan du jo bare spørge. Et høfligt spørgsmål vil altid få et høfligt svar fra mig, og modsat dig svarer jeg også gerne på spørgsmål om mine holdninger og min moral.

Er det klart nok?

Mvh

Ole Bjørn

Hej Ole.

Du vil åbenbart meget nødig ind på at begrunde din påstand:

"Al meditation er en form for selvsuggestion. Man kommer ikke til en sandere opfattelse af verden og sjælelivet -".

Det kan du jo nok heller ikke, og det er derfor, jeg kalder din påstand en værdifordom - i hvert fald indtil videre.

"Hvis der er noget, du ikke forstår, kan du jo bare spørge.", skriver du.
Men jeg spurgte - og du svarede ikke!" - så jeg har svært ved at finde troværdigheden i dette dit udsagn.

Jeg tror ikke, du kan overbevise andre end dig selv om, at jeg har lavet citatfusk overfor dig i denne tråd

Det var din påstand om, at der kun kan være én sandhed (hvilket du vist ikke kan bevise), der bragte mig ind på det noget komplicerede forhold mellem objekt og subjekt i kvantefysik.

Mine holdninger, min moral og min etik tror jeg, de fleste debattører kender rimeligt godt.
Men hvad har det med sagen at gøre?
Hvorfor gå efter manden i stedet for efter bolden?

Du foretrak at blive fornærmet, må det vist være, over min humor angående din holdning til sundhedsguidens ret omfattende orientering om meditation - og du glemte helt at tage stilling til indholdet.

Det ser for mig ud som om, du ret konsekvent foretrækker at gå løs på budbringeren i stedet for budskabet - og så mister jeg helt interessen for at fortsætte nogen dialog med dig.

M.v.h. Arne.

Jeg vil blot anholde en enkelt bemærkning:

''At det så senere viser sig, at det eneste du kender til begrebet er, at du har læst en bog af Krisnamurti, og det blot er noget, du efterplaprer, gør det virkeligt komisk.''

Du bad mig om at nævne litteratur der omtalte en anden forståelse af hvad ordet meditation indebar og det gjorde jeg.

Din reaktion er ikke bare uforskammet, den er dum og uvidende.

Jeg har netop gjort opmærksom på at jeg har mediteret i 35 år, noget jeg ellers aldrig gør, for jeg kan godt selv høre hvordan det lyder i andres ører, og jeg efterplaprer aldeles ikke noget som helst.

Der er ingen mennesker der står alene. Der er intet i vejen med at læse litteratur, religiøs, filosofisk eller anden og så tilegne sig forståelsen af det skrevne og realisere det i sit eget liv.

Således har også alle de ''eksperter'' du henviser til gjort, og sådan har du selv gjort. Dine konstante henvisninger til såkaldte ''eksperter'' og ''fagfolk'' viser, at du smykker dig med lånte fjer og at du slet ikke magter at stå alene med din mening.Du har åbenbart ikke selv set noget som helst.

Den måde at skrive på, som i ovennævnte citat, er som sagt, ikke alene uforskammet, det er det rene rendestensniveau. Jeg fortryder, at jeg henviste til ovennævnte bøger, men jeg havde ingen anelse om, at du var et så ringe menneske.

Måske du har en omfattende, og for mig, fuldstændig ligegyldig viden om mange ting, men du har overhovedet ingen selvkendskab og du ved intet om meditation, hvorfor du burde lytte i stedet for at tale.

Selvfølgelig skal man vælge sine ord med omhu, især når man taler med en åndspygmæ som dig, så jeg beklager hvis jeg brugte ordet ''dum''. Jeg burde have skrevet ''uvidende''.

Men ellers har du ret. Jeg betragter alle dine ''eksperter'' og ''fagfolk'' som mennesker ligesom alle os andre. Efter, at have lyttet til dem i mere end halvtres år finder jeg det meste af det de siger for vrøvl. Derimod møder jeg mange mennesker, der er kloge på deres eget liv og som siger noget interessant.

Du har vist at al den viden man kan tilegne sig er aldeles ligegyldig hvis der inde i midten er et lille småligt menneske.

Men ellers er det klogeste man kan sige til dig vel, at gentage serotonins ord. Hvad er det han plejer at skrive?

Ding dong dynamolygte.

Nej Arne, jeg er skam ikke fornærmet. Tværtimod morer jeg mig over alle dine krumspring.

Jeg har skam forlængst begrundet mine udtalelser, men vi tager dem en gang til.

Slå op i en ordbog Arne, så kan du konstatere, at suggerere betyder at bringe hjernen i en anden psykisk tilstand. I meditation er det ikke en hypnotisør der gør det eller andre udefra kommende påvirkninger. Det er en selv, altså en form for selvsuggestion.

Hvis du kan påvise, at en mediterende kan ændre naturlovene, så vil jeg æde mine ord i mig igen. Hvis ikke, må du anerkende, at den følelse af indsigt og forståelse af verden, som mediterende beretter om at have opnået, og som de beskriver på vidt forskellig vis, ikke er en universel sandhed, men en individuel opfattelse.

Din såkaldte humor kan da godt kalde på smilet hos mig, især når du kalder sundhedsguidens korte beskrivelser for "en ret omfattende orientering om meditation". Der er skam ikke noget decideret forkert i deres fremstilling, men omfattende ...

Arne, der er skrevet mere om meditation end du ville kunne nå at læse i en menneskealder. Selv har jeg læst mindst hundrede gange så meget om emnet, foruden at jeg har været involveret i forskning om det.

Jeg har ikke noget behov for at overbevise nogen om dit citatfusk, jeg nøjes med at påvise det med eksempler. Så må enhver drage sine egne konklusioner i overensstemmelse med deres viden eller mangel på samme om retorik og manipulation. Klaus Kjøller definerer dine manipulationer som citatfusk, og det samme gør leksikaer på flere sprog.

Det er et meget hånende indlæg du har skrevet der, Arne. Stemmer det overens med din "høje" moral. Nåh nej. Det er jo den type spørgsmål, du aldrig besvarer.

Men det afholder dig ikke fra at stille de samme spørgsmål igen og igen, uanset hvor mange gange du får dem besvaret.

Mvh

Ole Bjørn

Nej, Michael, du har ikke mediteret i 35 år, du har bare filosoferet over tilværelsen efter Krisnamurtis anvisninger, men det har ikke noget at gøre med de årtusindgamle meditationsformer, som størstedelen af menneskeheden forstår ved meditation.

Rak du bare ned på mig og min viden fortsat. Jeg har fuld tillid til, at alle objektive iagttagere vil ryste på hovedet af både dine postulater og din nedrakning af anderledes tænkende.

Stil du dig bare fortsat op på din piedestal og erklær, at du er klogere på meditation end resten af verden, og nyd så hyldestråbene.

At vi andre ikke kan høre dem, kan du se stort på, for vi deler jo ikke din viden (læs; selvbedrag).

Mvh

Ole Bjørn

Tak for et sobert svar for en gangs skyld. Jeg håber at debatten kan fortsætte på samme sobre niveau.

Din mening om min meditation er mig fløjtende ligegyldig.

Do.

Ja, Ole, jeg konstaterer så endegyldigt - for mit vedkommende - at du trods talrige opfordringer "snakker udenom" - og ikke har vist dig i stand til at gøre din påstand:

Citat:

"Al meditation er en form for selvsuggestion. Man kommer ikke til en sandere opfattelse af verden og sjælelivet -"

mere troværdig end et "sypigetips"

Slut herfra.
Arne

Og jeg konstaterer endnu engang, Arne, at du enten ikke vil eller ikke kan forstå ganske almindeligt dansk. Det er jo lidt pinligt for en mand, der påberåber sig en videnskabelig uddannelse.

Og som sædvanlig kryber du uden om at svare på spørgsmålet om din moral, men demonstrerer den i stedet ved at komme med en grov løgn om, at jeg kryber udenom, når jeg tre gange har besvaret det samme spørgsmål fra dig.

Mener du at det forhøjer din troværdighed? Nåh, nej, du svarer jo ikke på spørgsmål.

Mvh

Til Lykke Ole

Jeg ser, det er lykkedes dig at overbevise dig selv om, at din bastante påstand, at meditation ikke fører mod sandhed, er bevist - vistnok v.hj.a. ordbøger og leksika ("Al meditation er en form for selvsuggestion. Man kommer ikke til en sandere opfattelse af verden og sjælelivet -").

Spørgsmålet er jo så bare, om det er lykkedes dig at overbevise andre end dig selv

Jeg gad i hvert fald godt se, hvem det skulle være.

Og nå vi så er færdige med det - og med alt dit - for mig at se - totalt uvedkommende og stinkende personfnidder, vil jeg godt tilføje, at jeg da nok hælder til, at meditation kan føre til et klarere syn på, hvad verden ER - mig selv medregnet (jeg er jo ikke kun et subjekt, jeg er også en del af objektet).
Men det er selvfølgelig ikke noget, jeg påstår

Den slags er jo forbeholdt de helt store ånder, som f.eks. Sokrates ("Det eneste, jeg ved, er, at jeg intet ved")
Heldigvis findes der jo i dag endnu større ånder...

M.v.h. Arne

Kære Arne og Michael,

Jeg bifalder jeres forsøg på at få kørt debatten på rette spor igen, under Ole Bjørns konsekvente forsøg på at fordreje den til at handle om personfnidder.

Det er en skam, at en mand, der kalder sig forsker, ikke forstår, at meditation er et begreb, der indgår i mange forskellige kulturer og tider og som sådan må forstås i højere grad hermeneutisk og fænomenologisk end positivistisk, som Ole Bjørn ellers lægger op til med sine referencer til nogle observationer af hjernebølger (hvilket blot er ét aspekt af flere omkring dette fænomen).

At Ole så heller ikke vil nuancere forskellene på begreberne selvsuggestion og (en ændring i) hjernebølgefrekvens, men slå dem i hartkorn, viser yderligere, at han - som mange andre ateister på debatterne - ikke forstår, at sprog og forståelse er en hermeneutisk proces, og at der - især hvad angår oplevelsesorienterede fænomener - er solide strejf af fænomenologiske aspekter.

Men endnu engang: Tak til Arne og Michael for jeres forsøg på at holde debatten på et højt niveau.

Ja, jeg er opmærksom på, at det åbenbart er svært at skelne mellem tanken og virkeligheden.

Men når man ender i et reagensglas, eller bliver til en kurve på en skærm, er det vel på tide at råbe vagt i gevær.

Jeg har i hvert fald svært ved at tænke på gener, kromosomer og vibrerende hjerneceller når jeg kigger på en lille, sød grisling, som bider i mine tæer, som jeg vipper med, uden jeg forhindrer den i det, mens dens mor kigger på, med sine kloge øjne.

Vi har det skønt der i nuet. Grislingen, mig og dens mor.





Hvad siger du? Var det blot en tanke? Fri fantasi? En illusion?

Narrrghh, det kan du da ikke mene?

Ak, Arne, du har stadig ikke forstået.

Det er skam ikke noget, jeg har fundet på. Det er hvad den gren af hjerneforskningen, som undersøger suggestionsfænomener, konkluderer efter skanninger og samtaler med yogier, der har beskrevet deres oplevelser under meditation.

Hvis du er medlem af AAAS kan du i deres arkiv finde flere artikler om emnet i Science. Hvad der foreligger af videnskabelige undersøgelser herhjemme ved jeg ikke, men du kan sikkert i KU's bibliotek finde materiale, der bekræfter det. Jeg har endnu ikke mødt en hjerneforsker eller psykiater, der har en anden opfattelse.

Som du selv så tit gør opmærksom på, så er det enhvers ret at mene hvad han/hun vil, og jeg har altså betydelig mere tiltro til forskningen og de erfarne meditationsudøvere, jeg har arbejdet sammen med, samt mine egne erfaringer i theta-tilstanden, end jeg har til hvad du mener, efter du har læst en bog af Jes Bertelsen og fået suggestioner af at kigge på en ikon.

Hvis Jes Bertelsen havde fået større indsigt i sjælelivet efter sin mangeårige meditation og en snes bøger om sjælelivet, hvorfor kurerer han så ikke de mennesker, der er blevet sjæleligt smadret af ophold på Vækstcenteret, han afviser endda at tale med dem, skønt han er uddannet psykolog. Prøv at google på Infogruppen gør endelig status, så bliver du måske lidt klogere.

Med hensyn til personfnidder, så er samtlige dine indlæg til mig fyldt med hånende personlige bemærkninger. Er det fordi... nåh, nej, du svarer jo ikke på spørgsmål om dine holdninger, Arne.

Mvh

Ole Bjørn

Yes, we have no bananas, og vi bruger heller ikke køller til at banke hinanden med i mine kredse, kun argumenter (læs om det i ordbogen).

Nu har du flere gange nævnt "vibrerende hjerneceller", Michael. Hvad er det for noget?

En sjov tanke.

Eller en sjov uelskværdighed, måske?

Den morede mig i hvert fald i går inden jeg gik i seng.

Den morer mig stadigvæk.

Jeg forstår, Michael.

Med vibrerende hjerneceller tænker du på den hovedrysten som uelskværdige mennesker foretager når de læser Krisnamurtis vrøvl.

Ja, det kan jeg skam også more mig over.

Mvh

Ole Bjørn

Der kan du bare se.

Det der morer den ene, morer ikke den anden, sådan er vi så forskellige.

Det er smukt hvis vi kan more os sammen, hver for sig, når blot vi ikke griner af andre.

Det ville være uelskværdigt

Kære Arne.

Jeg synes, at du skulle følge Ole Bjørns råd om at google på ’Infogruppen gør endelig status’. Det er faktisk et virkeligt godt råd til at blive klog på - ikke på meditation, men på hvordan Ole Bjørn arbejder. Når Ole Bjørn underbygger sine argumenter om meditation, bruger han således synspunkterne fra en gruppe, der er domineret af bekendende kristne, hvoraf nogle kan siges at høre hjemme i den fundamentalistiske ende af spektret.

Det, som Infogruppen protesterer mod, er et skoleprojekt opfundet af Jes Bertelsen, og dette indebærer blandt andet somatiske målinger af hjerterytme, åndedrætsfrekvens og hjerneaktivitet. Man skulle dog ellers ud fra det i øvrigt anførte fra Ole Bjørn mene, at sådanne målinger måtte være kongevejen til forståelse af, hvad meditation er for noget. Han er således ikke synderligt kritisk, når han skal vælge underbyggende dokumentation for sine opfattelser. Kildekritik over for oplysninger hentet på nettet, som ellers er det første man uderviser studerende i, synes ikke at være Ole Bjørns stærkeste side.

Det er gået Jes Bertelsen, som det er gået så mange andre guru-typer, der har villet kolportere Østens visdom og dens meditationsteknikker videre til dem, der har fået et åndeligt gennembrud på grund af New Age bølgen. Jes Bertelsen har udviklet sig til et dominerende overhovede for en sekt – hvis man skal sige det kort. Men hans forfatterskab i 1970-erne finder jeg absolut læseværdigt for dem, der måtte interessere sig for jungiansk dynamisk dybdepsykologi.

Men, kære Arne, læs på Goggle om Infogruppen, som Ole Bjørn har henvist til, men derudover kunne du jo klikke dig frem til sitets forside.


Med venlig hilsen

Kristian

Hej Kristian.

Tak for dit forslag om at se nærmere på Jes Bertelsen og Infogruppen.

Det ser jo ud til, at Bertelsen og hans folk forsøger at indoktrinere børn i en bestemt form for buddhisme - eller måske blot at give børn nogle ekstra muligheder - og det ser jo tillige ud til, at Infogruppen har afsløret, at Bertelsen-folkene ikke bare holder sig til det sidste.

Infogruppen går jo helt rigtigt, synes jeg, ind for børns åndelige og religiøse frihed i skolen, men de er også opmærksomme på de begrænsninger, der kan ligge i, hvad børnene ikke bliver tilbudt.

At der er værdier for den enkelte i meditation peger den noget bredere anlagte Sundhedsguiden jo på, og om noget sådant bør tilbydes børn på en pædagogisk rigtig måde - uden indoktrinering selvfølgelig - ved siden af det at lære at læse og skrive - tør jeg ikke gøre mig klog på.
http://www.sundhedsguiden.dk/da/temaer/alle-temaer/Meditation/

At vi i den vestlige verden nok er lige lovlig meget ensidigt materialistisk og rationalistisk orienterede tror jeg nu nok, der overordnet set er hold i - og så er det jo ikke så mærkeligt, at vi har svært ved at håndtere noget så immaterielt og irrationalistisk som meditation

P.S.: At religiøse og spirituelle bevægelser har en tendens til at rådne op indefra - i magtkorruption og anden dårligdom - er jo desværre ikke nogen nyhed, og politiske bevægelser kan jo heller ikke sige sig fri. Om der også er en sådan tendens indenfor rationalistisk videnskab? Det ved jeg ikke )

M.v.h. Arne.

Kære Kristian.

Hvordan føles det at skyde sig selv i foden? For det er netop, hvad du har gjort med i dit indlæg at bebrejde mig manglende kildekritik.

Hvad kender du til Info-gruppen. Åbenbart ingenting udover hvad du gætter dig til fra deres hjemmeside. Du overså dog ganske, at "udbryderne" ønskede at være anonyme. Alligevel påstår du ukritisk at gruppen er domineret af "bekendende og fundamentalistiske kristne". Det er højst et par stykker af dem. Gruppen tæller også forskere og ateister, så selv om Anette er kristen (dog langt fra fundamentalist), så er der ikke tale om nogen religiøs dominans i gruppen som helhed.

Er det hvad du forstår ved kildekritik? At læse lidt på en hjemmeside og så fælde en dom over både min arbejdsform og en række seriøse forskere. Vorherre bevares! (Det sidste er ikke en invokation, Kristian, så få heller ikke det galt i halsen).

Jeg gider ikke for tiden starte en debat om Vækstcentret og Jes Bertelsens drømme om en verdensomspændende åndelig revolution med ham som leder, og om de mange vrag i kølvandet på hans lære. Men siden både du og Arne begyndte at anbefale hans bøger, synes jeg at en advarsel var på sin plads. Her var info-gruppens hjemmeside et godt sted at starte for mennesker, der ikke kender til Jes Bertelsen.

Så useriøs som du åbenbart er i dine domfældelser og din kildekritik, så ser det ikke ud til at du er blevet meget klogere siden vores første konfrontation. Jeg vil i hvert fald fremover sætte et stort spørgsmålstegn ved validiteten af dine udtalelser. De ser ud til at være præget mere af fordomme end af seriøse undersøgelser.

Mvh

Ole Bjørn

Ole altså!

1) Forstår du ikke, at hvis du bringer kilder, så skal du også levere kildekritikken?! Det er himmelråbende med jer ateister på disse debatter...! I tror, at I kan fremsætte hvad som helst - påstande og kilder f.eks. - og at det så er op til andre at gå i kødet på det. Nej, Ole, en forskers arbejde består i aller højeste grad af at være kritisk og kunne nuancere både sit sprog og sin problemstilling og sin begrebsbrug.

2) Det er en skam, at en mand, der kalder sig forsker, ikke forstår, at meditation er et begreb, der indgår i mange forskellige kulturer og tider og som sådan må forstås i højere grad hermeneutisk og fænomenologisk end positivistisk, som Ole Bjørn ellers lægger op til med sine referencer til nogle observationer af hjernebølger (hvilket blot er ét aspekt af flere omkring dette fænomen).

3) At Ole så heller ikke vil nuancere forskellene på begreberne selvsuggestion og (en ændring i) hjernebølgefrekvens, men slå dem i hartkorn, viser yderligere, at han - som mange andre ateister på debatterne - ikke forstår, at sprog og forståelse er en hermeneutisk proces, og at der - især hvad angår oplevelsesorienterede fænomener - er solide strejf af fænomenologiske aspekter.

Til sidst vil jeg gerne bede dig tage vores opfordring til efterretning: Lad nu være med at ødelægge debatten med din personfnidder.

Kære Michael.

Jeg må kippe med flaget, fordi du har skrevet et indlæg, der er særdeles indholdsrigt, og som siger mig, at du og jeg ikke ligger så langt fra hinanden, som jeg i begyndelsen havde indtryk af. Når du for eksempel skriver:

»For mig er det væsentligste i meditationen, at være opmærksom. Det er klart, at vi alle må begynde et sted og for mig er dette sted så, opmærksomheden på mig selv i forhold til andre.

Hvis jeg sætter mig ned et sted for at lære mig selv at kende, kan jeg godt genkalde mig situationer fra mit liv, som understøtter det billede, som jeg har af mig selv, eller som modsvarer det. Men virkelig at lære mig selv at kende gør jeg først når jeg er opmærksom på mig selv i forhold til omverdenen.

Det er her jeg afslører for mig selv hvem jeg er, fordi jeg reagerer på en udfordring og denne reaktion vil meget tit være i modstrid med det billede jeg har opbygget af mig selv.« (Citat slut).

så kan jeg helt tilslutte mig, at det væsentligste i meditationen er at være opmærksom. Og dette er ensbetydende med koncentration. Det citerede tyder også på, at du har erfaringer med dette at sætte dig ned et sted for at lære dig selv at kende.

Nu er meditation – eller dybtgående selverkendelse – en yderst personlig sag, og der er formentlig lige så mange veje at gå, som der er mennesker. For mig at se, går du en anden vej end jeg, og jeg iler med at sige, at der på dette område ikke er nogle veje, der er mere rigtige end andre. Det væsentlige er, at man vandrer sin vej i oprigtighed og ofte hensynsløs ærlighed over for én selv.

Du synes at få nogle førstehåndsindtryk af dig selv, men når du har fået en begyndende fornemmelse af, hvad der findes i dit sind, fortsætter du på den måde, at du går ud blandt dine medmennesker og afprøver dig selv gennem interaktionen med dine medmennesker. Måske kunne man kalde det ’learning by doing’.

Og det er så her, du når frem til oplevelsen af, at du ikke er den, som du først troede dig selv at være. Det er en væsentlig indsigt at få, og det er den, man så kan arbejde videre med for at komme lidt nærmere på spørgsmålet om, hvem pokker man så er.

Det er noget tilsvarende, jeg selv forsøger at gøre, men min vej er lidt anderledes, idet jeg fortsætter meditationen i sindets stilhed. Før denne stilhed indfinder sig, dukker snart den ene, snart den anden tanke op. Dem lader man blot komme og gå, indtil der bliver længere og længere mellem deres opdukken. Efter nogen tid vil man – efter mange måneders øvelse –kunne opleve tidløs dvælen i selvets uforstyrrede klarhed.

Selv om de opdukkende tanker får lov til at komme og gå, kan man alligevel gøre nytte af dem. Man lægger for eksempel mærke til, hvilke temaer der spilles på. Det kan for eksempel være fortrydelse over noget fortidigt, eller noget fremtidigt kan være i spil, det være sig frygt for noget uønsket eller forventning om noget ønsket.

Hyppigt vil det være noget, der hænger sammen med jeg-følelsen. Vi har alle et ønske om at vise os over for omgivelserne på en bestemt – og helst sympatisk – måde. Det kan derfor være en svær kamel at sluge, at man også på visse punkter er noget andet, som man helst vil undertrykke og i hvert fald ikke vedkende sig.

Her kan man sige, at der er tale om en forstyrrelse. Der er noget fortrængt dernede i den ubevidste del af psyken, som jeg-følelsen med alle til rådighed stående midler forsøger at forhindre adgang til den vågne bevidsthed. For mig at se er det sådan noget, der er i spil, når du skriver:

»(…) men straks trådte ’’jeg’’ til, vurderede og efterfølgende undertrykte jeg det, som jeg ikke ønskede og fremhævede det, som jeg ønskede.

Allerede her er jeg på vej bort fra forståelsen af mig selv, for hvem er denne iagttager, hvilke kriterier vælger han udfra og hvad er det han iagttager?« (Citat slut).

Dette kan jeg i rigt mål genkende fra mig selv. Og her kan det godt blive farligt at gøre det, som jeg har tvunget mig selv til. Derfor vil jeg understrege, at jeg kun fortæller, hvad jeg selv har gjort, men jeg har absolut ikke noget råd til andre om at gøre noget tilsvarende. Det ville være letfærdig omgang med potentielt farlige psykiske mekanismer.

Min vej har i sådanne tilfælde været at hale spøgelserne dernede fra det ubevidste frem i lyset. Dette er en yderst ubehagelig proces. Det er hårdt at skulle acceptere, at man selv har tilbøjeligheder, som man i det daglige tager afstand fra, når man registrerer dem hos andre.

Det følgende citat:

»I meditationen betragter jeg stålkuglerne og bliver derved opmærksom på magneterne og ved at identificere magneterne ophører deres magnetisme.

Det er klart, at man ikke umiddelbart kan identificere magneterne, så derfor må man begynde med at iagttage stålkuglerne og mens man iagttager så dukker der mere og mere op. I stedet for at søge efter noget, iagttager man bare. Det er dette, jeg kalder meditation.« (Citat slut).

viser efter min opfattelse, at der er parallelitet mellem din vej og min. Det, der forekommer mig væsentligt, er, at man får identificeret ’magneterne’. Og ja, i stedet for at søge, kan man i begyndelsen begrænse sig til at iagttage og sige, at dette i sig selv er meditation. Men her er det så min erfaring, at man bør holde jeg-følelsen borte fra iagttagelsen, thi ellers vil jeg-følelsen gå ind og forsøge at se det iagttagne i det for jeg’et gunstigste lys.

Det ser for mig dog ud til, at du ikke stikker dig selv blår i øjnene, men fortsætter til pinds ende, idet du tvinger dig selv til at se sandheden i øjnene, som den er, for at kunne komme videre, jfr. det følgende citat:

»Når man begynder, at være opmærksom på kuglerne og opdager magneterne, varer det ikke længe før magneten giver sig til kende som en helt konkret oplevelse. Jeg er ikke klar over at denne fortidige oplevelse er en del af mig selv, en del af den jeg er. Jeg har fortrængt den og derfor ønsker jeg ikke at møde den.

Men for at forstå sandheden bliver jeg nødt til at se den i øjnene som den er, ellers kan jeg ikke komme videre.« (Citat slut).

Det blev, kære Michael, en længere historie, men den har været nødvendig, fordi du efterhånden har fået dig skrevet igennem dine måder at arbejde med dig selv på. Derfor må jeg nu erkende, at jeg har været nødt til at ændre kurs i den retning, at vi nu ligger tættere på hinanden i forhold til det, som jeg tidligere har givet udtryk for.


Med venlig hilsen

Kristian

Jeg håber ikke at jeg griber forstyrrende ind ved at blande mig i denne her personlige dialog og debat.

Det her er mit første indlæg (tror jeg nok) , for jeg har fulgt lidt med på sidelinien i et stykke tid og synes derfor, at jeg kender Jer ... og så må I jo også kende mig

Jeg blander mig i GLÆDE over at opleve, hvad dialog og debat netop kan føre til, når det går rigtig godt. Og det viser denne her debat i allerhøjeste grad, fordi den flytter mennesker, meninger og holdninger indefra og fordi den opløser hegnet imellem mennesker, hvor man vitterligt åbner sin egen havelåge, byder indenfor med et VELKOMMEN.

Jeg tror, jeg kan lære meget af debatten her og forhåbentlig også tilføre den noget.

Kære RoseMarie.

Du er hjerteligt velkommen, og du forstyrrer ikke debatten ved at give din mening til kende. Tvætimod. Samtidigt synes jeg, at dit første indlæg er en virkelig god begyndelse, fordi du kommer med en åben indstilling og en positiv holdning til dette at debattere.

Derfor: Et stort velkommen. Jeg er næppe ene om at klikke forventningsfuldt på dine fremtidige indlæg.


Med venlig hilsen

Kristian

Tak for din rare velkomsthilsen til mig, Kristian

Jeg skal nok snart vende tilbage med flere indlæg, og jeg er glad for mit hop ud i det, som jo netop er dét hop, der skal til for at åbne sin egen havelåge ... Så jeg siger også velkommen til et kig ind i mig og RoseMaries have

Hej Kræn-P

Det skal jo ikke blive en strid om ord, men internt, her hvor jeg angiveligt bruger ordene på min egen måde, skelner jeg imellem koncentration og opmærksomhed. Det jeg forstår ved ordet koncentration, er en viljesbestemt fokuseren, som udelukker det, den ikke ønsker at fokusere på.

Det er ikke ensbetydende med, at der ikke også i opmærksomheden forekommer fokuseren, eller, at man ikke kan glemme alt fordi man bliver optaget et eller andet. Den væsentligste forskel, i min optik, er udgangspunktet, som i koncentrationen kommer fra jeget, men som i opmærksomheden har en helt anden oprindelse som intet udelukker.

Som jeg skrev: ‘’hvem er denne iagttager, hvilke kriterier vælger han udfra og hvad er det han iagttager?’’

Hvis jeg ønsker at opnå et eller andet, så har jeg dermed min motivation til at koncentrere mig. Jeg ønsker måske magt og berømmelse og derfor koncentrerer jeg mig om at gøre de ting, som kan give mig det, jeg ønsker. I denne proces lukker jeg så alt andet ude. I kraft af en række handlinger og udelukkelser når jeg endelig, efter 15 år, mit mål. Jeg er blevet rig og berømt. I løbet af disse 15 år har jeg lært at skelne mellem hvad der fremmer min interesse og hvad der modvirker den. Jeg er blevet rigtig dygtig til det. Jeg snor mig som en fisk i vandet i det, jeg kalder livet, måske jeg også får et par priser. Berømmelse indebærer jo offentlig anerkendelse.

Men min bevæggrund har været ønsket om at blive succesfuld og berømt, dvs. begæret. Så bevægelsen i tid, har været ønskets, begærets udfoldelse, som gennem de 15 års handlinger og ikke handlinger har manifesteret sig i min virkelighed. Jeg har nået mit mål. Jeg er blevet rig og berømt. Jeg har aldrig spurgt mig selv om, hvorfor jeg ønsker at blive berømt. Det skulle jeg måske hellere have gjort.?

Og hvordan har jeg det så, nu da jeg har nået mit mål? Tja, personligt er jeg hverken rig eller berømt, så jeg ved ikke hvordan man så har det, men jeg kunne forestille mig, at jeg ville opleve en nagende utilfredshed, som jeg ikke rigtig vidste hvordan jeg skulle forholde mig til.

Det bringer mig tilbage til historien om kuglerne og magneterne. Analogier er godt, men de kan aldrig være et fuldstændigt udtryk. Jeg hæfter mig ved det punkt hvor jeg skrev, at ved at identificere kuglerne ophører deres magnetisme. Det var forkert udtrykt. Hvis magneterne virkelig mistede deres magnetisme, ville den person, der således, skridt for skridt, ophævede sine magneters magnetisme, ende i en komplet udynamisk tilstand. Jeg vil hellere sige, at når man har identificeret magneterne, så er de der stadigvæk, men fordi de er fuldstændigt ude i det åbne, så har de, selv om de har bevaret deres dynamik, mistet den negative indflydelse som de havde før man vidste at de var der.

Noget andet er så, at selvom nogle magneter er forbundet med trolde, er der andre, som ikke er det.

Du skriver så om jeg-følelsen.

Nu er det sådan, at følelsen og tanken er intimt forbundne. Den eneste følelse, som ikke umiddelbart er forbundet med et spektrum af tanker, er den følelse, som jeg har lært at kende med betegnelsen lidenskab, men det er egentlig en helt anden historie og dette ord bliver også fortolket på forskellig måde, så det vil jeg lade ligge.

Jeg tænker på Muhammed-krisen. Muslimerne, som er opdraget i den muslimske begrebsverden, omfatter deres profet med ’’lidenskabelige’’ følelser. Det betyder egentlig, at de identificerer sig med ham. Men det er så igen en helt anden historie.

