Det var et smukt citat, Arentzen. Jeg må sige, at jeg ved at deltage på debatten har fået respekt for Paulus. Det smukke er netop det enkle i det. Der er ikke så stort et behov for dybdepsykologiske forklaringer, men blot at handle.

Alligevel, synes vi at finde det svært, at handle sådan.

Enkelheden i det går tabt i vore evindelige misforståelser mellem hinanden.

Det synes så enkelt, at rette blikket ud mod den anden i stedet for at kræve til os selv, alligevel er det meget svært.

Det er jo ikke noget man gør en gang for alle, det er noget man bliver nødt til at gøre resten af sit liv og når man således glemmer sig selv for andre, får man sig selv tusindfold tilbage, fordi dette, at lukke op for andre, åbner en, mens dette, at kræve for sig selv, lukker én og gør en fattig på det der betyder noget i livet.

Sådan opfatter jeg det nu. Jeg har endnu ikke fundet nogen anledning til at opfatte det anderledes om jeg så får besøg af Kristus-spøgelset i nat.

Hej Anne, jeg forstår ikke helt din tale om Paulus her på det sidste, eller måske jeg desværre netop forstår, men så må jeg sige at jeg ikke er enig med dig på væsentlige punkter.

Her skriver du til Arentzen følgende:

Min egentlige intention med dette indlæg er at belyse, at Paulus nok befandt sig i en lidt anden situation. Jeg er ikke helt enig i, at Paulus på samme måde glædede sig over at kunne hjælpe datidens menigheden på samme måde som dit eksempel med din svigerfar. Det var snarere et spørgsmål om mission med troens udgangspunkt i Jesu død og opstandelse, der gjalt for Paulus.
Der er tre lag, der kommer til udtryk i Paulus' breve, og det er myte, rite og etik. Det mytiske lag vejer tung og er med til at begrunde de to andre lag, idet Jesu død og opstandelse er selve troens udgangspunkt. Riter hører til den mere religiøse praksis, hvor der sættes tegnhandling på mytens indhold. Det etiske lag fylder også rigtig meget hos Paulus og kan begrundes i både riten og myten. For at være kristen - og hellig - forudsætter en kristen livsførsel, som er det, Paulus plæderer for i sine breve. Citat slut.



”For at være kristen - og hellig - forudsætter en kristen livsførsel, som er det, Paulus plæderer for i sine breve”. Citat slut.

NEJ!!!!!!!!!!!!!!!

Skreg jeg, da jeg læste det, og jeg hørte Carsten Breengaard og andre i baggrunden som kor der godt nok bakker dig op i dine synspunkter, men vi er stadig en del der mener noget andet.

Dette er en stor misforståelse at læse Paulus sådan. Galterbrevet forbyder det én gang for alle.


Paulus har aldrig tænkt sig at vi kunne iklæde os Kristus via en kristen livsførelse, dette udelukker hans ”i Kristus – mystik”:

Vores genopstandne Herre og Frelser, Kristus, der kommer ved sin Ånd, Helligånden, med Ordet, og kommunikere sig selv, meddeler sig selv, så at ”ikke vi lever noget Kristenliv (gerningsretfærdigt fromt religiøst liv (kristen livsførsel)), men Kristus selv lever i os; og er vores liv, nye liv og virkelighed med Gud”. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, siger Paulus.

Paulus formaninger (Parænese) afskær os ikke fra Kristus, det Guds nådesværk vi er her (den af Gud i Kristus skabte ny virkelighed vi ved Helligånden har direkte adgang til) og henviser os ikke til en sølle elendig from kristen moralsk livsførelse baseret på etiske formaninger, dette er jo netop at afskære sig selv fra Kristus og falde ud af nåden.


Hvad er det så Paulus vil med sine etiske formaninger, han vil kort og godt opstille nogle etiske pejlemærker, som vi skal padle udenom og ikke ind i (vi skal ikke indforvikle os selv i en etisk/moralsk kristen livsførelse), men vi kan navigere efter dem, ved at padle udenom dem, for at nå frem til Klippegrunden og Klippeøen Kristus, Nyskabelsen, hvor etikken er ekstatisk og kreativt, da vi i Kristus har friheden og ånden, intelligensen og kreativiteten direkte fra Gud. Paulus henviser altid til Kristus, friheden og ånden her, og ikke primært til noget etisk.

Hvordan i hele hule helvede nogle mennesker kan læse Paulus som moralist er mig en gåde. Nej det er det nu ikke længere, jeg har fundet ud af hvad det skyldes, det skyldes at folk de ikke som Luther og jeg selv, føler sig ramt af Kristus når de læser Paulus, ikke ser hvordan det hele driver på Kristus og er komponeret og bygget op alene på Kristus og nåden, friheden og ånden fra Gud her.


Mange kærlige hilsner Hanskrist.


PS:

Noget andet du skrev til Michael om Paulus og kristendommens grundlæggelse og Pauls betydning for teologien er jeg bestemt heller ikke enig med dig i; men det vender jeg måske tilbage til.

