1. Se, nu stiger solen af havets skød, luft og bølge blusser i brand, i glød; hvilken salig jubel, skønt alt er tyst, medens lyset lander på verdens kyst!
2. Jeg vil ånde luften i fulde drag, synge Gud en sang for den lyse dag, takke ham, at morgnen mig end er sød, at mig dagen fryder, trods synd og død.
4. O, at jeg tør favne dig, skære dag, kalde dig med navne, min sjæls behag, alle gode navne, som bedst jeg ved: Moder, søster, elskte: min kærlighed!
5. Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind, did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind, ret som om det ånded af lyset ud - o du milde Fader, min skaber, Gud!
6. Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav, lad mig ikkun stævne imod min grav: Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn, ud hans hånd mig river af dødens garn.
7. Se, da stiger solen af hav på ny, alle dødens skygger for evig fly; o for sejersjubel, for salig lyst: Lyset stander stille på livets kyst!
1. Her vil ties, her vil bies, her vil bies, o svage sind! Vist skal du hente, kun ved at vente, kun ved at vente, vor sommer ind. Her vil ties, her vil bies, her vil bies, o svage sind!
2. Trange tider langsomt skrider, langsomt skrider. Det har den art. Dagene længes, vinteren strenges, vinteren strenges. Og det er svart. Trange tider langsomt skrider, langsomt skrider. Det har den art.
4. Eja, søde førstegrøde, førstegrøde af bliden vår! Lad det nu fryse, lad mig nu gyse, lad mig nu gyse. Det snart forgår. Eja, søde førstegrøde, førstegrøde af bliden vår!
5. Due, kunne du udgrunde, du udgrunde, hvad der nu sker! Kulden den svækkes, blomsterne dækkes, blomsterne dækkes, jo mer det sner. Due, kunne du begrunde, du begrunde, hvad der nu sker!
6. Kom, min due, lad dig skue, lad dig skue med olieblad! Se! nu er stunden næsten oprunden, næsten oprunden, som gør dig glad. Kom, min due, lad dig skue, lad dig skue med olieblad!
Svar
Citer