For mig er det imidlertid umiddelbart hvad jeg forstår ved tanke og følelse. De er intimt forbundne.

I stedet for en jeg-følelse, vil jeg hellere tale om jeget og selvet.

Problemet ved at bringe denne opdeling ud i omverdenen er, at disse begreber betyder en hel del forskelligt for forskellige mennesker. Derfor er det ikke altid sikkert, at vi taler om det samme selvom vi bruger de samme ord.

Selvom tanken, ordet, billedet, beskrivelsen aldrig er det samme som det, det beskriver, så er det her vi for det meste farer vild. Vi tager beskrivelsen for det, den beskriver. Hvad er der når jeget hører op, kunne vi spørge? Hvad er der? Der er selvet.

Men hvad er dette selv så, hvis det ikke er ordet, hvis det ikke er billedet? Hvad er selvet, hvis det hverken er ordet eller billedet? Hvad er det i sig selv?

Den bedste beskrivelse af selvet, som ikke forleder til at fare vild i ordet eller billedet har jeg fundet i Bhagavad Ghita. Noget i retning af: ’’dette finder den vise, med tiden, af sig selv i sig selv, med sig selv.’’

Det er ikke korrekt citeret, men ved at forholde sig til den specifikke måde at udtrykke sig på, skaber man ikke et billede, men forholder sig derimod til tingen selv. Selvet er at være sig selv. Det, man er. Man kan ikke tænke på det for tanken er afstand til det, som er.

Hvad er jeget så?

Du har tidligere nævnt, at du har læst Kierkegaard, Buddhismen, Bhagavad Ghita, Zen og sikkert en hel del andet.

Dette har en uvurderlig betydning også i det vi kalder nuet.
Hvis man vil betragte sit liv som det er, både lige nu, i ens reaktioner overfor omverdenen, såvel som i en større sammenhæng, så har man kun det redskab som ens tanke og opfattelse giver én. Her er det af uvurderlig betydning, at lytte til kloge mennesker, som forklarer kloge sammenhænge fordi man så har noget at bevæge sig rundt i. Det, vi bevæger os rundt i er erindringen og af denne erindring fødes tanken.

Jeg vil give to eksempler på mit livs sammenhænge.

For nogle år siden mødte jeg en kvinde ved en enkelt lejlighed. Det var ikke fordi vi lærte hende at kende, men vi blev da bekendt med hinandens udseende. Et par uger efter ser jeg hende stå ved et busstoppested mens jeg kommer gående hen imod hende.

Nu er jeg pludselig i en situation, som jeg er sikker på, at mange mennesker har prøvet. Skal jeg kigge væk, mens jeg går forbi (jeg kender hende jo egentlig ikke) eller hvad skal jeg gøre? Jeg valgte at sige ’’hej’’ og vise tegn på genkendelse. Hun svarede ’’hej’’, smilede og jeg gik videre.

Et par måneder senere mødte jeg hende i bussen og kom til at sidde ved siden af hende. Hun begyndte straks at tale til mig, som var jeg en gammel bekendt uden tvivl fordi jeg ikke havde ignoreret hende men i stedet havde sagt ''hej''. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan hun ville have reageret hvis jeg, dengang, blot var gået forbi uden at hilse.

Og da jeg er den jeg er, med min specielle begrænsning, kunne jeg heller ikke lade være med at tænke, at her var jeg vidne til det, de kalder karmaloven, i praksis.

Et andet eksempel er, at jeg for mere end 10 år siden holdt op med mit daværende arbejde og sagde farvel til alle de, som jeg kendte i den forbindelse. For 3½ år siden, besluttede jeg mig imidlertid for, at vende tilbage og selv om jeg ikke havde set alle disse mennesker i mindst 8 år, så kunne de alle huske mig, de smilede, var glade og talte om dengang.

Åbenbart havde jeg dengang sået den sæd, som jeg nu mødte resultatet af. Tænk blot, hvis jeg dengang havde været sur, tvær og utilnærmelig. Hvilken sæd havde jeg så sået og hvordan ville de da have mødt min tilbagekomst?

Jeg kan ikke lade være med, i den forbindelse, at tænke på, at i alle disse 8 år har vi alle befundet os i den samme by og vi har vågnet op til den samme hverdag, hver dag, blot en telefonopringning væk fra hinanden.
Alligevel har jeg den oplevelse, at det er 8 år siden vi sidst har set hinanden. Selvom vi i al den tid har eksisteret i det samme nu.

I den første fortælling udspinder der sig et spand af tid på flere måneder og i den anden, et spand af tid på mange år. Først når hele sammenhængen er udfoldet i tid, 8 år efter, bliver det for mig, som tænker, erindrer og sammenstiller, til et af mit livs sammenhænge.

De magneter som påvirker kuglerne er ikke blot erindringer om fortidige oplevelser som vi har fortrængt. De er meget mere. De er den sammenhæng vi opfatter i. Det ene menneske vil få det ene ud af at tænke og opfatte og tænke over sig selv og sit liv, et andet menneske noget helt andet. Det er vigtigt, at det giver mening for én selv ikke, at det følger et bestemt mønster.

Man kan også sige det på den måde, at erindringen føder tanken og i og med, at vi begynder at forstå vores livs sammenhænge, dannes der en anden form for erindring. Efterhånden, som vi lever videre vil det vi så gør og opfatter hver dag danne en anden baggrund, tanken kan fødes fra.

Begyndelsen til forståelsen af jeget ligger i forståelsen af den sociale sammenhæng. Det billede jeg har dannet mig af mig selv er delvis dannet ud fra det billede andre har dannet sig af mig, ligesom jeg, i det billede, de har dannet mig af dem, bidrager til deres egen opfattelse af sig selv.

Man kunne kalde det min sociale rolle. Normalt opdeler jeg tilværelsen i det, der er udenfor mig og det, der er indenfor mig. Der er min sociale rolle udenfor mig, det, andre mener om mig og der er min identitet, det billede, jeg har bygget op om mig selv inden i mig.

Men begge indvirker de på hinanden og er i konstant bevægelse.

Konstant er jeg fanget mellem to tigre. Min opfattelse af mig selv er under konstant angreb fra erkendelsen af hvem jeg i virkeligheden er og andres positive opfattelse af mig er hele tiden bestemt af, at jeg hele tiden siger og gør det, de ønsker, jeg skal gøre så, at de kan danne sig det rette billede af mig.

Hvad skal jeg gøre ved det? Jeg skal selvfølgelig være ligeglad og følge min egen tavse stemme.

Belæringen i Bhagavad Ghita starter med, at Arjuna nedlægger våbnene og nægter at kæmpe. Alle hans argumenter for ikke at kæmpe er rigtige, alligevel fortæller Krishna ham, at hans omdømme vil lide skade derved. Selvom hans motiver er rigtige, så vil omverdenen, de andre, tolke dem på en anden måde. De vil opfatte ham som værende bange og det vil blive hans sociale omdømme og eftermæle.

Hans personlige ophævelser ved at kæmpe vil ikke bevirke, at kampen ikke vil finde sted, den vil finde sted alligevel, derfor bør han kæmpe uden at hæfte sig derved.

Arjuna er en kriger. Utallige kampe har han kæmpet men nu, endelig, har han indset, at det er forkert at føre krig og slå ihjel. Men er det en sand erkendelse?

Han kender alle ordene og bevæggrundene, men dem har han ikke først opdaget nu, dem har han hele tiden kendt.

Men nu står han derimod og ser på den modsatte hær og ser venner og familie. Dette, at han ser venner og familie, får ham til at ville gøre det rette, men på et helt forkert tidspunkt.

Det nytter intet at han, fordi han ser venner og familie på den anden side, i en pludselig erkendelse pludselig vil gøre det rette og forsage krigen. Det er, som sagt, det helt forkerte tidspunkt. Han kan ikke standse tidens Malstrøm uanset hvad han gør eller ikke gør.

Selvom han i sig selv har gjort den erkendelse, at krig er forkert så ville det være den fuldstændige forkerte handling, at nedlægge våbnene på dette tidspunkt. Det ville forårsage totalt kaos.

Derfor må han gøre det nødvendige, men i fuldstændig klarhed.

Og hvis han overlever slaget vil han kunne anvende denne klarhed til at handle på en sådan måde at den næste krig ikke bliver en realitet. Og så vil han også med sig selv kunne erkende om han virkelig har forstået at krig er noget møg eller om han kun reagerede fordi han så sine egne venner og bekendte på den anden side.

Jeg bor i en høj stueetage. Nogle gange sidder jeg indenfor med vinduet åbent. En dag standsede to kvinder op udenfor mit åbne vindue, mens jeg sad indenfor. Den ene kvinde fortalte den anden kvinde om en mand, de begge kendte. Mens hun talte gik det op for mig, at hun tegnede et billede af denne mand for den anden kvinde. Dette billede behøver ikke at have noget at gøre med hvem denne mand i virkeligheden er, det er hendes opfattelse af ham.

Ikke desto mindre vil den anden kvinde, når hun møder denne mand, have dannet sig et billede af ham udfra det billede hun har skabt i sig selv ved den anden kvindes fortælling.

Udfra dette billede vil hun forholde sig til ham, men det vil aldrig være manden selv, det vil aldrig være et direkte forhold mellem to mennesker.

Derfor må man, hvis man vil forstå hvad jeget er, begynde med den ydre sociale virkelighed, éns sociale identitet og derfra bevæge sig dybere ned.

Nogle meditationer udnytter i høj grad Jeg-følelsen. Nisargadatta Maharaj og Ramana Maharshi lægger stor vægt på at finde jeg følelsen og (Maharshi) spørge, hvor den kommer fra. Søge til dens rod. For det er først "jeg" og så en masse tanker. Maharajs meditation går ud på at føle "jeg er" og dvæle ved den følelse, mens Maharshi som sagt vil spørge til den: "Hvem er jeg", men altså med vægt på at finde ud af, hvor den kommer fra, eller hvad den består i.

...blot for at opløse den. For man vil nemlig opdage dens illusive natur.

Hej Michael og Kristian.

Nu har jeg fulgt alle jeres og andres indlæg om meditation meget intenst, jeg har som "besat" spekuleret på hvorfor jeg ikke har mediteret og været i stand til, at fremtrylle sådanne mærkelige beretninger som I kan få ud af jeres meditation.

Muligvis har jeg engang mediteret, da jeg var for mange år siden var døden nær og lå på hospitalet i lang tid, tænkte/mediterede jeg om livet og dets genvorligheder, men om det var den sande meditation aner jeg intet om, det er aldrig sket for mig siden - mener jeg.

Muligvis er jeg ikke "åndrig" nok, eller har andre "skavanker" der forhindrer mig i at fremtrylle mystiske tanker, som I udspyer i metervis, da meditation for det meste er begrundet i det religiøse, kan grunden vel være at jeg er total tro forladt-superateist, ja hvem ved.

Men jeg lider intet savn ved ikke at kunne meditere, det lyder for mig som noget yderst "besværligt" og tidskrævende og jeg har lidt problemer med at finde hoved og hale i jeres indlæg, hvilket nok er min fejl.

Kære Anonym.

Det er særdeles relevant, at du i forlængelse af Michael’s indlæg peger på såvel Nisarga Datta Maharaj som på Ramana Maharshi. Jeg må tilstå, at mit kendskab til den førstnævnte er begrænset, hvorimod jeg véd lidt mere om Ramana Maharshi fra Tamilnadu i Sydindien.

Historisk ligger Ramana Maharshi forud for Nisarga Datta Maharaj, idet sidstnævnte kan siges at være elev af Maharshi. Maharshi blev født i 1879, medens Maharaj kom til verden i 1897. Hvis vi skal angive, hvilken overordnet filosofi, der danner rammen om deres virke, kan vi sige, at de begge var eksponenter for den såkaldte Advaita Vedanta.

Advaita Vedanta er en non-dualistisk filosofi – alt er ét – og den er den betydeligste retning i indisk tænkning og har vel et årtusinde på bagen. Der er skrevet bindstærke værker om Advaita Vedanta, men det for os aktuelle i denne erfaringsudveksling er, at ’jeg-et’ er en illusion.

Ramana Maharshi tiltrak mange, herunder en del vesterlændinge, og han opfordrede sine tilhørere til at tænke dybt over spørgsmålet: »Hvem er jeg?«. Ved at meditere over dette spørgsmål formodes den mediterendes forskellige roller og personlige måder at forholde sig på over for omgivelserne at blegne og træde i baggrunden for derefter at afdække det dybeste selv i uforstyrret klarhed. Nisarga Datta Maharaj fortsatte denne linie, og hans hovedværk hedder »Aham Brahma asmi« (Jeg er Brahman).

Brahman er ifølge Advaita Vedanta det forskelsløse, inderste, ultimative og altomfattende i universet, men samtidigt også det inderste i ethvert levende væsen, hvor det kaldes Atman. Det benævnes i sanskritlitteraturen ofte som »TAT«, der betyder ’Det’ – med stort ’D’. Derfor oversættes titlen på Maharaj’s hovedværk til det engelske »Am That«.

Som sagt blev Nisarga Datta Maharaj stærkt inspireret af Ramana Maharshi, og Maharaj inspirerede adskillige vesterlændinge, heriblandt Andrew Cohen, som er ophavsmand til adskillige meditationsskoler og –kurser i Vesten. Også i Danmark.

Når jeg værdsætter dit indlæg, skyldes det, at jeg over mokkasintelegrafen har erfaret, at en velkendt debatkollega muligvis vil gøre os bekendte med sine erfaringer på et meditationsforløb, der følger Andrew Cohens principper. Derfor skal mit svar til dig også forstås som en slags introduktion til det, som vi formentlig senere vil få at høre om Cohen-meditation.

Til sidst, kære Anonym, har jeg en beskeden bøn til dig. Dine indlæg viser efter min opfattelse kvaliteter, der gør, at man nødigt skulle forveksle dig med andre anonyme. Derfor ville en formel brugerregistrering være kærkommen. Så kunne man jo også udveksle oplysninger af den slags, som hører hjemme under mokkasintelegrafen.

Yes-No?


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Kære Treram.

Jeg kan kun svare for mig selv, og så må andre, der mediterer, give svar på, hvorfor de selv gør det. Min indgang til meditation bunder formentlig primært i en interesse for religion, idet jeg for lidt mere end et halvt århundrede siden trak mig tilbage fra en planlagt konvertering til Romerkirken og begav mig ud på den søgendes vej. Søgen alle mulige steder, herunder også derude øst for Suez; dér hvor sidste mand er først, og hvor de ti bud ikke gælder.

Som jeg så ofte før har fortalt, tror jeg hverken på Gud, Fanden, Ærkeenglen Gabriel eller andet himmelsk fjerkræ. Jeg er blot en søgende – slet og ret. Derfor ønsker jeg heller ikke at betegne mig selv som ateist.

Der er også en anden grund til, at jeg søger i dybet af mig selv. Denne grund er forstyrrelser. Du og jeg har formentlig det til fælles, at vi i vor erhvervskarrière har været placeret i topledelsen af visse foretagender. For mit vedkommende yderligere en funktion som politisk talerør inden for undervisnings- og udddannelsesområdet på internationalt plan.

I sådanne funktioner må man – hvadenten man vil det eller ej – gøre udstrakt brug af sine selvhævdende funktioner. Ellers får man ikke sine mærkesager trumfet igennem. Man vinder ikke sejr for sine planer eller idéer, hvis man for åben mikrofon udviser selvudslettende føjelighed under debatten i General Assembly.

Dét, som for mig har været det problematiske, har været, at man ved ubetænksomhed og af gammel vane har brugt denne dynamiske måde at få sin vilje igennem på, selv om man var i situationer, hvor dette var aldeles meningsløst. For eksempel i dagligdags mellemmenneskelige interaktioner. Her kan man af og til – når man bliver alene – ønske, at man kunne holde kæft med tilbagevirkende kraft.

Dette er én blandt flere grunde til, at jeg foranstalter undersøgelser i dybet af mig selv for at finde ud af, hvor det selvhævdende er berettiget, og hvor det ikke er det. Som jeg før har beskrevet, har jeg brug for mit ego, når naboen pløjer halvanden meter ind over skellet, men hvad pokker skal jeg bruge dette ego til, når jeg leger med børnebørnene og gerne vil være totalt nærværende i fordybelsen i legen?

Ego’et bør efter min opfattelse være et redskab, som man kan tage op af værktøjskassen, når det drejer sig om at få foretræde for et folketingsudvalg og skaffe et milliontilskud til det nødlidende lokale kraft-varmeværk, men dette ego skal så sandelig også kunne lægges ned i værktøjskassen igen, så man ikke bruger enhver meningsudveksling med andre til ideligt at føre samtalen ind på sig selv og ens egne fortræffeligheder og mageløse evner.

Kort sagt: Jeg har oplevet mit ego som forstyrrelse, når det har været i spil i situationer, hvor det er meningsløst og barnagtigt. Derfor må jeg kigge efter, hvad der egentlig spøger dernede i dybet af én selv.

Men hvis man ikke har forstyrrelser, som man vil til livs, er der ingen tvingende grund til meditativ selvransagelse – medmindre man drives af nysgerrighed efter at vide, hvem man ’også’ er neden under den polerede overflade.

Vi har også én ting mere til fælles, nemlig et livstruende sygdomstilfælde. Da jeg efter syv uger i kunstig koma og med bistand fra en respirator vågnede op på Hôpital Saint Pièrre i Bruxelles, lå jeg og overvejede det liv, som jeg nu havde fået mulighed for at fortsætte. Jeg tænkte på de mål, som jeg i min ungdom havde sat mig, og hvilke af dem, det var lykkedes at realisere.

Men nu så jeg pludseligt det alt sammen i en ganske anderledes optik. På grund af lammelser kunne jeg hverken stå eller gå, og mit højeste mål var nu at kunne stå ud af sengen og gå ud på toilettet og tisse. Noget sådant giver anledning til ydmyg eftertanke, men ikke nødvendigvis anledning til at begive sig ud i meditation.

Dette var, kære Treram, et forsøg på svar, men om det er et fyldestgørende svar, kan kun du afgøre.


Med venlig hilsen

Kristian

Kære Kristian,

Tak for dit svar. - Og også for dit kompliment. Jeg vil bestemt overveje at registrere, da jeg oplever, at der faktisk er en del her på debatten, som er seriøse og saglige og i stand til at skære uvæsentligt personfnidder helt fra.

Min stadigt forholdsvis unge alder har nok betydet (og lad mig nu straks komme min undskyldning i forkøbet og anerkende (trods den næste formulering), at jeg har ansvaret for at opføre mig pænt med eller uden hormoner), at jeg selv har haft svært ved at skære personfnidder fra. Måske er det også min unge alder - og nu er jeg ikke bange for at undskylde mig selv - der gør, at jeg ikke ved, hvad en mokasintelegraf er for en, hehe! Er det noget i stil med "apostlenes heste"? Mokasiner er vist et fodtøj, ja? Så altså en besked der leveres pr. mand, ikke pr. brev?!

Ja, klogere er jeg altså ikke... Men jeg vil ikke udelukke, at jeg tør vise mit ansigt alligevel

Jeg har faktisk bogen med Maharaj; "Jeg er det". Og jeg har også selv dyrket en del meditation. Jeg kender endda et sted i Kbh., hvor en gruppe mødes jævnligt til vegetarmad og meditation. Er andre her bekendt med det?

Kære Anonym.

Selv tak for dit venlige svar. Det var nok lidt for dristigt af mig at bruge det kryptiske udtryk ’Mokkasintelegrafen’. Det stammer fra en konkret sag, som jeg for mange år siden arbejdede med som sagsbehandler. Den foregik nede i det daværende Storstrøms Amt, og det var et problem i sagen, at nogle gik og kommunikerede uden om de officielle administrative kanaler.

Når jeg talte med sagens parter, fandt jeg ud af, at man i den lokale slang kaldte denne skjulte kommunikation uden om tjenestevejene for ’Mokkasintelegrafen’. Men jeg burde jo have sagt mig selv, at andre næppe har kunnet vide, hvad jeg mente dermed. Når jeg bruger udtrykket her på sitet, hentyder jeg til den mulighed, som de registrerede brugere har for at sende private meddelelser til hinanden. Undskyld forvirringen.

Bogen »Jeg er det« har jeg fundet på Gyldendals internetboghandel. Det angives her, at den danske oversættelse er en oversættelse fra engelsk. Herved kan der have indsneget sig nogle misforståelser, idet den engelske oversættelse formentlig er en oversættelse fra hindi, som jeg mener var Maharaj’s skriftsprog. Derfor vil jeg forsøge at låne den engelske udgave på biblioteket for at komme en ’oversættelses-generation’ nærmere på den oprindelige hindi-tekst.

Det er interessant, at du selv har dyrket meditation, og det ville være kærkomment, om du ville delagtiggøre os andre i dine erfaringer. Man må nemlig huske på, at meditative oplevelser er erfaringer, men de er knyttet så nøje til den enkeltes psykiske habitus, at man næppe vil få at se, at to mediterende har høstet de samme erfaringer.

Det ville da være yderst interessant, hvis vi her på Trosfrihed.dk kunne udvikle en lang tråd, der i sin helhed kunne fremstå som en bredspektret erfaringsindsamling vedrørende meditation.


Med venlig hilsen

Kristian

Kære Michael.

Som jeg nævnte for dig i Chat-boksen, finder jeg dit indlæg indholdsrigt og absolut læseværdigt. Det vil føre for vidt at kommentere det i detaljer, og jeg vil derfor begrænse mig til at tage visse aspekter op.

Dine betragtninger om at identificere magneterne, d.v.s. de dynamiske faktorer, der ligger dernede i det ubevidste og foranlediger virkninger oppe i den vågne bevidsthed, kan jeg tilslutte mig. Dette vil altid være et godt skridt på vejen.

Men så skal man – ifølge mine egne erfaringer – være omhyggelig med analysen af ens egne motiver for en given handling. I den vågne bevidsthed kan jeg’et undertiden drive gæk med én, så man bilder sig selv ind, at man handler ud fra agtværdige bevæggrunde, medens der i virkeligheden er tale om, at det er ens aggressive selvhævdelse, der er dynamoen dernede i det ubevidste. Det vil blive for pinligt for mig, hvis jeg skulle give eksempler på mine egne erfaringer i så henseende.

Vort debatforum er jo ikke et bekendelsesforetagende, men du må tro mig på mit ord, når jeg siger, at jeg ofte har fortrudt visse handlinger bitterligt, når jeg ved nærmere eftertanke har kunnet konstatere, at jeg i min vågne selvforståelse har tillagt mig selv agtværdige handlemotiver, skønt det var ganske andre hensigter, der i virkeligheden drev værket. Dette er inspireret af følgende, som du skriver:

»Begyndelsen til forståelsen af jeget ligger i forståelsen af den sociale sammenhæng. Det billede jeg har dannet mig af mig selv er delvis dannet ud fra det billede andre har dannet sig af mig, ligesom jeg, i det billede, de har dannet mig af dem, bidrager til deres egen opfattelse af sig selv.

Man kunne kalde det min sociale rolle. Normalt opdeler jeg tilværelsen i det, der er udenfor mig og det, der er indenfor mig. Der er min sociale rolle udenfor mig, det, andre mener om mig og der er min identitet, det billede, jeg har bygget op om mig selv inden i mig.« (Citat slut).

Det er altid vigtigt at have opmærksomheden henvendt på, hvordan man selv virker på andre og på, hvordan andre virker på én selv. Der vil altid være tale om en vis reciprocitet i samværet med andre.

Men – thi der er efter min opfattelse et ’men’ – og dette forbehold flyder af, at man her har at gøre med den måde at fremtræde på, som man ønsker at vende ud mod verden. Hvis man gerne vil opfattes som venligt forstående, anlægger man venlighedens og forståelsens maske og taler igennem den til omgivelserne.

En maske, som man taler igennem, hedder ’persona’ (per = igennem, og sonare = at frembringe lyd) og dette er oprindelsen til det psykologiske udtryk ’personligheden’. Man kunne sige, at ens personlighed er et kompromis mellem på den ene side de dynamiske faktorer, der driver ens adfærd, og på den anden side det, der er det mest hensigtsmæssige i den aktuelle sociale interaktion.

De dynamiske faktorer i én selv kan være bevidste, men de kan også ligge nede i den ubevidste del af psyken, så man i vågen tilstand end ikke aner, at de er en del af én selv. Er der for eksempel tale om, at to mennesker mødes og sød musik opstår, begynder de jo ikke med at sige, at de vil i seng med hinanden.

De anlægger hver for sig en maske, hvor de tager sig positivt ud i den andens øjne, og samtalen mellem dem vil bære præg af denne gensidige sympati. Ingen af dem er måske bevidste om, at det er sex, der er målet for den sympatiske interaktion. Dette kan være kommunikeret gensidigt i form af kropssproget, der kan sende signaler direkte ind i modpartens ubevidste del af psyken, uden at den pågældende er sig det bevidst.

Jeg nævner dette for at sige, at ens personlighed ikke nødvendigvis er kongruent med hele én selv, men at der kan være dynamiske faktorer i det ubevidste, der kan spille én et puds. Og hvis disse dynamiske faktorer er så stærke – eksempelvis trangen til at få magt over andre eller trangen til at forplante sig – at de griber forstyrrende ind i den personligsstyrede tilværelse, kan der opstå alvorlige komplikationer.

Det er muligt, at vi senere kan vende tilbage til disse komplikationer, hvis der måtte blive anledning dertil.


Med venlig hilsen

Kristian

Hej Kræn-P

Jeg giver dig ret i, at vores debatforum ikke er et bekendelsesforetagende. Derfor medtog jeg blot et par forholdsvis uskyldige eksempler fra mit eget liv. Men grunden til, at jeg gjorde det var også for at vise, at man ikke kan adskille meditation fra selve det, at leve sit liv.

Grundkernen i meditationen findes i livet selv og i forståelsen af det. Det er ikke en fritidsbeskæftigelse, som man kan dyrke ligesom man dyrker en hobby. Det kan man godt, men så vil man aldrig trænge ind til kernen. Meditation betyder netop for mig, at afdække det ubevidste. Jeg finder det vanskeligt at forholde mig til begrebet uvidenhed, forstået som manglende selvkendskab, ligesom jeg har svært ved at forholde mig til mennesker, der lyver. Jeg finder det fuldstændig meningsløst.

Problemet er, tror jeg, at vi er så vænnet til at leve så meget i vores forhold til omverdenen, i vores sociale identitet, så at sige, at vi har taget den indenbords i os selv. Dette billede, for det er ikke andet end et billede (det er ikke et direkte forhold mellem mennesker), bliver til vores eget billede af os selv, vores egen selvforståelse, og her inden for dette billedes rammer lever og fungerer vi.

Den dybeste årsag er måske, at vi aldrig har lært at være alene med os selv. Jeg taler ikke om en eller anden form for fysisk alenehed, men om dette, i os selv altid at være alene med os selv. Det, vi kalder os selv er så dybt forbundet med og afhængig af omverdenen, at når vi så endelig står ansigt til ansigt med os selv, så føler vi os hjælpeløse og ved ikke hvad vi skal stille op.

Da er det, at livet selv banker på døren og måske stiller os et spørgsmål uden ord. Hvem er du? Det spørgsmål må vi besvare ved netop, at stå ansigt til ansigt med os selv, det vi er.

Du beskriver selv hvordan du opfattede dig selv i din vågne selvforståelse. Sådan kan vi leve hele vores liv og mene, at vi forstår. Men på et tidspunkt må du alligevel have standset op og det er der erkendelsen begynder. Denne erkendelse bliver til meditationens bevægelse.

Du skriver:

’’Men så skal man – ifølge mine egne erfaringer – være omhyggelig med analysen af ens egne motiver for en given handling. I den vågne bevidsthed kan jeg’et undertiden drive gæk med én, så man bilder sig selv ind, at man handler ud fra agtværdige bevæggrunde, medens der i virkeligheden er tale om, at det er ens aggressive selvhævdelse, der er dynamoen dernede i det ubevidste.’’

Her går du et skridt ned fra den sociale identitet, som kun er en del af jeg’et. Her skelner jeg igen mellem to ting. Som jeg skrev et sted, kan man godt, hvis man pludselig står overfor eksistentielle problemer, føle sig lidt på Herrens Mark, for hvad skal man stille op? Det er udmærket, at tilegne sig psykologisk eller religiøs viden. Jeg kan forstå, at du er inde i Kierkegaard og til dels i buddhismen. En sådan viden kan hjælpe en på vej i forståelsen af det man ser.

Men viden er ikke forståelse, indsigt. Det er først når man kombinerer den erhvervede viden med en direkte oplevelse af denne videns indhold i sit eget liv, at den bliver til indsigt.

Den anden ting er nok den der er sværest at forstå. At der er forskel på at analysere og være opmærksom.

Adskillelse er nok nøgleordet. På vores lille planet i universet, er vi adskilt i forskellige nationer med forskellig kultur, historie, sprog og religion. Og verden er et udtryk for hvad vi er.

Iblandt hinanden er vi adskilt, vi har vores bekendtskabskreds (som hvis vi tænker over det, er temmelig lille) vores familie, venner, kolleger mv. og så er der alle de andre, dem vi ikke kender. Også dette er et udtryk for hvad vi er. Adskilt.

Og i os selv er vi adskilt. Vi taler om ’’mine’’ tanker’’, ’’mine’’ følelser, ’’mit’’ ubevidste uden at gøre os klart, at vi selv er dette, ’’mit’’. Vi er det alt sammen, men vi har adskilt os fra det og det er denne identitet som er iagttageren.

Selvom han taler om ’’mine’’ følelser, ’’mine’’ tanker’’, ’’mit’’ ubevidste, så er han selv alt dette, det er dette han består af selvom han betragter det som adskilt fra sig selv.

Og dette, som han er, og som han har adskilt sig fra, er ikke kun noget indre. Det indre og det ydre er én bevægelse.

Analysen vil altid være iagttageren som betragter det han er, og som vælger og vurderer. Gennem tusinder af års historisk udvikling har vi udviklet en bestemt form for etik og moral, det kan være godt eller skidt eller begge dele, men dette grundlag for vores valg er tilstede i iagttageren, som består af det alt sammen.

Når han derfor iagttager det han er, har han iboende en værdinorm, som bringer ham i modstrid med det han ser. Han ser, at han er dette og samtidig foretager han den vurdering, at dette han er, burde han ikke være.

Han skaber derfor en konflikt mellem det, han faktisk er og det, som hans baggrund mener, at han burde være. Opmærksomhed er derfor at iagttage uden at vælge. Opmærksomheden ser både iagttageren og det iagttagne og er derfor udover dem begge.

Det var derfor jeg lidt fortrød min bemærkning om, at magneterne mistede sin kraft. Jeg vil hellere sige, at magneterne mister deres negative indflydelse, men bevarer deres dynamik, fordi de ikke mere ikke er ukendte.

Men der er også andre magneter, som ikke er fortidens spøgelser og som ikke bør miste deres kraft. I mine små fortællinger prøvede jeg at anskueliggøre, at det jeg ser, selvfølgelig sker indenfor den begrebsverden jeg kender. Det er en del af meditationen, den måde man opfatter på. I denne opfattelse kommer al min viden selvfølgelig til udtryk ligesom en anden ville opfatte på sin egen måde.

Det mest interessante ved meditationen er, når man har gjort op med sine spøgelser og i stedet kan opfatte frit. Så er der pludselig en masse kugler som bevæger sig rundt mellem hinanden, men ingen magneter.

Hvis man så tror, at man så kan manøvrere mere frit, så er det et både og. Selvfølgelig kan man det, men det hele er så blevet meget mere forvirrende (måske man hører en latter i det fjerne), at man virkelig må være opmærksom.