Kære Hanskrist

Jeg ved godt vi har haft kristen livsførelse oppe og vende på den gamle debat, og jeg har i årevis med interesse læst de fleste af dine indlæg.

Anne skriver:

Hvortil du svarer:


Kald mig gerne dum, åndsamøbe, hjernevasket bibelfundamentalist, eller noget værre, men jeg forstår (stadigvæk) ikke dine svar.

En kristen livsførelse i paulinsk kontekst, handler for mig at se om troværdighed overfor omgivelserne.
Hvis man kan svire, hore, drikke og stjæle som man vil i Jesu kristi navn, hvor troværdigt bliver evangeliet så?

Og hvorfor skulle folk så have brug for at høre evangeliet, hvis man alligevel kan leve og gøre som man vil?

Hej Arentzen,

Du skriver:

Hvis man kan svire, hore, drikke og stjæle som man vil i Jesu kristi navn, hvor troværdigt bliver evangeliet så? Citat slut.

Jeg er enig med Paulus i at man ikke kan svire, hore, drikke og stjæle som man vil i Kristus, det er simpelthen en umulighed. Et menneske i Kristus er simpelthen så kreativt og intelligent livlig at han ikke ville ødelægge sit liv med sådanne underlødige idrætter, der på ingen måder fører noget godt med sig. Et menneske i Kristus har et humør, en livlighed og et interessefelt der overhovedet ikke ville føre ham i nærheden af svir, hor, druk og tyveri. Ja et menneske i Kristus ville slet ikke ænse disse forhold, det skulle da lige være for at inspirere folk til at komme ud af disse laster.

Men det er jo heller ikke det jeg siger, jeg siger med Paulus at vi ikke ved at lade være med at svire, hore, drikke og stjæle kan iklæde os Kristus. Dette er ikke vejen frem mod Gud i Kristus. Vi kan ej heller ved at gøre gode gerninger iklæde os Kristus. Jeg benægter sammen med Paulus at:

For at være kristen - og hellig - forudsætter en kristen livsførsel, som er det, Paulus plæderer for i sine breve. Citat slut.


At være kristen (nyskabelsen: den af Gud i Kristus skabte ny virkelighed) drejer sig om at være født på ny, det er livets ånds lov der sejrer og giver os åndens nye liv, så vi kan vandre i ånden.

Den af Gud i Kristus skabte ny virkelighed, nyskabelsen, er kendetegnet ved livlighed, jeg-impulsivitet i Kristus, altså et kreativt og intelligent udtryk og livsførelse. Man udtrykker sig selv i og med Kristus, på en kreativ og livsbekræftende måde, fordi man her har ånden og friheden (intelligensen og kreativiteten) fra Gud på ekstatisk vis. Man er tilgivet og ekstatisk fri af sig selv (alle neocorticale overjegs bindinger og hæmninger og fortrængninger) og formår hele tiden at gå ud over sig selv, forlade sig selv, man formår hele tiden at bruge den energi, der ekstatisk bliver frigjort i forbindelse med at ens bindinger, hæmninger og fortrængninger ophæves, kreativt og livsbekræftende for sig selv og andre.

Dette er det primære hos Paulus. Det er åndens nye liv, det er nyskabelsen, det er det karismatiske. Det er kernen i den kristne spiritualitet. Og moral har intet at gøre her hvor kreativitet og intelligent livsudfoldelse, livet i Kristus, har sat dagsordenen. Det er så sandelig at være født på ny og blive som et barn igen (det er Mozart det er Grundtvig), og det har intet at gøre med hvad man må og ikke må, hvad man skal gøre og ikke må gøre. Hvis Jesus og Paulus havde spurgt sig selv om hvad de måtte og hvad de ikke måtte, havde vi ikke haft en fri kristen verden, så havde kristendommen ikke set dagens lys, den vestlige kultur og civilisation som vi kender den, ville ej heller have set dagens lys.



Hvis Jesus og Paulus havde spurgt sig selv om, hvad de måtte og hvad de ikke måtte, ville de være endt i anonymitetens glemsel og grå massegrav. Men både Jesus og Paulus var modige og de stolede på Livets Gud, livets ånds Gud, åndens nye liv. Jesus gik planken ud, gennemlevede til fulde sine kreative indskydelser og inspirationer fra Gud (Johannes evangeliet er fremragende eksempel herpå) og Paulus fulgte efter, ofrede sig selv i Kristus for den samme kreativitet, dialog med Gud, hvor man må være instinktsikker og stole på inspirationen og indskydelserne fra Gud, Guds ånd. At gå planken ud er at turde skridt for skridt, at vandre i ånden, og det er fuldstændig det modsatte af at have sin bevidsthed og opmærksomhed henledt på moral og etik, på hvad man må og ikke må, på hvad man skal gøre og ikke skal gøre.


Mange kærlige hilsner Hanskrist.

Kære Hanskrist

Tak for svar. Jeg skal lige tygge lidt på det.