|
1
registreret
(1 usynlig),
78
gæster og
118
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: Kristen mystik til Hanskrist
|
Kære Hanskrist
Dette indlæg bliver blot en lille opsamling af det, jeg finder væsentlig for vores debat, og så må vi se, hvem der skal pille hvad af hvem 
Som jeg har været inde på tidligere, så finder vi hos Aksel Haaning ("Den kristne mystik", 1993, s. 14) en beskrivelse af mystikken som en "direkte oplevelse af troens indhold". Haanning gør i den forbindelse sin læser opmærksom på det forhold, at "fordi mystikken er oplevelse, kan den ikke defineres efter sikre retningslinjer" (ibid., s. 15). Det betyder, at det vi her må holde for øje er, at mystik altid er ledsaget af OPLEVELSE.
Nu er vi begge - i hvert fald i denne sammenhæng - interesseret i den kristne mystik, så hvad er det, der kvalificerer den kristne mystik til at være kristen mystik? Kan det være andet end OPLEVELSE AF KRISTUS SOM DEN, DER LEDSAGER OPLEVELSEN OG IKKE MINDST ER INDHOLDET AF OPLEVELSEN.
Paulus er om nogen den apostel, der oplevede sit livs vendepunkt: Kristusbegivenheden i Damaskus. Derfor finder vi også hos Paulus en masse beskrivelser af det troens indhold, der tager udgangspunkt i den korsfæstede og opstandne Herre, Jesus Kristus. Det er ikke her, at vi er uenige eller kløjes i hinandens ord (det vil sige, DU kløjes i mine ord), for Paulus gør netop det, en kristen mystiker bør gøre: oplever troens indhold, lever livet gennem troens indhold jfr. "det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig" (Gal. 2,20).
Paulus' breve giver os med andre ord en grundlæggende forståele af den kristne mystik. Men vi kan ikke bruge de mange ord som en grundlæggende definition på en indre oplevelse. Her må vi blive enige eller uenige om, hvordan den mystiske oplevelse kommer til udtryk. Er den f.eks. et indre eller et ydre forhold? Sigter mystikeren til Kristusbegivenheden som et ydre historisk indhold, der kan opleves igen og igen, eller er der for mystikeren tale om, at Kristusbegivenheden er en indre begivenhed med os?
Og så må vi ikke glemme det, du kalder for det akademiske. Når Paulus skrev sine breve, skrev han til de menigheder, han allerede havde grundlagt. Breve kan læses som svar på spørgsmål og interne stridigheder i den enkelte menighed. Der er tale om menneskelighed i den proces, hvor f.eks. korinterne er gået fra at være hedninge til at være kristne omvendt og døbt til et nyt troens indhold. Der skal en god taler og brevskriver til at sikre, at de ikke falder af, fristes, øver uret mod andre etc. For vigtigt er det, at de er klar, rengjorde og hellige, når Herren kommer (nærforventningen). Det er derfor svært at undgå at bemærke, at Paulus rent faktisk skriver sin breve ind i en bestemt kontekst. det ændrer ikke ved indholdet af Kristusbegivenheden, men det giver - som alt andet litteratur - indholdet i Paulus' breve en sitz im leben .
Wilfred Stinissen beører jfr. mine stinissen-citater den kristne mystik på den måde, at han lægger op til menneskets oplevelse af troens indhold. Dette skriver han ikke til nogle specifikke menigheder, men til de læsere, der ligesom ham, ønsker at fordybe sig i troen gennem f.eks. bøn og stilhed. Det er da provokerende, Hanskrist, og hvad stiller vi op med denne mystik, som har en lang tradition bag sig fra Paulus, over Augustin til de mange mystikere i middelalderen? Vi befinder os i en dialektik mellem Kristus-mystereiet (Kristi liv, død og opstandelse) og så vores egen indre sjælelige oplevelse af dette troens indhold. Måske bliver du nødt til at stå af ved Paulus og sige, at dette er kristen mystik, at gå længere er for risikabelt. Jeg vover sammen med Aksel Haaning og Wilfred Stinissen at gå et skridt videre og se, hvad Gud vil åbenbare for mig. Såldes skriver Hanning om det, der karakteriserer den kristne mystik:
"Man skal altid være forsigtig med at generalisere, men der er tilsyneladende et fundamentalt træk, som karakteriserer den kristne mysitk som vi har beskæftiget os med indtil nu, og et træk som vi ikke har kunnet undgå at bemærke, nemlig at det dominerende og så godt som enerådende forhold mellem mennesket og Gud er et sjæleligt og åndeligt eller spirituelt anliggende; det er sjælen, der er skabt i Guds billede, og den mystiske oplevelse er en indre oplevelse, og det er sjælen og psyken som er det led, hvorigennem Gud åbenbarer sig, og hvorigennem menensket eller mystikeren skuer eller fornemmer Guds nærvær" (Haaning, s. 132).
Det blev svaret på dit seneste indlæg til mig, Hans, og da jeg skal på arbejde om lidt, når jeg ikke at gennemse eller redigere indlægget, for jeg har for at være helt ærlig ret travlt
Mvh
Anne
|
|
|
|