Jeg ved ikke om jeg gør det klart, hvad jeg mener. Klarhed betyder for mig, at være fuldstændig på det rene med alle sit sinds krinkelkroge og se dem fuldstændig som de er.

Allerede når man identificerer noget som selvhævdelse, er man ude over det og kan gå dybere ned for at forstå denne selvhævdelses oprindelse. Dybest set har den den samme oprindelse, som det meste andet. Behovet for at føle sig elsket.

Alfa og Omega er, at man, hvis man vil se sig selv, må se sig selv som det man er og det er ikke sikkert at man bryder sig om det man ser. Men netop ved at se det, har man en mulighed for at handle anderledes hvilket man ikke ellers ville have.

Så står man der og kigger på sig selv. Dette kan man godt lide og dette kan man ikke lide og det varer ikke længe før man igen bygger et billede op om sig selv ved at undertrykke det, man ikke kan lide og fremhæve det, man godt kan lide.

Jeg kan ikke forstå hvorfor det skulle være så vanskeligt, at være fuldstændig klar over sig selv. Det er ikke slutningen, det er begyndelsen og begyndelsen er at man kan begynde at deltage i livet uden at føle at man er tvangsbundet til at handle på en bestemt måde.

Men så begynder et nyt mysterium. Handlingens mysterium og det er virkelig et mysterium. Man kan på ingen måde forudse en handlings resultater, kun kende dens udgangspunkt.

Så dette hav må man begive sig ud på. At handle er at leve.

Kære Treram.

Du behøver såmænd ikke være ked af, at du ikke har formået at komme i den trance, som karakteriserer østens meditationsformer, men har måttet nøjes med den stille eftertænksomhed, som de fleste mennesker har prøvet flere gange i deres liv. At kunne se objektivt og rimeligt fordomsfrit på sig selv er væsentlig bedre end den navlebeskuen, som mange mennesker henfalder til i deres forsøg på at meditere.

At nå den dybe trance i meditationen kræver en del øvelse (læs: bevidsthedskontrol), og det er kun lykkedes for mig ganske få gange i mine yngre dage, hvor jeg har været i total balance i mit indre tankeunivers. Den balance har jeg også i dag men mere permanent, så det ville sikkert være lettere for mig nu. Til gengæld føler jeg ikke noget behov for dyb meditation. Som amerikanerne siger: Been there! Seen that! Done that!

Formålet med den dybe meditation er at frigøre sin tanke fra alle fordomme, åbne sit sind og opnå dyb indsigt i universets love, så man til slut selv bliver en buddha, d.v.s. en "oplyst". Det er også nøjagtigt hvad der sker. Man forstår alt. Tiden skifter karakter, så man ser både fremtiden og fortiden vævet sammen i nuet. Tiden stopper simpelthen. Man ser på universet uden forbløffelse, for alle begivenheder i det er så selvfølgelige og logiske, at alle mennesker burde forstå det. Der er ingen uoverensstemmelse mellem relativitetsteori og kvantemekanik, for mikrokosmos og makrokosmos smelter sammen til et hele, o.s.v.

Problemet er bare, at når man kommer ud af trancen, har man stadig denne følelse af oplysthed, men man kan ikke rigtig bruge den til noget, for man kan ikke huske sammenhængen i detaljer og slet ikke sætte ord på den. Den forbliver en følelse, men en ganske berusende en.

Det er derfor, jeg kalder det "en form for selvsuggestion". Ingen er nemlig nogensinde vendt tilbage fra den trancetilstand med nogen brugbar viden om universet. Det på trods af, at der er mennesker, der har været i denne tilstand tusindvis af gange, og derfor måtte formodes at være langt mere "oplyste" end jeg. Den eneste konstaterbare ydre effekt er, at det virker umuligt at bringe "den oplyste" i affekt. Kort sagt, han bliver sjældent eller aldrig ophidset, men flegmatisk og fatalistisk indstillet overfor livet.

Inden man går ind i trancen bestemmer man sig for, hvor længe den skal vare. Hjernens indre ur holder øje med tiden og vækker en igen næsten på sekundet. I selve trancetilstanden reagerer man hverken på lyde eller nålestik. Sanserne er simpelthen koblet fra. Tilstanden minder om remperioden under søvnen, hvor hjernen for en tid afskærer forbindelsen til musklerne. Vågner man tilfældigt der, kan man opleve, at man er totalt lammet. Man er ude af stand til at røre en muskel, uanset hvor meget man anstrenger sig. En mærkelig og skræmmende følelse.

Jeg forstår glimrende, at ubefæstede sjæle kan få skader af at lege med disse trancetilstande. Man åbner formentlig synapser på kryds og tværs i hjernen uden den sædvanlige styring, så surrealistiske skræmmebilleder fra underbevidstheden præger den bevidste tilstand bagefter. Jeg forstår da også erfarne meditationsudøveres sjælsro. At de selv opfatter sig som oplyste er revnende ligegyldigt. De har det jo godt med sig selv.

Det har du det jo også, Treram, ligesom jeg selv, så vi behøver ikke at meditere. Vi foretrækker facts frem for illusioner.

Men mange mennesker har altså haft nytte af meditation, ligesom mange har fundet sjælsro og et mildt sind gennem en eller anden form for religiøs tro, og det respekterer jeg fuldt ud. Det er resultatet, der er det vigtigste.

At tro og navlebeskuelse hos andre har givet det stik modsatte resultat, er selvfølgelig trist, men det kan ikke bringe mig i affekt. Heller ikke dine voldsomme angreb på de religiøse illusioner. It takes all kind, you know.

Mvh

Ole Bjørn

Kære Kristian,

"Jeg er det" er muligvis oprindeligt på engelsk. For den består nemlig af samtaler med Maharaj, hvor der har været en engelsk/amerikansk tolk til stede blandt den gruppe mennesker, der har været samlet. Men jeg er ikke sikker.

Mine erfaringer i meditation består i en vidunderlig fred gennem åndedrætsmeditation; jeg er opmærksom på mit åndedræt, og når tankerne vandrer - og jeg opdager det - så bringer jeg opmærksomheden tilbage på åndedrættet.

...Det er en fred, der varer hele dagen, og som giver mig et overskud til at se meget mere afbalanceret på tingene.

Den er værd at prøve, ét kvarter dagligt.

Kære Ole Bjørn.

Det glæder mig at vi er nogenlunde på samme niveau, hvad meditation angår, jeg har dog heller ikke i mine unge år haft "behov" for at meditere, men har selvfølgelig altid spekuleret meget over tingenes " tilstand" men det er jo ikke det samme som en dyb trancelignende meditation.

Nu er jeg jo gift med en buddhist, men min viv mediterer overhovedet ikke og har aldrig gjort det, jeg har på fornemmelsen at de færreste buddhister mediterer, det har de alle de "arbejdssky" munke til.

De bliver indkaldt hvis der skal ske noget særligt, så kommer der en pickup med en ladning munke, der så placerer sig på en lang række med front mod "publikum" og de "udgyder" en monoton mumlen i timevis, afløst af "publikums" bespisning af munkene.
Nå det var et lille sidespring, som nok burde være tilstilet Kristian der fængsles lidt af Buddha.

En af mine svigerfædre var meget indremissionsk, men jeg mener heller ikke at han mediterede.

Jeg har på fornemmelsen, at det er mennesker der ikke rigtigt har "styr" på sig selv, der mediterer for at finde deres eget jeg, de har svært ved at acceptere at de bare er til, uden nævneværdig grund og forsøger ved hjælp af meditation af finde sig selv og grunden til de og andre er til og beteer sig som de gør.

Men er man helt afklaret med sit jeg, ved hvordan man skal opføre sig overfor sine medmennesker og har accepteret at man bare er til rent tilfældigt, behøver man ikke prøve at dykke ned i sin underbevished og fremtrylle mystiske forklaringer, som vi læser, at de mediterende har masser af.

Om det helt svarer til hvad du mente, men med andre ord, er jeg ikke helt klar over, men næsten.

Hvis nogle har glæde af at meditere, er der jo intet farligt i det, men det kan muligvis også have en negativ virkning på andre.
Du mener, ligesom Arne, at jeg er voldsom i mine udfald mod de religiøse illusioner?? det er muligt, men jeg går hele tiden efter bolden og den bør "punteres", at jeg har et indæt antiparti mod religioner, indrømmer jeg uden at blinke, men det er kun fordi at de prøver at styre verden og menneskenes liv, det er jeg meget imod, eftersom guderne er noget mennesket har skabt/opfundet for årtusinder siden, fordi det var hunderæd for alting omkring sig og skulle have en narresut, en narresut som har kostet/koster mange mill. uskyldige menneskers liv, degradering af kvinder, tortur mm. Men det tæller ikke med i de troendes betragtninger, de har trukket skyklapperne for, ingen skal genere deres gudeillusioner.

Det er bl.a. derfor at jeg sammenligner religionerne med nazismen, de skal alle have den rene tro (race) og falde til patten se op til deres hersker Hitler/gud, ellers vanker der, de vantro ( jøderne-ateisterne) skal udryddes, verden skal ensrettes til til tro på en hersker Hitler/gud.

Måske lidt skarpt stillet op, men med ondt skal ondt fordrives, i århundrede var det religionerne der stillede betingelserne, nu er de heldigvis på retur, lige pånær Islam, der er ved at overtage de andre religioners tidligere magtområder, men det må man ikke nævne!!.

Kære Treram.

Jeg mener absolut ikke ligesom Arne. Det er fint med dine voldsomme angreb på religionen, for de er debatskabende, og det er der behov for her på siden. Jeg har den samme bagvedliggende indstilling til religion som du, men har af hensyn til de blide troende blot en anden stil end du, fordi jeg ikke ønsker at såre disse ofre for indoktrineringen.

Jeg går derfor hellere direkte efter de mennesker, som faste i (over)troen betragter ateister som idioter, der ikke har forstået noget som helst, og som ihærdigt forsøger at trumfe deres meninger igennem. Disciple er et af de værste eksemplarer af slagsen. De savner fuldstændig respekt for andre holdninger, som alle fundamentalister gør.

Du har ganske ret i, at mennesker, der ikke kan finde ud af sig selv, ofte kaster sig over meditation, men der er en anden stor gruppe af mediterende, som du har overset. Det er mennesker, der som jeg, af nysgerrighed eller i decideret forskningsøjemed er gået ind i eksperimenter med meditation for at forstå fænomenet.

Det var f.eks. tilfældet med Vækstcenteret i den første tid. En hel del videnskabeligt orienterede forskere i alternative behandlingsmetoder (Dansk Selskab for Integreret Medicin) meldte sig til kurser sammen med de bedste og mest kendte alternative behandlere på den tid. De fleste af dem var medlemmer af min redaktionskomite for det blad om alternativ medicin, energi m.m. som jeg forsøgte at få til at overleve, men tiden var ikke moden til det dengang.

Selv deltog jeg ikke i Vækstcenterets kurser, for jeg anså allerede dengang Jes Bertelsen for rablende skør. Det viste sig, at jeg havde haft ret, så størstedelen af de deltagende forskere og læger, som jeg kendte, droppede ud igen og advarede mod vækstcenterets metoder.

Desværre har vi ikke her i landet love mod religiøs hjernevask af mennesker, så Bertelsen har fortsat sin virksomhed med sine drømme om et mentalt verdensherredømme. Heldigvis har Infogruppen fået sat en stopper for hans forsøg på religiøs indoktrinering af skolebørn ved at appellere til skoleudvalgets kristne kulturtraditioner. Et smart og effektivt træk selv om jeg hellere havde set en videnskabelig argumentation, men som du ved falder det ikke i god jord hos visse kredse i befolkningen.

Der findes kun en vej ud af det religiøse morads, som størstedelen af verden befinder sig i, og det er forskning i psykologi og hjerneprocesser kombineret med massive oplysningskampagner. Det vil uden tvivl tage flere hundrede år at befri verden for religionernes svøbe og indføre styresystemer, der udelukkende baserer sig på reel viden. Vore efterkommere må så blot håbe, at verden når dette stade inden menneskeheden har udslettet sig selv i troen på et efterliv.

Mvh

Ole Bjørn

Kære Ole Bjørn.

Nu kendte jeg ikke Jes Bertelsen og Vækstcentret, så jeg måtte lige skaffe mig lidt info om hans meritter.
Jeg kan se at folkekirken var bange for konkurrence fra hans side om at få lov til at inddoktrinere skolebørn, hvilket de jo mener de har monopol på, om hans inddoktrinering er værre, tror jeg så også på, men de bliver så ikke påduttet en gud, kan jeg umiddelbart forstå, jeg gider så ikke sætte mig yderligere ind i hvad det hele går ud på, jeg har bedre ting at tage mig til.

Jeg kunne aldrig få mig selv til at deltage Vækstcentrets kurser, det kunne ikke fange min interesse, jeg bruger megen tid på, at sætte mig ind i de forskellige religioners gøremål mm.

Jeg viser nok heller ingen respekt for andre holdninger end min egen ateistiske og det har jeg det faktisk godt med, jeg er så overbevist i min ikke tro, at alle troende er idioter, men sig det endelig ikke til nogen, så får jeg sq på puklen.

Det skal hårde udfald til for at prøve at åbne folks øjne, efter min mening, hvilket jo også er modpartens meninger, så er det hvem der kan råbe højest "for sin syge moster".

Jeg ved at jeg kæmper mod en stor overmagt, men jeg giver ikke op, jeg er enorm stædig og er vandt til at få mine ting gennemtrumfet, når der er raison i dem.

Men selvom jeg kommer med voldsomme angreb, er der ikke ret mange der reagerer på dem, to-tre stykker er jo ikke mange, så de skaber ikke ret megen debat, som jo ellers var mit formål.

Kære Treram.

3 reagerende er skam mange på en debat, hvor de aktive debattører for det meste kan tælles på én hånd.

Men dine angreb har mest været rettet mod præsters og pavers udnyttelse af de religiøse magtapparater. Det ville sikkert skabe mere røre i andedammen, hvis du fokuserede mere på de trosforestillinger, som den almindelige troende har, f.eks. nytten af bøn, et liv i paradis efter døden, evangeliernes troværdighed, hykleriet omkring begrebet "kærlighed" og "et liv i Kristus", kristnes moralske fordomme, syndernes forladelse og lignende selvbedrag. Det er jo sådanne ting de troende relaterer sig til, ikke til præsternes misbrug.

Overmagten, du kæmper imod, er ikke de religiøse organisationer, men den blokerede tænke-evne hos de troende, og det er en langt alvorligere modstander.

Du kan næppe overbevise en eneste troende, men debatten kan måske fremme tvivlen hos de læsere, der endnu ikke er bukket under for illusionerne.

Mvh

Ole Bjørn

Kære Anonym.

Du skriver i dit indlæg blandt andet følgende:

»Mine erfaringer i meditation består i en vidunderlig fred gennem åndedrætsmeditation; jeg er opmærksom på mit åndedræt, og når tankerne vandrer - og jeg opdager det - så bringer jeg opmærksomheden tilbage på åndedrættet.

...Det er en fred, der varer hele dagen, og som giver mig et overskud til at se meget mere afbalanceret på tingene.

Den er værd at prøve, ét kvarter dagligt.« (Citat slut).

Her har du i en nøddeskal beskrevet det centrale i dette at meditere, og metoden kan bruges, uanset om man har knyttet sig til en eller anden religiøs retning, eller man er ateist. Er man det sidste, kan man bruge metoden som blot og bar afslapning. Føler man sig stresset på jobbet, kan man meditere på denne måde, når man kommer hjem. Så klinger man lige så stille af.

Det er stort set den metode, som Jes Bertelsen i begyndelsen af sit forfatterskab pegede på i bogen Individuation fra 1975. Nu er der jo i denne tråd blevet sagt ét og andet om Jes Bertelsen, men man bør efter min opfattelse ikke kæmme alt, hvad han har foretaget sig, over én kam.

Personligt har jeg haft rimeligt udbytte af den tidlige Jes Bertelsen, hvilket vil sige hans forfatterskab fra 1972 til og med 1980, hvor bind 3 af hans dybdepsykologi udkom. Men ved det fjerde og sidste bind af dybdepsykologien måtte jeg stå af, fordi der efter min opfattelse blev indført så megen regulær okkultisme i hans redegørelser, at de ikke længer sagde mig noget fornuftigt – jeg er jo trods alt forankret i vesterlandsk kultur. Senere kørte han af sporet, hvilket også Ole Bjørn har været inde på.

En måde at meditere på, der forekommer mig lige så forsvarlig som den, du angiver, har jeg fundet i en engelsksproget tekst, som jeg oversætter således:

Vi søger ikke gode oplevelser i meditation, vidunderlige eller mærkelige oplevelser. Måske får vi dem, men det er uden betydning. Det, som vi søger efter, er at blive i stand til at slappe af; blive i stand til at lade tanker og følelser komme og så lade dem forsvinde igen, uden at de tager over.

Den virkelige meditation består i at blive i stand til at lære, at hvilken som helst oplevelse, der end opstår, så er den uden betydning; det er blot en oplevelse, og du kan slappe af i den. Hvis det er en god oplevelse, lærer du at slappe af i den; hvis det er en dårlig oplevelse, lærer du at slappe af i den; hvis det hverken er en god eller en dårlig oplevelse, lærer du at slappe af i den. Hvis du lærer, hvordan man gør dette i alle disse tre forskellige tilfælde, så har du lært at meditere.

Dette er som sagt ganske ufarligt, og bruger man et kvarter dagligt herpå, vil der komme positive virkninger allerede efter en eller to måneders forløb. Det er ikke nævnt i den oversatte tekst, at man kan koncentrere sig om åndedraget, således som du gør, men det er at anbefale, og jeg gør det selv.

Det er også åndedrætsstyringen, der er det grundlæggende i de orientalske meditationsformer, som jeg har læst om, men så kommer der i Orienten ofte en række tilbygninger ovenpå, som vi vesterlændinge bør være varsomme med at eksperimentere med.

De gamle indere var fremragende psykologer, og i deres traditioner blev der gennem århundrederne udviklet sophistikerede metoder til at nå dybt ned i krinkelkrogene af det ubevidste. Men det er jo populært sagt også her dispositionerne til sindssygen ligger, og disse skulle nødig slippes løs på grund af dumdristig og tankeløs omgang med det fremmedartede, uanset hvor fascinerende det end måtte være.

Der er det forunderlige med åndedrættet, at det kan styres viljesmæssigt, men gør man ikke det, overtages styringen af det sympatiske nervesystem, der også styrer åndedrættet, når vi sover. Ved at koncentrere sig om åndedrættet arbejder man så at sige på en membran, der skiller det bevidste fra det ubevidste.

Jeg har, kære Anonym, kigget på et anonymt indlæg 18/11/2009 01:02. Det er stilet til Anne, Jan og undertegnede, men jeg tøver med at besvare det, fordi jeg ikke véd, om det er dig eller en anden anonym, der har skrevet det. Det ville altså være rart, om du registrerede dig med et brugernavn. Så vil navnet være knyttet til IP-adressen på din computer, så ikke alle og enhver kan gå ind og lade, som om han er dig.

Som det står hos Prædikeren: »Dog se, det fandt jeg, at Gud har skabt menneskene, som de bør være; men de har så mange sære ting for.«


Med venlig hilsen

Kristian

Kære Kristian,

Mange tak for dit brev. Jeg kender ikke til Jes Bertelsen, men kan nikke genkendende til det, du skriver om åndedrætsmeditation.

Jeg vil gerne registrere mig, men så længe personer som Ole Bjørn er på debatten, tror jeg, at mange (jeg er nok ikke den eneste m.a.o.) ikke tør registrere sig. Der er fare for, at man hvirvles ind i disse rædselsscenarier af grim snak og nedladenheder mod hinanden. Jeg venter, til han har forladt debatten (eller til jeg er blevet stærkere og ikke tager hans ondskabsfuldheder så nært).

Det er mig, der har skrevet om tilgivelse med Anne og Jan og dig. (Jeg kan ikke garantere, at andre anonyme ikke kommer til, men jeg tror, at jeg primært har været repræsenteret).

Mit indlæg kan vælges ikke at læses (vigtig at prioritere hvad man bruger sin tid på).

Man kan vælge kun at læse det med sorte fede typer i første gennemlæsning (i så fald er mit indlæg ikke så lang).

Dernæst kan man vælge at læse det med fede sorte typer og det med fede røde typer, og ja endelig hvis man har mod på det er man da også velkommen til at læse det hele, hvis man kan finde hoved og hale i det og har hovedet dertil og tiden dertil endsige interessen.

Kære gamle debatkollegaer som jeg ikke har debatteret med i lang tid, ikke mindst Ole Bjørn og Kræn-p og Arne Thomsen som jeg især har krydset klinger med (ordet som et sværd), men også HEY til alle I andre (Treram mfl.).

Siden søndag den 9 august 2009 har jeg haft en meditationspraksis eller indført en meditationspraksis i mit liv. Hver søndag er vi en lille gruppe der mødes her i Nørresundby i nogle skønne lokaler. Og når jeg har været med på et kursus der hedder en fri bevidsthed, skal jeg også være med i gruppens møder onsdag aften. Gruppen er udsprunget fra og er en underafdeling af Andrew Cohen "Evolutionary Enlightment": Evolutionær Enlightenment er en moderne spirituel undervisning, der er udviklet af Andrew Cohen, og som forener østens visdom med vestens passion for innovation og forandring. I Danmark har musikeren og fysikeren Peter Bastian engageret sig med liv og sjæl til denne bevægelse.

At jeg langt fra filosofisk og erkendelsesteoretisk er enig i "Evolutionary Enlightment" filosofien tror jeg ikke kommer bag på nogen der kender HansKrist, og der har da også været alvorlige sammenstød mellem mig og gruppen af samme grund og der har været talt om at jeg nok burde se mig om efter en anden meditationsgruppe; men indtil videre hører jeg dem til og har det godt med disse mennesker til trods, og jeg forsøger at disciplinere mig selv og de er begyndt at se på mine kætterier med mildere øjne og vi kalder nu vores små sammenstød for "kreativ friktion". Jeg forsøger bestemt ikke at ødelægge vore meditationer eller undervisningen på de kurser vi deltager på (dog er mine bidrag indimellem lidt vel konstruktive og jeg vender ofte tingene på hovedet (noget Paulus, der vendte Platon på hovedet har lært mig; som Marx der vendte Hegel på hovedet)).

Det siger sig selv at en HansKrist der er skolet af Paulus (Frihedens og Tænkningens Apostel) og Nicholas Berdyaev (Frihedens Filosof) og Ole Bjørn og Kræn-p ham er der ingen der løber om hjørner med ;-), eller bilder noget som helst på ærmet, dertil er min tænkning for selvstændigt, kritisk og anarkistisk velfunderet; mig der nægter at tilbede og centrere om både Gud og Jesus; men som påstår at jeg i Kristus (begivenheden Kristus) har friheden og ånden direkte fra Gud. Mig der påstår at i Jesus har Gud (inkarnationstanken) stillet sig i menneskets eller vores lidelser, sår, sygdomme og synd (vores afveje og ulykkelige omstændigheder qua vores frihed fra Gud (syndefaldet, Selv-løsheden (fremmed for os selv))) og ikke mindst har Gud i Jesus stillet sig i vores død og dødelighed, stillet sig imellem os og døden; hvorfor jeg har al min libido her som Paulus taler om det i 1 Kor 1. At Gud i Jesus har stillet sig her i vores liv, i vore sår og sygdomme, kval og lidelser og vores død, gør at jeg her har al min libido (kærlighed), hvilket gør mig til en Marx og en Freud og en Badiou, fordi jeg har mine lidenskaber og al min libido (og solidaritet) samme sted som disse. Jeg betragter nok mig selv som libido ateist, noget man ikke kan nå frem til uden at arketypen Kristus (Gudmennesket (mennesket uden fremmedgørende og fjern uvedkomende overjeg)) opstår, at Gud (overjeget/superjeget eller idealoverjeget (Platon)) på et bestemt sted i min såvel som menneskehedens historie har ladet sig såre og stillet sig solidarisk med vore sår og sygdomme og kvaler og her stillet sig mellem mig og min død er Paulus der vender Platon på hovedet (Platons aristokratisk hovmod/åndshovmod gør Paulus op med; derfor minder Paulus meget mere om Marx end Platon). Hermed har jeg Gud i mennesket og det menneskelige og ingen andre steder; men jeg har ikke nødvendigvis mennesket (eller mig selv) i Gud, dette beror på et frivilligt kærlighedsdrama, om mennesket, altså mig, om jeg vil tilhøre Gud, for jeg er fri, qua syndefaldet, i den sammenhæng (Berdyaev og Leif von der Wehl Mikkelsen "Det Flydende Kors").


Jeg har ikke mediteret de sidste mange år, men jeg har mediteret for mange år tilbage, men ikke haft nogen egentlig meditationspraksis, blot eksperimenteret med utallige former for meditation især i relation til Baghwan/Osho bevægelsens dynamiske meditationsformer og Michael Barnett energiarbejde (Wild Goose; Lars Elstrup).

Dog lærte jeg mig selv Autogen træning (JH Schultz; Gunnar Bjerre) for år tilbage. Autogen træning var jeg i en årrække fuldt fortrolig med og kunne jeg med stor udbytte praktisere og jeg skylder nok at takke autogen træning for mine gode karakter fra medicinstudiet, hvor jeg på semesteret op til forprøven takket være det mentale overskud autogen træning gav mig, formåede at studere 6 af Jungs bøger og arbejde seriøst med mine drømme ved siden af eksamenslæsning. Hovsa, bare dette at skrive om det, gør at jeg nu får lidt af en højdepunktsoplevelse (Maslow), noget er gemt her.



Jeg vil give Baghwan ret, når han påstår at dersom man forsømmer at meditere i mange år og man pludselig begynder igen, da vil man opnå store "resultater" i raketfart (resultater i citationstegn, da spørgsmålet om formål og bevidst søgende at opnå et resultat i forbindelse med meditation jo er en ret så kontroversiel problemstilling, fordi det udspringer af meditationens grundproblemstilling).

Men min nyelige indførte meditationspraksis, har altså forandret mit liv mærkbart, fra første dag har der været kontant udbytte-udbetaling ved kasse 1. Der var virkelig en øst vest mur der blev nedbrudt, eller forholdet mellem det feminine (det ubevidste) og det maskuline (det bevidste) kom i stand, og jeg var pludselig i proces med det ubevidste mig selv, og fik straks en bedre og anderledes hukommelse en ny ihu (hippocampus fik måske selvstyre eller en større autonomi i forhold til amygdala). Jeg er intuitivt sikker på at hippocampus er blevet større i denne periode (Platon må ha haft en stor hippocampus). Jo mindre stresset jo bedre klarer jeg-et og de medfødte ideer sig (arketyper, urbilleder og motivernes intentionalitet) overfor overjeget/traditionen/kulturen (som er det new age kalder for jeget; new age forveksler konsekvent overjeget med jeget (se herom senere)).


Jeg definerer meditation som følger:

Et seriøst forhold til mig selv (og det bliver en livslang romance for hun (min sjæl) er bedårende (tænker på min anima (Jung fortrolige forstår hvad jeg mener)).

Samvittighedsfuld hånden på hjertet forhold til mig selv.

Selvrespekt og selvaccept.

Mod, thymus, eller enteleki (Leibniz).

Cogito ergo sum; jeg tænker, derfor er jeg (uden på nogen måder at fornægte res extensa). Descartes og Platon er taget til nåde igen, men pga Paulus og Marx har jeg vendt min idealisme på hovedet således at min solidaritet og al min libido er i livets tjeneste (Kristus som tjener), så der er tale om en form for libido ateisme.

Mig der tænker, "cogito ergo sum" ( "Jeg tænker, derfor er jeg")! Ideerne, tankerne og motiverne, drømmene, billederne/arketyperne og rørelserne, intentionerne der er fra Gud/jeget eller mig Selv (Platon; Paulus; Descartes; Kant; Schopenhauer; Jung). Østens fallit er at de forsøgte at slukke ilden, det begær, der gør at vore tanker og ideer og motiver/billeder, drømme, arketyper er målsøgende (menneskets transcendentalitet ligger i vores begær/libido og intentionalitet). Uden begæret ville mennesket ikke kunne finde målet, sit formål og meningen med livet; hvilket er definitionen på synd, nemlig dette at ramme forbi, skyde ved siden af og gå tabt, fortabe sit liv og dets formål og mening. Begæret og libidoen skal bare placeres korrekt, og fjernes fra de visuelle objekter, altså bevidsthed udelukkende som objektivitet, som objektiv syn. Objektivitet er vigtig, men at besætte mor med libido, besjæle mor eller far og andre objekter og havende al libido herude i det fremmede er ikke godt på lang sigt.

Jeg-aktivitet. For at sætte overjeget på plads (kritisk fornuft) eller mindske andres uhensigtsmæssige støjende syn på tingene (især politikernes og de religiøses indflydelse og til dels også overdreven naturvidenskabelig tillid, da naturvidenskab oftest kun beskæftiger sig med "det" perspektivet og ikke får fat i 1. personperspektivet, eller jeg-perspektivet).

Omvende kundalinienergien. Vende mig imod enteleki (Aristoteles og Leibniz) og min vertikalitet, kundalinienergien og omvende og rumme disse ud fra Paulus og Marx (i Kristus har vi hele guddomsfylden i kød og blod). Nietzsche's ide om at være jorden tro.

Lykke og hjertebanken; åndedræt og følelser, liv (elan vital) omsluttet af eller i forbindelse med tyngde og styrke, tyngdekraften, min krop.


