Jeg har i lang tid beundret sufien Jalal al-Din Rumi's snart 1000 år gamle digt:
Citat:
Denne flygtige verden er et tegn på Sandhedens Mirakel. Men selvsamme tegn er et slør, der skjuler De Evige Sandheder.
Nu, hvor jeg lærer Daoismen lidt at kende - bl.a. via en artikel i Etik.dk af lektor i kinesisk religion Klaus Bo Nielsen ved Aarhus Universitet, melder sig jo spørgsmålet om evighed og evige sandheder.
I artiklen læser jeg bl.a.:
Citat:
Daoismen ser naturen som det, der er uberørt af mennesket, men som mennesket må søge at integrere sig med. I en tidlig daoistisk tekst, Zhuangzi (4. – 3. årh. f.Kr.) pointeres naturens organiske karakter:”I verden eksisterer der evig naturlighed. Hvor der er evig naturlighed er tingene ikke optegnet efter en kurve, ikke ligesom ved hjælp af en lodlinje, ikke rund som tegnet af en passer, ikke kantet som et kvadrat, ikke samlet med lim og lak og ikke bundet af reb og snor.” Den fundamentale idé i daoismen er at gøre opmærksom på, at mennesket kun udgør en lille part af en større proces i naturen. De menneskelige handlinger, der i sidste instans giver mening og er universelt gyldige, er de, der er i overensstemmelse med naturens rytme og udtryk.
Og når jeg sammenholder med astrofysikernes viden om, at vores sol brænder ud, når den ikke har mere brint (om mere end en million år) og opsluger planeten jorden. Hvor mange "evige sandheder" bliver der så tilbage?
Men vi menneskers og denne klodes totale forsvinden, dét synes daoismen at rumme - i hvert fald bedre end andre religioner
M.v.h. Arne Sandhedens Mirakel: Verdens Væren. Agnostisk pan"teist" - ydmyghed, mådehold, harmoni, indsigt, medfølelse, omsorg, kærlighed