Hej Michael!

Du foretager en summarisk gennemgang af kristendommens brogede historie og knytter nogle positive kommentarer til det den har udviklet sig til. Du anfører blandt andet:



Problemet er, at man er nødt til at kunne tænke sig uden for kristendommens paradigme, dens forståelsesramme, for at kunne vurdere den.

Set udefra rummer kristendommen en fremragende etisk lære og et humant menneskesyn. Men den hænger stadig uhjælpeligt fast i dualismen mellem ånd og materie som ikke lader sig overvinde gennem læren om de to regimenter. Den fortsatte fastholdelse af syndsbevidstheden og frelsen gennem tro som eneste udvej er rationelt set uheldigt, fordi det anfægter menneskets etiske autonomi, til selv at opstille etiske fordringer som vi bør bøje os for, ikke fordi vi tror eller søger frelse, men alene fordi vi som personer selvstændigt kan stille og besvare det etiske spørgsmål rent rationelt.

Menneskene har sikkert i aalmindelighed et stærkt behov for at hænge deres religiøse forestillinger op på noget konkret - en metafor, som symboliserer troen - og her er legenden om Jesus Kristus udtryk for en fortælling som griber sjælen med stor styrke og inspirativ kraft. Fortællingen bliver imidlertid svækket og ikke styrket af at blive legitimeret med henvisning til judaismens fortællinger. Men jeg har også forståelse for at det var nødvendigt at inkludere judaismens prægtige fortællinger og skabelsesmyte for at give den kristne fortælling styrke og troværdighed. Det er nu engang begrænset hvor store paradigmatiske spring som det er muligt at gennemføre og så må man leve med de inkonsistenser der bliver resultatet.

Kristendommens moralske fallit og udartninger skyldes primært, at man ikke kunne frigøre sig fra dens judaiske del, hvorfor den i realiteten fortsatte som lovreligion til længe efter Luthers Reformation.

Derefter er den gået ind i sin paulinske fase hvor de paradoksale problemer som to-regimente læren rejser fremtræder stadig tydeligere og endnu mere uløselige på baggrund af samfundenes sekularisering, samt de naturvidenskabelige og filosofiske erkendelser.

De problemer leder de kristne desperat efter en rationel løsning på, men det liger i sagen natur, at en sådan løsning ikke kan findes inden for noget religiøst paradigme som er baseret på en dualitet mellem ånd og materie.

Hilsen

Ipso Facto


---------
”Og de sendte nogle af farisæerne og herodianerne hen til Jesus, for at de skulle fange ham i ord. De kom hen og sagde til ham: »Mester, vi ved, at du er sanddru og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk, men lærer sandt om Guds vej. Er det tilladt at give kejseren skat eller ej? Skal vi betale, eller skal vi ikke betale?« Men Jesus gennemskuede deres hykleri og sagde til dem: »Hvorfor sætter I mig på prøve? Ræk mig en denar, så jeg kan se den!« De rakte ham én. Og han spurgte dem: »Hvis billede og indskrift er det?« »Kejserens,« svarede de. Jesus sagde til dem: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« Og de undrede sig meget over ham.” - Markus evangeliet kapitel 12, vers 13-17. - De gamle hebræere undrede sig godt nok, og det gør det kristne og vi andre fortsat. IF.

Kære Hanskrist

Dette indlæg bliver blot en lille opsamling af det, jeg finder væsentlig for vores debat, og så må vi se, hvem der skal pille hvad af hvem

Som jeg har været inde på tidligere, så finder vi hos Aksel Haaning ("Den kristne mystik", 1993, s. 14) en beskrivelse af mystikken som en "direkte oplevelse af troens indhold". Haanning gør i den forbindelse sin læser opmærksom på det forhold, at "fordi mystikken er oplevelse, kan den ikke defineres efter sikre retningslinjer" (ibid., s. 15). Det betyder, at det vi her må holde for øje er, at mystik altid er ledsaget af OPLEVELSE.

Nu er vi begge - i hvert fald i denne sammenhæng - interesseret i den kristne mystik, så hvad er det, der kvalificerer den kristne mystik til at være kristen mystik? Kan det være andet end OPLEVELSE AF KRISTUS SOM DEN, DER LEDSAGER OPLEVELSEN OG IKKE MINDST ER INDHOLDET AF OPLEVELSEN.

Paulus er om nogen den apostel, der oplevede sit livs vendepunkt: Kristusbegivenheden i Damaskus. Derfor finder vi også hos Paulus en masse beskrivelser af det troens indhold, der tager udgangspunkt i den korsfæstede og opstandne Herre, Jesus Kristus. Det er ikke her, at vi er uenige eller kløjes i hinandens ord (det vil sige, DU kløjes i mine ord), for Paulus gør netop det, en kristen mystiker bør gøre: oplever troens indhold, lever livet gennem troens indhold jfr. "det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig" (Gal. 2,20).