MeditationsMetoden ud fra Andrew Cohen, som den er i forbindelse med min Evolutionær enlightment gruppe (Evolutionaries Aalborg gruppen):

Længere indskudt kommentar:
De (Evolutionær enlightment gruppen Aalborg, ville selv sagt ikke være enige med mig i mine ovenfor anførte betragtninger over meditation, men da vi ikke nødvendigvis behøver drøfte disse bagvedliggende (erkendelsesteoretiske; filosofiske og metafysiske) forhold for at meditere sammen, har det ikke skilt os ad endnu, men nok medført ved et par lejligheder at vi er kommet op at debattere lidt vel rigeligt når vi bagefter skal drøfte hvad der sker under meditationen. Jeg finder at et væld af positive livsbekræftende pejlingsmærke manifesterer sig i forbindelse med meditation (se nedenfor under det jeg kalder for akt 1, 2, 3 osv), hvorimod de stort set nedgør det hele til noget mindreværdigt ego støj eller ego vildfarelse som er uvæsentligt (og her er det altså vigtig at forstå at i min optik er disse manifestationer (akt 1, 2, 3, osv (se nedenfor)) uhyre væsentlige og af vital betydning for vækst og sundhed, det er her kimen til forandrig befinder sig og det gælder på ingen måder om at komme hinsides hvad der manifesterer sig i kød og blod, for i Kristus har vi hele guddomsfylden i kød og blod (opført nedenfor under akt 1, 2, 3, osv). Igen jeg er libido ateist og marxist og darwinist (Paulus der har vendt Platon på hovedet, Platons idealisme) og ser dualisme, interessekonflikter, seksualitet og frygt (adrenalin og stress) og kamp på liv og død som væsentlige ontologiske størrelser vi må integrere (og også anvende positivt i forbindelse med meditation), altså disse subcorticale områder skal integreres med neocortical cognition. Derfor er jeg enig med B. Russell i at al konkurrence er menneskeligt set sundt og af vital betydning, så er der ikke konkurrence bør man stable det på benene for at mennesket igen kan finde glæden og gejsten. Her har vi også Erik H. Erikson der påpeger at den sundeste løsning på den ødipale konflikt, hvor barnet erkender sit nederlag, om moderens gunst, til faderen, er at barnet identificerer sig med sejrherren og autoriteten faderen og ligger sig selv i selen for at dygtiggøre sig på sin lange vej imod voksen seksualitet og voksen livet. Den negative løsning på den ødipale konflikt er ifølge Erikson at barnet får en moderbinding og en alliance med moderen (det feminine new age) og ikke på værdig vis ønsker at blive, at vokse op til at blive, en duelig og kompetent mand som faderen. Positivt er det altså om barnet formår at identificere sig med faderen og finder det interessant at dygtiggøre sig og konkurrere med faderen om at blive duelig, kompetent og dygtig her i livet som ham (hvorfor det sunde drengebarn er konkurrenceminded). Denne hovedhjørnesten i Freuds ødipuskompleks opdagelse, kender vi i dag bedst under begrebet rollemodeller for de utilpassede unge. Kernefamilien er delvist opløst og faderens autoritet er undergravet af kvindebevægelsen og en sølle new age filosofi og Erik Clausen forsøger at give manden ære og værdighed tilbage igen. Det maskuline er under angreb i vesten eller bliver positivt udfordret. Drengebørn i hovedstaden og de store byer tiltrækkes bander med en stinkende stærk maskulinitet, ja hvorfor ikke, når far derhjemme er en lavstatus pjok der er arbejdsløs og uden midler. Erik Clausen længe leve og hans foredrag "Fra den ene hjernehalvdel til den anden" er noget af det bedste om en fri kreativ og anarkistisk kritisk bevidsthed der siges i dag (her er A. Cohen lysår bagefter denne kontinentale marxistiske freudianske kritiske opfattelse af tingene omkring bevidsthed, som vi har haft siden E. Kant og som især tog fart med Hegel og Marx; Schopenhauer, Nietzsche og Freud og Jung (og i nyere tid Heidegger og Sartre)). Den kontinentale tilgang til meditation og bevidsthedsspørgsmålet (det spirituelle) er meget dybere og bedre gennemarbejdet end hvad der kommer fra USA, men den er upopulær og svært tilgængeligt og kan ikke tilegnes af gud og hvermand/kvinde, hvorfor Tolle, Shirley MacLaine, Chopra og Cohen med flere hitter og bliver populære og vinder terræn og bliver til folkebevægelser og folkereligiøsitet i en europa hvor socialisme og socialdemokratisme har sejret ad helvede til og folk lever et usolidarisk new age luksusliv på første klasse. Igen, længe leve Erik Clausen; det er ikke for ingenting at manden ligner Karl Marx. Som det ser ud i dag er han en af de få man kan nære forhåbninger til omkring bevidsthed og spiritualitet.


Nå tilbage til meditationsmetoden fra Evolutionaries Enlightment Aalborg gruppen.
Vi mødes 10 - 12 hver søndag (hvorved jeg kommer til at svigte Jesus, cykler lige forbi Kirken på vej til meditation og hilser da også på præst og menighed indimellem).

Vi har en kort meditation på 20 minutter fra ca 10 - 10:20.

Fra 10:20 til 11 har vi pause hvor vi er fri til at gå rundt og til at drøfte vores fælles anliggende i forbindelse med vores meditationspraksis.

Fra 11 til 11:45 har vi den lange meditation. Fra 11:45 til 12 runder vi dagen af med hinanden i forbindelse med oprydning.

I al sin korthed, har vi 3 - 4 instruktioner:

Vær rolig!

Vær afspændt!

Vær opmærksom!

Lad alting være som det er! (nøglebegrebet i mindfullness bevægelsen, men forholdet har jo været kendt i alle spirituelle bevægelser i mange tusinde år, fx Zen har den i utallige varianter (Fx; det ansigt du havde før du blev født)).

Disse instruktioner gives i løbet af det første minut og resten af tiden mediterer vi (hvad der sker hos de andre aner jeg ikke, og det er ikke meget de har fortalt mig, men jeg vil gerne berette).

Jeg er med i denne gruppe og det fungerer upåklageligt for mig, jeg mediterer på livet løs.


Min indre anarkistiske djævel eller bevidsthed, har omskrevet lidt hvad vi gør og som jeg gør det derhjemme, som følger:

Sætter mig på en stol i ergonomisk rimelig korrekt stilling, med rank ryg (ikke stiv) og med fodsålen mærkbar i underlaget. Stille et vækkeur til mellem 20 minutter til en time. Overjeget bedes holde sin kæft og være rolig mens jeg kommer til mig selv, bliver mig selv igen. Alt er tilladt sålænge det stammer fra jeget (mig selv) og ikke stammer fra overjeget, er mig påtvunget, og alle ubetingede impulser og rørelser/tilskyndelser er okay sålænge de går gennem jeget (dog må jeg ikke forlade stolen og blive verbal støjende (men peristaltik, synkebevægelser, næsebor der åbner sig og højlydt og tung vejrtrækning/åndedræt og stille suk og tårer tillades sålænge det er et autentisk udtryk jeg vil være mig bekendt i den sociale situation jeg er i (alene hjemme hos mig selv er jeg mere fri))). Foretrækker at have øjnene lukkede.



Da jeg for godt 4 måneder siden satte mig i min første bevidste meditation i nyere tid, og jeg lukkede øjnene var der sort skærm; men der gik ikke lang tid førend der kom liv på scenen, elan vital filmen eller teaterstykket begyndte (Erik Clausen der siger at bevidstheden og livet er en film, min egen film; og dersom det var en helaftensfilm, gad du så gå ind og se den?). Platon og Jung kender åbenbart karaktertyperne, de dynamiske størrelser og konflikterne (Marx og Freud) i dette imponerende stykke frie kreative bevidsthedsliv. Hvad er det der foregår i hjernen eller i hovedet, sindet og sjælen på folk.


Meditation: fra sort skærm til den vildeste, skønneste og mest hjertegribende "film" jeg nogensinde har været vidner til. Min egen reality film og mit eget liv.

Akt 1 eller 1. tema (ikke et tema jeg har sat, jeg aner umiddelbart ikke hvor de kommer fra og hvorfor de kommer):

"Temaerne" i mine første meditationer; Min mor.

Temaet kønsrollemønstret og hendes til tider urimelige vilkår blandt 3 hankønsvæsner (min far, mig og min bror) i en på mange måder patriarkalsk domineret samfund (scener fra et ægteskab og et familieliv i 4d format). Stakkes mor og en ny forståelse og sympati for hende opstod. Hvordan har hun dog formået at overleve dette, og ja, det har kostet, hun er blevet et offer i det store spil, hun betaler i dag en pris. Senere skulle jeg finde ud af at vi alle betaler en høj pris. Stort set fra første gang jeg mediterede rejste jeg frit i tid og rum, fortid og fremtid og nutid løb ud og ind i hinanden (altså en fantastisk erfaring med min hukommelse som jeg ikke vidste var så god). Min fortid stod klart og min fremtid stod klart. Jeg blev Jung-ianer på et øjeblik og hvad jeg ville med mit liv var nu tydeligt. Individuation, altså mere meditation, mere dette at være i proces med det ubevidste, hvor hukommelsen åbenbart spillede en afgørende stor rolle. Disse erindringer om en mig nærtstående kvindes vilkår er jeg meget taknemlige for og de har ændret mit syn på kvinden generelt og på min mor i særdeleshed og jeg er blevet meget bevidst om de kønsrollemønstre der var i spil.


Nu vil nogen måske indvende, "Hans din idiot", har du virkelig siddet og tænkt disse tanker, skulle du ikke meditere??? Hertil må jeg sige at jeg har mediteret og jeg har ikke diskursivt tænkt disse tanker, men disse tanker og ideer og perspektiver og syn på tingene er kommet til mig takket være meditationen, som et resultat af eller effekt af meditationen. Det er altså selve det at jeg mediterer der bringer min mor på banen eller i hu, at hun kommer i min erindring. Ja men du har tænkt med og holdt fast i disse tanker som var det en bunden opgave for dig at gennemtænke dit forhold til din mor. Nej jeg har aldrig anet hvor lang tid disse strømme af bevidsthed og "film" eller "dialoger" og indsigter ville vare. Du burde kvæle disse tankestrømme? Nej for meditationen forbyder mig at dræbe disse tankestrømme (ideer, perspektiver og syn), så dersom jeg følger min meditationspraksis har jeg ikke ret til at gå ind og dræbe disse tankestrømme eller bevidsthedsstrømme hvor jeg rejser i tid og rum. Du har en livlig fantasi Hans! Måske nok, men her taler vi ikke om min fantasi men min bevidsthed under meditation.

Jeg er bundrådden ærlig (det er det autentiske selv vi arbejder med) og jeg er bange for at nogle af dem jeg mediterer med ikke er det, men at de går efter at opleve og erfare noget deres guru har bildt dem ind er målet med meditation. Heroverfor stiller jeg mig som sandhedsvidner og jeg er for ind i helvede med Paulus ligeglad med enhver form for højere bevidsthed eller speciel fri bevidsthed og den 3. eller 7. himmel, kun få har som mig kendskab til disse forhold, og de interesserer mig ikke en døjt, kommer de og manifesterer de sig, ja men så gør de det, jeg er blot sandhedsvidner, jeg mediterer blot og refererer bagefter så præcist jeg formår mine oplevelser og hvad der sker med mig og hænder mig. Du er ikke nået langt Hans, du er ikke i nærheden af Cohen! Vrøvl, Cohen er ikke nærheden af mig.


Akt 2 a:

Real virtuality, eller Kropselvet bliver til.
Jeg erfarer igennem mine sanser, især den kinæstetiske kropssanselighed og lugtesansen. Nu genfortæller jeg hvad jeg oplevede gennem min krop. Store hænder bag mit hoved og mig der løftes op og bæres. Jeg dufter tøj og varm hud og kropslugt og mit hoved holdes konstant. Jeg får bryst eller dies. Bemærker via min kropskinæstetiske sans at det altid er i en bestemt vinkel og altid til højre bryst på en kvinde (slutter at kvinden må være min mor, da jeg ikke er blevet diet af andre så vidt jeg ved). Det føles bemærkelsesværdigt at det er så 100% konsekvent ensidigt, altså til højre bryst på en kvinde. Denne ensidighed, til den ene side, ka jeg ikke slippe efter meditationen. Føler det er skæbne, at der er noget skæbnesvangert knyttet til denne ensidighed. Hvorfor til den ene side? Er jeg mere til den ene side end den anden side. Er jeg mest til en af siderne. På vej hjem fra meditation er der Limfjordsmarathonløb og jeg bliver og nyder det i det gode vejr. Får lyst til at løbe igen regelmæssigt ud fra min nye kropbevidsthed (opdagelse af min egen krop) via meditationen (nu har jeg så i dag løbet hver eneste dag i ca 7 uger). Da jeg kommer hjem ringer jeg til min mor, for at fortælle hende om Limfjordsmarathonløbet. Hun interesserer sig meget for løb og sport i det hele taget. Efter at vi har snakket løb en stund (vi har meget at snakke om fordi vi har løbet sammen hende og mig), da spør jeg om hun har en dukke og om hun gider tage den op og lægge den til brystet. Hvorfor siger du pludselig det spør hun mig. Det vil jeg ikke svare på, men jeg siger så: "okay; er der noget at bemærke i forbindelse med at jeg fik bryst". Ja kommer det prompte fra min mor: "far og mig vi sagde altid at jeg måtte ha sur mælk i venstre bryst, fordi du kun ville ha bryst fra mit højre bryst". Aha, jeg fortæller hende hvordan dette stemmer nøje overens med hvad jeg lige har oplevet i min søndagsmeditation med gruppen.

Jeg husker fra mine studier om hjernen at hos nogle børn bemærker man lateraliseringen, altså arbejdsdelingen og specialiseringen af de 2 hjernehalvdele, allerede i spædbarnsalderen. Forskerne havde bemærket dette ved at spædbarnet foretrak en hældning til den ene side frem for den anden side og skrig og skrål (eller utilfredshedsytringer) var måden at tilkendegive dette på overfor de voksne der tumler/handler spædbarnet. Faktisk har jeg hidtil troet at højre og venstrehåndethed var noget vi menneskebørn blev påtvunget, men dette er måske ikke hele forklaringen, måske vi selv også er med inde over i valget af side. Det der er undenfor os og som vi skal kende og ta os iagt for, være på vagt overfor, det får den ene side af vores hoved, opmærksomhed og bevidsthed og det der er inde i os, bor i os, det får den anden side af hovedet, opmærksomheden og bevidstheden.

Jesper Hoffmeyer bemærker at selv en bakterie kan kende forskel på ydre og indre. Hos mennesket kan man lidt groft sige at den ene side af hjernen har fået som opgave at varetage forholdet til den ydre verden og den anden side forholdet til den indre verden. Og når man sammenholder dette med at Freud og psykiatrien siger at dette at kunne kende forskel på den indre virkelighed og den ydre virkelighed er tegn på psykisk sundhed og også tegn på den nødvendige kulturens byrde neurose (dualisme/spaltning), så ser man hvilken opgave og udfordring det er alt levende står overfor. Berdyaev siger at der er mere sandhed i dualismen end i monismen; hvilket i dag lyder med E. Morin og B. Russell at der er mere sandhed i ægte hyperkompleksitet end i en alkoholiseret fornuft. Monisme og holisme (monofytisme) tankegangens svaghed er at de ikke har øje for at alt levende er i kamp for at overleve og må beskytte sig imod udefra kommende farer. Også derfor at frygt, arousal, årvågenhed og objektivitet, har haft så stor en betydning for menneskets farligste rovdyrtænder, rovdyrvåben, den høje pande, forhjernen, tænkningen. Uden frygt ville menneskedyret aldrig ha udviklet dette frygtindgydende kendtegn og rovdyrvåben som den høje pande er, som forhjernen og tænkningen er. Schopenhauer siger at panden er det frygteligste og farligste rovdyrtegn i dyreverdenen. Der er slet ingen tvivl om at dersom mennesket ikke havde været et frygt pattedyr, da havde vi ikke udviklet vores kæmpe hjerne (og dette at vi blev tvunget ned fra træerne mere permanent har øget vores frygt). Dette at vi har haft fjender og ingen rovdyregenskaber (skarpe klør og lange skarpe rovdyrtænder) men ligesom kun har haft som våben; socialitet og sproglighed gør at frygt, arousal, bevidst opmærksomhed på de ydre forhold, og socialitet og sproglighed, er de 3 der driver vores kæmpehjerne frem over de afrikanske stepper for nogle millioner år siden. Frygt enorme positive indflydelse bliver overset i dag, vi kender det her på debatten fra EKIM og new age folket, der ligefrem er bange for frygt og dette at forholde sig konstruktiv til den ydre virkelighed som ligefrem benægtes objektiv realitet (giftslanger og en kæntring i kajak ville hurtigt kunne få Jan og Esther til at vågne op af deres subjektive monisme døsighed).

Man ved fra hjerneforskning at frygt spiller en afgørende rolle for hjernens positive normaludvikling. Man er begyndt at finde ud af at stress (den form de fleste af os i dag kender til frygt) spiller en positiv rolle i forbindelse med meditation, men igen er det vesten der har modet til at kigge på forholdet. De østlige religiøse traditioner for meditationer og livsanskuelse som vi kender til populært gennem new age, ekim fx, er hunderædde for at relatere til forholdet og tage tyren ved hornene.

Jeg kan ikke lovsynge frygt nok. Frygt er lige så godt og vigtig for sundheden som kærlighed, også den voksne seksuelle af slagsen. At kunne cope with og takle frygt er afgørende og det sidste man gør i den sammenhæng er at fortrænge frygt og snige sig udenom problemet med naiv monisme og ideen om at alt er godt og alt er kærlighed (selv i ægte kærlighed mellem mand og kvinde spiller frygt en positiv rolle (den bløde mand der ikke kender til frygt vil ikke kunne bemægtige sig kvinden, altså kunne få rejsning og gennemføre samlejen, da frygt er en del af ophidselsesreaktionen)).

Hvad er det der er så positiv ved frygt, jo det er at intet formår som frygt at skærpe vore sanser og opmærksomhedsfunktionerne og intet formår som frygt at mobilisere menneskets energi til en samlet koncentreret indsats. Frygt er derfor vejen ud af livsfornægtelse og svækket interesse for omgivelserne, den subjektivisme der kan ende i depressive psykoser. Der er jo en god grund til vores binyrefunktioner.

Man bliver lykkelig af en robust livsanskuelse der ikke er fyldt med løgn og benægtelser. Hele monisme filosofien og den religiøse livsanskuelse der udspringer heraf, hvor alt er Gud, ånd eller sind, og kærlighed karakteriserer måske endda forholdet (alt er harmonisk forbundet), er en usandhed eller en stor løgn om menneskets liv. Og det siger sig selv at her skal egoet dræbes (modsætningerne og dialektik-erne/konfliterne og det spændende, kampen og arbejdet, overvindelse og indsats), forhjernen skal demensteres eller demonteres, dæmpes ned (vestens intelligens og styrke, selve den transcendente evne til at frembringe teknik og kultur). Det siger sig selv at dersom alt er et eller Gud eller Sind eller kærlighed, da findes mennesket/egoet ikke, men skal og kan opløses, dræbes som de siger i vore dage i folkereligiøsiteten (new age, som stort set er østlige religiøse livsanskuelser og filosofier). Psykiatrien arbejder med mennesker der er gået i opløsning, i stykker, og her er ego-styrke også det vigtigste et menneske kan råde over eller være i besiddelse af. Enhver fornuftig meditation burde også hjælpe på ego-styrken og ego-konsolideringen. Hvilket fører mig frem til at der er forskellige måder at meditere på og at den livsanskuelse man bringer med sig ind i meditationen farver meditationen, præger meditationen. Det finder jeg at være snyd, en meditation må være åben, verdensåbenhed og åben overfor det autentiske eller hvad der nu end måtte manifestere sig.

Den kristne grundtanke er at egoet/mennesket eksisterer/findes og ikke nogensinde vil eller skal gå til grunde, og vi skal da slet ikke forsøge herpå i forbindelse med vores religiøse livspraktikker. Derfor siger Steiner også at Kristus er jeg-legemet. Hos Paulus der aldrig forveksler Gudsmystik med Kristusmystik (den kristologiske antropologi) og som går ind for et opstandelsesliv, her er det tydeligt at mennesket ikke skal forgå eller opløses i Gud (som en dråbe der opløses i havet (det ubevidste)); egoet eller det unikke menneske bevares og er i Kristus forsvaret og skænket evigt liv (stærk antropologi her hos Paulus). Hos Johannes er antropologien (egoet/mennesket) truet, her forvirres og blandes Kristusmystik og Gudsmystik. Så selv om Johannes helt klart er elev eller student af det Paulinske forfatterskab, så har han ikke forstået pointen med den kristologiske antropologi og ontologi. I kristendommen er mennesket (antropologien) vigtig og Gud uvigtig eller uvæsentlig, eller Gud har stillet sig selv i det menneskelige, givet os sit JA (syndsforladelse) og sit liv; derfor bliver Kristus spillet ind som Gudmennesket hos Paulus. En seriøs og aktuel/relevant diskurs om Gud udenom Kristus, Gudmennesket, de nye skabninger vi er i Kristus, kan man ikke finde hos Paulus. Så hos vestens fader Paulus, skal hverken mennesket eller egoet opløses eller gå til grunde. Men Pauls indflydelse dør med Pauls egen død (A. Scheweitzer) og kristendommen præges af græsk metafysisk tænkning. Og vi skal helt frem til Luther, Descartes og Kant før der igen sker noget der kunne kaldes for ægte kristen Paulinsk tænkning og filosofi (Berdyaev). Paulus er da også manden der præger de tvefødte ekstremt vestlige filosoffer og tænkere som Luther; Descartes; Kant (Fichte, Hegel og Marx); Berdyaev og Barth. Og eksistentialismen som vi finder denne hos Heidegger og Sartre ville være utænkelig uden den antropologi, kristologiske antropologi og ontologi, vestens tænkning arver takket være Paulus. Dette var kort fortalt gåden om hvorfor vestens tænkning er så antropologisk stærk og sikker, nemlig fordi hovedreligionen, kristendommen, er opbygget omkring en antropologi, bygget op omkring antropologisk tænkning, nemlig den kristologiske antropologi og ontologi vi finder hos Paulus. Det siger sig selv at dersom et menneske er Gudsglad og ivrig, ja meget religiøs, og meget åndelig orienteret, da vil dette menneske slå sig på Paulus og komme til at hade manden, fordi han står i vejen for denne gåen op i Gud og bliven et med Gud. Paulus siger noget der sætter sindene i kog verden over når mennesker mødes, nemlig Kristus. Alle ka tale om Gud og alle ka tale om Buddha og budhisme, men vandene skilles med begrebet eller størrelsen Kristus. Albert Schweitzer siger at den dag Kristusmystikken hos Paulus bliver forstået da vil der ske endnu større ting end der skete under reformationen hvor det var retfærdiggørelse af tro, der blev spillet ind imod den katolske kirkes administration af frelsen. Og Kristusmystikken er i dag det naturlige svar på islam og på nyreligiøsiteten, der er blot kun HansKrist der formår ud fra sin dybe forståelse af de her forhold at gennemtænke og belyse dette forhold ud fra Kristusmystikkens særkende hos Paulus og op gennem den vestlige, eller kontinentaleuropæiske, tænkning. Det hele er et spørgsmål om hvilken status vi vil tilkende egoet, mennesket, i forhold til det ubevidste, Gud, Altet eller kosmos, den kosmiske virkelighed. Tænker vi svagt om egoet eller mennesket i denne sammenhæng og placerer vi vores libido og tiltro i noget stort udenfor mennesket; altså tømmer vi mennesket eller egoet for værdi og styrke og kræfter. Alle ka se hvad vi har gjort i vesten med Paulus og alle ka se at det har givet os en renæssance og en Luther, en Kant og en Hegel Marx og den politiske tænkning og sekularisering der gør at vi frit kan eksperimentere og forandre vores samfund, fordi antropologien og den historiske virkelighed (mennesket og egoet) er stærkere end den kosmiske religiøse virkelighed (Gud eller altet) og monisme og holisme (skæbne og determinisme). Det hele begynder med renæssancen og troen og tilliden til mennesket; så Luther med reformationen, hvor intelligensen (karismaerne og nådegaverne) igen skulle tilhøre eller tilbage til den enkelte døbte kristne og rives ud af katolsk dogmatisk enhedstænkning og administration af frelsen og nådegaverne; OG SÅ, NU SKER DET, fra og med Kant har diskursen omkring Gud og Ånden alene haft at gøre med menneskets skabende og praktiske frihed, spontanitet og initiativ, uanset hvor vi har disse kvaliteter fra, altså immanent eller transcendent (derfor Hegel og Marx og Berdyaev og en Nietzsche, Sartre og eksistentialisme fx).


AKT 2 b:

Real virtuality eller Kropselvet fortsat: vægtløshedens kinæstetik, hvor lugt eller duft og seksuelle fantasier og erindringer blandes så man pludselig forstår hvor renæssancen og den romantiske kunst har hentet sin inspiration fra.

Fantastiske erotiske scener, hvor fantasi og erindringer blandes. Rent biofysiologisk vækkes min seksualitet, jeg mærker varmen og erotikken og seksualiteten/tiltrækningen i min krop; men det er jo ikke kun sort "det" biofysiologi, da det er fyldt med billeder, erindrindrede og de arketypiske fantastiske eller fantasifulde mulige af slagsen er der også (forstår pludselig malerne til erotiske billeder). Her fik jeg et bevis på at duft (lugtesans) og erotik/seksualitet hører uløseligt sammen og at vægtløshedens kinæstetiske skønhed også hører til erotikkens væsen. Jeg fik et nyt forhold til min næse og ja jeg vil sige at jeg har fået en ny og mere levende næse (målnæse, eller score-næse, jeg fik færten af noget (der var noget i luften jeg ved ikke hvad), lidt som en hund). Vægtløse elskovsscener er der så rigelige af. Jeg bliver meget bevidst om hvad jeg vil gøre næste gang muligheden er der, altså en øget seksuel selvsikkerhed og bevidsthed om hvordan kvinden skal "tages"/behandles eller elskes. Min egen rolle og hvad jeg vil cementeres og styrkes. Der gik en dag eller 2 før det gik op for mig at det jo var min anima der var blomstret op.

Der var ingen incestituøse erotiske meditative "film" så rent psykoanalytisk er min seksualitet moden i Erik H Erikson forstand, jeg har masse af fri seksualitet og libido til at jeg kan knytte mig fuldt og helt til en fremmed kvinde. Dette vidste jeg godt ha ha, men jeg tror det er vigtig at nævne forholdet, fordi mange mænd har deres libido ubevidst bundet til moderen. Både som terapeut og som meditationslærer tror jeg det er vigtig at være opmærksom på Anima manifestationerne da den fortæller så meget om personens seksualitet. Ingen spiritualitet uden seksualitet, eller uden kontakt til modsatkønnetheden og seksualiteten i ens liv, ellers bliver ånden og det spirituelle noget abstrakt noget, men det hører livet til. Biologi og spiritualitet er uadskillelige og seksualiteten eller anima/animus modsatkønnetheden spiller en afgørende rolle.

Nogle ville måske sige: "Hans du burde aldrig været begyndt at meditere!". Men nu har jeg fået næse for det og når jeg har fundet en dør til min seksualitet, hvor der findes i rigelige mængder af erotiske animerende fantasifulde film der så langt fra kun er visuelle, men hvor lugt og sanselighed i det helt taget og æstetisk vægtløshed dominerer, holder jeg nok ej heller op igen, for det er jo noget der rykker og gør stærk.

Meget mærkeligt så kom en kvinde jeg havde glemt (fuldstændig smidt ud af min hukommelse, hun var glemt og borte af min bevidsthed) til mig igen og igen når jeg mediterede. Det begyndte at ligne sexchikane. Dette undrede mig meget, ja 2 forhold undrede mig; for det første at hun dukkede op, fordi jeg havde glemt hende fuldstændig (aldrig tænkte på hende); men måske det andet der undrede mig endnu mere var den voldsomme seksuelle attraktion og fascination nu pludselig af hende, og i den korte periode jeg kendte hende, forbandt jeg hende ikke hermed. Disse meditationer blev så voldsomme at jeg måtte gestalte forholdet og jeg tog derfor kontakt til quinden. Hun blev ganske forbavset (og glædelig overrasket "ha ha") over at det var sådan fat, fordi hun netop også fandt at den dimension ikke spillede nogen rolle i den korte periode vi omgikkes hinanden. Men damen var jo ikke dum så hun havde i den mellemliggende tid indledt et forhold til en anden mand, så jeg timede det dårligt, men hun var glad for henvendelsen og jeg var glad for at jeg henvendte mig, fordi jeg nu blev fri for hende når jeg mediterede. Men min Anima overlevede og der skete nye spændende ting, ganske vist kommer der ikke flere sporvogne, men der kommer så meget andet med lyntoget.

EFFEKTERNE AF MINE MEDITATIONER: det vil her, før jeg fortsætter min generøse selvbiografiske given jer læsere AKT -indsigt i hvad der sker under mine meditationer, være på sin plads at fortælle lidt om hvilke EFFEKTER, afsmittende effekter mine meditationer fik på min hverdag. Jeg vil forsøge at gøre det kort:

1):

Fra dag 1 jeg begyndte at meditere har jeg hver morgen haft meget tydelige erindringer om nattens drømme (takker guderne for deres generøsitet, at mit liv er så fyldt med spændende drømme, hvor meget er arketypisk materiale også).

2):

Jeg ændrede på min morgenmad og min spisning i det hele taget. Har altid spist godt og sundt, men nu blev jeg endnu mere bevidst om mine måltider og min sultfornemmelser og hvad jeg havde lyst til at spise, få på tallerkenen. Det sjove var at det ikke var en viljesbeslutning fra de 10% af det der isbjerg over bevidsthedstærsklen, men at disse adfærdsændringer eller reguleringer havde tyngdepunkt og udspring i underbevidstheden så det skete uden den store kamp ret spontant.

3):

jeg har ellers altid været typen der udsatte alt hvad der kunne udsættet til i morgen eller overmorgen eller næste dag igen, dette blev der også gjort op med på spontan vis med underbevidsthedens velsignede bistand.

4):

jeg er blevet glad for at holde min lejlighed og gør den nu pænt i stand førend jeg tvinges dertil på grund af gæster der kommer på besøg. Jeg begyndte at stille frisk plukkede blomsterbukketter rundt omkring.

5):

jeg fik så meget energi frigjort af at meditere, som også de 3 punkter ovenfor tydeligt viser. I mange år har jeg løbet meget uregelmæssigt, altså noget med ca 1 - 2 - 3 gange om måneden og mere er det ikke blevet til. Nu her i dag har jeg løbet 51 dage i træk, hver dag altså, og igen er det sket naturligt fordi min underbevidsthed pludselig har indvilliget heri. Ja min meditationspraksis har virkelig medført at jeg har fået et fantastisk forhold til min underbevidsthed (I har allerede i AKT -indsigterne hørt om min forbedrede hukommelse; min seksualitet og min Anima kontakt, og ja så er drømmene jo også tegn på god kontakt til underbevidstheden).

Det siger vel næsten sig selv at min daglige gode Anima kontakt med alle disse skønne kvinder der kom til mig under meditationerne fascinerede mig. Således var min vågne bevidsthed ret så optaget af dette Anima-forhold som meditationen havde afstedkommet. Og hvad sker så? Jamen der sker nøjagtig som Jung siger, drømmene vil kompensere for denne bevidste ensidige vågne indstilling til tilværelsen min. Første drøm der forsøgte at kompensere forstod jeg ikke. Blot irriterede det mig at der optrådte både en mand og en kvinde i min drøm og at manden så klart havde hovedrollen og min største interesse i drømmen. Fra mine i vågenlivet daglige meditationer var jeg jo forvent med at det hele drejede sig om mig og en eller flere kvinder, det var ren Anima "lir" (min Anima sjæl var så levende at jeg skrev et par erotiske short stories som tog luften fra et par kvinder). Så jeg husker hvordan jeg noterede mig denne drøm med en vis misfornøjelse, fordi manden helt klart spillede hovedrollen. Men hvad sker så, jo nøjagtig det samme sker i næste nats drøm, igen er der en mand og en kvinde og igen har manden hovedrollen, denne gang Bjarne Riis og Anne Dorthe og mig på besøg i deres hjem. Bjarne viser sig at være den talende og jeg har det faktisk rart med ham og vi når endelig ind i stuen hvor Anne Dorthe sidder og jeg er som den kvindeglade mandsperson jeg er meget spændt på hende, men hun er formel overfor mig og gør intet væsen af sig selv overfor mig (jeg føler mig ignoreret en smule). Æv hvordan kan drømme være så irriterende? Men jeg forstod stadig ikke budskabet, og temaet spilles/drømmes for mig så 3. nat i træk, som igen var med en mand og en kvinde, hvor manden havde hovedrollen og fik al min interesse og var den mest spændende i drømmen. Da forstod jeg budskabet, det kompensatoriske budskab, om at drømmene ville fortælle mig at manden spiller en ikke ringe rolle i mit liv også, og at kvinderne ikke må løbe med al opmærksomheden. Dette var en fantastisk erkendelse eller lærestreg i den grad at blive banket på plads af mine drømme. En vis positiv skyggeproblematik var oppe at vende i disse 3 drømme der kom 3 nætter i træk. Jeg ved nu med mig selv at jeg ikke kun er kvindeglad eller kvindegal, selv om jeg er det, så har drømmene vist mig at mænd også spiller en rolle i mit liv. Og siden har jeg tænkt meget over mandens rolle i mit liv. Sjovt nok henvendte 2 betydningsfulde mænd fra mit liv sig i denne uge med disse drømme (efter mange måneders tavshed), nemlig Kræn-p og min kajakven Tom sig. Hvad kendetegner disse to mandeforhold, jo kommunikationen og samtalen. Og netop det der slog mig i mine 3 kompensatoriske drømme, var de samtaler jeg befandt mig i med disse mænd. Min anima sjæl, syn og sanselighed og vægtløshed, erotik og æstetik. Hvorimod persona og skyggen meget mere er forståelse, altså vægtning og forstandighed via samtalerne, hvor man er på benene i en for-stå-else og med kraft (ord og tanker, begreber) og forstand (forståelse) man modsætter sig sanseligheden og forførelsen; man/mand bliver stående og undgår syndefaldet, det vægtløse, altså en slange krybende på sin bug og ikke kundalini-slangen, den forstandige og RET-færdige vertikal tænkende mand

manden blev spurgt om hvorfor han var på værtshus hver aften,,,, fordi konen snakker hele tiden derhjemme sagde han,,,,,,, hvad snakker hun om??? manden svarede: "det siger hun ikke". Heidegger denne filosof ud i egentlighed og autentiskhed fandt denne vittighed meget sigende. Nu var han også ekstrem meget modstander af nyfigenhed og snak. Fejlen findes ikke i kvinder, men i det forhold at manden forelsker sig gennem øjnene, så det er faktisk mandens sanselige darwinistiske natur der gør at vi ikke formår at høre særligt godt efter hvad kvinden siger og at vi har svært ved at forstå hvad hun siger, fordi hun meget er et sexobjekt, parringsemne, for vores hjerne/bevidsthed. Men meget er sket de sidste mange år og vi mænd har udviklet os og i den sammenhæng er madmen tv serien værd at se.

