Daoismen ser naturen som det, der er uberørt af mennesket, men som mennesket må søge at integrere sig med. I en tidlig daoistisk tekst, Zhuangzi (4. – 3. årh. f.Kr.) pointeres naturens organiske karakter:”I verden eksisterer der evig naturlighed. Hvor der er evig naturlighed er tingene ikke optegnet efter en kurve, ikke ligesom ved hjælp af en lodlinje, ikke rund som tegnet af en passer, ikke kantet som et kvadrat, ikke samlet med lim og lak og ikke bundet af reb og snor.”
Den fundamentale idé i daoismen er at gøre opmærksom på, at mennesket kun udgør en lille part af en større proces i naturen. De menneskelige handlinger, der i sidste instans giver mening og er universelt gyldige, er de, der er i overensstemmelse med naturens rytme og udtryk.