Paulus' breve giver os med andre ord en grundlæggende forståele af den kristne mystik. Men vi kan ikke bruge de mange ord som en grundlæggende definition på en indre oplevelse. Her må vi blive enige eller uenige om, hvordan den mystiske oplevelse kommer til udtryk. Er den f.eks. et indre eller et ydre forhold? Sigter mystikeren til Kristusbegivenheden som et ydre historisk indhold, der kan opleves igen og igen, eller er der for mystikeren tale om, at Kristusbegivenheden er en indre begivenhed med os?

Og så må vi ikke glemme det, du kalder for det akademiske. Når Paulus skrev sine breve, skrev han til de menigheder, han allerede havde grundlagt. Breve kan læses som svar på spørgsmål og interne stridigheder i den enkelte menighed. Der er tale om menneskelighed i den proces, hvor f.eks. korinterne er gået fra at være hedninge til at være kristne omvendt og døbt til et nyt troens indhold. Der skal en god taler og brevskriver til at sikre, at de ikke falder af, fristes, øver uret mod andre etc. For vigtigt er det, at de er klar, rengjorde og hellige, når Herren kommer (nærforventningen). Det er derfor svært at undgå at bemærke, at Paulus rent faktisk skriver sin breve ind i en bestemt kontekst. det ændrer ikke ved indholdet af Kristusbegivenheden, men det giver - som alt andet litteratur - indholdet i Paulus' breve en sitz im leben .

Wilfred Stinissen beører jfr. mine stinissen-citater den kristne mystik på den måde, at han lægger op til menneskets oplevelse af troens indhold. Dette skriver han ikke til nogle specifikke menigheder, men til de læsere, der ligesom ham, ønsker at fordybe sig i troen gennem f.eks. bøn og stilhed. Det er da provokerende, Hanskrist, og hvad stiller vi op med denne mystik, som har en lang tradition bag sig fra Paulus, over Augustin til de mange mystikere i middelalderen? Vi befinder os i en dialektik mellem Kristus-mystereiet (Kristi liv, død og opstandelse) og så vores egen indre sjælelige oplevelse af dette troens indhold. Måske bliver du nødt til at stå af ved Paulus og sige, at dette er kristen mystik, at gå længere er for risikabelt. Jeg vover sammen med Aksel Haaning og Wilfred Stinissen at gå et skridt videre og se, hvad Gud vil åbenbare for mig. Såldes skriver Hanning om det, der karakteriserer den kristne mystik:

"Man skal altid være forsigtig med at generalisere, men der er tilsyneladende et fundamentalt træk, som karakteriserer den kristne mysitk som vi har beskæftiget os med indtil nu, og et træk som vi ikke har kunnet undgå at bemærke, nemlig at det dominerende og så godt som enerådende forhold mellem mennesket og Gud er et sjæleligt og åndeligt eller spirituelt anliggende; det er sjælen, der er skabt i Guds billede, og den mystiske oplevelse er en indre oplevelse, og det er sjælen og psyken som er det led, hvorigennem Gud åbenbarer sig, og hvorigennem menensket eller mystikeren skuer eller fornemmer Guds nærvær" (Haaning, s. 132).

Det blev svaret på dit seneste indlæg til mig, Hans, og da jeg skal på arbejde om lidt, når jeg ikke at gennemse eller redigere indlægget, for jeg har for at være helt ærlig ret travlt

Mvh
Anne

Ups, interessante ord fra en debattør, der ser på den kristne tro udefra. Set indefra, fra et kristent ståsted i dette århundrede, er der ej længere tale om fastholdelse af syndsbevidsthed og frelse gennem tro - himmel og helvede, og hvad har vi her. Det kan godt være, at Paulus snart må rotere sig i sin grav, eller hvor han nu befinder sig.

Mvh
Anne

Kære Hanskrist.

Jeg savner stadig et klart svar på mit spørgsmål om, hvor du trækker grænsen mellem rettroende og misforstået kristendom, men hvis jeg har forstået dig ret, så begrænser de rettroende sig til de lutheranere, der deler din opfattelse af kristendommen og "iklæder sig Kristus" for at bruge et af dine yndlingsudtryk, hvis betydning ikke står mig ganske klart.

Med så lille et antal rettroende må man jo sige, at hverken Jesus eller Paulus har klaret deres opgave særlig godt, hvis vi går ud fra, at deres opgave var at udbrede den rette tro.
Jøderne, som Jesus budskab primært var rettet mod, synes helt at have misset chancen for den rette tro.

Der havde Paulus så mere held med sig, da han i hvert fald har fået nogle få proselytter, der kan videreføre budskabet om den rette opfattelse af "Kristusbegivenheden", som jeg formoder hører under begrebet åbenbaring.

Hvad Gud så vil stille op med de milliarder af mennesker, der har forsmået denne tro og denne indsigt, er jo så et nyt spørgsmål, som man kan spekulere over.

Har du som rettroende et bud på det?

Mvh

Ole Bjørn ;)

Man kunne også vende spørgsmålet om og spørge om, hvad der sker med de rettroende. Mens alle vi andre går til grunde, så frelses de jo, men til hvad? Kommer de i Himlen?

I så fald, hvad vil de så foretage sig der i milliarder og milliarder af år? Måske de vil gå lange ture i haven? Måske de vil diskutere filosofi?

Gad vide om de kan undgå at komme op at skændes?