AKT 3:

Persona og Skyggen. Gruppen, min meditationsgruppe og mig.

Vi er en gruppe der mediterer sammen, og jeg bruger min persona til at omgås dem på en venlig og imødekommende måde. Der er ingen tvivl om at deres persona er vild med guruen og evolutionaries enlightment filosofien. Da jeg ikke selv er religiøs i den forstand og jeg er opdraget til kritisk tænkning, forstår jeg ikke og kan jeg ikke gengælde denne persona fascination af filosofien bagved eller endsige manden selv bagved, indimellem dropper jeg min persona og viser dem den jeg er bag masken, personaen, og der opstår problemer i gruppen når jeg autentisk fortæller det jeg erfarer og det der sker med mig i forbindelse med meditationerne.

Som kristen er jeg ikke fortrolig med dette at dyrke eller beundre et menneske og tro han har større erfaringer eller højere bevidsthed end mig, at der sådan rent bevidsthedsmæssigt eller erkendelsesmæssigt skulle være den store kvalitative forskel på os. Noget Paulus og Luther og det almindelige præstedømme har lært mig, hvor enhver der er kravlet ud af dåben er præst. Dette er nok et af de vigtigste ballaster jeg har fra kristendommen, især den protestantiske, at vi ikke kan drives til at dyrke et menneske eller en menneskelig filosofi, ikke engang Jesus (noget Luther behandlede i forbindelse med sværmerne, der lå under for en imitation og ikke havde en reel Kristuskonformitet at trække på; Bonhoeffer siger det på en anden måde, han siger at kristendommen ikke er en idealitet, men en af Gud i Kristus skabt ny virkelighed). Paulus forlanger at vi skal trække al vores projektionslibido tilbage til os selv, det er netop det der er Kristusmystikkens essens. Paulus nægter at nogetsomhelst kan skydes ind mellem os og Friheden (Ånden, Herren Kristus), hverken et bestemt menneske kan stille sig her eller en religiøs tradition eller en filosofi (græsk filosofisk tænkning og logos ånd eller rationalitet).

Normalt tænker vi ikke meget over hvordan vores persona er, det ansigt (stemninger og følelser vi gir udtryk for (ofte fyldt af venlighed)) altså den person vi viser vores omverden. Det er vigtig her at forstå at new age konsekvent forveksler ego/jeget med persona (Jung) og over-jeget/ideal-jeget (Freud). New age er kommet til europa især fra bevægelser på den amerikanske vestkyst; fra uskolede mennesker eller akademiker der ikke har kendskab til en kontinentaleuropæiske filosofi og psykologi og humanvidenskaberne her hos os fra Kant til vor tid. Allerede på anden semester's filosofi eller teologi undervisning på et europæisk universitet ville Andrew Cohens tanker være uvæsentlige og trivielle og de ville højst kunne vække opsigt som fænomen. Den kontinentaleuropæiske diskurs om de her forhold omkring, menneskets bevidsthed, er meget mere gennembearbejdede dybe, af en hel anden grundig kvalitet, og sat i tværvidenskabelig meningsfuld sammenhæng. At new age filosofiens ego forståelse og begreb af det moderne menneskes identitet, bevidsthed og selvforståelse, dækker over hvad vi finder hos Jung som persona og hos Freud som ideal-overjeg er bare et stort problem som forvirrer samtlige samtaler (som alle de samtaler og debatter jeg har haft med Rønlov, jmp, Esther og Serotonin med flere). Men dette problem dækker over et endnu større problem, nemlig hvilket menneskesyn er det i sidste ende der plæderes for. Tydeligt er det at den kontinentaleuropæiske kristne tradition står på jeget/menneskets side overfor naturen og kosmos, eller det ubevidste. Ånd er med Paulus, Kant og Hegel/Marx og Sartre mfl. behandlet hos os under kategorien frihed og menneskets historicitet (mennesket som et historisk politisk fri individ mere end blot et natur eller kosmisk individ under nogen nødvendighed). Altså ånd hos os behandles under kategorierne frihed, skabende kreativitet og historiskhed, menneskehedens selvbevidsthed og bevidsthed, og i psykologien gir dette sig udslag i at mennesket er ret så fri og ubundet af både tradition/kultur og natur (som vi manipulerer og behersker den ydre natur, således manipulerer og eksperimenterer og behersker vi også med vores indre natur). Hverken ånd eller natur (naturnødvendighed og naturens love) underkaster det vesterlandske kristne menneske sig, men vi manipulerer, eksperimenterer og behersker det så godt vi kan for at tjene os selv eller mennesket det på bedst mulige beskub. Dette ses både hos Freud og Marx. Denne genstridighed overfor Gud, Ånd, Altet, Kosmos og naturen stammer fra en hel umulig mand ved navn Paulus, der indfører den mest kontroversielle diskurs om mennesket nogensinde, nemlig Kristusmystikkens diskurs om mennesket, der aldrig sammenblandes med Gudsmystik, naturmystik eller alene kosmisk mystik. Hos Paulus er mennesket ikke en del af noget større, et hele, altet eller kosmos eller naturen eller Gud; men mennesket er et Gudmenneske (et Kristusmenneske) og her er kosmos, Altet, Naturen/universet eller Gud/Ånden en del af mennesket. I Kristus takket være friheden (og ånden direkte fra Gud der ikke mere eksisterer udenfor os (inkarnationen som transcendental immanens)) står vi over alt dette. Kant og Hegel kalder dette for den moderne diskurs om mennesket, eller kort og godt det moderne menneskesyn der her med kristendommen gør sin entre på verdensscenen. Traditionen er Paulus, Luther, Descartes, Kant, Fichte, Hegel-Marx, og så alle de store tæt på os; Nietzsche, Berdyaev, Freud, Barth og Sartre. En tradition der er mere Paulinsk Kristi-ligt end den er græsk tænkning, mennesket bestemmes og forstås mere under kategorien frihed (og historiskhed (forsat skabelse og forandring af samfund og os selv)) end under natur (inklusiv Gud og Ånd) og nødvendighed og tilpasning eller afhængighed (religiøs underkastelse/muslim og tilbedelse).


Skyggen eller mit grimme fjæs/ansigt (i min meditationsgruppe) er for en stor del Kristus, Paulus der har iklædt mig Kristus, denne genstridighed som jeg har nævnt ovenfor, hvor jeg er helt anderledes stemt end gruppen med hensyn til bevidsthed og meditation, og denne stemthed skyldes de erfaringer jeg får i forbindelse med min meditationspraksis (og erfaringer med livet selv) og ikke så meget en forudindtaget negativ uvilje eller modstand imod evolutionaries enlightment filosofien som så, den er jeg åben overfor og den må bevise sin berettigelse gennem emperi og de kliniske erfaringer vi mennesker jorden over gør os med vore meditationspraktikker.

Eller meditation som en alvorlig sag; altså alvor og autencitet/ærlighed, min alvorsfulde mine/udtryk eller ansigt, hvor det hedder "jeg tænker altså er jeg" (stik imod guruen og min gruppes opfattelse der meget går på en overgivelse/hengivelse til noget stort udenfor egoet (hvorimod jeg i Kristus har hele guddomsfylden/al min libido i kød og blod (egoet eller mennesket))). Eller som hos Paulus, vi har tankerne direkte fra Gud i Kristus, og vel at mærke Gud (Ånd eller Natur) vi ikke mere kan centrere os om eller tilbede, fordi vi dionysisk er hvirvlet ind i forholdet via Kristusmystikken (Platon (enhver idealisme) og al religiøsitet vendt på hovedet), fordi Gud har stillet sig i mennesket, her findes al vores libido. Steiner siger at Kristus er menneskets nye jeg-legeme; Hegel siger det er det moderne menneske, Gudmennesket. Der findes 2 vigtige punkter i vestens filosofi og tænkning, nemlig Paulus og Descartes/Kant, skulle jeg nævne et 3. punkt må det bliver Heidegger/Sartre. Teologisk findes disse 3 punkter som Paulus; Luther og Barth.

Mange kærlige hilsner HansKrist.



PS:


Jeg oplever flere og flere dage med en grundstemning af boblende lykkefølelser. Og det sjove er at det er ubegrundet, eller det grunder ikke i at ting og forhold lykkes i mit liv; slet ikke, tværtimod for nogle områders vedkommende, men frustrationerne og konflikterne i mit liv, får ikke lov til at præge min grundstemning. Min evne til at udholde frustrationer er øget og mit pis bliver ikke sat i kog over at der ikke findes hurtige her og nu løsninger på problemstillingerne eller konflikterne.


Siden jeg fik kontakt til min Skygge, Skyggen, er jeg løbet ind i mange konflikter med kvinder. I øjeblikket er min Skygge, mit fjæs, altså lagt i sådanne folder og mit sind deraf stemt på en sådan måde at samtlige new age kvinder flygter skrigende bort. Som om min Skygge er anti-tids-ånds-ligt. Men hellere som mand, at være hadet for noget jer er, end at være elsket for noget jeg ikke er. Jung; Jes Bertelsen og Vita Storborg har også forklaret godt og grundigt at dersom man begynder på en meditativ individuationspraksis da vil konflikter og sammenstød med andre mennesker være en ganske naturlig del heraf. Det siger sig selv at en mand der arbejder meditativt med sin Skygge, han altid vil få kraftige reaktioner fra de kvinder der er i tidens ånd, netop dem han på persona vis har tilpasset sig gennem årene, i en slags empatisk sympati, at han nu dersom han svigter dette sociale og politiske korrekte projekt i tidens ånd, at han så bliver lagt for had eller møder modstand.

Meget sjovt er det at opleve og erfare hvordan min Skygge er fyldt med "Anton" (den måde min mor udtaler fars navn på, når han ikke er stueren i hendes øjne eller når han er klodset og udannet/primitiv).

Skønt at være tilbage hos Peter Arentzen, hvor alt fungerer perfekt,,, og hvor er du savnet på religion.dk.

Bravo,HansKrist.

Det var et fandens flot indlæg. Der er vist ikke så meget yderligere at sige til det.

Jeg vil nøjes med at læse det igen om et par dage.

Kære Hanskrist.

Hvor herligt at se dig vende tilbage til det rigtige debatforum. Jeg vil nu tage mig tid til at læse dit indlæg igennem, men det varer nok nogle dage, idet jeg ved at downloade det, har konstateret, at det fylder seksten sider A4. Og indimellem skal jeg også have tid til arbejdet med klippegønt, en jagt hos en god bekendt i morgen og det årlige gæstebud i overmorgen, hvor familie og venner kommer for at få gløgg og juletræer.

Men jeg skal nok vende tilbage, og for at du ikke skal komme til at savne mig, vil jeg skrive dig et lille drilleri. Det går ud på, at jeg ved at kigge på dit indlæg kom til at tænke på de besværligheder, man undertiden kan have med en flaske ketchup:

Man banker den i bunden, men der kommer i begyndelsen ingenting, men når man ihærdigt bliver ved med at banke, sker der pludseligt noget. For så kommer det altsammen på én gang – og det er rødt.


Sarva mangalam.

Med venlig hilsen

Kristian

Ha ha Kristian


ja jeg gik over tiden,,, og fødte en stor baby, alt for gammel, erfaringstynget og træt og tung allerede ved fødslen (hvem ka dog holde af sådant et barn?),,, dette barn skulle have set verdens lys da jeg fik veerne for uger tilbage, men jeg gik over tiden, missede timingen og veerne hørte op, men jeg vidste jo godt der var et barn derinde, men uden veer blev jeg nødt til at gøre som med ketchupflasken, tvinge det frem eller ud af sit skjulte ophold under skallen.

For eftertiden skriver jeg når ånden er over mig, når jeg har veerne, så I ka få en frisk lille baby der ikke er fortung og fortænkt og som man hurtigere ka ta stilling til. Urimeligt at folk skal bruge så lang tid på at vurdere hvad Hans lufter i sin klapvogn/kampvogn.

Jeg skrev, hvem ka dog holde af sådant et barn?


Mærkeligt nok så vidste jeg at jmp ville tage vel imod dette barn. Jeg sendte mit indlæg og løb min daglige løbetur ret lettet i låget over at være kommet af med dette barn der efterhånden fyldte godt op under kalotten/hjerneskallen,,,,, da jeg løb kom jeg til at tænke på jmp, den største læsehest og manden med den største læsekapacitet på siden, og jeg tænkte; jmp han tar sig af dette store barn, han byder det velkommen i sin hånd og ånd. Og ganske rigtig, jmp var der til at tage vel imod denne vanskabning af et barn, alt for gammel og erfaringstynget træt allerede ved fødslen og alligevel tog jmp vel imod dette forvoksede barn ude af form.

Over på religion.dk har jeg kåret jmp og Anne til at være de to mindst fastlåste og fordomsfyldte, de to formår indimellem at sætte sig ind i andres synspunkter.

Selv har jeg tænkt mig at blive i min skyttegrav og skyde gråspurve (Sero Jan-ner og Esthæer) med Paulinske kanonkugler, men skulle en gammel alfa han eller buk med imponerende gevir og budskab vise sig, da må Paulus kuglerne formstøbes ret så præcist med både Kant og Barth og klones med Nietzsche dynamit. New age (Rønlov og Esther) påstår at denne skyttegravskriger ender op med at blive ensom. Jeg har dog hørt om at nogle bliver rådet til at gå i krig. Jeg vil være den slagsmarkskyndige, den feltkyndige.

Jeg vil være manden der blev kendt for at føje endnu en væsentlig faktor til hvorfor hjernen vores, altså forhjernen, blev så stor, hidtil har vi vidst at socialitet (gruppens størrelse) og sproglighed evolutionsbiologisk over tid følger med hjernens øgede størrelse. Nu vil jeg føje frygt til; rædslerne eller frygten over ikke at kunne søge tilflugt i træerne mere (paradiset er væk), den frygt der har rejst os op på baglemmerne, den frygt der har gjort os interesseret i omgivelserne, ikke fordi vi var rovdyr med farlige dræberklør og skarpe tænder der bare kunne bruge omgivelserne som slaraffenland for vore behov, men fordi vi var velsmagende jagede eftertragtede pattedyr, der kun kunne beskytte os selv gennem samarbejde eller socialitet, der kun kan opstå via øget sproglighed, evner for at kommunikere og aflure omgivelserne og være 2 skridt foran hele tiden, foregribelse og forestillinger (som fordrer større hjerne (eller store forhjerner (ikke baghjerner) viser sig at være vejen, de egnede til analyser og forestillinger)). Sådant et menneske, cro magnon menneske, kom og viste sig at være en større succes end den meget stærkere og mere robuste neanderthaler med endda større hjernerumfang (dog ikke forhjerne, men bagtil var hjernen stor). Cro magnon menneskets alliance med frygt og binyrerne er en væsentlig medspiller til den store forhjerne ud over de kendte faktorer, socialitet og samarbejde der kræver sproglighed, evner for kommunikation, hvor igen store forhjerner evolutionsbiologisk har haft en selektiv fordel. Cro magnon mennesket var et frygt kriger menneske og neanderthalerne helt sikkert mere fredeligt anlagt. Frygt og seksualitet er så tæt forbundne at chimpanserne kopulerer umiddelbart efter at de har været i yderste livsfare. Jeg er stadig af den overbevisning at frygt spiller en afgørende positiv rolle i forbindelse med mandens rejsning og potens i det hele taget, og at EKIM er vejen til impotens for mændenes vedkommende, men så må vi samle ind til noget viagra til Jan Sero så de fredelige E-stærer hunner ka få en tur så de ka holde denne dekadente stamme ved lige her på jorden der tror at alt er kærlighed og skal være kærlighed.

Kristus-chakraet, slår krone chakraet (kosmisk bevidsthed) af banen og sidder som vi ser på de næste 3 billeder af Paulus i forhjernen eller panden. Her har vi sprogligheden og begrebstænkningen (forestillinger og begreber, altså tænkning som vejen) som er vestens vej, Kristusvejen, Kristus som Jeg-legemet. Descartes er den første egentlige store kristne filosof siger Berdyaev, middelalderfilosofferne som vi ellers tænker på som kristne filosoffer er ikke dette, de tænker græsk i stedet for (skolastikken er ikke kristen tænkning men en hellenisering). Den Paulinske Kristus-Jeg-linie er Luther, Descartes, Kant og Fichte osv. og Sartre skal som Descartes fremhæves (så kontinentaleuropæisk tænkning ikke kun ender som Tysk filosofi og tænkning).

Kristus-chakraet, sædet for Kristus-jeget, præcist illustreret i disse korrekte billedlige eller ikon gengivelser af Paulus:

http://unfinishedchristian.files.wordpress.com/2009/04/st_paul4.jpg

http://www.rice.edu/projects/code/presentat/paul.jpg

http://www.dioceseofscranton.org/Ecumenism/St.%20Paul%203.jpg

Rembrandt, denne fantastiske maler, er idiot på Paulus som W. Grønbech (og Stausholm og jmp mfl.) er det, og har her afbildet Paulus uden at Kristus har vundet skikkelse i ham, altså uden Kristus-jeget i pandechakraet (som er erstattet af præfrontal demens), hvilket ses her efterfølgende på den forkerte og misforståede Paulus opfattelse:

http://d1shzm2uca9f83.cloudfront.net/large/remb_paulus_gevang.jpg

Et HansKristi-ligt Hæsligt Læseligt indlæg.

jeg vil være som Nietzsche, han er mit store forbillede. I det mindste må du kunne se jeg øver mig, så meget må vi da kunne blive enige om.

ja det er skønt at være tilbage i folden, i feltet, på slagmarken, her hvor krigene kæmpes så vi igen kan føle glæden ved frygt og adrenalin der får hjertet til at pumpe og som øger dagsbevidstheden og objektiviteten (og åbenbart også Hansis potens (i det mindste mener manden at have fundet en sammenhæng)). Okay du er jæger med jagthund ved din side, så det ved du alt om, denne spænding.

PS:

det er dig vel undt at du slår dig løs på marken/slagmarken efter din store koncentrerede indsats med Gita'en og bogforlaget Gammelmark. Du skal ha lov at være FRI og en rigtig Kriger-knægt igen sammen med din hund og dine venner. Adrenalin skal der til for at holde de små grå i sving og svingninger eller for at integrere vel de subcorticale områder med de neocorticale områder. Den dybe forbundethed med livet selv i al dets nøgenhed og skønhed og gru, er nødvendig for at vi ikke skal ende i gold tænkning. Vi "elsker" begge Nietzsche og Jung,, ikke min ven???

Min mor sagde forleden at jeg ikke skulle være så hård i en debat med kvinderne (Jan Sero og jmp (sorry i 2 Jesu hippier) går jeg ud fra hun mente, for Anne ka det da ikke være), men at jeg hellere skulle øve mig på Kræn-p i stedet for. For han kan tåle hårde slag og giver dig igen som du fortjener eller som du spiller op til.

Halleluja kære Hanskrist.

Du er helt fantastisk til at udtrykke dig, Hanskrist.

Det smukke for mig er at se det du udtrykker imellem linjerne. Du sprudler jo af følelser, og du holder dem ikke tilbage.

Bare bliv ved med at gøre det du gør, så må vi se om vi andre kan følge med.

Men hvad skal du bruge en skyttegrav til, Hanskrist? Du ved jo jeg ikke skyder igen. Så kom du bare frit frem og gi den gas.

Bare skyd løs min kære ven. Og bliver du træt skal jeg nok være der for dig, og jeg vil gøre mit bedste for at give dig mod og håb i den kamp du nu har valgt at kæmpe. Jeg kunne fortælle dig at din modstander ikke er virkelig, men hvis du har valgt at kæmpe, så er det jo det du har valgt.

Hils din mor og sig hun ikke skal være bekymret, hverken for mig eller dig, for vi skal nok klare den.

Kærligst Jan.

Kære Hanskrist.



Så har du jo kigget i bogen. I hvert fald i den trettende recitation.


Med venlig hilsen

Kristian

Kære Hanskrist.

Undskyld venligst, at jeg har ladet dig vente så længe med et svar, men det forholder sig nu engang således, at megen god tid går til spilde med arbejde.

Som vi begge har været inde på, er det noget af en afhandling, du har velsignet os med. Men der er tale om spændende læsning, der blandt andet viser, hvor forskelligt en meditationspraksis kan falde ud, og hvorfor det er så svært at sige noget generelt om, hvad meditation så dybest set er for noget. Jeg vil derfor sige som Radhakrishnan, at der er mange stier, der fører op ad bjerget, men udsigten fra dets tinde er den samme for alle.

Når jeg kalder dit opus for spændende læsning, skyldes det, at du præsenterer os for en måde at meditere på, der er gennemsyret af en intellektualisme, som ikke mange forbinder med meditation. Men som vi jo har lært at forbinde med dig. Dine kæpheste får ingenlunde lov at hvile i meditationens uforlignelige stilhed. Tværtimod henter du endnu flere ud af stalden, end jeg tidligere har set dig hyppe.

Hvor andre, der udtaler sig om deres meditative erfaringer, understreger dette at hvile i selvets ro, hvor de sammenligner selvet med en stille sø, hvis overflade kun nu og da brydes af en fisk, der slår op over overfladen, slipper din meditation en brain storm løs, hvor europæiske teologer og filosoffer taler ivrigt argumenterende gennem Hanskrist’s intellekt.

Denne aktivering giver sig også udslag i det psykomotoriske, så du oftere træner fysisk, end du længe har gjort, hvis jeg har forstået dig ret. Men at der er sket noget med Hanskrist under meditationsforløbet, derom bør ingen være i tvivl. Her bemærker jeg navnlig dit post scriptum:



Jeg har valgt et afsnit ud, som jeg gerne vil knytte en kommentar til:



Jeg kan erklære mig enig i, at Østen har forsøgt at slukke begærets ild. Thi af begæret følger vreden, nemlig vreden over at blive frustreret i sit begær. Og af vreden udspringer de handlinger, hvormed vi sårer og fortrædiger vore medskabninger. Derfor må man lære sig selv at handle uden attrå eller afsky, således at det bliver den etiske holdning, der bliver sat i højsædet.

Derfor kan jeg ikke være enig med dig i, at Østen har spillet fallit. Thi det er netop i det udslukte begærs stilhed, Østen finder målet, sit formål og meningen med livet. Det er netop ved at fjerne begæret fra de visuelle objekter – og hvad, der kan sidestilles hermed – at den østlige mediterende finder fred. Derfor synes jeg, at der i det citerede afsnit ligger en selvmodsigelse.

Det forholder sig nemlig ikke således, at man i en østlig holdning falder hen i en slags apati, hvor syv og fem er lige. Du møder for eksempel i Vedanta en filosofi med visioner af fabelagtig rækkevidde, og Nagarjuna’s buddhistiske filosofi kan med hensyn til tankedybde fuldt ud måle sig med Søren Kierkegaard’s tænkning.

Dette var en kommentar til et enkelt afsnit, og det er mig ikke muligt at komme rundt omkring alle de steder i dit indlæg, hvor jeg kunne have lyst til at ytre mig. Men da du nu er her igen, har vi jo tiden for os, så vi kan udveksle meninger i den videre debat.


Med stor hilsen

Kristian

Kære Kristian,,,

Men da du nu er her igen, har vi jo tiden for os, så vi kan udveksle meninger i den videre debat.

Enig, det må blive en fortløbende proces at drøfte meditation, både erfaringer med meditation og en eventuel teori bagved eller holdning bagved. Se en kommentar ("Bevidsthed og meditation") jeg har skrevet herom (1)* .


Vi må ta det op i ro og mag hen af vejen, også fordi jeg jo ikke ved hvor det ender med mig, meditationen (min praksis) gør stadig meget ved mig. Og jeg er jo ikke Herre over hvad meditationen gør ved mig, jeg må jo bøje mig for det der gør sig gældende, Se fx (1)* .

Nu mener jeg at en meditationspraksis er skæbne fordi den forandrer ens liv. Et par eksempler:

a): ny og bedre hukommelse og hukommelse om ting, personer og forhold der var forsvundet i glemsel. Denne hukommelse gir selv sagt en ny og anderledes sammenhæng i mit liv og værdisættelse og påskønnelse af personer der dukker op ad glemslen. For ikke at tale om hvor meget det kan forandrer et menneske, hvis han har kontakt til arketyperne og de stærke universelle, temmelig sikkert evolutionsbiologiske ontologiske størrelser.

b): ny krop eller ny kropselv. Bedre kontakt til kroppen og dens signaler og organer (alt lige fra fødderne og kønsorganerne over mellemgulv og hjertet til hals mund og hovedholdning).

c): ny kontakt til sanserne, sanselegemet eller sanseorganerne. Her er lugt næsen og smag munden kommet meget til her på det sidste. Og tilknyttet lugtesansen er der knyttet mange fortidserindringer, fx hænger lugt og barndomsminder meget sammen, eller den bedre kontakt til lugtesansen ledsages oftest af fortidserindringer. Ligeledes spiller lugtesansen en afgørende rolle i forbindelse med erotiske forestillinger og erindringer (så fik biologerne alligevel ret).

d): et meget stærkere Jeg/ego (Freud og psykiatrien) (nok det samme som Atman i en anden diskurs). Ligeledes en øget evne til at skelne de videnskabelige, politiske og religiøse demagogiske eller populære påduttede ideologier fra ens egne standpunkter, tanker og ideer, eller forståelse af tingene. Hvor meget har JEG tilegnet mig af alt det jeg hør om og læser om???? Hvor meget har JEG forstået af det hele, tilegnet mig på selvstændig vis (det der i skolen gav 10, 11 eller 13 for år tilbage). Mine tanker går til Descartes, Leibniz og Spinoza og Kant, for hvem dette havde den største betydning. Den begrebsstærke erkendelsesteoretiske JEG/EGO eller FORSTANDS skole i vesten. Her er Tænkningns Skytshelgen Paulus interessant, en religionsstifter og mystiker af de største der paradoksalt nok forlangte at vi skulle brugte vores forstand og som sagde at tankerne også kunne være fra Gud af (noget Descartes har taget op). Paulus der var kritisk overfor den græske filosofiske diskurs, som han kaldte mennesketanker, altså en tidlig ideologikritik og overjegskritik, som han stiller op overfor de tanker vi har direkte fra Gud af i Kristus (i jeget eller i jeg-legemet Kristus). Alt dette er også det der ansporer Steiner, der netop er opdraget i den erkendelsesteoretiske vesteuropæiske tradition jeg her har nævnt, til at sige at Kristus er JEG-legemet.

e):

den gode kontakt til drømmene, de meget stærke og energiladede drømmesymboler og forvarslerne her og de komplementære vink mmm.

-------------


Nå men det jeg vil sige er at meditation er skæbne, det forandrer mit liv radikalt og jeg kan ikke sige hvor det ender eller slutter, jeg er først lige begyndt. Så lad os hjælpe hinanden her på debatten. Lad os sammen forske og udforske hvad pokker det dog er der sker i forbindelse med meditation, hvilke processer for menneskelig udvikling og vækst er det meditation igangsætter.


Du har ret i at der er nogle selvmodsigelser, eller nogle uafklarede forhold i det jeg skriver, og da især omkring hvilken rolle begær spiller (læste 3. recitation i nat da jeg vågnede). Hvilken rolle spiller bevidsthedens intentionalitet. For mandens vedkommende er der jo slet ingen tvivl om hvilken rolle anima delen af vores sjæl spiller. At tale om ren bevidsthed ville være noget sludder, for bevidstheden er i den grad rettet imod det modsatte køn og forurenet eller forskønnet fyldt med erotik og seksuelle motiver og emotioner. Freud og Erik Klausen har ret, menneskets bevidsthed er konstant optaget af begæret og lysten til det modsatte køn og det fylder mandens liv med himmelsk/højt humør, poetisk glæde og begejstring og besyngning af tilværelsen. Alle der har mulighed for at se Klausen's foredrag; "fra den ene hjernehalvdel til den anden", skal unde sig selv at overvære dette fremragende foredrag om bevidstheden (om hvad der foregår inde bag knolden på os mennesker).

Du har også ret i at kæphestene ikke er blevet mindre, og alt hvad der kan trækkes af stalden, bliver luftet i vildt ridt, med snart Descartes som rytter og så Platon, og så Kant og så Jung og så den og den, alle i fuld galop ført an af Paulus på Kristus eller Kristus på Paulus (er ikke lige klar over hvem der rider eller skamrider hvem). Men alt i alt er at jeg er Heraklit og Nietzsche og Berdyaev dreng og jeg erfarer igen ro. Jeg er til den linie af tænkere der finder at bevidstheden i meditativ tilstand overgår selv den vildeste fantasi i larm, musik, stemninger og humør scener og persongalleri og følelsesmættede dramaer. Kunst har ikke interesseret mig meget gennem livet her, men siden jeg er begyndt at meditere, forstår jeg pludselig kunsten, malerkunsten og musikken, fra renæssancen op gennem romantikken og frem til nu. Jeg begynder at forstå hvilke ontologiske størrelser der gør sig gældende og kræver sit udtryk hos kunstneren.

For mig er dette at meditere nærmest det modsatte af hvad min gruppe erfarer. Og jeg mener at det skyldes at deltagerne i min gruppe mediterer på en for-mening om bevidstheden og hvordan den er skruet sammen, og dette tar de med sig ind i en meditation og har som forventning. Således mediterer de ikke, men de sidder i en forventning om at det Cohen har stillet op som ideal vil indfinde sig. Men dette mener jeg er forræderi imod sandheden (Jung fx) og imod Epoche, den ny begyndelse med Husserl (hvor de unge var Heidegger; Løgstrup og Gadamer). Se eventuelt (1)* min kritik af min gruppe.

Dog mener jeg at spørgsmålet om hvorvidt vest eller øst har ret, må afgøres empirisk. Selv er jeg forbavset over Jungs individuationsprocesser, hvordan disse er en meget præcis beskrivelse af hvad jeg erfarer i forbindelse med min meditationspraksis. Jeg er forbavset over hvor stor en rolle det erotiske spiller, altså anima, Jung, Freud og Erik Klausen. Jeg mener at begreber, altså forstanden og dermed jeget/egoet har del i virkeligheden eller ihvertfald så forandrer verden 3 (Popper) diskursen (Popper og Habermas) den menneskelige psyke (verden 2) og natur (verden 1). Vestens styrke er at den ikke går udenom begær og seksualitet og iøvrigt enhver form for intentionalitet, og ej heller går af vejen for ideer og tanker og dermed egoet, forstanden og tankerne der også er fra Gud ifølge Paulus. Vesten har at i Kristus/Egoet/mennesket der har vi hele guddomsfylden i kød og blod. Vesten valgte mennesket og egoet, og "østen" valgte alt andet end mennesket, men lod mennesket gå op i det forskelsløse, inderste, ultimative og altomfattende; noget der i den protestantiske vest-kirke tradition næppe kunne få en teolog eller filosof til så meget som at hæve øjnbrynene, fordi dette betragtes som en livsløgn eller en falsk bevidsthed, falsk Gudside og falsk monofytisme (Berdyaev). Hovsa da en kæphest der slap ud, redet af Berdyaev. Da du kender Berdyaev lidt Kristian, vil jeg, eller har jeg et ønske om, at komme ind på Berdyaevs kritik af Gita'en og de religiøse traditioner der knytter sig hertil. En kritik han fører ud fra sin skoling i vestens filosofi især fra Kant og frem til Hegel/Marx og så ud fra den ortodoxe teologi og de vigtigste kirkefædre her og Böhme og sin opfattelse af sig selv som Kristen eksistentialistisk tænker, med stor interesse i Dostejevski, Kirkegaard, Nietzsche, Jaspers og Heidegger.

Når jeg mediterer kan jeg tydeligt mærke hvornår kulturens indflydelse, mine fordomme og overjeget, det jeg har lært og som jeg er blevet præget med, falder til ro, og så mit det autentiske selv; JEG eller EGOET begynder at gøre sig gældende. Nøjagtig sådan opfattede også Descartes meditation for en stor dels vedkommende. Det er turning point i enhver meditation når man går fra overjegets indflydelse til Jeget eller det autentiske selv. Eller sagt i Jungs terminologi, når man går fra persona, til skyggen og anima fx. Turning point er eventyret i enhver meditation, det er her alt bliver levende (sanselig) og personlig autentisk liv (fx erindring og hukommelse, fx hvem man elsker og fx hvor god kontakt man har til arketyperne, drømmesymbolerne).

Du har ret i Kristian (2)* at jeg oplever dette at meditere meget anderledes end de fleste andre. Noget min mor der kender meditation fra yoga har påpeget overfor mig for mange år siden. Hun siger, "Hans, jeg tror ikke der er ret mange der oplever og erfarer det du erfarer under meditation"; hvorfor hun ikke er overrasket over at jeg står meget alene i min meditationsgruppe, med mine erfaringer. Men så alene er jeg dog heller ikke, for jeg har Jung og jeg har Bergson og jeg har måske James Joyce (som jeg er blevet sammenlignet med på religionsdebatten af debattøren oscar).

(2)*:

Hvor andre, der udtaler sig om deres meditative erfaringer, understreger dette at hvile i selvets ro, hvor de sammenligner selvet med en stille sø, hvis overflade kun nu og da brydes af en fisk, der slår op over overfladen, slipper din meditation en brain storm løs, hvor europæiske teologer og filosoffer taler ivrigt argumenterende gennem Hanskrist’s intellekt.


Jeg vil lige slutte af med følgende citat af mig selv, som du har med:

Jeg oplever flere og flere dage med en grundstemning af boblende lykkefølelser. Og det sjove er at det er ubegrundet, eller det grunder ikke i at ting og forhold lykkes i mit liv; slet ikke, tværtimod for nogle områders vedkommende, men frustrationerne og konflikterne i mit liv, får ikke lov til at præge min grundstemning. Min evne til at udholde frustrationer er øget og mit pis bliver ikke sat i kog over at der ikke findes hurtige her og nu løsninger på problemstillingerne eller konflikterne.

Ifølge Høffding er det ikke ubegrundet, men det er uden årsag i at noget lykkes i mit verdslige liv blandt andre. Ifølge Høffding grunder min lykkefølelse, eller er min lykkefølelse netop begrundet i noget der ligger under overfladen, dybt skjult i mit sind. Min lykkefølelse skulle altså grunde i noget, men ikke være forårsaget af at noget lykkes i mit verdslige persona liv. Det er Høffding der gør meget ud af at skelne mellem grund og årsag-virkning. Hermed kan jeg korrigere og sige at min grundstemning, det der ligger til grund for mit humør, altså den dybereliggende grund til mit humør er blevet styrket/befæstet igennem min meditationspraksis. Altså det land eller den klippe jeg grunder mit liv og humør på er blevet styrket kunne man sige.

En af årsagerne hertil kunne for mit vedkommende være at meditation virker som en energi-akkumulator ka jeg mærke. Min gode ven gennem hele livet siden gymnasiet, har altid sagt at jeg mangler et energi-spare-gen og at det for ham i evolutionsbiologisk perspektiv er uforståeligt at jeg stadig er i spil, med på verdensscenen, med op til nutiden, når jeg overhovedet ingen energi-spare-gen tilsyneladende har med mig. Meditationen har overbevist mig om at han har ret, hele mit liv har jeg ødslet med min livsenergi og i lange perioder af mit liv har jeg glemt at restituere og komme til hægterne igen efter voldsomme fysiske strabadser. Også min far har sagt mig at jeg arbejdede for hårdt, at jeg ikke skulle arbejde livet af mig selv. Her i forbindelse med meditation ka jeg se at dette er korrekt nok, jeg har i den grad solgt ud af mig selv, uden omtanke på om jeg nogensinde igen ville komme til mig selv igen. Jeg har været fanden-ivoldsk og ofte tømt mig selv for livsenergi og den sidste kalorie. Jeg er da også typen der har fastet flere gange 14 dage uden andet indtag end noget at drikke. Jeg er 188 høj og jeg har løbet og trænet så meget at jeg i en lang periode var nede på 67 kg, selv om jeg åd spiste og drak som ingen andre i samme periode. Siden jeg er begyndt at meditere er jeg blevet meget mere bevidst om ikke at dræne mig selv for alt livsenergi (er mere opmærksom på hvor mine fysiske grænser går), jeg er nu meget bevidst om hvordan jeg økonomiserer og docerer min livsenergi og dersom jeg tømmer lageret, da er jeg på vagt overfor at det hurtigst muligt igen bliver fyldt op, så jeg ikke sølles eller går ind i en længerevarende usund underskudssituation. Jeg er blevet meget bevidst om hvordan min livsenergi eller energi i kroppen, min fysiske energi, og så mit humør og min livsglæde/overskud hænger sammen.

Meditation virker altså som en energi-akkumulator i mit liv. Energi og bevidsthed; og energi og humør/stemthed/spændthed, hvordan det hænger sammen er jeg blevet bevidst om. Ja meditation har gjort mig meget bevidst om hvordan jeg økonomiserer med min livsenergi. Det ka godt være jeg stadig brænder mit lys i begge ender, altså stadig har ild i røven, men jeg er begyndt at økonomisere med afbrændingen. Så jeg er også blevet miljøbevidst mht hvor meget CO2 jeg lukker ud i æteren.


mange kærlige hilsner Hanskrist.




(1)* :

Bevidsthed og meditation:

Hvor skal man begynde, hvis man vil udforske bevidstheden? Husserl begyndelsesprincip, som han gang på gang indskærpede sine elever (fx Heidegger; Løgstrup og Gadamer), lød: Man må lægge alle teorier om bevidstheden, alle forudfattede meninger og forklaringer, til side for så uhildet og umiddelbart som muligt at iagttage, hvad der foregår i bevidstheden, i min bevidsthed her og nu.

Det er nærliggende at forestille sig den "rene bevidsthed" som en tom bevidsthed: et tomt spejl eller en tom mave. Men det er netop en ren for-mening/for-dom om bevidstheden, som ikke kan hævde sig over for bevidsthedens virkelige selverfaring. Man gør nemlig den opdagelse, at bevidstheden ikke et øjeblik er skilt fra Væren/Livet. Der er ikke nogen tom bevidsthed, som står over for de objekter, hvormed den udfylder sin tomhed. Bevidsthed er altid bevidsthed om noget. Den bevidsthed, som i metodisk hensigt er "renset" for ydre virkelighed, kan ikke holde op med at imaginere en "ydre" virkelighed: den indre verdens ydre verden. Bevidstheden har ikke noget "indre", den er sit eget "ydre".

Hvis man tager sig selv og sine meditationer seriøse og man mener noget med begrebet det autentiske selv, da er man forpligtiget på at leve op til ovenstående. Ellers mediterer man på en ide om bevidstheden, en fordom eller en formening om bevidstheden, hvorved det levende liv dør i en, hvorved Væren og Livet kvæles.

Hvis Væren eller Livet selv skal sætte sig igennem og manifestere sig, må man ikke spærre dets gennembrud ved at tage en fordom eller for-mening om bevidstheden med ind i sin meditation.

Hånden på hjertet man må være ærlig, bundrådden ærlig når man mediterer. Bliver man overvældet bliver man overvældet, bliver man forført bliver man forført, bliver man udsat for et indbrud eller et gennembrud, da bliver man udsat for et indbrud eller gennembrud. Ingen teori eller for-mening eller fordom om bevidstheden kan stille sig i vejen for hvad der manifesterer sig på emergent vis.

Hvis man vil være forsker da må glemme teorierne og for-meningerne og fordommene om bevidstheden og så alene forholde sig til hvad der rent faktisk hænder eller manifesterer sig under en meditation. Derudfra kan man når de kliniske undersøgelsesmaterialer er store nok begynde at danne sig en teori, men igen når man går ind i en meditation må man lade alle for-meninger og fordomme og ideer og teorier om bevidstheden være tilbage, slippe dem. Hvis man er interesseret i det autentiske, og det autentiske selv.

Meditation er at blive overrasket, det er meget et eventyr ind i det ukendte fordi det er at være i proces med det ubevidste. Meditation er gaver, ren nåde, at modtage gaver, det er at være til i Skænkethed. Under meditation modtager mennesket det de mangler, ikke det de selv troede de manglede, men det de virkelig har brug for, som ofte er noget ganske andet end det de gik rundt og troede var deres store behov her i livet.

Der findes mennesker og personer og forhold og relationer under meditation, som man ikke engang har turdet drømme om eksisterede, det overgår ens vildeste fantasi og ens hukommelse er mageløs og skal blot vækkes som den netop bliver under meditationerne. Og årsagerne hertil er ikke at finde i egoet, men i Væren selv, som vi har hørt om forholdet siden Platon og op til Jung; Bergson; Heidegger og Sartre og Edgar Morin, for blot at nævne nogle af de modige sjæle der har turdet lade sig selv konfrontere med virkeligheden. Men disse forhold, Værens-forhold, konstituerer egoet, gør mennesket robust, sund/rask og lykkelig. Fylder mennesket med mening og mål og begejstring (glæde og kærlighed), og rejser mennesket op over hverdagslivet trivialiteter.

På facebook har jeg fået den sjove ide løbende at komme med forskellige definitioner af meditation. Her følger min den seneste:

Ny definition af meditation. Lidt set i Kristen perspektiv.

Meditation er at være til i troen, i Kristus. Kristus er ren nåde, nåde der går for ret. Her gælder at jeg ikke kan dømmes eller identificeres på mine gerninger, gode såvel som dårlige. Det der i meditationen konstituerer min suveræne urørlige personværdighed, konstituerer mig som person, er ikke mig selv, for i Kristus, i troen, er det Gud der virker, er den virkende i mit liv. Meditation er således at blive mig selv fri eller løs, fri af idioten, den forfængelige og nærtagne, ham den selvoptagne og selvkredsende. Det er at åbne og give plads for en kvalitativt ny måde at eksistere på som menneske.

Tro, at være til i Tro, i Kristus, er et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os på ny ud af Gud. Den døder den gamle Adam, og gør os af hjerte, sind, tanker og alle kræfter til helt andre mennesker. Luther.

Dette kan vi ikke tænke os frem til, men vi kan tænke over det.

Vi kan tænke over noget og på nogen, men tanken vender altid før eller siden hjem igen, tilbage til os selv igen. Heroverfor udmærker troen sig ved, at den forbliver hos det (eller hende), den tror på.

Mennesket kan ikke blive sig selv fri eller løs ved at tænke, men i troen eksproprieres mennesket med et kærligt ekstatisk lille spark i røven ud over sig selv, drages mennesket bort fra sig selv, og vi overdrages til en anden instans og virkelighed, hvor det guddommelige får lov til at virke i os, hvor vi forvandles og fødes på ny ud af Gud.

Således er dette at meditere ihvertfald ikke at tænke mig frem til noget, at nå frem til noget via tænkning, noget tænkt og fortænkt noget, men at TRO, og at være til i tro, til i Kristus. Således er det gennem troen, gennem Kristus, at vi kommer til Gud og ikke ved egen kraft og fornuft. Det betyder dog ikke, at jeg kan eller ligefrem skal komme til Gud uden fornuft og uden egen kraft i behold, men at jeg kommer til Gud som det hele virkelige menneske med al min fornuft og kraft og alle mine evner.

Derfor betyder det, at komme til Gud, at du forstår dig selv og derved bliver stille.

Hvad er tro? Tro er tillid.

Hvad er kærlighed? Kærlighed er en uendelig virkelighed.

Hvordan kan man møde kærlighedens virkelighed uden at forstå sig selv?

Sandhed er at se sig selv som man er, uden hverken at retfærdiggøre eller fordømme det, man ser.

Kærlighed er stilheden og det uendelige rum.

I denne stilhed er der uendelig frihed.

Dér, i stilheden, er man hvad man er, på godt og ondt, et menneske.

Hverken mere eller mindre.

Kære Michael læser du overhovedet mine indlæg, og dersom du læser dem, forstår du dem så????

For nu er det anden gang på et døgn at du har besvaret mine indlæg der har haft betydelig kvalitet, med det rene nonsens.

Du svarer mit indlæg med følgende:

Derfor betyder det, at komme til Gud, at du forstår dig selv og derved bliver stille.

Jeg udtrykte det stik modsatte, jeg gav udtryk for det stik modsatte:

Meditation er således at blive mig selv fri eller løs, fri af idioten, den forfængelige og nærtagne, ham den selvoptagne og selvkredsende. Det er at åbne og give plads for en kvalitativt ny måde at eksistere på som menneske.

Mennesket kan ikke blive sig selv fri eller løs ved at tænke, men i troen eksproprieres mennesket med et kærligt ekstatisk lille spark i røven ud over sig selv, drages mennesket bort fra sig selv, og vi overdrages til en anden instans og virkelighed, hvor det guddommelige får lov til at virke i os, hvor vi forvandles og fødes på ny ud af Gud.

et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os på ny ud af Gud. Den døder den gamle Adam, og gør os af hjerte, sind, tanker og alle kræfter til helt andre mennesker. Luther.


Du skriver endvidere:

Hvad er tro? Tro er tillid.

Læste du overhovedet hvad jeg skrev om tro???

Vi kan tænke over noget og på nogen, men tanken vender altid før eller siden hjem igen, tilbage til os selv igen. Heroverfor udmærker troen sig ved, at den forbliver hos det (eller hende), den tror på.

Mennesket kan ikke blive sig selv fri eller løs ved at tænke, men i troen eksproprieres mennesket med et kærligt ekstatisk lille spark i røven ud over sig selv, drages mennesket bort fra sig selv, og vi overdrages til en anden instans og virkelighed




Du skriver endvidere:

Hvad er kærlighed? Kærlighed er en uendelig virkelighed.

Kærlighed er stilheden og det uendelige rum.

Vrøvl fra ende til anden, kærligheden er aldrig hos mig eller andre kristne tænkere defineret således. Kærlighed er i kristendommen netop ikke uendelig virkelighed (stilhed og uendelig rum). Det er selve kernen i kristendommen, og det var det Paulus trynede grækerne med. At Kærligheden (Gud som Kærlighed) var konkret var en tåbelighed for grækerne.

Nu skriver jeg mange gange vrøvl om dine meninger, hvilket jeg umiddelbart jo ikke burde gøre, for du har vel lov til at have dine egne personlige opfattelse af kærlighed og alt andet vi debatterer. Jo det har du lov til. Men når jeg skriver vrøvl er det fordi du konstant forsøger at kæde det sammen med kristendom, eller du gør det på den måde at dit filosofiske religiøse verdensbillede eller virkelighedsbillede, formår at omfatte de kristne synspunkter,, og i den sammenhæng er det vrøvl fra ende til andet det du giver udtryk for, for du er ikke i nærheden af at have forstået den kristne teologi, filosofi og tankegang. Du udgør ikke engang et trussel eller seriøs alternativ, fordi du slet ikke er oppe på niveau med den avancerde kristianiserede tankegang.



Du slutter af:

Dér, i stilheden, er man hvad man er, på godt og ondt, et menneske.

Hverken mere eller mindre.

Igen vrøvl og en u-Kristen og u-menneskelig tankegang og uvidenskabelig opfattelse du gir udtryk for.

Mennesket er et socialt sprogbrugende væsen. Ingen mennesker lever for sig selv eller dør for sig selv, som Paulus udtrykker det.

Tænk hvis Anne var blevet som dig Michael i tænkning og observans. Hun kommer her på debatten og det kunne være gået i forskellige retninger. Hun kunne sagtens være endt op med synspunkter der ligner dine synspunkter Michael. Guderne må vide hvordan det gik til, men hun må være kvik i pæren, for hun begriber og bliver grebet af den kristne tankegang, den vestlige kristianiserede tankegang og undgår at falde ned i tidsåndens østificerede nyreligiøse vrøvl som du Michael repræsenterer det for os, som Jan Sero Ekim repræsenterer det og mange andre her på de to debatter (I (Rubæk, Esther, Jan Sero, Rønlov, Jib, "Thomas") er faktisk i flertal, jer med en østlig inspireret religiøs anti-Kristi-lig tankegang). Selvfølgelig må vi også takke Århus Universitet teologiske fakultet for at Anne lærer den kristianiserede tankegang at kende, så hun får et reelt valg, for eller imod kristendommen.



Hele min debatengagement har kun et formål, at folk de bliver oplyst om den kristianiserede tankegang, det kristne alternativ til gængs filosofi og religiøsitet.


Ikke alle mennesker er blevet intelligent præsenteret for den kristne filosofi og teologi og tankegang. Hvis den kultur og tidsperiode man lever i ikke formår at præsentere den kristne filosofi, teologi og tankegang, da hviler menneskets fravalg af kristendommen på ingenting, eller alene på fordomme og fordumme. Og det er Annes, Vangs og min forbandede pligt at præsentere folk for den kristianiserede tankegang (den kristne filosofi og teologi og tankegang). Så folks fravalg af kristendommen i det mindste kan komme til at hvile på et sundt grundlag, så folk i det mindste er klar over hvad/hvem og hvilken virkelighed, hvilket liv, det er de vælger fra.


Tænk hvis Kræn-p dengang i sin tid da han var i tvivl mht kristendommen og valgte at forlade den, havde mødt mig og min præsentation af den kristne filosofi og teologi. Så havde manden haft et alternativ, nu havde han stort set ingen væsentlig viden at foretage sit valg/fravalg ud fra. Uoplyst om hvad kristendom er og ikke er, foretager han et fravalg i blinde, eller uoplyst om et alternativ. Tænk hvis Kræn-p havde læst Berdjajef frem for blot at kigge på rygbinden. Tænk hvis han havde læst Tillich og Barth.

Selvfølgelig har teologer og præster også en del af skylden, fordi de ikke formår at præsentere den kristne teologi og filosofi for folket, for lægmand.

Det er rent ud sagt en katastrofe at igennem hele det 20. århundrede har ingen formået at formidle den kristne teologi, filosofi og tankegang for lægmand. Og det selv om vi har haft fremragende (verdenshistorisk set) kristne teologiske tænkere, der endda har været toneangivende i selv sekulær filosofi. Berdyaev; Tillich; Barth; Bonhoeffer; Prenter; Løgstrup; Jüngel; Pannenberg for blot at nævne et par stykke.

Og du Michael er et skræmme eksempel i den her sammenhæng. Du er belæst og begavet, vel orienteret, og vokser op i hovedstaden København, en del af den europæiske kontinent (stedet/kulturområdet for den ypperste og mest avancerede teologi og filosofi (kristianiserede tankegang) verden nogensinde har set), og alligevel aner du ikke en skid om denne kristendom. Du har overhovedet ikke engang fået fat på de mest fundamentale kriterier for hvad det er Kristeligt og ikke Kristeligt. Tænk på Rubæk, Esther, Jan Sero, Rønlov, Jib, "Thomas" og alle de andre. Det er rent ud sagt en katastrofe.
Og du er indimellem en stor katastrofe Michael med din Krishnamurti relgiøse filosofi og Gîtâ religiøse filosofi som du vil smøre over på evangeliernes Jesus.

mange kærlige hilsner Hanskrist.

PS:

Du var ædruelig og seriøs tænker i en kort periode, men nu er du igen sunket ned i din alvidenhed, som dog blot er subjektivistiske ukritiske kedelige trivielle betragtninger, hvor du udvander og udhuler ethvert begreb du komme i nærheden af (som fx i den her tråd, begrebet kærlighed) med lommefilosofisk tomgangssnak og sludren, hvor du intet siger for et moderne menneske. Siden metafysik kritikken giver din måde at filosofere (i dit tilfælde at sludre og snakke) over kærligheden fx overhovedet ingen mening længere.

Som det er nu, er du en dårlig filosof eller tænker. Først den dag du indser at din tankegang, den måde du tænker på, er struktureret ud fra Krishnamurti og Gîtâen, først den dag du stiller dig kritisk heroverfor og tager de alternativer du møder (fx Hanskrist; Vang; Anne; Simon2; Bjørn og andre) seriøst op, da har du muligheden for at udvikle dig lidt som tænker og filosof.

Hvis man ønsker at være åndsfrisk og kunne tænke og filosofere, så må man ikke som dig Michael være bange for ordene og tankerne. Men man må integrere neocortex med de subcortikale områder. Man må aldrig meditere på det upersonlige forskelsløse inderste ultimative altomfattende, altså tage en sådan formening og fordom med sig ind i sine meditationer, for man finder som man søger. Og søger man tomhed finder man tomhed.

Som Barth var inde på det; det store problem er folks søgen Gud eller det evige eller det forskelsløse inderste ultimative altomfattende. På den måde svækker man mennesket, forstanden og det konkrete menneske (Kristendom) og liv og virkelighed.

Kære Hanskrist,

Du skriver, at jeg står for noget "østificeret og nyreligiøst".

Lad mig fortælle dig, hvad jeg står for: Jeg står for at holde fast i Jesu ord, gemme dem i hjertet og handle på dem med rene hensigter. I al sin enkelthed. Og for at forstå, hvad dette kan føre til - hvad det kan gøre ved sjælen - er man nødt til rent faktisk at gøre det.

Hvad østligt er der i det? Hvad vestligt er der i det? Heller ikke er det nordisk eller sydlandsk. Det er guddommeligt.

“For hvad nytter det for en at vinde den hele verden og miste sin sjæl?”
(Hebræerevangeliet)


Venlig hilsen
Thomas

Selvfølgelig forstår jeg dig HansKrist.

Det, du skriver, er forkert.

Du skriver:

’’Meditation er således at blive mig selv fri eller løs, fri af idioten, den forfængelige og nærtagne, ham den selvoptagne og selvkredsende. Det er at åbne og give plads for en kvalitativt ny måde at eksistere på som menneske.

Mennesket kan ikke blive sig selv fri eller løs ved at tænke, men i troen eksproprieres mennesket med et kærligt ekstatisk lille spark i røven ud over sig selv, drages mennesket bort fra sig selv, og vi overdrages til en anden instans og virkelighed, hvor det guddommelige får lov til at virke i os, hvor vi forvandles og fødes på ny ud af Gud.

et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os på ny ud af Gud. Den døder den gamle Adam, og gør os af hjerte, sind, tanker og alle kræfter til helt andre mennesker. Luther. ’’

Derfor troede jeg, at du endelig var blevet stille og fornyet, men det viser sig så, at du stadig er den samme gamle Adam.

Du skriver:

’’Mennesket kan ikke blive sig selv fri eller løs ved at tænke, men i troen eksproprieres mennesket med et kærligt ekstatisk lille spark i røven ud over sig selv, drages mennesket bort fra sig selv, og vi overdrages til en anden instans og virkelighed’’

Derfor troede jeg, at du endelig var blevet stille og fornyet, men det viser sig så, at du stadig er den samme gamle Adam.

Du skriver:

’’Vrøvl fra ende til anden, kærligheden er aldrig hos mig eller andre kristne tænkere defineret således. ’’

Det var synd. Så er det du og andre kristne tænkere definerer ikke kærlighed. I udtaler jer derfor om noget i ikke kender til og burde hellere tie og spørge så I kunne lære det at kende.

Jeg slutter af:

’’Dér, i stilheden, er man hvad man er, på godt og ondt, et menneske.

Hverken mere eller mindre.’’

Det er korrekt. Det er resultatet af meditationen, som er opmærksomheden på det, som er.

I stedet for at være ubevidst om sig selv er man blevet klar over sig selv og denne klarhed er, som ikke-valgt opmærksomhed, virksom i hele resten af éns liv.

Man opdager i meditationen at ideen om at forvandle sig fra noget gammelt til noget nyt er en illusion. At blive født af ånd på ny er derfor at transcendere sig selv, ikke at blive noget andet end det man er.

I denne forståelse, som er friheden og opmærksomheden, eller som jeg skriver, stilheden, har man fuldstændig rum til at være sig selv.

I samme øjeblik man ser sig selv som man er, om det så er ’’ idioten, den forfængelige og nærtagne, ham den selvoptagne og selvkredsende.’’, er man fri af det og kan forholde sig til det. I og med, at man ser sig selv som værende det ovennævnte er det andet tilstede ellers kan man ikke se det.

Problemet er, at du udtaler dig om en masse du ikke har forstand på og derfor gentager du i det uendelige hvad andre har skrevet, uden selv at forstå det.

Fordi du gengiver hvad andre har skrevet, men som du ikke selv har set eller oplevet, befinder vi os tit i den besynderlige situation, at jeg genkender det du skriver, men at du opponerer imod min genkendelse fordi du hele tiden gentager og citerer noget du ikke selv har set.

Jeg ved ikke hvorfor Anne skal blandes ind i det. Selvom hun lytter lidt vel meget til dit vrøvl er hun helt sin egen unikke personlighed og skal nok finde sin vej frem.

Og så er jeg, for tusinde gang, ikke et I.

Thomas gentager i det uendelige hvad Jesus har sagt og tror på et urevangelium der angiveligt skulle være telepatisk meddelt fra et tibetansk kloster.

Serotonin tror på Mestre og at Jesus har meddelt sig gennem EKIM,

Peter Rubæk taler om en åndelig verden,

Ester lever i en verden af skytsengle og åndelighed (Rønlov er rimelig fornuftig).

Du kan ikke tage mig til indtægt for alt dette. Selvom jeg lytter til dem og respekterer deres ret til at tro hvad de vil, så deler jeg ikke deres overbevisning. Ikke, at jeg ikke har haft okkulte oplevelser, det har jeg desværre, men jeg har fuldstændig fravalgt noget sådan i min tilværelse.

Hvis du havde læst mine indlæg ville du vide at jeg hele tiden forholder mig til det virkelige liv og ikke til fantasier, som jeg kalder glansbilleder.

Men problemet er, at du ikke kan forstå, at når man diskuterer noget abstrakt så må det efterfølgende omsættes til den virkelige verden, det må gøres til genstand for éns egen forståelse ellers gentager man blot hvad andre siger uden selv at forstå det. Der findes ingen autoriteter som har en speciel viden som andre ikke er i stand til at forså.

Jeg er ked af at ham Tolle skriver om stilheden. Jeg kender ham ikke og ved ikke hvad han skriver. Jeg har slået ham op på internettet og han ser ikke ud til at have det særlig godt.

Uden tvivl er han stødt på Krishnamurti på et tidspunkt og har omsat det læste til sin egen version. At millioner af mennesker køber hans bøger, så han kan blive rig og de kan blive bekræftet i deres åndelige magelighed, mens meget få læser Krishnamurti, borger lidt for sidstnævntes kvalitet.

At Krishnamurti så meget nøje forklarer det, som Jesu disciple ikke dengang var modne til at forstå er en kendsgerning, som du ikke kan forandre blot ved at mene noget andet.

Det nytter ikke at diskutere hverken Krishnamurti eller gitaen med dig, du har ikke læst nogen af dem, ligesom du efter blot at have ’’mediteret’’ 14 dage simpelthen bare ved alt om det.

Grønbech har ret når han skriver at det er som at træde ind i en helt anden verden, når man forlader Johannes Evangeliet og begynder på Apostlenes Gerninger. Som at gå fra Lyset ind i Mørket. Tænk bare på steningen af mennesker som ikke vil give alt hvad de ejer, men vil beholde noget for sig selv.

Eller den barnagtige løgnehistorie om Helligånden, som Især Disciple opfatter helt bogstaveligt.

I stedet for at skøjte hen over evangelier, som indeholder Jesu ord og forholde dig til Pauli fejlfortolkninger, så skulle du læse dem mere indgående. Der er himmelvid forskel på Jesu og Pauli personligheder.

Kristendommen bør være baseret på Jesus og ikke på Paulus. Det er på ingen måde en erkendelse af Guds Rige, Paulus giver udtryk for.

Forøvrigt var det dig der startede med blot at hoppe over mine indlæg. I stedet for at tage stilling til dem, kaldte du dem vrøvl. At blive rystet i sit inderste er at blive rystet i sine faste, stivnede overbevisninger så, at sindet kan blive levende og spørgende i stedet for stivnet og docerende.

Der er ikke meget nyt i alle dine, i det uendelige gentagne, citater af hvad andre har skrevet.

Loppen gør, loppen glammer

Og Michael hvor vil du gerne spise kirsebær med mig, og du prøver virkelig,, men der mangler meget endnu,

at være uimponeret er et skridt på vejen og det skridt har du taget, men din forstand har ikke fulgt med,

du forstår simpelthen ikke de mest fundamentale ting vi debatterer

du magter ikke engang at forstå den kritik jeg retter imod dine synspunkter,

hver gang man retter en kritik imod dig, svarer du aldrig på kritikken, men du fremstiller sagen som om din tænkning blot er mere omfattende end alle os andres tænkning, og at du har taget højde for det hele, foregrebet enhver indsigelse og kritik. Men undskyld jeg siger det, men det er grinagtigt og dumt gjort af dig, for du er ikke på niveau, på højde med situationen eller de spørgsmål og problemstillinger vi drøfter. Og det kræver ligesom at du ka forstå og forholde, og gider forholde dig til hvad jeg skriver, førend du reducerer det jeg præsenterer og repræsenterer til en delmængde af din alvidende altomfattende system, der reducerer alt til noget med Selvet og dette at kende sig selv. Jeg har sagt det hundrede gange, dette har intet med kristendom at gøre, du er i en anden boldgade, yogaens og Gîtâens boldgade og erkendelsesteoretisk er du hos Krishnamurti. Det er en katastrofe at se hvordan du, og Jan Sero, Rubæk og Esther fx, hvordan I blander 2 diskurser sammen i en pærevælling. Der er en verden til forskel på hvordan kristendommen besvarer menneskets eksistentielle spørgsmål, opfatter og forstår mennesket og tiltaler mennesket og hvordan I så gør det. Uanset hvad du siger så stiller du dig religionsfilosofisk i den samme tradition og skole som Jan Sero, Rubæk og Esther, I roder rundt i det samme Sind, har det samme Sind (eller opmærksomhed) som udgangspunkt (og I gør Jesus til eksponent for dette Sind/opmærksomhed og ligestiller det med helligånden). Og sagen er at kristendommen ikke har fokus på dette Sind/opmærksomhed og at spiritualitet intet har at gøre med dette Sind/opmærksomhed, denne forbandede monisme og altgennemtrængende og omfattende Selv eller monade der har sat sig på alt og som en anden big bang skal forklare alt er en ukendt størrelse for kristendommen. Det ene er metafysik som Sind og substans (kendetegnet ved determinisme og sammenhæng/kontinuitet (monisme)) og det andet er metafysik som begivenheder/hændelser (kendetegnet ved indeterminisme/skabelse/nyskabelse og diskontinuitet, altså frihed, dualisme som dualitet, "jeg du" fænomen).

Det du Michael og Jan Sero er beskæftiget med betegnes som synd indenfor kristendommen, som relationsløshed og som dette at mennesket går til grunde i sig selv og dets Gud her. Alt er som det er og altid har været, skabelse og nyt er en umulighed (et deprimerende synspunkt Gîtâen igen og igen er eksponent for). Dette er yogafilosofiens pessimisme. Mennesket er en slave, der skal kæmpe sig frem til frigørelse og når det så endelig når frem dertil, ja så er fandeme alt som det altid har været, kors i røven hvor er det elendig og deprimerende ved siden af kristendommen, hvor Friheden er selve udgangspunktet og dramaet opstår som et ægte kærlighedsdrama mellem Gud og mennesket om at skabe ny fremtid sammen, ny tid sammen, derfor (pga Friheden som selve udgangspunktet) er kristendommen hinsides lov og natur, og da især hinsides naturlov (også i den sammenhæng at Kant er vildt interessant).



Den ide at vores kundskab er ubegrænset er en snæver idé, hvorimod tanken om, at vores kundskab er snæver, får ubegrænsede følger. Edgar Morin.

Glemmer aldrig dine utallige professorindlæg hvor du forklarede alt, simpelthen ALT, og satte kristendommen ind i dit omfattende virkelighedsbillede og verdensforklaring, som en både mindre del og også mindreværdig del. Og hvad var det du diskede op med, jo det var alt set fra narcisisten Michaels synspunkt. Kort og godt så forklarer du alt ud fra dig selv Michael. Også Russell's kritik af Kirkegaard, selv om Kirkegaard dog i det mindste havde styr på visse forhold og havde respekt for en hel del begreber.

En mand som dig, der er så ordinær i tænkning, og som overhovedet ingen struktur har på sin tænkning og ej heller omgås begreber med respekt (men helt respektløs sjofler dem subjektivistisk til), du kan ikke det du så gerne ville,,, du vil så gerne, men du kan ikke min ven,,,, (indse dog din begrænsning (menneskelighed) og hold dig til det du brænder for og har styr på)

Det sygelige ved dig er at du direkte går efter at være nummer 1, den store (den navnkundige), og nok især derfor kikser det totalt for dig. I stedet for at bidrage med det du kan og har forstand på og brænder for, da vil du sidde på det hele og være den al-vidende, ham der kan udtale dig om alt. Og dermed er du endt som den alvidende fjols du er.

Og det er lidt synd, for dum er du jo ikke, men du er je heller den gigant du er i dine egne grandiose narcissistiske forestillinger.

Forskellen på dig og mig, ligger i disse ord her:

Den ide at vores kundskab er ubegrænset er en snæver idé, hvorimod tanken om, at vores kundskab er snæver, får ubegrænsede følger.


mange kærlige hilsner Hanskrist.

PS:

din definition af kærlighed er en katastrofe, intet mindre end en katastrofe og løgnagtig og intetsigende.

Hvad er kærlighed? Kærlighed er en uendelig virkelighed.

Kærlighed er stilheden og det uendelige rum.


Nøjagtig den form for kærlighed fik Hitlers børn at føle, og de blev retarderet eller retarderede. Og det er også den eneste form for kærlighed du aldrig må udsætte kvinden for. Hun vil kede sig ihjel og finde en elsker hurtigst muligt, i hvis øjne hun er noget helt særligt, den helt specielle, unikke og uundværlige, den udvalgte, den eneste ene for en anden. Hun vil ind i et "jeg du" forhold igen, hvor hendes personværdighed konstitueres.

Du Michael og Jan Sero, I burde begge sentimentalundersøges. Her på Institut for Kristologisk Antropologi og Ontologi, har vi tænkt at åbne et ambulatorium for folk der er fanget i Sindets og opmærksomhedens selvforagt, denne demens monisme og determinisme, dette slaveri uden frihed og liv (uden begivenheder), uden nyskabelse/skabelse, hvor mennesket er en medvirker i skabelsen, nyskabelsen. Hvor mennesket er den 8. dags medarbejder, som 1 Mosebog lige når at få påpeget og som slår igennem med fuld musik hos Paulus.

PPS:

Du skriver:

Kristendommen bør være baseret på Jesus og ikke på Paulus. Det er på ingen måde en erkendelse af Guds Rige, Paulus giver udtryk for.

Det er svært for mig at ta dig alvorlig, når du efter så grundige studier i Paulus og evangelierne, stadig kan komme med en sådan udtalelse der viser at du ikke har forstået problemstillingen evangeliernes Jesus og Paulus evangelium om Jesus Kristus eller Kristus Jesus.

Det er netop Pauls' eskatologiske forståelse af Guds Riget som han uløseligt forbinder med Jesus Kristus, der gør at det ikke er et enten eller spørgsmål, altså evangeliernes Jesus contra Pauls evangelium og Kristus Jesus; men at det er evangeliernes Jesus og Pauls evangelium om Jesus Kristus.

Evangeliernes Jesus taler om Gudsriget og det især ved hjælp af lignelser, men for Paulus er Gudsriget en opstandelsesbegivenhed der er brudt igennem, og som man ikke kan tale om, men må bevidne og beskrive.

Det du og andre overser i jeres ukritiske naivitet, er at evangelierne er teologiske biografier, og derfor på ingen måder er bedre kvalificeret som baggrund for kristendommens opståen eller hvem Jesus er og var, end de Paulinske breve.

Det jeg begræder mest er at man ikke lod Paulus udarbejde en biografi over Jesu liv og færden. Han havde trods alt omgang med mennesker der kendte Jesu liv og færden. En biografi af en mand der ikke har brug for Helligånds undfangelse og jomfrufødsel, dette ville ha været spændende læsning.

PPPS:

Den her for børn (Michael og Jan Sero og Thomas):

Fordi sukker smager godt, er det ikke sikkert det er sundt. Jesu ord er sodavand fyldt med sukker og ikke andet, altså tomme kalorier.

Den her for voksne, de voksne (voksne med interesse for Paulus og Freud):

Fordi rygning ser smart ud og er et stærkt billede på eller identifikation med status autoritet og voksenhed/faderlighed og filmhelte, er det ikke sikkert at kropselvet synes det samme. Rygning er en overjegs problemstilling. Livets ånds love, nægter at deltage. I Kristus, hvor det er livets ånds love der regerer og vi ikke en under en opdrager, loven, overjeget, ville dette ikke kunne forekomme. Rygning er et tegn, det er et sprog, det er et signal/tegn, eller et sprog, der hører til i et hierarkisk statisk samfund, hvor man er under en opdrager, loven eller overjegets voldelige magtindflydelse. Den unge og usikre sender et signal, se jeg er også en autoritet, en faderfigur, en filmhelt. Se jeg er en Brahmin. Men vi må sige dertil, du skulle hellere kysse og suge, lære din mund at kende igen (det skyldes alene orale erogene/erotiske fortrængninger). Derfor har jeg også i mange år (30 år taler vi om) forlangt kysserum som alternativ til rygerum. Videnskaberne gir mig ret, at kysse er også noget af det mest sunde et menneske kan foretage sig og rygning er noget af det mest sundhedsskadelige man kan foretage sig. Ligeledes har jeg fundet ud af at mennesker der tror på Gud/autoritet og andre statiske faderfigurer, de har tendens til at ryge.

Den sidste undersøgelse og rapport er rystende læsning. Det har lige vist sig at mennesker der benytter sig af kysserummene de har en væsentlig kortere levetid end dem der ryger, bruger rygerummene. Dem der bruger kysserummene bliver udsat for voldelige overfald, ofte med døden til følge. Det har vist noget at gøre med jaloux ægtemænd.

Kære Hans

Har du ikke læst, at Michael et sted har skrevet, at han skriver om det, som han kan stå inde for på den måde - som jeg forstår det - at det også er oplevet. Hvorfor Michael og Kræn-P så finder dyb mening i Bhagavadgita, kan være en gåde, men det kan også sige noget om vores forskellighed (men jo mere du presser på, desto mere oplever jeg, at Michael søger tilbage til Krishnamurti).

Hermed mener jeg, at du med dine diskursive indlæg ikke bare kan fremskynde, at andre skal kunne mene, opleve og tænke det samme som dig. Du opfører dig med andre ord som den største Kong Gulerod på den her debat, og det værste er, at du kan lide det. Var det ikke for din gevaldige charme og humoristiske natur, ja, da ved jeg ikke, hvad der var blevet af dig i det forehavende.

Vi må ikke blive så besatte af en idé eller en trossag, at vi tror, at vi bare kan føre hele verden igennem dette nåleøje - det er som bekendt heller ikke nemt at føre en kamel igennem, især ikke, hvis man er en brovten betonarbejder, hvis finmotorik aldrig er blevet udviklet. Men nu har jeg aldrig hørt om kameler, der arbejder med beton.

Et eller andet sted handler det jo om tro og ikke bare om tænkning på et højt niveau. Bliver du ikke et eller andet sted nødt til også at respektere det?

Mvh
Anne, der nok får med Kong Gulerod at bestille

P.S
Ellers et udmærket P.P.S til Michael. Jeg er dog ikke sikker på, at vi behøves at være så bekymrede for det med undfangelsen og jomfrufødslen, da vi jo ikke er bogstavsrettet, men derimod skal forstå, at den her begivenhed med Jesu fødsel er Guds handlen med mennesket; Guds evige komme..

Hey Anne,

fin kommentar og ganske på sin plads.

Og jeg vil give dig ret et stort stykke af vejen i din kritik af min debatopførsel.

Mit eneste forsvar er at jeg havde skrevet 2 indlæg af høj høj kvalitet. Og dersom folk gad læse dem, rigtig læse dem, og ikke flygtig læse dem, da ville de have fået øjenåbner og wake up call. Som vi drenge der aldrig bliver mænd, siger i omklædningsrummet til at vi skal ud og bekrige hinanden, "har du fået noget fremmed her på det sidste" eller "har du fået noget på den dumme". Sådan et par indlæg havde jeg skrevet, af en så høj kvalitet, at dersom man læste dem roligt og eftertænksomt igennem, da ville man bagefter kunne sige: der fik jeg endelig noget fremmed, eller der fik jeg godt nok noget på den dumme.

Hvad gør Michael så, han gør som min ven fra Århus Universitet siger, han går hjem og boller med sig selv i hovedet (i sindet, med opmærksomheden), istedet for at høre efter og komme ud af denne evindelige trang til at tilfredsstille sig selv (trangen til metafysisk onani). Det er denne selvkredsen som vi finder så udtalt hos Michael og Jan Sero, der nogle gange gør mig flintrende tosset i hovedet på dem. En selvkredsen der er så fuldstændig fremmede for kristendommen. Hos disse to drenge er man hos sig selv og man gør det med sig selv. Det er deres vanvittige definition af kærlighed. Derimod går man til HansKrist, så er det SM og spanking, man slår sig, som man også gør når man møder Paulus. For det ka sgu mærkes som noget fremmed og nyt for os der er godt for os. Man bliver mødt og får noget fra en os selv fremmed virkelighed. Det er kristendommens særkende at kunne dette og da isærdeleshed HansKrist's særkende og særlige kvalitet.

Jamen Hansi, så lad dog Michael og Jan Sero, ha lov til at være som de er (Sådan siger min mor altid, noget hun har slynget mig i hovedet hele livet, når jeg var efter folk).

Selvfølgelig skal de ha lov at være som de er og ha det virkelighedsbillede der nu engang er deres; men vi er på en debat for det første, og for det andet, gud døder mig, de blander kristendommen og Jesus ind i alt det der er totalt fremmed for kristendommen og Jesus.

Og uanset hvor mange gange Michael siger virkelighedens virkelighed, så kommer han ikke ud over konstant at referere til Selvet, sindet og opmærksomheden. Mennesket hos ham går til grunde i sig selv, i sindet, i opmærksomheden. Hvilket manden gud døder mig også selv gang på gang konkluderer, som stilheden og det uendelige rum, det eneste der er.

Jeg skal som ivrig og veloplagt kristen debattør identitetsmarkere imod disse tendenser til at blande 2 helt forskellige diskurser sammen i en pærevælling.

Og det er min forbandede pligt at påpege de principielle forskelle der er på de 2 diskurser som de blander sammen, forvirrer og utydeliggør så det kristne evangelium gang på gang udvandes og fortøndes, ja helt opløses i løgn og latin.

Det der gælder Michael og Jan Sero, er at man næsten ikke kan spore en eneste ægte kristen tanke, teologi eller filosofisk tænkning hos dem, og alligevel tror begge at de står på kristen grund sammen med Jesus.

Det er en udbredt fordom som også Kræn-p lider under; selv om han er mere forsigtig og derfor omhyggelig med at veje sine ord på en guldvægt før han siger noget. Men også han er tendentiøs på samme måde. Det er denne manglende evne til at kunne skelne kristendommen fra alt andet religiøs ragelse og virkelig kunne se ned under fordommene om kristendommen og få fat på hvad kristendommen rent faktisk siger, jeg er her for. Og kun derfor er jeg her.

Jeg ved godt at kristen filosofi og teologi og tænkning er et chok for det moderne menneske, selv for akademiker med høj høj humanistisk dannelse (se selv på Kræn-p), der stadig render groggy rundt i sneen. Michael og Kræn-p er fuldstændig sendt til tælling af Kong Gulerod. Kræn-p uforskyldt, da han ikke kendte sin modstander, som han skulle i ringen med, og derfor var han uforberedt på at gå i ringen og møder en Champ, så dygtig en modstander, særklassemodstander. Michael er ikke uforberedt, han kender mig, fra religionsdebatten og fra de utallige indlæg af mine han har læst og de utallige debatter vi har været igennem.

Jeg har altid ønsket for Michael når han var i knæ at Kræn-p ville træde til og komme ham til undsætning, men det ser ikke ud til at der er meget tilbage i kongen (Rødbede Kongen).

Hvis du med betegnelsen diskursiv tænkning om mine indlæg, ikke mener at jeg formår at redegøre for Kristusmystikken eller i det hele taget mystik og mystikken, så er jeg vildt uenig med dig her. Jeg er klart, så klart endda, den største mystiker på begge debatter. Tror selv Vang vil holde med mig her.

Men som Paulus er jeg en mystiker der integrere neocortex. Og barndommens førsproglige, før neocortex vågner op omkring sprogets komme/gennembrud i individets historie, den gir jeg intet for. Den må Michael og Kræn-p og Jan Sero gerne beholde for sig selv. Det upersonlige, det forskelsløse, inderste, ultimative og altomfattende, dette det ubevidste for sig selv, må de gerne beholde, det er monisme og dødsdrift. Noget de fleste mennesker opdager ret sent i livet. Også derfor at stofmisbrug er så stort et problem blandt unge mennesker. Menneskets tendens til at alkoholisere fornuften (Russell og Morin) er så stort at det burde undersøges noget bedre.

Jeg har skændtes vildt med mine medstuderende på medicin og psykologi om dette forhold, hvor jeg kunne provokere ethvert selskab med mine meninger desangående.

Min påstand var at man uden at bruge stoffer, alkohol, rygning, eller andre stoffer, piller og medikamenter, selv kunne opnå nøjagtig de samme tilstande, bare i ædruelig tilstand (og med fornuften/forstanden i behold og skarp), så det ikke var nødvendigt at skyde genvej via materia medicina.

Også derfor har jeg i årevis ment at vi mennesker er for passive overfor psykiatrien og psykofarmaka, og især de nye effektive vellykkede produkter (populært kaldt lykkepiller), fordi jeg mener at vi som mennesker, og da især Kristusmystik mennesker, skal kunne svare igen, og bevise at det kan vi fandeme selv ordne det der. Det står i vores egen magt at producere disse forbandede stoffer, endorfiner. Og hvis vi ikke kan under de vilkår vi lever, da må vi marxistisk lave om på vores arbejdspladser, så vi trives der. Jeg nægter med Paulus og Marx ved min side at mennesket skal være en brik i et større mægtig umenneskeligt spil, hvor det mister dets autonomi og menneskelighed, frihed og ånd, spiritualitet, så den kemiske balance i hjernen ødelægges af stress. Vi må forlange Kristilighed, altså menneskelighed, autonomi i forhold til verden og verdslighed, så meget at vi kan følge livets ånds love.

Ligeledes at tænkning ikke var en forhindring for mystiske erfaringer, men tværtimod en forudsætning, fordi den skaber lateralisering og højspænding mellem højre og venstre hjernehalvdel som er en forudsætning for mystiske erfaringer af høj høj kvalitet.

mange kærlige hilsner Hanskrist.

Kære Hans

Det er nogle gange stærke sager, du præsenterer, og så gør du det som om, at det var ren hverdagssnak, hvilket det åbenbart også er i et Herre omklædningsrum. Men der har jeg så aldrig været. Og alligevel forstår jeg, hvor du vil hen, og her kan vi måske sige, at der sker en krydsning mellem oppe-fra-og-ned og nede-fra-og-op "kanalen". Tanken og Åndens parringsdans (det ny barns fødsel) for nu at blive i det der omklædningsrum som den uskyldige flue på væggen.

Jeg er ikke ude efter din Kristusmystiske diskurs, nærmere din opførsel som Kong Gulerod. Her bliver det bare i længden lidt trættende at høre de samme vendinger om diverse debattører igen og igen, men jeg kender godt det med at reagere og gå imod tendenser som på mange punkter er en direkte modsætning til kristendommen. Men ingen her er dumme, tvært imod har vi et debatforum på et solidt sagligt niveau ud fra konceptet, trosfrihed.

(men hvorfor er der nogle, der tror på gulerødder, mens andre tror på rødbeder?)

Nogle gange tror jeg faktisk, at det er min debatdeltagelse, og mine skriverier her ved computeren, der har været med til at forme den teologiske diskurs, jeg ofte forfølger. Der er sikkert også andre faktorer, der har (og stadig er) været medvirkende, men det er irrelevant i den her sammenhæng.

Det gør mig ikke så meget, at f.eks. serotonin og Michael er dem, de er, men det, der kan provokere mig som forleden er, når vi er i gang med at tale om den gode forret, som f.eks. rejer (rejecocktail er en god kombination af fisk, salat og dressing), ja, så begynder den anden part at tale om, at han hellere vil have is.

Sagen er derfor, at min kritik af din debatopførsel over for især Michael ikke altid forekommer mig konstruktiv (selvom han svarer fint for sig), men at jeg af den grund godt kan være enig i det jeg kaldte for, din diskursive tænkning, et langt stykke af vejen. Spørgsmålet er bare, om du nogle gange begår os andre eller vores indlæg uret. Her må teologien ikke glemme sin praktiske dimension.

Mvh
Anne

Du har intet begreb om hvad du taler om, HansKrist.

Der findes ingenting.

Kig ud af dine øjne på den verden der omgiver dig og så kig på alt dit vrøvl, som udelukkende er tankevirksomhed.

Alle dine tanker og begreber er intetsomhelst.

''Agt derfor paa, hvordan I hører; thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, han synes at have.'' (Lukas 8, 18)

Du råber og skriger om Kristus men du har, som mange såkaldt kristne, intet begreb om hvem Jesus er.

Hvis du, i stedet for at dyrke den tåbelige idé om at manifesterer dit jeg, satte dig ned og mødte den virkelige hr. Hindkjær, så ville du opdage, at du er ked af det.

Rigtige mænd græder, når de er kede af det for hvis man er ked af det, så er det sandheden, at man er ked af det.

Bag gråden er stilheden og det uendelige rum. Den eneste sandhed som ikke er en idé men kærlighedens virkelighed.

Uanset hvor meget man spræller i alle retninger er der ingen anden vej til Gud, Kristus, nåden - eller hvad du nu kalder det, som ikke kan nås af tanken, end at møde sig selv ansigt til ansigt.

Sandheden begynder med den fuldstændige ærlighed overfor sig selv.

Når du har mødt dig selv, så kom tilbage.

Så, måske, jeg kan nikke genkendende til det du siger.

Sandheden kan ikke gradbøjes efter enhvers mening og livet er ikke en illusion.

Det betyder intet for mig om alle andre går en anden vej.

Jeg går den vej, jeg går.

Jeg skrev:

"Sagen er derfor, at min kritik af din debatopførsel over for især Michael ikke altid forekommer mig konstruktiv"

- Ha, ha, det var ellers noget af en selvkritik, ALH

Der skulle have stået, "at min kritik af, at din debatopførsel over for...." eller bare, "sagen er derfor, at din debat..."

Nåh, nu gik de. Fred være med dem. Jeg vil også vende tilbage til hvor jeg kom fra.

du er måske debattens morsomste mand, ganske vist nok ufrivilligt, men dog hvor kan dine bemærkninger får en til at trække på smilebåndet.

Du skriver:

Når du har mødt dig selv, så kom tilbage.

Rigtig en Kræn-p bemærkning.

Jeg husker forøvrigt også for mange år siden på Odense Universitet, jeg sad og talte med min helt på mange måder, Jørgen Døør. Jørgen Døør sagde pludselig til mig:

Du tror du har set dig selv, det har du ikke!

Jeg forstod ikke den bemærkning og jeg forstår den stadig ikke. Det første jeg gjorde da jeg kom hjem var at undersøge samtlige spejle i huset og jeg købte endda et nyt. Jeg tog spejlene ned fra væggen og kiggede efter om der skulle være noget omme bagved som jeg ikke havde fået øje på.

Mange kærlige hilsner Hanskrist.



Jeg har fundet ud af at jeg ikke som Narcissus skal se mig selv i spejlet/søen, men at jeg skal finde mig selv i Echo og det ikke bare kuns ved at se, men også i samhørighed med Echo.

Han havde helt ret, Hanskrist.

Du tror du har set dig selv, men det har du ikke.

Tro mig. Den dag du kender dig selv, så ved du det.

Jeg elsker også dig Michael


og sådan levede de lykkelige til deres dages ende

Du elsker dig selv.

Det er en god begyndelse.

okay Michael jeg bøjer mig, jeg brød sammen i grin, så

1 - 0 til dig

for den her tørre bemærkning der kom prompte fra dig:

Du elsker dig selv

Det er en god begyndelse



På facebook har jeg følgende tekst:

Narcissisme og forelskelse:

Kærligheden skal forstås som erfaringen af det intense forhold til sig selv, der overbydes af det endnu mere intense forhold til en anden.

Kærlighedsbegæret (som den intensiverede forholden sig til sig selv (narcissismen)) opfyldes dialektisk i kærligheds-hengivelsen (som den endnu mere intensiverede bliven løs fra sig selv (selv-løsheden og dette at blive sig selv fri)).

Det ene (kærligheden til sig selv) uden det andet (kærligheden til en anden) repræsenterer en "forfalskning af kærlighedens væsen": 1) kærlighed uden et mål af selv-forhold er en abstraktion og en forfalskning af kærligheden "for oven", mens 2) kærlighed uden den endnu større selv-løshed ligeledes er en abstraktion og en forfalskning af kærligheden "fra neden".

Mange kærlige hilsner Hanskrist.

PS:

fortsættelsen lyder:

Efter i en årrække at have været fyldt med selvdestruktivitet, selvhad og selvforagt, er jeg nu (for at hjælpe mig selv) psykoanalytisk med Freud, Lacan, Kohut mfl. ikke mindst teologen Jüngel, gået i dybden af mig selv (som paradoksalt nok var i overfladen, i ansigtet og synet/billedet (derfor Arne Thomsens mystiske oplevelser) (dog indrømmet, det har også at gøre med det tidlige dybe ubevidste mor-barn forhold (1)* og det senere ødipale mor-barn-far forhold)) og har valgt at interessere mig for narcissisme og forelskelse, kærligheden.


Et kærestebrev slutter af:

De spejlinger du der gav mig, tak for dem, de var lige det billedeunivers, de æstetiske Gudesmukke billeder jeg havde brug for. Du gav mig de smil, de kærtegn og de kys der forvandlede mig, fordi du var den du var; du var for mig som solen er for blomster der går fra knop til blomst, du fik mig til at springe ud og blomstre.

Tilsyneladende er det her i ansigtet, i overfladen, at vores personværdighed konstitueres. At det ubevidste kan befinde sig i overfladen kom bag på mig. At der findes ansigt og lys der skjuler sig for os. Jung arbejder med det som Persona og Skyggen. Uden at han har haft særlig stor vægt på hvad jeg her har fundet, i forbindelse med barnets orale fase og i forbindelse med det voksne menneskes forelskelse.

Det burde ikke kom bag på mig at der findes ansigt og billedlighed og lys der skjuler sig for os (er ubevidst for os), da Paulus som få andre har forklaret dette forhold på smukkeste Shakespeare vis et par steder. Igen det er sådan jeg forstår Arne Thomsens mystiske erfaring. Det er ihvertfald i den her sammenhæng jeg inddrager Arnes mystiske erfaring. Det kan sagtens være at jeg ved mere om Arnes erfaring end han selv ved, altså at jeg kan klassificere den, diagnosticere den og kontekste den, bedre end han selv kan. Dette var noget Jung og Freud kom ud for utallige gange, at det de forstod og var bevidste om, det forstod kunstneren fx ikke, eller ham der havde haft erfaringerne var lidt uforstående overfor hvilke forhold der havde været på spil.



(1)*:

In the beginning, the love in question is the mother's love. Then, as basic trust detaches itself form the exclusive link with the mother, the real problem of life arises: How can human beings be sure of being loved and affirmed from this point on? Here a further implication of basic trust emerges. Basic trust is directed to an agency that is capable without limitation of protecting and promoting the selvhood of those who trust in it. This kind of limitless capacity and readiness manifest itself to the child in the devotion of the mother, but, objectively speaking, it in fact transcends the limits that in every case affect in one way or another the capacity and readiness of a mother. Because of its lack of limitation, basic trust is therefore antecedently a religious phenomenon. In the first phase of her child's life a mother deputizes for and represents to her child the love of God that transcendens her love and is directed to the child through her. God is the true object of basic trust even in its beginnings. This fact does not become thematic, of course, until the exclusive ties of basic trust with the mother have been broken. If at this point religious formation is either lacking or is given in a more or less distorted form, the result can be a warping og stunting of the personality structure. Wolfhart Pannenberg, "Anthropology in Theological Perspective", side 231.

Kræn-P skrev:

"For at være i stilhedens uendelige rum, må man bringe alle forstyrrelser til tavshed. Dette er ingenlunde nogen let opgave at gå til. Det er let nok at anbringe sig i en bekvem stilling, hvor man kan slappe af, men der går ikke mange øjeblikke, før en tanke popper op. Den skal man ikke forsøge at undertrykke, idet man så blot opnår det modsatte af det, som man ville. Man skal nok snarere betragte den opdukkende tanke med velvillig ligegyldighed og så blot lade være med at følge den til dørs med fortsættende tankerækker. Hvis man gennem daglig øvelse gennem ganske mange måneder opdager, at der er et mellemrum mellem en tankes forsvinden og en ny tankes opståen, har stilhedens uendelige rum vist sig for én i et kort og fascinerende glimt."


Her er en anden meditationsøvelse:

1. Sit comfortably, with your eyes closed and your spine reasonably straight.

2. Direct your attention to your breathing.

3. When thoughts, emotions, physical feelings or external sounds occur, simply accept them, giving them the space to come and go without judging or getting involved with them.

4. When you notice that your attention has drifted off and become engaged in thoughts or feelings, simply bring it back to your breathing and continue.


• Remember... it's ok and natural for thoughts to arise, and for your attention to follow them. No matter how many times this happens, just keep bringing your attention back to your breathing.

---

Koncentrationen på åndedrættet vil på et tidspunkt begynde at blive spontan... her bliver koncentrationen til meditation.

Mellemrummene mellem tankerne, som også Kræn-P var inde på, bliver længere og længere. De kan endda begynde at opstå også uden for meditationssessionen.

Ud over denne dybe fred har meditation også en lang række andre fordele. Søg evt. på google via ordene: "Meditation" og "benefits". Fysiske, psykiske, sociale, personlige og spirituelle processer accelereres og når en hidtil uset dybde.

Prøv det, det er enkelt. Jeg foreslår åndedrætsmeditationen. Prøv evt. blot 5 minutter pr. dag. Så 10 minutter. Osv.

Selv mediterer jeg ½-1 time 2x dagligt.

Det kunne være interessant om I prøvede og fortalte lidt om jeres oplevelse. Under alle omstændigheder kan I ikke undgå at få noget "profound" ud af det!

Forkert.

Du har ret anonym. Det er en fantastisk meditation

At Kloge Åge Filosåf Teolåg Hansi-Kristi-an'lig Paulus er begyndt at meditere har simpelthen medført en omvendt udvikling i forhold til det forventede.

Som om der altid kommer noget forkert ud af mig. Alt hvad jeg rør ved fejler, og jo mer jeg anstrenger mig jo længere væk fra målet kommer jeg.

Vi ved en høne ruger på sine æg og der gerne skulle komme kyllinger ud af æggene, hvis det altså ikke er et råddent æg. Meditation er mig der ruger på mig selv, på Selvet, mit Selv, ægget eller æggehovedet Hansi. Korrekt ville også være at sige at jeg ruger/mediterer over livet mit.

Spørgsmålet er så om jeg nu også er sådant et råddent æg der aldrig klækkes. Jeg ruger og ruger på ægget/mig selv, æggehovedet mig selv eller livet mit, læs: mediterer og mediterer på mig Selv.

Det er sgu da lidt spændende ikke, det må I da holde med mig i. Spørgsmålet, hvad kommer ud deraf, hvem kommer til verden. Hvor lang tid skal man ruge på sig Selv før man klækkes eller bryder skallen på sit fangenskab (det er sgu da ikke sjovt at være derinde, at leve hele livet spærret inde i sig selv). Er det en krokodille, eller en elefantmand eller en lille frømand, eller en kylling, måske en Buddha-mand eller en Hansimand?

Nå, Kloge Åge Filosåf Teolåg han ruger og ruger, mediterer og mediterer. Jeg var blevet stillet i udsigt at kunne nå langt ud over den jeg var, at mit autentiske selv lå hinsides min fysiske biologiske krop, mine tanker, forestillinger og billeder og motiver og da især lyster og behov, for disse rørelser tilhørte slet ikke mit autentiske selv, der ville være fuldstændig neutral og indifferent overfor alle disse biologiske rørelser.

Jeg fortalte jo allerede i indledningen at jo mere jeg prøver at nå noget her i livet, jo længere væk derfra kommer jeg. Og det er da også godt nok lige hvad der er sket. For efterhånden som jeg fik ruget/mediteret godt og grundigt på mig selv, så blev det tydeligt for enhver at her var noget helt galt, uventet og mislykket på vej til verden endnu engang.

Havde jeg ruget forkert, mediteret forkert. Dette var der nogle der påstod, men hvordan kan man ligesom det når ægget eller selvet nu begynder at klækkes. Succeskriteriet må jo være at der kommer noget ud deraf og at ægget/Selvet eller æggehovedet Hansi klækkes og det der er derinde, Ham der er derinde kommer fri af og ud af skallen eller Sindet (tilsløringen) og bliver født eller kommer til verden. Så det spørgsmål må ligesom være lukket, ude af enhver seriøs videnskabelig debat.


Det næste spørgsmål eller den næste indvending kunne så være at jeg havde ruget på det forkerte æg/Selv.

Det fandt vi hurtigt ud af var tilfældet. Jeg havde sgu ruget/mediteret på mig selv, og ikke på guruens Selv/ego. Vild opstandelse i min meditationsgruppe, jeg var en kætter og en fremmed i flokken og hørte ikke til, fordi jeg ikke havde ruget og mediteret på guruens æg/selv/ego, men i stedet havde valgt at meditere og ruge på mit eget selv, på mig selv.


Både; "det må man ikke" og jeg styrtdykkede i hierakiet, aldrig havde jeg været så langt fra at lykkes og væk fra målet. Marx/Hegel, Freud og Jung var middelalderlige om dem havde gruppen passeret allerede da de var på stenalderbegynderstadiet, nej de var kommet langt videre, meget længere i udvikling og forståelse af sagerne. Jeg har hørt de er hinsides tiden (i en slags tidsløshed og evighed), her skulle være et ophør af tankeaktivitet, emotionerne/bevægelserne og rørelserne, motiverne og drifterne. Hverken tanker eller forestillinger, ideer, motiver og billeder spiller en rolle der hvor de er, langt derude, af sig selv. Måske man her skulle genoverveje hjernedødskriteriet.

Det totalt kiksede var; at jeg ikke var eller er en puritaner eller victorianer eller spor ophøjet (altså mere ånd og bevidsthed (hinsides, tidsløshed og evighed) end krop og biologi og motiver og emotioner og drifter (hersidig/dennesidig i tiden)), altså jeg fandt ikke mig selv værende, hinsides alle rørelser og bevægelser, drifter og lyster, tanker ideer og motiver og emotioner. Derfor vakte det da også vild opstandelse da Marx/Hegel, Freud og Jung, i den grad viste sig i mit tilfælde at være dem der havde vidnet sandt om hvad der bor i et menneske og hvordan vores bevidsthed ser ud og mennesket er; og skabes/dannes eller er opbygget og hvilke kræfter vi udvikler os i dialektik med.

Sådan er mit liv lidt, der kommer altid noget forkert ud af mig. Og jeg lykkes aldrig med mine beskæftigelser. Eller gør jeg?


Jeg var blevet involveret dybt i mig selv, i min hukommelse, i mine tanker, ideer og motiver (arketyper og urbilleder) og mit liv, ja alle bevægelserne og emotionerne og følelserne/rørelserne i mit liv.

Nogle påstår jeg involverede mig, men nej det gjorde jeg netop ikke (jeg fulgte at dette måtte man ikke), det var ikke mig, men Gud selv, der greb og antog mig derigennem og gav mig et liv med hele sin Guddomsfylde. Altså Kristus, sådan forklarer Paulus det.

At være kristen betyder ikke at være religiøs på en bestemt måde, at gøre sig til noget specielt ved hjælp af en eller anden metodik (en synder, en bodfærdig eller en helgen), men det betyder at være menneske, ikke en mennesketype, men mennesket, som Kristus skaber i os. Det er ikke den religiøse akt, der gør én til kristen, men det er deltagelse i Guds lidelser i det verdslige liv. Bonhoeffer.

At lade sig gribe af Kristus, lade sig rive med på Jesu vej, livets og sandhedens vej, at være med i denne messianske begivenhed, hvor mennesket og det sandt menneskelige i Gud, nemlig Kristus, folder sig ud i vores liv er downforce inkarnation.

Dette er den vestlige metode, der er downforce inkarnation ind i verden, modsat østens metode der er vendt mod højere bevidsthed som noget åndeligt, tidsløst og verdensfjernt, fjernt fra rørelserne i verden og i os (dette at elske og lide hinanden og for hinanden (engagement og involvering og lidelser)). Vesten er krop, Gud som Ånd og i sit Skabende Ord der bliver til kød, manifesterer sig konkret og styrker og bekræfter os, Gud i menneskeskikkelse, og skaber en ny historie qua et opkvalificeret bestyrket og bekræftet menneske (Kristusmennesket), der magter ved Guds/selvets Paulus/Platon kraft at elske, at være et engageret og involveret menneske (Kristus, Guds lidelser i verden, hvor vi er involveret og bundet til hinanden), og øst er mennesket der forløses fra kød og verdensgangen, historien, forløses fra at elske og lide i form af bindinger og engagement (involvering) for hinanden (hvor hos os i vesten denne involvering netop er at leve med Jesus, altså i Guds kærlighed og lidelser).

I vesten er tanken altid intentionel (også derfor at tanker ikke kan adskilles fra ideer og motiver) og er en tanke på hinanden vi har (en opmærksomhed vi har på hinanden), hvorfor den anses under meditation af Paulus for at være af højeste vigtighed og værende fra Gud. Derfor hilses enhver meditationstanke velkommen hos Paulus, da han kalder disse for Guds tanker. Dette stemmer nøje med hvad vi finder hos Platon og Jung.






Kan ikke lade være med at komme til at tænke på Harald Høffding den store internationalt anerkendte danske filosof, der var personlig ven med William James, så rammende har skrevet:



Jesus fra Nazareth, Tømmermandens Søn, levede midt i sit Folk, delte dets Minder og dets Haab, ønskede og led med det. Han saa ikke som den indiske Fyrstesøn fra et højere Stade ned paa Livet som Betragter, men stod midt i Livet, midt i den higende Verden. Han vilde lutre, idealisere Ønsket ikke ophæve det. Og selvom Ønsket og Kampen for Ønskets Virkeliggørelse medfører Smerte, vil han ikke opgive det; Smerten er ikke altid blot en Virkning, hvis Aarsag skal ophæves; den kan være en Aarsag til Prøvelse af Kræfterne, et Lutringsmiddel, en Vej til Højhed. Hans Tro paa Værdiens Bestaaen gennemføres ved, at det Værdifulde vindes og bevares gennem Kamp og Lidelse, ikke ved, at hele den Sfære, hvor Ønske, Kamp og Lidelse høre hjemme, afsløres og ophæves som en stor Illusion. Kontrasterne komme her til deres ret; Jesus er ikke så meget Expansionens som de kæmpende Modsætningers Mand. Og han er Villiens Mand, trækker sig ikke tilbage til Hvile, men vil bestemme sit Folks Skæbne ved at føre det ind på højere Baner. Han er – ligeledes i Modsætning til Buddha – Sindsbevægelsens Mand. Selv den johanneiske Jesus maa karakteriseres saaledes i Sammenligning med Buddha. Han kan bevæges heftigt i Aanden, rystes i sit Inderste; hans sjæl kan forfærdes og bedrøves indtil Døden, og han kan vredes. Jesu Kærlighed er ikke blot mild, uvilkaarlig Udstraaling, men er den uroligt søgende og kæmpende Kærlighed, er en bærende, ikke blot taalende Hengivelse. Der er her ingen Frygt for, at Kærligheden skal bringe Sorg ved, at vort Ve og Vel knyttes til en langt større Kreds af Interesser, end vor egen isolerede Selvhævdelse omfatter. Der er en indre Tillid til Kærlighedens Magt og en Følelse af dens Evne til at udvide Sindet, der ikke lader indsnevrende Betænkeligheder komme frem. Og Kærligheden stræber hen til at fuldendes i en højere Retfærdighed gennem Ideen om et Rige, indenfor hvilket hver Enkelt kan finde sin Plads.

Jesus fra Nazareth er Anskuelsens, Billedets, Fremtidssynets Mand. I sin Reflexion er han Analytiker, hævder de betydningsfulde Forskelle, sætter Grænser og peger paa Modsætninger. Han vil have os igennem, ikke udenom Livets største Kontraster.
Buddha afviser alle Billeder og Tanker som utilstrækkelige til at udtrykke det Højeste; heri viser hans intellektuelle Energi sig.

I Ideen om et Guds Rige, saaledes som Jesus udtalte den, laa, som allerede sagt, Muligheden af, at de enkelte Personligheder kunde naa det Højeste, uden at Forskellighederne udslettedes. Karakteristisk er da ogsaa den Skare af ejendommelige Personligheder, Apostelkredsen frembyder. Buddhas Disciple mangle dette individuelle Præg. Dette hænger vel sammen med Raceforskellen mellem Inder og Jøder. Det er endog paastaaet, at Indien er Typernes Land, og at kraften til at danne Individualiteter var negtet det indiske Folk. Men det hænger i hvert Tilfælde sammen med Stifternes Personligheder. Jesus førte sine Disciple ind i en stor historisk Bevægelse, en Kamp for Idealet mod Verdens Modstand, og det er kun i en saadan Kamp, at Personlighederne ret udvikles i deres Ejendommelighed. Citater slut.


At meditere er et sandt eventyr når det gøres korrekt og man ikke hypper guruens kartofler eller mediterer på guruens selv, men man lær at være fuldstændig bundløs ærlig overfor sig selv, Gud eller sin samvittighed, under en meditation.

Ham man udruger ham udruger man nu engang, fordi det autentisk er ham der er og gør sig gældende, skabes over tid og kommer til udtryk.

Min metode er:

Vær stille!

Vær afspændt!

Praktiser afslappet opmærksomhed!

Lad alting være som det er og vær ikke bange for at blive involveret "oppefra" (født oppefra), eller taget bort eller besøgt, eller grebet af det (Ham eller hende eller den) der griber dig, fanger dig eller manifesterer sig for dig eller i dig. Dog skal jeg ikke gribe ud efter noget eller gå efter noget eller vandre afsted på mine egne tanker eller involvere mig i de forbigående tanker der ikke griber mig eller tar mig, antager mig.

Ifølge Barth og Paulus (Barth er i ekstrem grad Paulus barn/dreng) er det pinedød meget vigtig at kunne skelne mellem Guds handlinger (tanker) i vores liv og vore egne handlinger (tanker). For Barth var det ligeledes meget vigtig at mennesket stoppede dets søgen, søgen Gud, og at det lod sig finde af Gud i stedet for, hvilket han kategoriserede under Kristusbegivenheden, åbenbaringen/inkarnationen som havende apokalyptisk karakter i vores liv hvor vi forandres som mennesker på sekulær (mennesket i Kristus er et Gudmenneske, uden at være guddommeliggjort og miste sit ego og sin natur) vis i denne forligelse Gud i vores liv.

Zizioulas claims that Baptism constitutes an ontological change in the human, making them an ecclesial hypostasis, or a person. This rebirth 'from above' gives new ontological freedom as it is not constrained by the limits of biological existence.

Alle burde lære at meditere og det er ret simpel. Folk burde vide hvad de går glip af. På en såre simpel måde med en ringe indsats (må lyde godt i ørerne på vore dages fortravlede mennesker) kan man totalt forandre og forvandle sit liv til det bedre. I USA har man indført det som en del af sygehusenes behandlingstilbud og det kommer også herhjemme om få år. De naturvidenskabelige forskningsbeviser på meditationens gavnlige indflydelse på ens helbred, på ens humør og energiniveau og motivation (appetit på livet og retning på ens liv (mål og mening i ens liv)) boomer i de her år. Meditation er vejen til at forstå livet er en drøm og at alle har muligheder for at få sit drømmeliv. Vi lever andres drømme og drømmer med på andres drømme (og forventninger til os), men meditation medfører at vi begynder at realisere og virkeliggøre vore egne autentiske drømme, fordi vi får kontakt til vores drømmelag. Meditation slår hul ind til vores drømmebevidsthedslag (det personlige og kollektive ubevidste) og det sker vel at mærke i vågenhed under meditation, modsat nattens drømme der er sværere at få fat i, få del i, da det foregår i søvne. Meditation er at vågne op til sine egne autentiske drømme og motiver (motivkræfter), så man kan få sig det drømmeliv, drøm af et liv (og den livsenergi/vitalitet der er forbundet med drømmenes motivkræfter og dynamik), som vi kun ellers ser i glimt og knapt tør drømme om igen som voksne og gamle, da vi mener det hører ungdommen til (men som Bibelen påpeger, vil selv de gamle kunne få deres drømme igen).

Forbindelsen til Gud, til os Selv, har altid været drømmene, en påstand vi har fra alle de største ånder; Platon, Shakespeare, Freud og Jung og bibelens forfattere ikke mindst:

"Jeg vil udgyde min ånd over alle mennesker. Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres gamle skal have drømme, jeres unge skal se syner. Selv over jeres trælle og trælkvinder vil jeg udgyde min ånd i de dage. (Joel 3, 1).


Meditation er at slå hul igennem til drømmebevidsthedslaget (det personlige og det kollektive ubevidste), det er udsætte sig selv for Guds/Drømmenes indflydelse på ens liv.

Tød du lade Gud og Drømmene blive en del af dit liv? Tør du leve med Gud og dine drømme? Tør du Gud, tør du dine drømme? Så er meditation sagen!

Tør du lade være, tør du gå glip af denne mulighed, sådan burde man nok hellere vende spørgsmålet om.

Fortab ikke dig selv og dit liv og dine drømme, husk at meditere!

Alt andet er at sjuske sit liv væk på andres drømme og forventninger til dig; kort sagt du går glip af dit drømmeliv, drøm af et liv.

mange kærlige hilsner HansKrist.

Vrøvl, HansKrist.

Meditation er at sidde og kigge på sin næsetip mens man udsletter sin personlighed totalt.

Du må være blevet tosset.

ha ha Michael,,,

jeg tror du har ret,, for jeg blev nærmest "pebet ud", eller "buhet ud" af min meditationsgruppe (og 2 gik frontalt i flæsket på mig (dette er 3. gang jeg bliver angrebet/overfaldet)) da jeg lige kort forsøgte at påpege meditations forhold til drømmene, motiverne, urbillederne og arketyperne. Det skulle jeg vist aldrig ha sagt, lige i den gruppe jeg tilhører.

Men jeg har læst og studeret så meget Jung at jeg nøjagtig ved hvad det er der foregår når jeg bliver angrebet kort tid efter den lange meditation på 45 minutter. At meditere 45 minutter skaber så mange skyggeproblematikker i folks liv, hvis de ikke er trænede, at folk let kan miste kontrollen over sig selv. Efterhånden har jeg mediteret så meget at jeg kan se på folk og høre på folk ud fra deres åndedræt om de forstår at meditere. Og ser jeg nogle der har været i "helvede" i 45 minutter, da er jeg klar over at jeg skal være på vagt og passe på deres reaktioner bagefter. Meditation er et kraftigt værktøj, der både kan virke positivt men så sørme også negativt og være direkte farligt, når der ingen vejledning og guide følger med.

Hvis en meditation medfører at folk bliver dvaske og uoplagte og trætte, er der sgu et og andet helt galt med måden der bliver mediteret på. Og man kan se og høre (på åndedrættet) på folk hvordan de har det.

Har jeg ikke udtalt mig negativt om meditation igennem årene her på debatterne? Spurgte Alzheimer light HansKrist

Den anden dag sad jeg og læste i en Karl Barth bog på engelsk og efterhånden som dagen skred frem blev jeg mere og mere rasende på gyldendals røde ordbog, for jeg kunne stort set ikke finde et eneste ord af dem jeg slog op i bogen til oversættelse. Pludselig efter en hel dag opdager jeg fandeme at der står Tysk-Dansk, uff, den var flovt.

mvh HansKrist.

PS:

så du melodi grand prix i går,, fantastisk, det bliver bedre og bedre år for år. Også sidste år var det fremragende. Og jeg stemte faktisk på den tyske vindersang.

PPS.

Debatterne går lidt trægt, selv du Michael har mistet pusten. Jeg regner med at du studerer et og andet vildt stort digert værk. Med din læsekapacitet, der bliver slugt ikke så lidt litteratur. Ingen har læst Kirkens Dogmatik af Karl Barth fordi det næsten er 10000 tætskrevne sider. Du kan gøre det, du kunne blive den første.

ja, Hanskrist.

Denne dag er et resultat af alle de dage, der er gået forud.

Vi har alle et skab i os selv, bag en lukket dør og dette skabs indhold er alle de dage som er gået forud.

Meditation er sindet, som tømmer sig selv for fortiden og forstanden er den samlede sum af denne fortid.

Du er heldig, at du som baggrund har Paulus, Marx, Tillich, Barth og hvem ved jeg, mens dine meditationskolleger måske forbinder helt andre ting med begrebet meditation og derfor opfatter det helt anderledes.

Da forstanden er tankens samlede sum er det ikke lige meget hvad man fylder på.

Men som sagt er meditation sindet, der tømmer sig selv for fortiden for at møde virkeligheden som er den fuldstændige frihed.

Når du engang når dertil vil du se, at tankens stilhed, den tilsyneladende tomhed, slet ikke er tomhed.

Tankens stilhed er den fuldstændige vågne forstand. En bevægelse uden ord. (Sorry) Så vil du selv forstå hvad der ligger bag buddhaens uudgrundelige smil og du vil selv, i fuldstændig frihed, vælge det fra.

Jeg skal nok læse Barth's kirkelige dogmatik når den bliver oversat til dansk, mit tyske er ikke så godt.

Du kan læse den på engelsk, Michael. Det har jeg gjort og vil fortsat gøre nu, hvor jeg skal i gang med IV om forsoningslæren (altså har ikke læst alt det andet, blot en god bid af I om Guds som åbenbaret osv). Sjovt nok har jeg gået og overvejet om ikke, jeg kunne lokke en eller anden teolog til at oversætte Barths kirkelige dogmatik fra tysk til dansk. Dette vil dog være et kæmpe arbejde, for Barths kirkelige dogmatik er et større værk, hvor hver side består af ganske lange, faktisk meget lange, fodnoter, samt sætninger, der af og til strækker sig over 11 linjer..

Det sjove ved Barth er - som jeg selv har oplevet det - at ligesom man tror, at man har fået nok af manden, eller at han var for kirkelig eller dogmatisk, kommer han og overrasker en igen med noget nyt. Han har en tendens til (eller hans teologi), som Bonhoeffer, at virke levende nok til, at man fornemmer ham som ganske kammeratslig..og ikke nok med det, så gør han det modsatte af, hvad Arne f.eks. nok ville mene, for Barth spærrer aldrig virkeligheden inde med sin gudsforståelse. For nylig har han overrasket mig med sit begreb om Vorsorge, hvorfor Barth faktisk bliver den røde tråd i mit kommende projekt (specialet) skønt jeg kommer til at vægte den praktiske teologi - men ikke uden rygraden, den systematiske del (Karl Smart/Barth): Forestil dig en burger uden bøf.. Hvordan ville den smage? Eller en flødebolle uden hvidt skum? Eller treenigheden uden Kristus. Når jorden er fuld af Hans Herlighed, hvorfor så ikke lade denne fylde forvandle vores liv og hjerte (HANDLING/BEVÆGELSE (at blive handlet med og at blive bevæget til selv at handle og bevæge)). Jeg vil sige, at det er Barth, der med sin Kristusparticipation (bøffen om du vil eller den gode kartoffel i kartoffelsuppen) eller Kristus, der med sin krop, som Barth hænger på, sætter mit løb i gang, når jeg løber bedst...(ikke nødvendigvis hurtigt, men energisk og udfoldende).

Og så er det vist tid til en lille stuedans, en meditation med lyde og bevægelser, væk fra tomheden ind i livet...

Mvh
Anne

Pudsigt nok, Anne.

Jeg var lige ved at forslå HansKrist at sætte lidt musik på og danse rundt i stuen.

Jeg skal nok kigge på Barth. Men 10.000 sider en masse ord, der efterfølgende skal lære at være stille.

Selv lytter jeg til musik lige nu. Jeg danser ganske vist ikke fysisk, men jeg danser indeni og lader tankerne og drømmene flyde frit.

Med og uden ord.

Ja, musik er dejligt. Jeg tror, at musik kan siges at være gudsskabt forstået sådan, at vi i musikken finder noget af os selv som skabt i Gud. I hvert fald bevæges vi.

Lige i tiden hører jeg meget Laleh, en svensker (svensk-iraner) selvfølgelig, da jeg har et kært øje rettet mod Sverige, foruden min gode taizemusik.

Jeg ved ikke, om jeg vil anbefale dig at læse Barth.. Ikke kun fordi, at jeg, som Hanskrist måske også vil, gerne vil have manden (sammen med Bonhoeffer) for mig selv, men fordi stoffet kan være lidt tungt - mest af alt synes jeg, at du skal være dig selv og finde din vej..

God aften.

Mvh
Anne

Tak, Anne.

Du har ret, det er nok for tungt for mig.

Jeg beskæftiger mig da også i øjeblikket med ganske almindelige ting og sager.

Så jeg skal nok klare det...

Det er rart at beskæftige sig med "ganske almindelige ting og sager". Man kan godt blive fanget af en masse, som måske i bund og grund ikke er så vigtigt....bare en erfaring fra mit eget liv (men derfor kan man godt have en passion for f.eks. teologisk stof og det kan vække noget i os, troen måske, længslen efter Gud, bevidstheden om livets sårbarhed og dybde).

Vi har haft mange gode debatter gennem tiden. Veje mødes, veje skilles og alle lever vi videre som de mennesker vi er bag vores navne som f.eks. treram, Borad, ALH, jmp og hvad vi nu agerer som her i det virtuelle univers.

Godnat.

Javel.

jeg har en meditationsguide i fire trin, som man med fordel kan praktisere og nå et højere og højere resultat. Det er noget, der virkelig basker.

Meditationsguide, trin 1:

1. Vær stille og lyt.

meditationsguide, trin 2:

2. Vær stille, lyt og fortsæt så til næste trin:

3. Vær stille, lyt og fortsæt så til næste trin:

4. Vær stille og lyt.

Så vil du se noget ufatteligt ske lige foran dine øjne.

Hvis trin 3 mislykkes så gå tilbage til trin 2 og fortsæt derfra.

Fortvivl ikke, det skal nok lykkes. Og hvis det alligevel ikke lykkes så begynd helt forfra med trin 1.

Men selvfølgelig. Man kan da også bare lade være med at meditere.

Q: Så vil du se noget ufatteligt ske lige foran dine øjne.

A: Den rene væren, den rene bevidsthed, lykke. Sat chit ananda. Der er intet "ufatteligt" ved at være. Du er. Jeg er. Vi er. "Jeg er, at jeg er" er det stærkeste udtryk for Gud, der er alt i alt. Den ene, den uendelige. Og du er det. Uden opdeling, uden ende. Fjern illusionen. Kom hjem hvor du altid har været.

Böhme siger at Kristus er vores jeg-hed.

Rudolf Steiner siger at Kristus er jeg-legemet.

så om noget jeg kan følge dig, men går vi længere ind i din tradition, så foretrækker jeg den vesterlandske eksistentialistiske forståelse de her mystiske forhold, og siger altså ud med ham Brahman og ind med vores eksistentialitet, Atman der river sig fri og løs af Brahman,, og vores essens dermed kan siges at være vores eksistens. Vi er fremme ved Sartre, han er min mand

Sikke en gang bøvl.

Gudskelov, du selv ved hvad du skriver om.

Jeg citerede:

Böhme siger at Kristus er vores jeg-hed.

Rudolf Steiner siger at Kristus er jeg-legemet.

I dag ville jeg nok komme med en tilføjelse og sige at i og med Kristus (begivenheden Kristus ind i verden (sprogbegivenheden Kristus = verden 3 diskurs begivenhed)) genoprettes vores sande nye sproglige kommunikerende dialogiske jeg-du legeme

Det nye er at alt hvad vi taler om det nu bliver kritisk gennemtænkt og bedømt ved hjælp af vores planlæggende forhjerne, "hvad kan vi bruge det vi taler om til".

Engang kunne mennesket ikke kritisk bedømme det de talte om, vi var som skizofrene der fulgte/følger stemmerne ukritisk som befalinger.

Den tid er over.

Den tid er over med Paulus Tænkningens Skytshelgen og moderne mystiker som han er der inddrager tænkningen og forstanden og altså påstår det ikke befinder sig udenfor hvad vi har erfaringer med og kan tale med hinanden om.

Altså Ekstatisk Fornuft ødelægger ikke Fornuften, men alene Ekstatisk Fornuft formår at gennemføre hvad Fornuften er begyndt på, har indset som et gode.

-0-0-0-

Jeg-du legemet nærmere forklaret:


THE HUMAN FACE

Det menneskelige ansigt fra Gud = KRISTUS

"brain-face-heart" SYSTEMET, det sociale person anerkendende engagement system = KRISTUS.

-0-0-0-

Ufatteligt så dårlig folk forstår kristendommen. Kristendommen = at være i Kristus = at være i samme kommunikation og dialog virkelighed (bøn og Guds Ord virkelighed) som Jesus befandt sig i konstant.

Det var/er denne suveræne "Fader-Søn", "Gud-menneske", "jeg-du" kommunikation og dialog virkelighed og spiritualitet Jesus bærer ind i verden

Her har vi tankerne direkte fra Gud gennem kommunikation og gennem dialog.

Martin Buber og andre indenfor personalismen har afdækket, belyst, dette aspekt ved virkeligheden, vores spirituelle jeg-du aspekt ved jødedommen og kristendommen mellem Gud og mennesket, mellem mennesket og Gud og mellem mennesker indbyrdes

Når vi tillader os selv seriøst at ville være beskæftiget med kristendommen, så er det en konkret virkelighed vi undersøger og gerne vil forstå og tilegne os, fordi dette er muligt (det har ikke en dyt at gøre med at tro noget bestemt)

Denne virkelighed, er kendetegnet ved kommunikation og dialog mellem mennesket og Gud, vores jeg-du spiritualitet

Ingen har som Paulus redegjort for at hermed slutter skrifttroen, bogstavstro, som blot døder os og ægger til synd

Denne levende jeg-du kommunikerende dialogiske intelligens = spiritualitet var Paulus og forfatteren til Johannes evangeliet så rigt udstyret med

Vores kommunikerende dialogiske virkelighed i Ånden og med Gud Fader, together, ved og med Kristus, menneske Sønnen

Ontologien og metafysikken, virkelighedens inderste karakter er relationel, beror på relationer hvor imellem der forgår livlig kommunikation og dialog

Vores personhed er at finde i forbindelse med vores jeg-du givne virkelighed, hvor vi er tiltalt, hvor alt siger os noget (er levende) og hvor vi bryder ud i pris, lovsang og jubel på den ene side og på den anden side vi må fælde en tåre i medfølelse

Det foregår om noget i vores ansigt og front, fremsyn, vores billedlighed og fænomenologi her der er visionær fremsynethed (vi ser i Ånden). Det er derfor jeg for mange år siden betegnede Paulus som vores kulturkreds' Frankenstein Dopamin forhjerne monster og mystiker per se.

Det er sublimt om noget og det er ledsaget af en vis blufærdighed vi ikke gerne må krænke.

Det er grundet og begrundet i jødedommen og kristendommens teisme (Guds-billedlighed og ansigt KRISTUS), ansigt og person lære, jeg-du forholdet mellem Gud og mennesket

Der er en overflod (af sublimitet og poesi og skønhed) en uhørt rigdom at finde og lære at kende i det menneskelige ansigts fænomenologi som det udfolder sig mellem mennesker i deres personlige kontakter og vi står overfor uendeligheden fordi den anden vil være uudgrundelig og uudtømmelig for os i sin variation og rigdom, mangfoldighed

Den Jesus Kristus givne etik er at respektere dette forhold, nemlig personen. Kun kristendommen tillægger personen og det personlige absolut betydning og gyldighed som Gud værner om.

Kristendommen er eneste religion hvor det personlige og personen (øjnene = næstens blik og udtryk) står over kosmos og de upersonlige kræfter, ting og rørelser i verden som fx New Age er så optaget af

Kristendommen og jødedommen kunne der stå, men kristendommen gør et ekstra stort nummer ud af vores personhed, personen (vores ansigt, øjnene og næstens blik og udtryk) og det personlige

Her, i KRISTUS, har vi Gud i øjenhøjde som det humane empatiske personanerkendende ind i verden.

-0-0-0-

Kristus græder og hvis vi ikke gør ligeså så er vi ikke kristne, Kristi Efterfølger, så er vi ikke KIRKE her på jorden

Hvorfor græder KRISTUS?

Fordi vi ikke følger Gud, vores kærlige himmelske Faders Vilje her på jorden, fordi vi ikke følger og lever i overensstemmelse med Livets Ånds Love og at vi ikke lader disse komme til udtryk i brain-face-heart" SYSTEMET, det sociale person anerkendende engagement system = KRISTUS.

At være kynisk overfor næsten = den fremmede og det anderledes menneske og ikke ønske øjenkontakt og mødet, dialogen og samtalen, med dette menneske er ikke en del af kristendommens etiske indstilling.

Det moderne vesterlandske menneske kan ikke se sine privilegier og forræderi og grådighed imod naturen og især folk fra den tredje verden i øjnene. Vi er blinde og forblindet af os selv, forelsket i os selv og ser splinten i vor næstes øjne men ikke bjælken i vores eget øje.

Vi tror vores liberalisme og politiske økonomiske udbytte system og pseudodemokrati er en Guds gave til hele verden. Jeg forstår godt, som det glæder mig at religiøse kræfter i verden modsætter sig vores vanvid imod naturen og det såre menneskelige. Og kristendommen burde straks tilslutte sig samme modstand mod vores umenneskelige økonomiske samfundsudvikling og materialisme og grådighed, mangel på ægte religiøsitet.

-0-0-

utroligt mange, især unge naturvidenskabelige orienterede mennesker, har meldt sig ud af folkekirken 2016 fordi de ikke samvittighedsfuldt kan tilslutte sig at tro hvad der står i Bibelen.

Jamen jamen, hvad er det dog der foregår lige her, det er jo hovedrystende, dette kætteri, at den kristne tro (troens indhold og genstand) er at tro på hvad der står i Bibelen.

Folkekirken har været ude og beklage og rette denne misforståelse, dette kæmpe kætteri, der fulgte i kølvandet på reformationen (bibelfundamentalismen).

-0-0-0-

mange tænker jeg vil hellere end at være kristen, være fri til at få det bedst mulige ud af livet, mit liv, min tid her på jorden. Dette er ikke et alternativ til kristendommen, det er tværtimod at tilslutte sig den samme kamp og det samme engagement som kristendommen er optaget af mere end alt andet.

Et menneske skal ikke læse mange kapitler af Paulus før dette står krystalklart, at menneskets værdighed, personværdighed og frihed (emancipation) der sætter os i livets ånds lov sammenhænge netop er at finde i vores Kristus participation og engagement.

-0-0-0-

så snart jeg opdager at folk´s tro er den døde uåndelige tro på hvad der bogstaveligt står i Bibelen, bibelfundamentalisme, så dropper jeg oftest at drøfte videre med dem. Jeg gider ikke spilde min tid på folk der overtror (besudler og ødelægger vores spiritualitet og liv med Gud (som ødelægger vores intellektuelle integritet ved ikke at lovsynge med forstanden om de her forhold)) og ikke er grebet af Guds Ånd og den Kristusvirkelighed = Kirken = vores Søn-lige eller Kristus-lige frie skabende kommunikerende dialogiske forhold/relation til Gud som vores himmelske fader og skaber.

Biologisk er vi avlet nedefra og op, åndeligt eller spirituelt er vi skabt oppefra og ned:

Citat:
Zizioulas claims that Baptism constitutes an ontological change in the human, making them an ecclesial hypostasis, or a person. This rebirth 'from above' gives new ontological freedom as it is not constrained by the limits of biological existence. Zizioulas

Mennesket har en lang række fødsler og den kristne tro gælder vores åndelige eller spirituelle fødsel.